Mand og kone [R]

[Annalyn Tømrer]

Hun tog imod alle hans kys og ønskede stadig flere, mens hun skælvede svagt under hans hånd der igen gled nedover kjolen. En del af hendebegyndte at føle den var i vejen.Hvordan ville hans hånd mon føles direkte mod hendes hud?

Tanken blev afbrudt da hans fingre igen fandt hendes skød og denne gang klemte hun ikke benene sammen, men krummede fingrene mod hans nakke mens et åndeløst "Åh.. Owen.." gled ud mellem hendes adskilte læber og ramte hans. Det var virkelig en helt ubeskrivelig følelse og hun løftede sig instinktivt lidt op mod hans hånd. Det kunne godt være hun selv var en smule usikker på alt det nye, men hendes krop lod til helt selv at vide hvad den skulle gøre.

[Owen Tømrer]

Hun lod til at være mere hjemme i situationen nu og han ønskede bare at give hende mere nydelse. Derfor gjorde han sig også umage og lod hende mærke nydelsen for alvor, inden han lod sine fingre finde op til løbesnoren i hendes braies i stedet og gav sig til at binde dem op. Da det var gjort, kyssede han hende igen, mens han gav sig til at rykke lidt ned i stoffet. Hun ville være nødt til at hjælpe ham. Det kunne han ikke klare uden hendes hjælp. Men han fornemmede nu heller ikke, at hun var helt imod ideen. Underkjolen havde han dog ikke tænkt sig at røre ved. Ikke med mindre hun selv søgte det. Den ville ikke være i vejen for dem senere alligevel.

[Annalyn Tømrer]

Hun anede ikke hvorfor hendes krop reagerede så voldsomt på hans berøringer, kun at følelsen af at ville have mere, meget mere, blev stærkere og stærkere. Da han stoppede følte hun sig skuffet, og sekundet efter lidt nervøs igen da han løsnede snørerne i hendes braies. Hun tøvede dog kun kort før hun stemte imod madrassen og løftede bagdelen så han kunne trække dem helt væk.

Det var endnu en grænse der blev overskredet, men da hun først havde taget det skridt, tog hun med en skælvende indånding også det næste. Med en lille hånd mod hans skulder skubbede hun ham lidt væk, satte sig halvt op og krængede med let rystende hænder underkjolen over hovedet og sank nu helt afklædt ned ved siden af ham, nu igen med armene over brystet og fortænderne lukket omkring underlæben i et forsigtigt smil.

[Owen Tømrer]

De faldt snart efter til gulvet og han kunne ikke lade være med at smile overrasket, da hun selv trak underkjolen af, som han ellers netop havde besluttet sig for, ikke selv at gøre. Det gjorde ham dog ikke noget og han ignorerede igen, at hun forsøgte at dække sig. Så snart fokus kom over på noget andet, så var han ret sikker på, at hun ville glemme det igen.

Hans hånd lagde sig over hendes køn igen og han gav sig til at kærtegne hende, mens hans læber fandt hendes igen. Denne gang kunne han dog også lade en finger glide ned og blive fugtet, så bevægelsen derefter blev lettere og han nød alle de små lyde, som hun udstødte.

[Annalyn Tømrer]

Da hans fingre denne gang fandt tilbage til hendes skød, uden stof i mellem, spændte hun sig op mod hans hånd med et uomtvisteligt støn, der kun blev et ud af flere mens han fortsatte og hun skælvede under ham. Hun glemte alt om sin mangel på tøj. At han rørte hende hvor han gjorde. At hun ikke længere boede hjemme. Kort sagt, alle de bekymringer der plejede at rulle rundt i hovedet på hende. Der var kun plads til ham og hvad det så end var han gjorde ved hende, der var så meget mere fantastisk, end hun nogensinde kunne have forestillet sig.

[Owen Tømrer]

Nu hvor de først var kommet i gang, gik det mere eller mindre af sig selv. Hendes reaktioner var mere, end han havde håbet på og som han mærkede hendes lyst stige, gjorde hans egen det helt automatisk også. Snart efter kunne han ikke rigtigt vente mere og han trak sig lidt tilbage og så på hende. Hun var rød i kinderne og hendes øjne skinnede dejligt. "Skal vi? Fortsætte?" Han ville ikke bare gøre det, uden at hun gav sit samtykke først.

[Annalyn Tømrer]

Da han stoppede igen var hun stakåndet. Som om hun havde løbet hele vejen fra Tågelygten og hjem. Hele hendes krop føles varm og levende på en måde hun aldrig havde prøvet før og hun tøvede ikke så længe som hun selv ville have troet, før hun nikkede som svar på hans spørgsmål. Hun var stadig nervøs, men kun halvt så meget som før og med et lille smil strakte hun hals og kyssede ham med den ene hånd mod siden af hans hals. Hun kunne slet ikke få nok af at være tæt på ham lige nu.

[Owen Tømrer]

Det lille nik var alt, hvad han havde brug for, inden han rakte ned og løsnede løbesnoren i sine egne braies. Han skubbede dem kejtet ned, mens hendes læber søgte hans og han kom til at le lidt over det morsomme i situationen. Snart efter var det dog ordnet og han lagde sig roligt ind mellem hendes ben, mens han fortsatte med at kysse hende. Han fortsatte dog ikke med det samme i stedet kyssede han hende grundigt og satte så fjerlette kys ned af hendes hals og kraveben, indtil han kunne tage en brystvorte i munden.

[Annalyn Tømrer]

Hun lå helt stille, eller, prøvede på det. Hendes vejrtrækning var stadig tung af ophidselse og hendes skød brændte efter hans intense berøring. Hun havde glemt alt om blufærdighed, i hvert fald lige for nu og kom selv til at smile over det komiske i deres, eller i hvert fald hans forsøg på at gøre flere ting på én gang. Hun skævede diskret ned mens han gjorde sig fri af sine braies og følte sin mave gøre en kolbøtte over det glimt af hans manddom hun fik at se. Tavst sendte hun en bøn til Moderen, som adskillige unge piger sikkert havde gjort før hende og gav sig så hen til hans vandrende kys igen med et tungt suk og et overrasket "Uh!" ved mødet mellem sin brystvorte og hans læber. Hun skød overkroppen op mod ham, mens det lille udbrud blev til en lavmælt klynken.

[Owen Tømrer]

Hun var nok den mest fantastiske kvinde i Tortall og han havde ingen problemer med at give sig god tid. Helst skulle hun jo skælve af lyst, så hun ikke havde alt for meget plads i hovedet til at være nervøs ved. Selvom hun faktisk havde taget det hele meget bedre, end han havde frygtet. Han nappede lidt i brystvorten, inden han lænede sig lidt til siden og lod sin egen hånd finde ind mellem dem, så han kunne pirre hendes lystknude igen. Han selv havde absolut ikke behov for mere stimulering. Hendes lystne lyde var mere end nok. For de var udelukkende forbeholdt for ham.

[Annalyn Tømrer]

Hun bølgede under ham. Det var den mest sigende måde at beskrive det på, at hun for hvert af hans pirrende kærtegn løftede sig lidt op mod ham, for så at synke tilbage mod madrassen igen og så løfte sig endnu en gang. Et sted mellem alle hendes myldrende tanker, summede nervøsiteten stadig rundt, men den fik ikke rigtigt plads foran den følelse i hende, der synes at vokse og vokse, men hvad den voksede imod, vidste hun ikke, kun at hun ønskede det.

[Owen Tømrer]

Der gik faktisk ikke ret længe, inden han kunne fornemme, at hun var klar til ham og han fandt hendes læber med sine igen, mens hånden fandt væk fra hendes skød og i stedet ned til hans manddom. Han tog fat om den og styrede sig hen til hendes varme, fugtige åbning. Og da blev han selv nervøs. Han havde ikke prøvet dette, siden før krigen og dengang havde han haft alle sine lemmer i behold. Han håbede inderligt, at han kunne gøre det godt nok. Hans hånd fandt tilbage på hendes kind, inden han pressede sig en lille anelse tættere på hende og spidsen af hans manddom lod sig omslutte.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn slog øjnene op så snart han trak sin hånd væk og stivnede mærkbart det sekund hun mærkede hans hårde manddom imod sig. Instinkt fortalte hende hun skulle trække sig væk, men hun gjorde det ikke. Det var det her hun havde været nervøs for og følelsen blussede igen op og fik hendes hjerte til at banke hurtigere end det allerede gjorde. ..du kan gøre det.. Hun bed hårdt sammen for at stive sig selv af og så tillidsfuldt, omend usikkert op i hans øjne da han lagde hånden mod hendes kind. Et lille, klemt udbrud gled ud mellem hendes læber, men hun så stadig ind i hans øjne for at finde den sikkerhed hun behøvede. Hendes hænder hvilede mod hans overarme, mens hun forsøgte ikke at vride sig over den invaderende følelse. Det sved lidt, men gjorde ikke for alvor ondt endnu. Hun blinkede hurtigt og forsøgte at slappe af, uden helt at kunne.

[Owen Tømrer]

Hun blev nervøs med det samme igen, men det kunne næsten ikke undgåes lige nu. I stedet fandt hans læber tilbage på hendes hals og han hvilede sig lidt akavet på den dårlige arm, mens han lod to fingre finde hendes brystvorte igen. Og imens trak han sig en lille smule ud og så lidt længere ind. Dette gentog han flere gange, mens han lyttede intenst til hendes lyde for at finde ud af, hvordan hun havde det.

[Annalyn Tømrer]

Usikkerheden voksede lidt da han brød øjenkontakten med hende og selvom hans kys var ligeså dejlige som før, kunne hun ikke helt abstrahere fra hvad der gik for sig længere nede mellem dem. Et nyt klynk undslap hende da han nåede lidt længere ind, denne gang halvt af nydelse og halvt af smerte. Det var en underlig, blandet følelse og hun endte med at se op i loftet mens hun lod begge hænder lægge sig bag hans nakke.