En lille falk for frihed og lykke

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Liam Falkonér

Rosetta havde netop hæftet den sidste tråd i skjorten og begyndte at pakke skjorterne i en kurv sammen med en tærte og lidt andre ting. Hun kunne ikke få smilet af sit ansigt. Hun glædede sig til igen at se den smukke Liam og endnu mere glædede hun sig til at give ham skjorterne.
Efter at have pakket og ryddet op gik hun ud af døren og op mod træningspladsen, hvor hun håbede på at finde ham.

På træningspladsen var det mange folk, men vejret var selvfølgelig også formidabelt til træning. Rosetta gik søgende og kiggede rundt, men kunne ikke umiddelbart få øje på Liam, så hun endte med at gå hen til en soldat og spørge og hjælp. Han pegede hende i retning af fuglene, selvfølgelig, og hun satte derfor afsted i den retning.

[Liam Falkonér]

Liam havde netop sendt et hold pager afsted til deres hjemmearbejde efter eftermiddagens lektioner og inden aftensmaden, som han selv var begyndt at se frem til. Det havde været en lang dag og han havde knapt siddet stille, eller stået stille for den sags skyld, men han klagede sig ikke.

Han havde lige set til fuglene og sikret sig de ikke manglede noget og var i færd med at låse efter sig så ingen uvedkommende ville kunne komme til de kostbare jagtfugle i nattens løb. Mens han vendte sig for at gå mod sit beskedne værelse, lod han nøglen glide tilbage i lommen og gik så i stå da han så op igen – og fik øje på et velkendt ansigt, der bestemt ikke var et han så hver dag på paladsområdet.

Et smil krusede sig helt naturligt på hans læber mens han skiftede retning, og gik Rosetta i møde ”Frøken Rosetta. Hvad bringer dig helt herop på min hjemmebane?” spurgte han, stadig smilende og med et nysgerrigt blik.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Som hun nærmede sig fuglene, blev døren dertil pludselig åbnet og Liam trådte ud. Rosetta stoppede op et kort øjeblik og smilet på hendes læber voksede, da Liam fik øje på hende. Hun gik hen til ham og tog kurven af armen. "Dine skjorter er færdige, jeg tænkte du hellere snart måtte få dem." det kunne nok sagtens have ventet og det var nok mest en dårlig undskyldning for at se ham igen, men skjorterne var da færdige. Hun skiftede kurven over i den modsatte hånd og så smilende på ham "Goddag Liam, jeg håber det er i orden at jeg kom herop"

[Liam Falkonér]

Liams blik faldt til kurven før det fandt hendes igen, med et overrasket glimt i øjnene "Du havde da ikke behøvet komme helt herop med dem." han gav dog ikke udtryk for at være skuffet eller utilfreds på nogen måde. Tværtimod sitrede smilet stadig insisterende i hans mundvige "Jeg vidste ikke du bragte ud?" fortsatte han med et glimt i øjnene."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun smilede lidt og overvejede lidt hvad hun skulle sige. Hun endte med at trække let på skuldrene "Jeg trængte til lidt frisk luft og en gåtur efter at have siddet med hovedet i arbejde så længe, og vejret er skønt" det var egentlig rigtig nok, men det var ikke det der havde været fortaler for at gå med det samme, det var bestemt at se Liam, men det behøvede han ikke at vide. "Det er kun særlige folk jeg bringer ud til, og desuden... Var jeg lige i nærheden" okay det var n stor fed løgn, men hun havde pludselig følt sig en smule desperat ved at stå der. "Jeg håber da ikke jeg forstyrre?"

[Liam Falkonér]

Det lille, muntre glimt i hans blik forsvandt ikke ved hendes forklaring og dybest set følte han sig smigret over hendes gestus, eller hvad han valgte at lægge i den "Absolut ikke." han rystede på hovedet, uden at kommentere yderligere på, om hvorvidt man bare lige var i nærheden af paladset, der trods alt lå på toppen af bakken der overskuede Corus "Jeg er færdig for i dag og der er stadig et par timeslag til aftensmaden." han slog ud med den ene hånd mod en bænk ved et af de store træer der skabte skygge på det store træningsområde "Vi kan sætte os og tale lidt.. hvis du har tid." foreslog han og så afventende på hende.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta grinede over at samme spørgsmål kunne stilles på forskellig måde. "jeg har fri resten af dagen. Ville såmænd bare gå en tur i skoven, men den bliver vel, hvor den er" hun smilede og reddede så i sin kurv efter skjorterne, som var pakket ind for at beskytte dem på vejen. "værsgo. Jeg håber du synes om dem, og de er så de skal være" hun rakte ham pakken, hvori der var tre råhvide skjorter til hverdag og en grøn til pænere brug. På den grønne var der broderet en fin lille falk på højre skulder, med fine detaljer.

[Liam Falkonér]

Liam nikkede, men blev stående fordi Rosetta ikke gjorde anstalter til at ville benytte sig af bænken som han havde opfordret til. I stedet tog han imod pakken hun rakte ham og nikkede igen. Denne gang med et nyt smil ”Det er jeg sikker på de er. Jeg kunne ikke forestille mig andet når du har lavet dem.” han så fra hende til pakken og tilbage igen, uden helt at vide hvad han ellers skulle sige.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta rødmede en smule over Liams kompliment og ventede så spændt på at han ville pakke skjorterne ud. Hun kiggede kort på bænken og satte sig ned. "Jeg håber da du kan lide dem. Vil du ikke tjekke dem efter?" Hun var spændt på hvad han sagde til den lille falk, og kunne ikke vente på at han skulle stå der og være høflig og takke i stedet for bare at pakke op, så han kunne se.

[Liam Falkonér]

Liam fulgte efter hende over til bænken og satte sig ved siden af hende. Et øjeblik havde han helt glemt pakken med skjorterne igen og så fra hende til dem og tilbage igen med et spørgende blik ”Jeg stoler på dit håndværk?” prøvede han igen, ikke helt sikker på hvad hun ville have ham til. I hvert fald ikke før der var gået endnu et par øjeblikke. Så faldt kobberstykket og han smilede skævt ”Selvfølgelig.” han løsnede snoren der holdt pakken sammen og foldede lærredet til side for så at lade hånden stryge over den øverste skjorte ”De ser fine ud.” han løftede den øverste, ufarvede skjorte så den foldede sig ud og sendte hende et smil ”Lige det jeg bad om.”

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta kom til at himle med øjnene over ham "mænd!" hun kunne dog ikke helt lade være med at smile af ham. "og hvad siger du om de andre skjorter?" hun overvejede om han nu havde forstået det, men tvivlede ærlig talt "..den grønne evt?" godt nu måtte han da forstå det. Ellers vidste hun ikke hvad hun skulle stille op.

[Liam Falkonér]

Liam rynkede brynene igen. Hvorfor var det så vigtigt at han så alle skjorterne igennem, men han fornemmede efterhånden klart, at der var et eller andet hun ville han skulle se. Så han føjede hende med et uudgrundeligt blik, lagde den udfoldede skjorte pænt sammen igen og fiskede i stedet den grønne fri fra bunden af bunken.

Da han foldede den ud, var det ikke svært at regne ud hvorfor hun havde presset lidt på og synet af den broderede falk, fik hans læber til at kruse sig i et impulsivt smil under skægget. Han så fra den, til hende et kort øjeblik og så tilbage igen, mens han lod skjorten falde ned i skødet og lod de ru fingre stryge over de fine sting der skabte et billede på det grønne stof ”Tak.. jeg tror aldrig jeg har haft så pæn en skjorte. Jeg tør jo næsten ikke bruge den.” han smilede skævt, men der var et glimt af alvor i hans blik da det mødte hendes igen.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Endelig virkede det til at 2+2 også begyndte at give 4 i hans hoved. Som han fiskede den grønne skjorte frem, blev Rosetta meget spændt. Hun kunne slet ikke lade være med smile, som han foldede skjorten ud. Et smil, han kunne lide den. Det var der ingen tvivl om! Det fik kun hende til at smile endnu mere, det endte med et fint lille tandsmil. Så begyndte han på, at han ikke kunne bruge den, hvilket Rosetta mente var nonsens "Hold nu op, selvfølgelig gør du det. Til den rette lejlighed, vil den være smuk, hvis du nu... det ved jeg ikke skal til bal på slottet, ud at spise eller på anden måde være fin." Hun rødmede en smule og smilede for sig selv. Så kiggede hun ned på skjorten "Desuden har jeg ikke lavet den for, at du ikke skulle bruge den. Det ville være synd. Og går den i stykker, tja så kan jeg måske lave dig en ny, om du vil." Hun holdt en pause inden hun fortsatte "Jeg tænkte den skulle være symbol på frihed og lykke, og ville såmen egentlig bare gøre dig glad. En lille gave fra mig til dig"

[Liam Falkonér]

Liams mundvige sitrede afslørende da hun irettesatte ham og med hånden hvilende over broderiet af falken, betragtede han hende en lille smule underholdt, mens hun talte ”Jeg er glad.” konstaterede han simpelt, men ganske ærligt og uden at tænke over det, løftede han hånden, rakte ud og lod den et kort sekund hvile på hendes arm. Så gik det upassende op for ham og han trak den hastigt til sig, rømmede sig og fortsatte ”Og jeg har da mindst én oplagt lejlighed til at bære den i udsigt.” han så sigende på hende.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Det gav et ganske lille sæt i hende, da han rørte ved hendes arm, og hun kunne ikke lade være med at rødme "Det er godt du synes om den" Rosetta var glad. Det føltes rigtigt at have foræret Liam skjorten. Hun håbede på at se ham i den meget snart. Om det var det han hentydede til var hun ikke sikker på, men hun ville ikke ødelægge det.
Så løftede hun kurven op på skødet. "Jeg tog forresten en tærte med også. Jeg tænkte..." Så stoppede hun. Blev det alligevel for meget? Hvad skulle hun gøre? "Det var min tanke at finde et sted at spise den." nej det var ikke ligefrem den bedste redning, men sådan måtte det være.