Hjælp [R]

[Lug af Meagmarsk]

Lug lå længe og nød kærtegnene, før end han egentlig lagde mærke til det. Hans vejrtrækning ændre sig som han blev mere og mere bevidst og vågen.
Langsomt åbnede han øjnene, drejede hovedet og så på Junimi.
Han vendte sig om på siden og lå med fronten mod hende.
"Jeg har tænkt.." Han sendte hende en svag trækning i mundvigen. Ikke et rigtigt smil.
"Jeg bryder mig ikke om at være bange." Han blinkede et par gange inden han fortsatte. "Du gjorde mig bange i går." Han lagde vægt bag sine ord. Det var ikke nemt for ham at sige.

Han tog hendes hånd i sin.
"Jeg har ingen spørgsmål Junimi." Han kyssede hendes fingre. "Du sagde at du var klar til at fortælle mig, din hemmelighed. Den er jeg klar til at høre." Han trak let i hendes arm. "Men det bliver ikke nu.." Han trak hende lidt tættere på sig. "Kom her.."
For Lug var der ikke brug for flere ord. Han havde været bange og vred og frustreret. Nu var der kun de sidste følelser han havde behov for at give udtryk for.

Lugs læber mødte Junimis som han lagde en arm omkring hende og trak hende det sidste stykke ind til sig.

[Junimi af Trebond]

Da han vågnede, stivnede hendes fingre momentært, inden de genoptog det lette mønster. Hjertet bankede pludselig hårdt i brystet på hende og hun var mere nervøs, end hun kunne huske, hun nogensinde havde været før.

Da han begyndte at tale, trak hun vejret næsten overfladisk, men efterhånden som han sagde mere og mere, så begyndte hun også at trække vejret igen, mens et forbløffet udtryk gled over hendes ansigt. Hun fulgte villigt hans træk, så hun kom tættere og tættere på hans varme skikkelse og langsomt kom et lykkeligt smil også.

Hendes læber mødte hans og blodet brusede rundt i kroppen på hende. Hendes egen arm fandt rundt om livet på ham, som hun selv trak sig bestemt ind til ham. Hun havde ikke tænkt sig at give slip på ham foreløbigt. Efter et øjeblik trak hun dog alligevel hovedet lidt tilbage og så på ham - påny overrasket. "Er du klar over, hvor meget jeg elsker dig, Lug?"

[Lug af Meagmarsk]

"Jeg elsker også dig Junimi." Det var første gang han havde erkendt en rigtig kærlighed til hende. At han elskede hende. Han havde flere gang sagt at han elskede hendes smil, hendes latter, hendes øjne eller intelligens, hendes krop men aldrig at han elskede hende. Hele hende, alt der var hende.

Lug kys blev dybere og han lod sin hånd stryge ned over hendes ryg, op over hoften og ned af et velformet lår. Han tog fat da han nåede hendes knæ og trak hendes ben op at hvile på det nederste af hans mave. Hans hånd fortsatte sit kærtegn af hendes lår. Op og om på baglåret inden han strøg ned af hendes inderlår.
Lug slap Junimis lår og hendes læber. Kun for at flette sine fingre med hendes og guide hende op og sidde overskrævs på sig. Han nød synet af hende et øjeblik, kærtegnede hendes bløde bagdel, muskuløse mave og hendes bryster. Hans vejrtrækning blev tungere, han klemte lidt hårdere om hendes bryster og mærkede hvordan al varme i hans krop centrerede sig om det dunkende punkt der mødte hendes, bløde.

[Junimi af Trebond]

Det havde også været første gang, hun havde sagt ordene. Hun havde ikke turdet at tage hul på det, mens han stadig var i mørke omkring hendes hemmelighed. Det ville måske sætte skred i en masse ting, som hun ikke var klar til. Nu var det overstået. Til gengæld var det også første gang, at hun nogensinde havde sagt det til en person, hun ikke var i familie med. Og det gav hende en varm og blød fornemmelse indeni, at han sagde det samme til hende.

Hun fulgte villigt hans føring og var bare mere end lykkelig for, at han ikke havde sparket hende ud. Og ligesom han, havde hun ikke brug for at nyde hinanden en masse, førend det hele kulminerede. Hun var lige så klar som han, da han antydede, at han gerne ville have hende op at sidde. Hun tog ham langsomt ind i sig, mens hun havde en hånd støttende på hans skulder og den anden lå blidt mod hans kind. Og så bevægede hun sig øvet over ham, mens hun engang imellem lænede sig ned og fangede hans læber med sine.

[Lug af Meagmarsk]

Lug ville aldrig blive træt af at se Junimi nøgen. Hun var smuk, smidig og velformet. Han tog fat om hendes bagdel med begge hænder og mødte hende stød for stød i et tempo der lod til kun at tage til, opbygge mere og mere spænding mellem deres kroppe. Hun var hans. Kun hans.

Lugs hjerte hamrede løs i hans brystkasse. Han tog fat om hendes hofter og vuggede hendes skød frem og tilbage over sig for at vinde tid.
Ved Gudinden, alt ved hende var dejligt. Hendes bløde former, bløde indre, følelsen af hende så tæt omkring ham.
Lugs blik mødte hendes. De øjne kunne han drukne i. Det blik hun sendte han fik hans hjerte til helt at glemme alt om rytme og hvordan det holdt ham i live.

Lug fangede Junimi læber med sine og hendes ene hånd som han førte om sin nakke. Han blev nød til at få hende ned at ligge. Det her var for intenst. Han havde ingen kontrol.

Lug trak sig tilbage, vendte hende om på ryggen og genoptog deres kys mens han lagde sig tilrette mellem hendes velskabte ben.

[Junimi af Trebond]

Junimi havde intet imod at være den førende. Heller ikke nu. Men hun strittede heller ikke imod, da Lug vendte hende om. Hun var varm i hele kroppen og hun tørstede efter at mærke ham så tæt på sig som overhovedet muligt. Og så gjorde det ingen forskel, hvem der var øverst.

Helt ubevidst trak hun sine fødder til sig, så hun bøjede i knæene. Hænderne fandt op i hans hår, så hun kunne holde ham til sine læber og efter en tid, gled den ene hånd ned over hans muskuløse ryg, så hun kunne trække sig op mod hans varme skikkelse. Et lille, lystigt suk gled ud mellem hendes læber.

[Lug af Meagmarsk]

Lug følte sig mere i kontrol nu han kunne bestemme intensiteten af deres rytme. Han var vild med når Junimi var øverst men det havde været for stramt, for varmt, for meget og han ville gerne, bare lidt mere, lige nu. Deres tid sammen i Frølund havde været ret styret af den hverdag han levede med her og i et forsøg på at hemmeligholde deres forhold havde de sørget for aldrig at vågne sammen. Det gjorde nætterne utrolig korte..

Lug bøjede hovedet og så ned mellem dem. Kyssede Junimi op af halsen. Hun smagte sødt og salt på samme tid. Da han nåede op til hendes øre sagde han sagte. "Du er det bedste i mit liv."
Første bølge af ypperste velbehag rullede ind over ham. Han kunne dårligt få vejret men han fortsatte ufortrøden.
Lug stønnede dybt og indtog hendes mund med en druknende mands iver.

[Junimi af Trebond]

Da han først rigtigt indtog hende igen, gik der ikke længe, inden hun havde smækket benene omkring livet på ham, så han havde bedre plads og hun var meget bedre tilpas. Hun lod sine fingre trække lange streger på hans ryg i ren nydelse og hun spændte i kroppen, fordi hun ikke kunne lade være.

Hans ord fik hende dog til at grine let ind mod hans øre. "Det har du vist fået vendt forkert," drillede hun, mens de sidste ord kom ud i en højere tone, end de andre, som hun ufrivilligt krampede sammen i hele kroppen og klamrede sig til ham. Hans læber var velkomne mod hendes, især fordi de hjalp til med at dæmpe de vellystne lyde, som hun ikke kunne styre.

[Lug af Meagmarsk]

Lug lagde nakken tilbage og hev vejret ind mellem tænderne, som Junimis negle efterlod lange røde streger ned af hans ryg.
Nydelse og smerte lå ofte tæt op af hinanden når Junimi og Lug mødtes på denne måde. Han nød det nu, ville få smerten for det senere. Et skævt smil brød hans koncentrerede udtryk.

Junimi krampede omkring ham.. Det blev så utrolig stramt og pulserende, at Lug mistede grebet om sin kontrol. Han brændte det sidste af sin energi på at bestige det bjerg af nydelse han havde skuffet foran sig. Det dunkede ulidelig tungt i ham.
Han fortsatte sit sønderrivende tempo så længe han kunne.

Lug trak vejret dybt ind, holdt det så længe han kunne og som han pustede tungt ud blev han overrumplet af klimaks.
Lug lagde sin varme hånd på Junimis kind mens hans læber søgte hendes med grådig iver.

Lug holdt sig oppe i sine arme så han ikke maste Junimi under sig. Han så ned på hende med et smil og kyssede hende igen og igen. "Du er så smuk."

[Junimi af Trebond]

Da bølgen skyllede gennem hende, trak den åbenbart ham med og hun nød den nydelse det var at finde klimaks samtidig. Hun var dog ret utilfreds med, at han holdt sig oppe fra hende, mens de kyssede. Hun kunne godt lide fornemmelsen af hans vægt. Men hun endte med at dreje sig lidt om på siden og så trække ham med ned, så han lå ved hendes side og hun igen krævede hans læber. "Og du er så dejlig," svarede hun med et smil, inden hun strakte hals og kyssede ham på halsen.

[Lug af Meagmarsk]

Lug lod sig villigt trække med ned og ligge sammen med Junimi. Han ville nok aldrig rejse sig igen, så længe hun var nøgen. Han lod sin hånd stryge kælende fra hendes skulder til hendes hofte. Igen og igen. Han tænkte, for guderne ved hvilken gang, at han havde været så heldig, næsten at hælde sin øl ud over hvem der senere viste sig at være den smukkeste, mest fantastiske kvinde han nogensinde havde mødt.

Lug så på hende, rakte sin arm ud efter hende men bad også med sin krop og gestikuleren at hun skulle vende sig så hun kunne ligge med ryggen mod ham. Hun havde altid passet perfekt til hans krop.
Som hun puttede sig ind mod ham lagde han armene omkring hende. En under hendes hoved og en omkring hendes liv.

"Jeg er klar til at høre din hemmelighed.. Hvis du stadig har lyst til at dele den?" Han holdt lidt tættere om hende.

[Junimi af Trebond]

Hun kunne bestemt ikke sige sig fri for at nyde, at intimiteten mellem dem stadig var den samme. Måske endda en smule mere, end den havde været før. Eller også følte hun det bare sådan, fordi hun ikke skulle have dårlig samvittighed mere. Og samtidig heller ikke var nervøs for hans reaktion mere. Alt det var bag dem nu.

Derfor lagde hun sig også bare villigt om på siden, da han ønskede det og lagde sig ned helt tæt ind til ham, mens hun sukkede veltilpas. Til hans spørgsmål smilede hun bare. Der var ikke noget at være bange for mere. "Selvfølgelig vil jeg det," svarede hun og kyssede hans overarm, inden hun fortsatte. "Jeg har fortalt dig om min bedstemor, som jeg besøgte på Kobberøerne," startede hun med et lille smil, mens hun huskede tilbage på en kvinde, hun havde elsket højt. "Hvad jeg ikke har fortalt dig er, at hun var spionchef for Kobberøerne. Min oldefar var det i Tortall. Jeg har altid vidst, at det var dét, jeg gerne ville." Hun holdt en lille pause for at se, om han ville stille spørgsmål eller lade hende fortælle videre.

[Lug af Meagmarsk]

Lug kom med en bekræftende brummen mod hendes ene skulder. Han kunne godt huske at hun havde fortalt om sin bedstemor før. Det var faktisk noget af det Junimi havde fortalt, som han huskede bedst, både fordi hun ikke delte så ofte men mest fordi Junimis stemme ændrede sig når hun talte om bedstemoderen. Man kunne høre kærligheden i hendes stemme og næsten mærke varmen fra de følelser der lå i hvert ord.

Et smil var tydeligt i Lugs stemme. "Præget fra barnsben." Han lagde sine læber mod hendes skulder i et let kys, som en opfordring til at hun skulle fortsætte sin fortælling. Han nød lyden af hendes stemme med nye kant og klarhed.

[Junimi af Trebond]

Hun nikkede og puttede sig lidt længere ind til ham ved det lette kys. "Mere eller mindre. Lige bortset fra, at mine forældre ikke brød sig om, at det var dét, jeg ville. Hvilke forældre gør også det?" Hun trak let på skuldrene. "Som otteårig lykkedes det mig dog at komme over til min bedstemor, som jeg har fortalt dig. Det var bare ikke kun for at bo der. Hun tog mig i lære. For selvom hun var gammel, så kendte hun alle tips og tricks i faget." Hun sukkede let og blev igen lidt sørgmodig over, at hun var gået til Den Sorte Gud.

"Mange år senere vendte jeg tilbage til Tortall og jeg fik arbejde næsten med det samme. Jeg fortsatte i lære hos en tortallansk spion og senere fik jeg min første virkelige opgave i Galla. Der optrådte jeg som en købmandsdatter i fire år." Hun fortalte ham ikke mere om selve missionerne. Det var stadig ikke hendes hemmelighed at dele. "Det var også for arbejde, at jeg var på Kobberøerne, da vi traf hinanden første gang. Dem jeg havde med derover var henholdsvis min elev og en shang-kriger, som skulle hjælpe med det hårde arbejde."

Hun fortsatte ufortrødent, nu hun var gået i gang. "Jeg hjalp en veninde, da jeg arbejdede for Rytterne. Udenfor organisationen, er hun er den eneste ud over mine forældre - og nu dig - som kender til min hemmelighed. Og det var også derfor, jeg forsvandt under rundrejsen. Fordi jeg skulle på job." Hun sukkede igen og følte sig pludselig lidt trist over at skulle fortælle, hvor mange gange, hun havde løjet for ham. Men det kunne ikke være anderledes. "Da vi pludselig ikke kunne være sammen igen, bad jeg min arbejdsgiver om at finde noget til mig at lave heroppe," indrømmede hun så med et lille smil.

"Jeg er ked af, at jeg ikke har sagt noget, noget før. Men.. Det er en del af mit arbejde at holde mund." Et let stik i hjertet mindede hende om, hvor hårdt det havde været. "Men.. Da du begyndte at tale om, at jeg skulle tage dit navn... Jeg kunne simpelthen ikke lade det gå videre, uden at du vidste det hele." Og så tav hun endelig, mens hun ventede på, hvad han ville sige.

[Lug af Meagmarsk]

Lug lagde sit hoved mod Junimis skulder og nød hendes nærhed mens han lyttede til hendes ord.
"Hvor gammel var du som købmandsdatter?" Han prøvede at forestille sig Junimi i Galla, som en anden end den kvinde der lå foran ham nu.

Lug kyssede Junimi i nakken, som en beroligende gestus, ved hendes ord. "Jeg forstår." De fine hår i hendes nakke kildede hans læber let. "Jeg.." Da hun nævnte hans ord om at hun skulle bære hans navn før han ville lade hende møde Abellious.. Nu vidste han ikke rigtig hvordan han skulle fortsætte.. Tage sine ord tilbage? Det kunne han ikke.. For de var sande. Han ønskede at hun skulle være hans og kun hans på alle tænkelige måder.
Men alt det ville han gemme til en anden samtale.
"..er glad for at jeg ved, hvad jeg ved nu." En ny kant nåede hans stemme, utilfreds og sørgmodig. "Ved Gudinden, jeg var ikke tosset med måden det kom frem på." Han kyssede hendes nakke et par gange hurtigt efter hinanden og tilføjede. "Men du er her, jeg er her og.." Han tøvede et øjeblik mens han ledte efter de ord han gerne ville sige.
"Resten finder vi ud af, sammen."
Han kyssede hendes nakke igen.