Vanias fødselsdag

[Murray af Naxen]

Vania af Naxen
d. 17-09-527 M.T.

Brylluppet var kun nogle uger bag dem, men endnu en begivenhed var allerede aktuel: Vanias fødselsdag. Hun havde allerede forklaret Murray, hvilke gaver hun kunne lide, da de var af sted på Rundrejsen, så han fulgte egentlig bare det råd. Heldigvis var der visse fordele ved at have en fætter, der var greve af Meron. De lavede de mest udsøgte smykker, og fætteren anbefalede som regel lenets bedste smykkemagere til Murray.
Han var selv ganske tilfreds med sin fødselsdagsgave, men ventede lidt med at give Vania den. I første omgang havde han ryddet begge deres kalendere, så de kunne have dagen i fred. De havde deres morgentræning, sad i fred og ro i en af stuerne med hver deres ting, og om eftermiddagen gik de en tur langs søen. ”Har du tænkt mere over at få en læremester til dine skjolde?” spurgte han, da de var på vej tilbage til borgen.

[Vania af Naxen]

Vania var varm i hele kroppen. Det havde hun været det meste af dagen. Hun var blevet så lykkelig over, at Murray havde afsat hele dagen til at være sammen og hun var stadig så glad, at hun næsten var ligeglad med, at han åbenbart ikke havde tænkt på at give hende en gave.

Lige nu var hun dog fuldt tilfreds med at gå ved siden af ham og holde ham om armen. Efterårssolen var varm og hun var så salig, at hun slet ikke opfattede, hvad det var, han spurgte om, før et øjeblik senere. Og så rystede hun lidt på hovedet og trak på skuldrene med et lille smil. "Overhovedet ikke. Jeg tror ikke, at jeg har haft tiden til det." Og hvis sandt skulle siges, så var hun ikke rigtigt sikker på, at hun havde lyst til det mere.

[Murray af Naxen]

Han nikkede kort. Hun var uden tvivl stadig ved at vænne sig til sit nye liv, så det efterlod nok ikke meget plads til at bekymre sig om skjoldene. De var ellers nyttige at have ved hånden. Da de så småt nåede tilbage til borgen og var på vej indenfor, bemærkede han: ”Din gave burde være blevet stillet ind på soveværelset.” Den var lidt vanskelig at pakke ordentlig ind, så han havde bare fået en tjener til at stille den klar derinde, imens de var ude at gå.

[Vania af Naxen]

Hendes smil blev endnu bredere, da han afslørede, at han alligevel havde en gave til hende og hendes fantasi løb omgående løbsk. "Virkelig? Iih, hvad er det?!" Hun klappede ham ivrigt på armen. "Er det noget stort?" Det måtte det næsten være, når han sagde, at det var blevet stillet ind på soveværelset. Hvad kunne det ellers være? Måske et maleri, ligesom hun havde givet ham?

[Murray af Naxen]

Han morede sig kosteligt over, hvor ivrig hun pludselig var. Sidst han gav hende en gave, havde hun nærmest været helt forvirret over det. ”Tjo, større end den sidste i hvert fald,” vurderede han eftertænksomt. ”Den har en lidt speciel form.” Det glædede ham at se, at hun blot glædede sig over at få noget, frem for at føle sig overvældet af det. Hun var jo hertuginde nu, og han planlagde bestemt at fortsætte med at give hende de fineste smykker, som han kunne få fingrene i. Så længe de var i sølv. ”Skal vi gå op og se?”

[Vania af Naxen]

Hans ord fik en lille rynke frem mellem brynene på hende og man kunne næsten se på hende, hvor meget hun tænkte. En speciel form? Var det måske en stol i stedet for så? Hun kunne næsten ikke forestille sig, hvad det ellers kunne være. Til hans ord nikkede hun derfor bare ivrigt. "Ja, lad os det!" Hun gik nu en smule hurtigere end ham og kom til at trække lidt i hans arm.

[Murray af Naxen]

En brummende latter undslap ham, da hun begyndte at trække af sted med ham. Siden han fandt det underholdende, sænkede han tempoet endnu mere, så hun skulle trække endnu mere i ham. At pine hende lidt gik vel nok. Han havde jo lovet, at han nok skulle lade være med at smide hende over skulderen igen, så han måtte komme på andre måder at drille hende.

[Vania af Naxen]

Selvfølgelig skulle han sætte farten ned for at drille hende! Hun sukkede irriteret og trak lidt hårdere i ham. "Kom nu, Murray! Ellers går jeg derop selv og lader dig om at følge efter i dit snegletempo bagefter!" Hun var klar over, at hun var overivrig og hun var også klar over, at hun opførte sig både barnligt og en smule dumt, men hun kunne ikke lade være. Og samtidig morede hun sig en lille smule inderst inde.

[Murray af Naxen]

Han grinede lidt for sig selv og lod hende brokke sig. I sidste ende gav han sig da også og fulgte med i hendes tempo. Han ville jo gerne være der til at se hendes reaktion på gaven, og det ville han gå glip af, hvis han gik for langsomt. ”Ja, ja, Jordbær, du får din vilje.”
De fulgtes op til deres værelser og trådte indenfor på soveværelset, hvor gaven stod klar på bordet. En smuk krave lavet ud af sølv, der formede et fint mønster med små violette sten, der passede til den ene af Naxens farver. Murray smilede tilfreds ved synet og sendte Martin en taknemlig tanke. Som altid var det et fantastisk smykke, Meron havde præsteret.

((Der er et link til gaven oppe i starten af tråden))

[Vania af Naxen]

Endelig gav han efter og hun smilede tilfreds over at have fået sin vilje. Der gik en lille tilpas følelse gennem kroppen på hende, da han kaldte hende Jordbær igen. Det var et kælenavn, som hun begyndte at holde mere og mere af.

Da de kom ind på værelset, gled hendes blik med det samme rundt for at finde denne store gave. Det tog hende ikke lang tid at finde noget helt andet dog. Og det var tydeligt, at det netop var gaven. Hendes øjne blev store og hendes greb om hans arm blev hårdere. "Murray..." Hendes stemme var lavmælt og hun lød en smule åndeløs.

[Murray af Naxen]

Hendes reaktion fortalte ham, at det vist havde været den rigtige gave. Han smilede tilfreds ved synet af hendes lamslåede ansigt. ”Hvad venter du på? Prøv den.” De måtte jo hellere sikre sig, at den faktisk passede hende. ”Hvor blev alt den ivrighed af lige pludselig?” Han prikkede hende drillende i siden.

[Vania af Naxen]

Hun var helt lamslået over den fantastiske gave og samtidig kunne hun ikke lade være med et blive en smule lykkelig over, så meget smukkere den var, end den hæslige halskæde, han havde givet Iliane. Hun sendte ham et lykkeligt smil, inden smykket tiltrak hendes blik igen og hun gik hen og tog den forsigtigt i hænderne. Hun behandlede den næsten, som om den kunne gå i stykker, da hun tog den på. Det kolde sølv, som omsluttede hele hendes nakke og hendes skuldre, gav hende små gys ned langs rygraden, mens hun bevægede sig hen til spejlet, så hun selv kunne se, hvordan den så ud. "Åh, den er så smuk."

[Murray af Naxen]

Han så til, imens hun gik hen for at prøve kraven og beundre sig selv i spejlet. Den klædte hende bestemt. Sølvet strålede mod hendes hud, og når hun fik sat håret op, skulle kraven nok tiltrække hende opmærksomhed. Da hun havde stået og beundret sig selv lidt, kom han over til hende og kyssede hende i håret. ”Et smukt smykke til en smuk hertuginde.” Kun det bedste af det bedste var godt nok til hans hustru. Det var måske en dyr gave, men så var det jo godt, at Vania kun havde fødselsdag én gang om året.

[Vania af Naxen]

Det faldt hende slet ikke ind at betvivle, om han havde brugt for mange penge på gaven. Hun vidste, at Murray var ansvarlig nok til ikke at bruge mere, end han fandt rimeligt og det var desuden et smykke, som ville skabe prestige om dem, når hun bar det i offentligheden og det ville på den måde give noget værdi tilbage til lenet. "Du forkæler mig," sagde hun dog alligevel, mens hun ikke kunne løsrive sit blik fra spejlbilledet. I stedet rakte hun op og samlede håret, så hun kunne løfte det op fra skuldrene.

[Murray af Naxen]

”Det gør jeg bestemt,” medgav han og nikkede kort. Han trådte lidt tilbage og lod hende nyde synet af smykket i spejlet. Hun kunne nok stå der et stykke tid, så han gik over og satte sig til rette i sin stol i stedet. Der var nok heller ikke lang tid til, at tjenestepigerne kom op med aftensmaden. ”Du kan jo tage den på til brylluppet i Macay ... eller til Raouls bryllup ... jeg er ikke sikker på, hvem af dem der ender med at komme først.” Han havde ikke hørt, at Raoul havde fastsat en dato endnu, så måske blev det først til næste år. Hertugen af Macay skulle vist giftes med en Prinshold i december, hvis han huskede rigtig.