Usynlig ... ikke?

[James af Perlegab]

Jamie grinede også lidt i respons og gav Gil's fingre et klem. "Jeg er sikker på, at dine skaller er ganske frygtindgydende, så jeg må hellere lade være." Han blinkede med det en øje og sad så i stilhed lidt. Det lod trods alt til, at han havde klaret at trøste Gil lidt og det var en god ting. Han havde også fået genetableret intimiteten mellem dem. Det var også en god ting. Nu gjaldt det bare om ikke at ødelægge det hele igen ved at presse for hårdt på. "Har du det lidt bedre nu?" spurgte han til sidst i en lavmælt stemme.

[Gilbert af Meagmarsk]

Jamies ord fremkaldte endnu en lavmælt latter. ”Det er de nemlig.” Måske var det meget rart at kunne snakke med Jamie igen. Selv hvis et eller andet tydeligvis havde ændret sig. For en stund sad de der bare, og Gil fik så småt tilkæmpet sig magten over sit ansigt igen. Rødmen forsvandt, men hjertet hamrede stadig i brystet. Han var stadigvæk nervøs ved tanken om forbipasserende. ”En smule,” svarede han, da Jamie igen talte. Han formåede sågar at se på ridderen igen.

[James af Perlegab]

Da deres blikke mødtes, smilede Jamie til Gil og gav hans fingre et let klem igen. "Det er jeg glad for. Vil du ikke nok love at lade være med at undgå mig igen?" spurgte han så i en indsmigrende stemme. "Så skal jeg nok lade være med at gøre noget som helst, som kan virke mærkeligt, når vi ikke er helt alene. Og hvis vi er alene, så skal jeg nok lade være med at presse på." I hvert fald ikke ret meget.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han måtte se sig slået igen, og kinderne blev atter lidt røde i det. Heldigvis ikke nær så voldsomt denne gang. Han nikkede tamt til spørgsmålet. Han havde jo ikke lyst til at undgå Jamie, så hvis de kunne fortsætte med at se hinanden, uden at han konstant blev bange, ville det være rart. ”Det skal jeg nok.” Denne mand forekom ham stadig at være et mysterium, og han var for nysgerrig til at skære Jamie ud af sit liv. Hvilket han vel burde. Han burde se ned på ham og Perlegab, finde dem begge forkastelige. Men det kunne han nu engang ikke. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du er så stædig ...” mumlede han så.

[James af Perlegab]

Han smilede, da Gil lovede at lade være med at undgå ham mere. Det var også en god ting. Han strøg stadig sin finger over Gil's og kæmpede med trangen til at rykke tættere på. Gil havde så meget potentiale gemt i den lille krop og han havde mest af alt lyst til at tvinge ham til at se alle de muligheder, der pludselig lå åbne for ham. Men hvis han gjorde det, så var det sikkert sidste gang, at han så Gil, så han holdt sig i skindet. "Jeg har fortalt dig, at jeg ikke er så god til det der med at være ansvarlig. Jeg gør, hvad jeg har lyst til. Og ja. Jeg har lyst til at bruge tid sammen med dig."

[Gilbert af Meagmarsk]

Det var måske lidt dumt at belære nogen, der var ældre end ham selv, men Gil kunne ikke lade være med at gøre det alligevel. ”Du burde være god til det. Du er en arving.” Han kunne ikke lade være med at påpege det, for han forstod det ikke. Han forstod ikke, hvordan Jamie kunne være så afslappet, når han selv var så bange. Måske var Jamie en optimist, imens han selv var en pessimist? Han havde nu aldrig set sig selv som den pessimistiske type ... Kinderne forblev røde på grund af Jamies ord, og Gil kiggede forsigtigt op på ham. ”Hvorfor?” Han var ret sikker på, at Jamie kunne bruge tid med så mange andre end ham. Vildsvinet alene havde været fyldt med damer, som ridderen nok kunne tilbringe tid med, når han havde lyst.

[James af Perlegab]

Han smilede. "Ja, det siger min far også altid." Han trak igen på skuldrene i den der 'det er der jo ikke noget at gøre ved'-attitude. "Jeg har aldrig følt noget behov for at gøre, som andre mennesker mener, at jeg bør opføre mig. Hvis man ser rundt på størstedelen af de adelige, så lever de et liv, der er mere kedeligt og hårdt end en brolæggers. Hvorfor skulle jeg tvangsindlægge mig selv til det?"

Han gav Gil's fingre et let klem igen. "Hvis jeg fortæller dig det, så bryder jeg de regler, du selv har sat for mig," svarede han smilende. "Selvfølgelig vil jeg gerne fortælle dig det. Men du skal også selv være klar til at høre det."

[Gilbert af Meagmarsk]

”Det er måske rigtigt ...” Hans familie virkede nu glade og lykkelige, men det var selvfølgelig ikke gået hans næse forbi, at det ikke var sådan blandt alle adelsfamilier. At gøre som man havde lyst til var måske ikke en helt dum idé ... men han turde ikke selv den slags. ”Min søster skal giftes med prins Roald.” Han mente egentlig, at det sagde alt om, hvad han kunne tillade sig. Familie ville aldrig nogensinde tilgive ham, hvis han gjorde noget, der ødelagde den forlovelser.
Han tøvede. Han havde sat sine regler for at beskytte sig selv, men samtidig var han også nysgerrig. ”Måske ...” Det var svært for ham at bestemme sig. Han ville virkelig gerne vide, hvorfor Jamie gav ham så meget opmærksomhed, men han frygtede også, hvad forklaringen ville ende med at gøre ved ham. I sidste ende var han tavs. Ude af stand til at bestemme sig.

[James af Perlegab]

Han smilede og trak på skuldrene igen. "Og jeg skal være baron. Så længe jeg sørger for, at mine sidespring ikke bliver opdaget, så sker der jo ikke noget," svarede han med endnu et smil.

Han trak fingrene langsomt tilbage og kildede Gil lidt over håndleddet på vejen. "Nu skal du høre. Jeg skriver det ned på en seddel i stedet for. Så kan du læse det, når jeg er gået." 'Og gemme det til at læse igen senere,' tænkte han selvtilfreds for sig selv.

Han tog en lille kulstift frem fra en lomme sammen med et stykke papir. Han sad et øjeblik og kradsede noget ned og så stak han lappen i hånden på Gil og holdt hans hånd lidt længere end nødvendigt. "Vi ses." Så rejste han sig op og gik. Bag sig efterlod han sig en lap papir med følgende ord:

Jeg vil gerne bruge tid sammen med dig, fordi du er spændende. Du får mig til at le og du siger altid præcis, hvad du tænker. Og selvom du synes, det er forbudt, så synes jeg, at dine øjne er smukke. Og at dine fingre mellem mine sender varme stråler langt op i min arm.
Til vi ses igen
- J

[Gilbert af Meagmarsk]

Han surmulede lidt over svaret. Jamie fik det til at lyde meget lettere, end det var. Men ja, det var jo heller ikke fordi, at Gil havde opdaget ham før. Han havde ikke haft nogen anelse om Jamies præferencer. På den anden side skyldtes det måske også bare en mangel på erfaring i denne slags ting.
Han gøs igen ved fornemmelsen af Jamies fingre mod håndleddet. Det efterfølgende forslag virkede dog som en fin mellemvej, nu hvor han ikke kunne bestemme sig. Han sad tavs og ventede, imens Jamie skrev ned, og tog så imod brevet. Han ventede, indtil Jamie var væk, og foldede så brevet ud for at læse det. Jo mere han læste, jo mere rød blev han i hovedet. Han krøllede hastigt brevet sammen og gemte det væk dybt nede i sin ene lomme. Han vidste ikke, hvad han skulle stille med det. Brænde det? Hvad nu hvis nogen opdagede det? Han følte sig varm over det hele og var nødt til at blive siddende lidt længere for at få kroppen beroliget lidt. Han kunne ikke rende rundt i byen, imens han lignede en omvandrende tomat i hovedet.
Da han først fik lidt kontrol over sig selv igen, rejste han sig og smuttede ud af smøgen for at komme hjem. Han burde brænde brevet, men i sidste ende kunne han ikke få sig selv til at gøre det, så han gemte det i stedet i en af sine skuffer.

lukket