Gammel Gensyn

[Annis Giftkniv]

Annis nikkede let og havde ingen problemer med at holde masken. "Ja, jeg var på vej hjem fra en ven, da jeg hørte de to idioter." Hun sukkede let og pustede så ud, mens hun forsøgte at falde ned igen. "Kendte du dem?" Det var tydeligt, at det gjorde hun. Men det var jo ikke sikkert, at hun havde lyst til at dele det med en fremmed.

[Nena Budbringer]

Hun havde egentlig ikke lyst til rigtig at tale om det. Hun valgte derfor at nøjes med et nik "gamle venner. lad os sige det. Jeg troede dog ikke jeg skulle se mere til ham" Som hun sagde det vældede gamle minder op i hende og det følte næsten som om hun blev svimmel på ny.
Det var irriterende at det skulle være sådan. Hvis bare helbrederen også kunne slette hendes minder om deres tid sammen.

[Annis Giftkniv]

Hun nikkede let og spurgte ikke mere ind. Venner var de ikke ligefrem, så meget var tydeligt, men alle havde skeletter i skabet og Annis var ikke typen, som forsøgte at hive dem ud. "De bliver jo nok ved med at være i byen. Så lad være med at gå gennem slummen alene. Ikke når du ikke kan håndtere en kniv i hvert fald." Det havde været dumt at gøre så meget var helt sikkert.

[Nena Budbringer]

Nena kiggede sig instinktivt rundt, som for at tjekke om de var i nærheden. Men der var ingen at se. Hun tog sig til det dårlige øje, det var begyndt at hæve. "Jeg er alene om mit job, og det kræver til tider at jeg skal i slummen. Det kan jeg ikke holde for" Hun sagde det ikke for at virke modig. ordene blev sagt monotont og blot som en henkastet konstatering. Nok var hun bange for Damian og det skræmte hende at han var tilbage. Men hun var ikke et sekund i tvivl om at Elaines ordre lå over hendes frygt. Havde Elaine beskeder til folk i slummen, var der altså ikke noget at gøre.

[Annis Giftkniv]

Annis nikkede let. "Så synes jeg, du skulle tage at lære at bruge en kniv. Og begynde at gå med et par stykker af dem." Hun satte ikke spørgsmålstegn ved, at Nena ikke ville stoppe med sine ture til slummen. Hun havde vel sine grunde. "Mod så store modstandere er det en rigtigt dårlig idé at forsøge at overvinde dem med muskelkraft."

[Nena Budbringer]

Nena blev flov. Heldigvis ville det sikkert være svært at se for den røde kind og det blå øje. Hun havde glemt alt om sin kniv, eller sin slangebøsse for den sags skyld.
Hun var blevet overrasket af at se Damian her og hurtigt var hun faldet tilbage i gammel vane. "Det er vidst ikke det med kniven, der var mit problem her" Hun havde egentlig ikke lyst til at tale om det, men samtidig virkede Annis som en der var god til at holde hovedet koldt i den slags situationer.

[Annis Giftkniv]

Annis skævede til Nena, men sagde ikke noget. Hun lod til at mene, at emnet var uddiskuteret og selv havde hun ikke mere at sige. Hun havde sagt, hvad hun mente om den sag. Om Nena valgte at følge hendes råd eller ej, det måtte hun jo selv om. Derfor gik hun også bare i stilhed ved siden af kvinden ned mod havnen.

[Nena Budbringer]

Nena stoppede op et øjeblik og kiggede på Annis, så fortsatte hun "Du virkede ret koldt og hmm.... uden følelser da du angreb. Hvordan gør du det?" Hun lød imponeret og samtidig interesseret i at lære, uden at hun underlegen eller på anden vis usikker.
Hun var bare interesseret i hvordan hun ikke blev lammet af følelser en anden gang.

[Annis Giftkniv]

Annis var allerede flere skridt videre, inden hun opdagede, at Nena var stoppet op og hun gjorde et utålmodigt kast med hovedet. "Du er da vel ikke så medtaget, at du ikke kan gå og tale på én gang?" spurgte hun med et strejf af hård humor. Da først Nena var begyndt at gå igen, trak hun lidt på skuldrene. "Tja... Det handler mest om, at man ikke er bange. Og at man ikke har ondt af dem, men slås med."

[Nena Budbringer]

Bag Annis ryg himlede hun let med øjnene, så godt hun kunne, selvom det gjorde ondt. Så medtaget havde hun ikke været, det var for bedre lige at inspicerer hendes redningskvinde. Hun rystede det af sig igen og lyttede i stedet til hendes råd. Ikke at hun fandt det videre brugbart. "Du er altså aldrig bange for noget" Det var mere en konstatering end et spørgsmål. "Desuden har jeg aldeles ikke ondt af Damian"

[Annis Giftkniv]

Et lille ironisk smil trak op i hendes mundvige. "Ingen er aldrig bange for noget," svarede hun roligt. "Men når man går i kamp, skal man ikke være bange for at tabe. For det krøbler én, så man ikke kan se de muligheder, der dukker op." Hun trak let på skuldrene. "Og nej, måske har du ikke ondt af Damien. Men mon ikke, du ville være forfærdet over din egen handling alligevel, hvis du havde gjort så meget skade på ham, at han ikke kunne gå derfra?"

[Nena Budbringer]

Der kom et stille fnys fra hende "Jeg ville ikke have noget problem i at han trak vejret for sidste gang." Så var han da endelig ude af hendes verden for evigt. Han skulle bare holde sig langt væk og betød det, at han var nødt til at dø, så fint med hende. Hun ville bestemt ikke savne ham.
Hun bed tænderne godt i. Hun ville ikke virke svag, men det løb var måske nok kørt allerede.

[Annis Giftkniv]

Annis trak på skuldrene. "Jamen så er du jo allerede halvvejs til målet," sagde hun halvmuntert. "Så skal du jo bare stikke en kniv dybt nok i ham til, at han holder op med det." Sværere var det jo i hvert fald ikke. Ikke for Annis.

[Nena Budbringer]

Hun fik det hele til at synes så let, men sådan havde det jo ikke været, da hun havde stået overfor Damian. Nena havde intet problem i at se Damian død for sig, men når nu hun blev lammet af skræk bare ved synet af Damian, var det lidt svært. Det var ikke noget "bare" i denne situation. Hun sukkede ved tanken "Og hvad så hvis ikke jeg kan bevæge mig?"

[Annis Giftkniv]

Annis trak let på skuldrene igen. "Så øver du dig grundigt. Og når du er klar, så giver du dig til at slås med typer, som er mindre farlige end Damian. Og så arbejder du dig stille og roligt op til at kunne tænke klart i farlige situationer. Og til sidst vil du godt kunne bevæge dig." Der var den. Planen. Slag for slag. Nena behøvede bare at følge den.