Skjulte ting

[Murray af Naxen]

Vania af Naxen
d. 20-09-527 M.T.

Det var en yderst smuk gave, som han havde givet til Vania, men der var dog et problem med den. Kraven krævede et eller andet at sidde på. At proppe den i en eller anden kasse virkede som et spild. Imens Vania lavede ... et eller andet, stod Murray derfor i deres soveværelse og viste mesterværket til en smed, der skulle lave noget at sætte kraven på, når den ikke var i brug. De flyttede på nogle af smykkerne ved Vanias sminkebord for at se, om kraven kunne stå der. Murray åbnede en af skufferne for at se om der var plads til æskerne fra bordet deri, og hans blik faldt på æske, der virkede underligt bekendt.
Han rynkede på brynene og tog den ud. Hvor havde han set den før? Han var ret sikker på, at han havde købt den, men det var ikke æsken til perlehalskæden, som han havde givet Vania. Undrende åbnede han den og fik et chok ved synet af de blå sten, som strålede ham i mødet. Det var jo ... Han lukkede æsken igen og gjorde mødet med smeden færdigt, så manden kunne komme ud og i gang.
Så fandt han æsken frem igen og stillede på bordet. Så satte han sig til at vente i stolen ved siden af. Hvordan havde Vania fået de smykker? Han forstod det ikke.

[Vania af Naxen]

Vania var så småt ved at overtage husholdningen på Naxen, sådan som det var forventet af de fleste lensfruer. Derfor havde hun masser af ting at lære og sætte sig ind i og det tog alt sammen en hel del mere tid, end hun havde forestillet sig. Men hun tog arbejdet uden at kny. Det skulle nok blive lettere med tiden.

Da hun gik ind på deres værelse, var hun derfor lidt træt og håbede på at kunne hvile sig lidt, inden aftensmaden. Men da hun åbnede døren, fandt hun Murray siddende derinde og hun smilede varmt til ham. "Hvad laver du herinde på denne tid af dagen?" Normalt sad han på sit arbejdsværelse, hvis han ikke var udenfor. Hun havde vist aldrig fundet ham bare siddende i en stol før.

[Murray af Naxen]

Døren gik op. Han fulgte hende med blikket, imens hun trådte ind på værelset, men sagde ikke noget. Han sad blot med krydsede arme og ventede på, at hun selv opdagede æsken på bordet. Da hun først fik øje på den, talte han så i en lettere kølig tone: ”Hvor har du den fra?” Han gik ikke ud fra, at hun havde stjålet den – hvordan skulle det lige kunne lade sig gøre? – men hvorfor havde hun den så? Havde Iliane givet den til hende? Og hvorfor havde hun intet sagt?

[Vania af Naxen]

Det glade smil blegnede lidt, som han slet ikke svarede hende. Han så faktisk virkelig alvorlig ud. Hun rynkede brynene og gik et par skridt længere hen mod ham. Og så faldt hendes blik på æsken, som hun ellers havde gemt så omhyggeligt væk, at hun havde regnet med, at der ville gå meget længe, inden hun nogensinde skulle se den igen.

Synet af den dér - ved siden af Murray - fik hendes temperament til at flamme op og da hun fandt hans blik, var det sikkert ganske tydeligt. "Hvor har du den fra?! Har du gennemrodet mine ting?!" Ved Gudinden hvad var nu dette? Kunne hun da slet ikke have noget for sig selv?! Hænderne langs hendes side knyttede sig til små kugler.

[Murray af Naxen]

Nå, så nu troede hun, at hun kunne tillade sig at blive fornærmet?! Murray fnøs. ”Jeg var nødt til at flytte nogle ting rundt, da vi skulle se, om kraven kunne stå på dit sminkebord.” Der var ikke noget for hende at være sur over her. Det var ham, der var blevet holdt i mørket! ”Og så bemærkede jeg naturligvis æsken. Hvorfor har du den?” gentog han irritabelt. Hvorfor havde Iliane overhovedet givet den væk? Var hun klar over, hvor mange penge han havde brugt på den, og så gav hun den bare væk?! Endda til hans hustru! Og så sagde Vania ikke engang noget om det?!

[Vania af Naxen]

Hun var næsten skuffet over, at han ikke havde gennemrodet hendes ting. Det ville have givet hende en anledning til at lade sin vrede gå ud over ham. Men det havde han så altså ikke og hun bed tænderne hårdt sammen for at få styr på sine følelser. Hun gik dog ikke tættere på. Krydsede bare sine arme foran brystet og nedstirrede ham, sådan som han nedstirrede hende. "Åben æsken og kig under foret," sagde hun med vred stemme. "Der finder du alt den forklaring, du har brug for." Der havde hun nemlig gemt brevet.

[Murray af Naxen]

Som hun bad om, åbnede han æsken og fandt det skjulte brev. Han gav sig til at læste det og rynkede mere og mere på panden i takt med læsningen. Den kvinde altså! Desværre var Iliane her ikke, så han kunne ikke give hende en opsang lige nu. Så han måtte nøjes med Vania. ”Hun sendte den til vores bryllup? Og du har intet sagt?!” For en gangs skyld steg tonefaldet en smule. Hvorfor havde hun ikke sagt noget?! ”Havde du overhovedet planer om at fortælle mig om det her, Vania?!” Han rejste sig og lagde brevet fra sig på bordet. Han havde mest lyst til at brænde det, men det var nok bedst at beholde det intakt for nu..

[Vania af Naxen]

Hun var klar over, at han ville være vred, når han engang fandt ud af det. Men hun havde ikke forventet, at det skulle være allerede nu. Hun tog dog sig selv i nakkeskindet. Hun vidste, at han ville blive vred. Og hun havde gjort det alligevel. Hun havde gode grunde til det. Og det måtte han bare tage sig sammen til at se. "Naturligvis," svarede hun i en rolig tone, som tydeligvis lagde op til noget mere. "Når jeg tog den på til Iliane's bryllup, regnede jeg med, at du ville have nogle spørgsmål." Hun mødte hans blik uden at blinke.

[Murray af Naxen]

Han ømmede for en stund sin pande ved hendes svar. Hun havde tænkt sig at overrumple ham til hans eks-elskers bryllup? Hvordan var det en god idé?! ”Og hvad skulle det præcis gøre godt for?!” vrissede han og gik over for at skænke et glas vin op til sig selv. Han trængte til noget at styrke sig på. ”Jeg troede, at vi var over det her problem, Vania! Hvorfor forsøger du at straffe mig, når jeg gjorde som du sagde og stoppede forholdet?”

[Vania af Naxen]

Hun rystede på hovedet og fandt ro nok til at sætte sig på kanten af sengen, da han mistede sin og rejste sig op. "Vi ér ovre det, Murray," sagde hun i en hel rolig tone. "Og jeg forsøger ikke på at straffe dig. Jeg havde tænkt mig at straffe hende for at have sendt mig det brev." 'Eller... Straffe hende igen,' tænkte hun ved sig selv. "Jeg har ikke fortalt dig det, fordi den eneste grund til, at hun kunne finde på at sende det brev, var for at så splid mellem os. Ved ikke at fortælle dig om det og håndtere det selv, så undgik jeg, at det skete." Hun tog en indånding. "Men det er længe siden, at jeg har været vred på dig for det med hende, Murray. Det betyder dog ikke, at jeg ikke er rasende på hende for at sende mig de smykker på vores bryllupsdag!" Vreden kom frem i hendes stemme igen til sidst.

[Murray af Naxen]

”Hvordan er det ikke en straffe mod mig?” Han stillede glasset fra sig og krydsede armene. ”Du har jo ikke fortalt mig om det! Ved Mithros, Vania, Iliane er ikke kun en eller anden forsmået kvinde. Hun er en forretningsforbindelse, en alliance!” rasede han. ”Skulle jeg sidde til møder med hende, uden at vide hvad hun har gjort?! Uden at være i stand til at konfrontere hende med det, fordi du ikke fortalte mig det?! Så hun kan sidde der og godte sig over, hvordan min hustru skjuler ting for mig?!” Han rystede på hovedet. ”Hvorfor gør du altid det her? Hvorfor nægter du at fortælle mig det, når der er noget i vejen?!” De var jo gift! Det var ikke meningen, at hun skulle holde disse ting fra ham – især når han sådan set var meget involveret i problemet!

[Vania af Naxen]

Hun rystede på hovedet og nægtede at hidse sig op over for ham igen. "Du forstår ikke det her, Murray. Hun er en kvinde. Hun ønskede at såre mig og hun ønskede at såre dig, ved at jeg blev ked af det. Hvis du intet vidste, så ville hun opdagede det allerede den første gang, I var sammen og det ville vise hende, at hendes evner som manipulator slet ikke var så gode, som hun selv troede." Hun samlede hænderne i sit skød og vedblev at se på ham. "Hvis jeg havde fortalt dig det, var du blevet vred og havde straffet hende på din egen måde og så ville jeg ligne en fortabt lille pige, som gemte sig bag sin husbond i stedet for en magtfuld hertuginde, som selv kan klare sine problemer."

[Murray af Naxen]

Han kunne sådan set godt forstå Vanias logik, men det betød ikke, at han var enig i den. ”Du har helt ret.” Han grinede lidt og rystede på hovedet. ”For hvis der er noget, der antyder et stærkt forhold, så er det når man skjuler noget fra sin partner. Det er altid et tydeligt tegn på to folk, der stoler på hinanden!” Han gik over og klappede æsken i, før han smed den på sengen til hende. ”Men fint. Gør som det passer dig. Tag den på til hendes bryllup og tvær det i hendes ansigt. Det skal nok gøre dig til den bedre person.” Så marcherede han ellers over for at forlade værelset. Han trængte til noget luft.

[Vania af Naxen]

Hun kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn af hans reaktion. Han hævede stemmen og endte med nærmest at styrte ud af værelset og hun så bare efter ham, mens hun for første gang nogensinde følte sig som den mest modne i deres forhold.

Hun gav ham en halv time til at dampe af, inden hun gik ud for at finde ham. Hvor han kunne finde på at gå hen, når han var vred, anede hun dog intet om, så hun opsøgte hans kammertjener og spurgte ham ganske diskret. Og så gik hun ellers derud.

[Murray af Naxen]

Han bestemte sig for at gå en tur rundt om søen med hundene. De var i det mindste glade og sprang rundt i græsset eller ud i vandet, når Murray kastede en pind derud. Det tog altid lidt tid at få den tilbage igen, siden de så rendte rundt efter hinanden for at få pinden, og Murray var nødt til at vente lidt.
Det var rart at få noget frisk luft og gå lidt i fred og ro, men det betød dog ikke, at han blev videre glad, da de vendte snuden hjemad og stødte på Vania. I første omgang sagde han ikke rigtig noget, siden han mente at have sagt, hvad han havde brug for. Han gad ikke alt det forfærdelige drama, som Iliane og Vania åbenbart havde bestemt sig for at have, og han orkede heller ikke rigtig at skændes mere med hende om det. Hvis hun absolut insisterede på at gå med den skide halskæde, gad han ikke sige mere til det.