Afstand og bløde knæ

[Raoul af Condia]

Hun besvarede hans gestus ved at rette sig op og derved trække sig lidt væk fra ham. Han spejlede nærmest hendes handling og lod hende få lidt plads til at komme til sig selv på. Da hun sagde hans navn, svarede han dog bare med et ”ja?” mens han mest forventede, at hun ville bede ham om at trække sig tilbage.

Det gjorde hun dog ikke og et kort nu sad han bare overrasket og så på hende, inden han smilede varmt til hende. ”Hellere end gerne,” svarede han roligt og startede med at rykke sig lidt tættere på og lægge en arm om ryggen på hende, så han holdt hende godt ind til sig. Og så lænede han sig ind og placerede et dvælende kys på hendes kind. Tættere ved øret, end det havde været sidste gang.

[Gisela af Condia]

Hun anede ikke, hvordan han ville tage hendes forespørgsel. Han burde naturligvis afvise den, og måske blot give hendes hånd et klem. Han ville måske sige, at hun måtte vente til deres bryllupsnat. Han gjorde ingen af delene. Hun sank nervøst en klump i halsen, men hun fornemmede, at han kom nærmere. Det gav et lille sæt i hende, da hans hånd pludselig lå rundt om hendes ryg.

Hvad ville han gøre? Hun så op i hans mørke øjne, som blot kom nærmere, og så mærkede hun hans læber mod kinden. Eller. Det var nærmere hendes kæbe, så tæt på øret han var. Hele hendes krop skælvede over berøringen, og intimiteten i det, som de gjorde. Det forbudte, som de lige nu foretog sig.

[Raoul af Condia]

Han mærkede den lette skælven gå gennem hende og han mærkede sin egen krop reagere let, fordi han havde en idé om, hvad hun måtte føle. Det dvælende kys fik endelig en afslutning, men han trak sig ikke tilbage. I stedet sad han med panden mod hendes hår og munden stadig tæt på hendes hud. ”Vil du.. Gerne have, at jeg gør det igen?” spurgte han så lavmælt og med en stemme, som på trods af den rolige situation, næsten kunne karakteriseres som stakåndet.

[Gisela af Condia]

Et lavmælt suk kom fra hende, da han standsede det lette kys. Hun havde egentlig troet, at han så ville trække sig væk fra hende. Men i stedet blev han siddende, så hun kunne mærke hans åndedræt ind mod sin hud. Hun vidste ikke, hvad der foregik i hendes krop, eller hvorfor hendes hjerte hamrede så hårdt i hendes brystkasse. Men hun kunne ikke trække vejret lige nu. Hun var svimmel. Hun nåede kun at blinke et par gange med øjnene, da han talte til hende, og det eneste hun kunne sige, var en lavmælt lyd, inden varmen i rummet blev for meget for hende og hun bogstavelig talt besvimede i hans arme.

[Raoul af Condia]

Han håbede, at hun ville sige ja. For han følte næsten ikke, at han havde styrken til at flytte sig væk fra hendes lige nu. Han ventede på hendes svar med bankende hjerte, men der kom ikke noget og pludselig blev hun slap i hans arme og hun kollapsede nærmest ind mod ham. Instinktivt greb han hende og tiltede hendes ansigt op, hvor han kunne se hendes lukkede øjne. ”Gisela? Gisela, er du kommet noget til?” Han klappede hende let på kinden, mens han gjorde sit bedste for, ikke at blive febrilsk. Han var sikkert nødt til at kalde hendes tjenestepige ind nu.

[Gisela af Condia]

Heldigvis var det kun en ganske let besvimelse, for hun begyndte straks at blinke med øjenvipperne, da hun mærkede Raoul klappe sig på kinderne og tale til hende. Hun rystede ganske let mellem hans hænder og så op på ham med blanke øjne. ”Mit hjerte gør ondt,” hviskede hun lavmælt og med en skælvende stemme. Hun havde det stadigvæk varmt, men nu kunne hun i det mindste trække vejret.

[Raoul af Condia]

Han blev vanvittigt lettet, da hun åbnede øjnene, men smil og lettelse blev hurtigt til bekymring, da hun sagde, at hendes hjerte gjorde ondt. For det var ikke et område, han var uddannet til at tage sig af. ”Lad mig hente din kammerpige,” sagde han så roligt og gjorde mine til at rejse sig. ”Så kan hun sidde her, mens jeg henter hof-helbrederen.” Hvis hun havde ondt i hjertet, så skulle hun tjekkes. Den slags var alt for alvorligt til, at han bare kunne lade stå til.

[Gisela af Condia]

Hun tog et hårdt tag i ham, da han sagde, at han ville rejse sig og hente først kammerpigen og derefter helbrederen. Det var noget værre sludder. Han misforstod hende tydeligvis. ”Du giver mig ondt i hjertet…” Fik hun fremstammet, mens hun så op på ham. ”Dine læber… De fik mit hjerte til at slå så hårdt, at det gjorde ondt…” For en gangs skyld så var alle tankerne om hans manglende mandighed helt ude af hendes hoved. Kun de… Ukendte følelser hvirvlede rundt i hendes hoved.

[Raoul af Condia]

Han var lige ved at gøre sig fri af hendes knugende fingre. Det kunne kun gå for langsomt med at finde den helbreder. Ondt i hjertet var sandelig ikke noget, man skulle spøge med. Hendes ord fik ham dog til at holde op og i stedet sidde stille et øjeblik og bare se på hende. ”Mener du det?” spurgte han overrasket. Det havde han trods alt aldrig prøvet før. Ikke engang med Aenna. Han sad endnu et øjeblik og tog så en dyb indånding, inden han lod sig læne tilbage i sofaen og trak hende ind til sig igen. ”Det er jeg ked af,” sagde han så. ”Det var ikke med vilje.”

[Gisela af Condia]

Hun nikkede til hans spørgsmål. Hvis hun havde sagt det, så mente hun det naturligvis. Hvorfor skulle hun lyve? Udover de åbenlyse grunde naturligvis. Såsom, at hun slet ikke kunne lide ham. Men det var der ingen grund til at lade ham vide. Hun lod ham trække sig med, da han lænede sig tilbage i sofaen. Hun lagde hovedet lidt tilbage og så på ham. ”Det gør ikke noget,” hviskede hun blidt og sendte ham et blegt smil, inden hun løftede sig lidt op og meget forsigtigt kyssede ham på kinden.

[Raoul af Condia]

Han smilede let, men var ærligt talt bitter på sig selv. Han var gået alt for langt og alt for hurtigt. Og så var det ligemeget, om hun selv havde foreslået det. Han burde have vidst, at hun var for sart til at kunne tåle, at han var så tæt på lige nu. Derfor nøjedes han også bare med at smile til hende, som hun kyssede ham på kinden. Med tankerne flyvende om det, der netop var sket, var det ikke så svært at holde de andre følelser under låg. ”Sig endelig til, hvis du får det sådan en anden gang,” svarede han med et smil og lod bagsiden af en finger stryge hende over kinden, inden han trak den til sig igen. På den måde kunne de sikkert undgå en lignende episode i fremtiden.

[Gisela af Condia]

Hun slog blikket ned, da han strøg en finger over hendes kind, og så nikkede hun. ”Det skal jeg nok,” lovede hun. Normalt var hun ikke sart. Ikke mere end almindelige kvinder var det, og senere ville det nok også frustrere hende, at hun alt for hurtigt havde vist ham sine svage sider. Men for nu skød hun disse tanker væk. ”Raoul? Vil du gerne have børn? Jeg mener… Mange børn?”

[Raoul af Condia]

Hendes spørgsmål fik ham til at smile og han trak hende lidt tættere et kort nu. ”Det kan du tro,” sagde han så og smilede ud til fremtiden. ”Jeg har altid forestillet mig mindst tre.” Han lo lidt af sig selv, men kom så til at tænke sig om og så ned på hende. ”Men den del er selvfølgelig noget, du skal være med til at bestemme,” sagde han så i en næsten undskyldende tone.

[Gisela af Condia]

Tre. Tre børn. Det var mange. Hun sank en klump i halsen. "Jeg har aldrig tænkt over det," svarede hun med en skælvende stemme. "Jeg... Raoul... Jeg er bange..." Både for at blive gravid og for fødslen. Hun vidste bare ikke, hvordan hun skulle fortælle den slags. Her til aften gav hun åbenbart ret meget af sig selv. Det var efterhånden blevet en vane, når hun var sammen med Raoul. Det måtte snart stoppe.

[Raoul af Condia]

Han så ned på hende, da han kunne høre, hun blev ubehageligt til mode igen. "For at få børn?" Han gav hendes skuldre et blidt klem og placerede et blidt og hurtigt kys i hendes hår. Han skulle ikke nyde noget af at fremprovokere endnu en besvimelse. Men han kunne godt forstå hendes nervøsitet. Det var ikke en lille opgave, hun påtog sig. "Jeg ved ærligt talt ikke meget om at få børn. Ikke omkring dét, som kvinden gennemgår," sagde han i en rolig stemme. "Men hvis du godt kunne tænke dig det, så er jeg sikker på, at jeg kan finde nogen, som du kan stille alle dine spørgsmål til?"