Uanstændige omgivelser

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil så til, imens Jamie fik raflebægerne, og rykkede så krusene lidt til side, så de kunne få plads på disken. ”Jeg tror, jeg har prøvet det før,” sagde han. ”Er det ikke noget med, at man skal gætte om den anden siger det rigtige antal af øjne?” Han mente at have prøvet noget i den dur før.

[James af Perlegab]

Han nikkede og smilede til sin nye ven. "Præcis. Nu genopfrisker jeg lige reglerne for dig." Han smilede igen og gjorde så, som han havde varslet. Inden de gik videre, bestilte han dog to nye krus og han hævede sit til endnu en skal, inden de gav sig til at spille.

[Lug af Meagmarsk]

Med en dyb latter og et kærligt klem af hendes flettede fingre, lænede Lug sig ind mod hende, i en fortrolig bevægelse og et lattermildt grin. "Ikke et sekund før du bærer mit na.."
Flere ting skete for Lug i samme øjeblik.. Han kunne have bidt tungen af sig selv for at have talt før han tænkte. Ikke at det gjorde hans ord mindre sande, han ville gerne have Junimi for sig selv, resten af livet..
Samtidig havde hans øjne fanget profilen af en anden person han kendte men ikke havde ventet at se her.. Gil.. Hvad lavede Gil på Vildsvinet?..

Lug blev revet ud af sine tanker af en indre stemme der skreg at han skulle gøre sin sætning til Junimi færdig.. Forklare hvad han mente.. Han blinkede som en simpel idiot og trak langsomt hovedet til sig indtil han kunne se Junimi i øjnene.
"Undskyld.. Men jeg kunne aldrig finde på at servere den mest vidunderlige kvinde jeg nogensinde har mødt, på et sølvfad for Tortalls største skørtejæger." Ordene tumlede ud af munden på ham i et forsøg på at dække over det han netop havde sagt.. Ved at tale noget mere om det. Ti stille Lug..
Endelig holdt han kæft og bare så på Junimi.

[Junimi af Trebond]

Hun elskede hans latter og hun lænede sig ubevidst lidt frem, som han gjorde det samme i forventningen om, at han måske ville give hende et kys. Det, der i stedet skete, fik hende til at stivne let og hun var sådan set mere end taknemmelig for, at Lug også virkede distraheret, for hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere. Hun kunne sagtens gætte, hvad det var, han havde været ved at sige, men det kunne han da ikke sige nu! Ikke nu, mens han ingenting vidste! Det ramte hende som en hammer, at hun måske pludselig var løbet tør for tid og hendes hjerte gav sig til at hamre hårdt i brystet.

Hans befippede stemme fik hende ned på jorden igen og hun tog nu også hans anden hånd i sin. "Inden du kommer på den slags tanker, så er der noget, jeg skal fortælle dig," sagde hun i en lavmælt stemme. "Men... Men ikke her." Der var noget, som Lug blev ved med at se på og hun kom helt automatisk til at se sig over skulderen. "Hvad er det, du ser på?"

[Lug af Meagmarsk]

Lug opfattede ikke meget af hvad Junimi sagde. Idiot idiot idiot. Han fik fat i at de ikke skulle have denne snak her og han kunne ikke være mere enig. "Nej, selvfølgelig ikke." Han rystede let på hovedet og forsøgte at sende hende et smil.

Lug fulgte Junimis blik og så igen Gil længere væk. "Gil.. Min nevø." Han rynkede brynene og så tænksomt rundt om Gil. Hvor var hans ridderherre? Gil burde ikke færdes alene i Frølund. Det var ikke Tortalls sikreste sted at rende omkring som fjortenårig væbner.
Gil sad sammen med en yngre mand, ikke en dreng som han selv. Hvem var det?
Han så igen på Junimi. "Ung væbner, mørkt hår, sidder lidt væk i baren." Han drejede hovedet og viste sin profil. "Vi ligner hinanden.. Hvis du ser bort fra næsen."

Lug så igen undrende på manden Gil sad tæt sammen med. "Ved du hvem han sidder sammen med?" Lug tog en slurk af sin øl og så fra Junimi tilbage på Gil.

[Junimi af Trebond]

Han virkede helt rundt på gulvet og hun fik det næsten fysisk dårligt over, at hun ikke kunne tale om dette med glæde i stemmen. Der var bare alt for mange komplikationer blandet ind i det hele.

"Gil? Hvad laver han her?" Hun vendte sig rundt og så efter ham med rynkede bryn. "Det er James af Perlegab. Arvingen," svarede hun med lavmælt stemme. "Men du kan da gå hen og hilse på. Jeg skal nok blive her. Eventuelt kan jeg møde dig udenfor eller derhjemme, hvis du helst ikke vil have, at han ser os sammen?" Det var trods alt deres nevø og ingen af dem havde fortalt deres familier noget om hinanden endnu.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skålede smilende med Jamie og drak en ordentlig slurk, før han rakte ud for at få terningerne. Han var ivrig efter at bevise, at han kunne spille godt og snyde Jamie. Han var ikke bare lille og bedårende, nå! Hm ... Måske skulle han holde lidt igen med øllet ... Han havde endnu ikke bemærket sin onkel, der sad få pladser fra dem

[Lug af Meagmarsk]

Lug så stadig lettere forvirret fra Junimi til Gil. Han havde et øjeblik glemt at for Gil, måtte det være meget unaturligt at hans onkel og moster var samme sted på samme tid, hvilket det ikke var på samme måde for andre der ikke delte familie forhold med Junimi og Lug samtidig.
"Giv mig et øjeblik.. Jeg vil bare sikre mig at han ikke skal alene hjem." Han gjorde et kast med hovedet der ligesom gjaldt hele Frølund.. Junimi vidste hvad han mente. Frølund var ikke et rart sted. "Og så kan vi måske gå et andet sted hen?" Hvis hun havde lyst? Lug havde stadig lyst til at have sin aften med Junimi men det ville ikke være lige så spændende hvis de hele tiden skulle have et øje på Gil.

Lug gik over mod Gil og arvingen til Perlegab. James. Hvorfor vidste Lug ikke noget om ham? Ham var i hvert fald langt væk hjemmefra..
Gil havde ryggen til Lug, så det første blik Lug fangede var James'.
"Godaften, De herrer.." Lagde Lug ud.

[Junimi af Trebond]

Hun nikkede. "Jeg venter udenfor," svarede hun med et lille smil. Det ville også give hende tid til at tænke igennem, hvad hun skulle sige. Hvordan hun skulle begynde at forklare. Hvis altså han syntes, at de skulle tale videre om det, han havde været ved at sige.

out

[James af Perlegab]

De var netop begyndt at spille, da James opfangede en skikkelse, der kom nærmere og skottede ubevidst i dennes retning. Da han så, at mandens blik hvilede på ham og ikke på alt muligt andet, rettede han ryggen lidt og hævede et bryn. "Godaften," svarede han overrasket med begge hænder om raflebægeret. "Er der noget, vi kan hjælpe med?" Hvem i alverden var det? Og hvorfor syntes han, at han skulle forstyrre dem?

[Gilbert af Meagmarsk]

Det gav et sæt i Gil, så han nær havde tabt raflebægeret. Han havde ikke regnet med at høre den stemme, som lød bag ham. Han stillede raflebægeret fra sig og snurrede storsmilende rundt. ”Lug!” Han smilede over hele hovedet og forlod sin stol for at give onklen et knus. ”Hvad laver du her?” spurgte han efter at have sluppet Lug igen. Det var nok lidt åbenlyst, hvad Lug lavede i Frølund, men Gil tænkte ikke over det. Han var bare glad for at se manden. Han vendte kort blikket mod Jamie. ”Jamie, det her er ridder Lug af Meagmarsk. Han er min onkel,” præsenterede han stolt og gjorde så det samme for Lug. ”Det her er ridder Jamie af Perlegab. Han inviterede mig herned, så vi kan drukne vores forlovelser i øl.” Det var vist nogenlunde sådan invitationen havde lydt?

[Lug af Meagmarsk]

Lug så fra James til Gil og ignorerede hans spørgsmål. Det ville alt sammen give mening om et øjeblik.
Et kæmpe smil prydede Lugs ansigt og hans smilehuller blev tydelige som han omkransede Gil i sin favn. Han var blevet stor nu. Knap så ranglet som Lug huskede ham, hvilket kun kunne betyde at han passede sin træning og fik ordentlig mad. Godt.

Lug rystede smilende hovedet. "Når Kronen kalder, så svarer man." Lug holdt sin ene arm om nevøen. "Nøjagtig som dig selv."
Da Gil introducerede dem, rakte Lug sin hånd frem for at trykke den andens så de var ordentlig introduceret.
Lug løftede et øjenbryn og så fra Gil til James.
"Drukne, lige frem? Det lyder voldsomt." Han ventede ikke på en respons men klappede i stedet Gil på skulderen. "Din forlovelse er vidst ikke værre end at du kun behøver at dyppe fødderne i vandet." Lug sendte ham et bredt smil og trak ham ind i en ny omfavnelse for at skjule formaningen om at Lug ville have at Gil ikke drak mere end at han havde et forholdsvis klart hoved til hjemturen. Frølund var ikke for børn.. Og kun en der opførte sig som et barn ville drikke sig fra sans og samling.
Lug var ikke ude på at udstille Gil og derfor havde han skjult sine ord i omfavnelsen.

Et kort, bestemt nik til James og Lug var på vej væk igen. Lug skulle ikke nyde noget af at være en pinlig onkel i selskab med sin fjortenårige nevø. Hvornår var han blevet så gammel?
For dets uden så var Lug så heldig at Junimi, det smukkeste væsen han kendte, ventede på ham uden for.


Out

[James af Perlegab]

Ahh.. Så det var Gil's onkel. Han rakte sin egen hånd frem og greb om Lug's underarm og gav den et let tryk, som var traditionen. "Glæder mig," sagde han neutralt, mens han ventede på at se, om denne onkel havde tænkt sig at gøre dem selskab.

Ved ordene kom han dog også selv til at smile og han trak på skuldrene. "Nej, det var vist også nogenlunde dét, jeg sagde. Vi har begge vagt imorgen." Det var ingen skade til, at den tilsyneladende beskyttende onkel fik at vide, at han ikke havde planer om at drikke Gil i et hul i jorden.

Da manden kort efter gik, fulgte Jamie ham med blikket og vendte så tilbage til Gil med et smil. "Han virker flink," sagde han i en venlig stemme. Han skulle ikke nyde noget af at kritisere Gil's onkel foran ham.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil fulgte egentlig bare udvekslingen mellem de to riddere og var ganske stolt over at kende dem begge to. Han skar dog en svag grimasse ved Lugs bemærkning om forlovelsen. Det havde han vel ret i. Der var ingen grund til at gøre det værre end det var.
Da onklen gik, vinkede han kort efter ham og vendte så opmærksomheden mod Jamie igen med et bredt grin. ”Det er han også.” Han satte sig på stolen igen. ”Han har en masse gode historier.” Gil samlede raflebægeret op igen for at ryste og så tjekke terningerne i al hemmelighed. ”Jeg har ... to toere,” sagde han og så smilende op på Jamie.

[James af Perlegab]

Manden var væk og besøget var glemt næsten lige så hurtigt og Jamie var sådan set rigtigt godt tilpas med det. Kort efter spillede de igen og det blev de ved med i over en time. Jamie vandt de fleste spil. Så lod han Gil vinde et par stykker og Gil vandt et par stykker helt på egen hånd. Det var sådan set ret imponerende, når man tænkte på, hvor meget Jamie sådan set havde spillet i sit liv.

Efter endnu en runde, lod han bægeret stå på bordet i stedet for at slå igen og slyngede det sidste øl fra sit tredje krus rundt i bunden, inden han skottede op til Gil. "Nå, det er ved at være lidt sent," sagde han med et smil. "Hvad siger du til at gå en tur og lige få lidt luft til hovedet, inden vi skal hjem og i seng?"