Rolige timer

[Raoul af Condia]

Han skyndte sig at klæde om, så hun ikke skulle stå og blive ensom derude. Han tog sig dog tid til at vaske sig en smule og putte lidt af det duftevand på, som han altid brugte. Og så sukkede han inderligt, da han så på det sæt tøj, han nu skulle i. Det var noget af det værste ved at være prins. At han skulle i det påfugletøj hver eneste gang. Da han endelig var færdig, brugte han et sidste øjeblik på at se sig i spejlet og rette håret til, inden han gik ud til hende igen. ”Beklager ventetiden. Men det tager lidt tid at komme i alt det her.”

[Gisela af Condia]

Hun ventede. Utrolig utålmodigt. Det kunne da virkelig tage så lang tid at tage tøj på igen? Han var vel for pokker vant til det. Hun gik hen til et vindue, og så ud af det, da hun hørte døren til hans påklædningsværelse gå op, og en noget mere nydelig Raoul kom gående ud derfra. ”Det gør ikke noget,” sagde hun og drejede rundt, så hun stod med fronten til ham. Hun foldede dydigt hænderne foran sig. ”Du kunne have sagt til, hvis du havde brug for hjælp,” hendes kinder blev en smule røde, og hun slog forlegent blikket ned.

[Raoul af Condia]

Han smilede til hende, da hun ikke holdt ham ventetiden til last og hendes efterfølgende ord, fik smilet til at gå over i noget skævt, som han tog hendes hånd ind i sin armkrog igen. ”Det vil jeg huske til en anden gang,” svarede han med en drillende tone og gik så ud af døren med hende igen. Heldigvis stod der heller ikke nogen derude denne gang. ”Var det stederne for mine lykkeligste stunder, du gerne ville se?”

[Gisela af Condia]

Hun så op på ham ved hans drillende tone og fik endnu mere røde kinder af, at han drillede hende på godmodig vis. ”Det må du endelig,” hun slog efterfølgende blikket ned og nikkede. ”Meget gerne. Jeg vil gerne være en del af dine minder,” hviskede hun fortroligt, mens de gik ude på gangen. Hun skulle ikke nyde noget af, at tjenerne hørte deres samtaler. Det var kun noget for hende og Raoul. Og Josepha.

[Raoul af Condia]

Han elskede, når han kunne få hende til at rødme. Det var kært og æggende på samme tid og han kunne ikke lade være med at smile, når hun gjorde det. Hendes ord betød dog mere og han klappede hendes hånd let, mens de gik af sted. ”Jeg må jo have gjort et eller andet rigtigt i dette liv for at få så smuk og sød en kvinde som forlovet,” sagde han i stedet for at svare på hendes søde ord og gelejdede dem ned af en gang, som førte til nogle gamle værelser.

[Gisela af Condia]

Hun gispede forlegent over hans ord, og gjorde meget ud af at kigge ned på sine fødder, mens rødmen fra hendes kinder bredte sig om i nakken. Tænk, at han kunne tillade sig at sige sådan noget! ”Raoul...” Hviskede hun med en let skælvende stemme, inden hun forsigtigt løftede hovedet og så op på ham med let adskilte læber. ”Du ved ikke, hvor meget dine ord betyder for mig,” sagde hun, mens hun mødte hans blik.

[Raoul af Condia]

Han smilede uden at angre sine ord og trak bare let på skuldrene af hendes næsten irettesættende tonefald. Hendes næste ord fik ham dog til at se på hende. ”Hvis ikke jeg troede, at de betød noget for dig, så sagde jeg dem slet ikke,” sagde han og holdt så sin mund, indtil han åbnede døren til et rum på vejen. Indenfor var der pæne møbler, som dog så ud til at være ret skrammede og rundt omkring stod der små kurve med legetøj. ”Dette var mit legeværelse, da jeg var dreng,” sagde han med et smil og viste hende indenfor.

[Gisela af Condia]

Åh, han skulle bare vide hvad de betød. Absolut ingenting. Om han kunne lide hende eller ej spillede ingen rolle, når nu hun havde sat sig for, at hun så absolut ikke kunne lide ham. Selvom han så ualmindeligt godt ud. Da de kom hen til et område, hun ikke havde været i før, så hun sig bekymret omkring. Havde han opdaget hende? Eller hvad skulle de her? Han åbnede en dør og afslørede et børneværelse, hvor der stadigvæk var legetøj på gulvet. Det virkede mildest talt støvet og gammelt. ”Var du lykkelig her?” Spurgte hun, inden hun trådte væk fra ham og ind i rummet. Hun bukkede sig ned og samle en hestefigur op fra en af kurvene. ”Vil vores børn komme til at bruge dette rum?”

[Raoul af Condia]

Han lod hende gå ind først og smilede let af hende med hesten i hånden. Han kunne pludselig ikke få billedet af hende med en lille dreng på hoften ud af sit hoved. ”Meget. Jeg legede tit herinde med mine legekammerater, da jeg var lille. Nu har det dog været Roald’s i mellemtiden. Det er derfor, det er lidt støvet herinde. Han er jo begyndt som page for over to år siden og det har vist ikke være i brug siden. Men til vores børn vil det blive gjort i stand igen.” Han smilede drømmende, mens han tænkte tilbage på barndommen, som var forsvundet alt for hurtigt.

[Gisela af Condia]

Hun knugede hesten næsten krampagtigt, mens hun så ned på den. Hun havde ikke fået lov til at nyde sin barndom. Så snart hendes Gave var blevet opdaget, så havde tiden i legeværelset været slut. Men inden da havde det næsten heller ikke været brugt. Hvad nyttede det at lege med alt det legetøj, når man var helt alene om det? Hun fik næsten tårer i øjnene. Igen var det en ting hun ikke fandt retfærdigt. At Raouls opvækst tydeligvis havde været langt mere lykkelig end hendes egen. ”Må jeg selv være med til at gøre det i stand?” Hendes stemme skælvede let, og det var tydeligt, at hun var bevæget. Men nok ikke af de grunde, som Raoul sikkert tænkte.

[Raoul af Condia]

Hun havde tydeligvis de samme tanker og han kunne ikke lade være med at blive godt tilpas over hendes tydelige bevægelse. Han gik hen og lagde en arm om ryggen på hende, så han kunne trække hende ind til sig. ”Jeg er sikker på, at vi kan få lov til at få vore egne ønsker med ind i det,” sagde han med en lavmælt stemme, som han placerede et kys i håret på hende. Det føltes mere og mere naturligt for hver gang, han gjorde det.

[Gisela af Condia]

Hun var lige ved at lægge figuren af hesten tilbage, da hun pludselig mærkede hans arm omkring hendes ryg, og hun blev trukket ind mod ham. Hendes skulder rørte ved hans, og hun lænede sig forsigtigt ind mod ham, med hovedet hvilende mod hans skulder. Hendes hjerte bankede så hårdt i brystkassen, at det næsten gjorde ondt og hun gispede lavmælt, da han kyssede hende i håret. Det gjorde hende helt varm ud i tæerne. ”Jeg glæder mig,” hviskede hun med skælvende stemme, inden hun løftede hovedet og så op på ham med blanke øjne.

[Raoul af Condia]

Han trak hende ind til sig et kort nu, inden han gav slip igen og tog hendes hånd i sin armkrog, inden han gjorde noget dumt. For han havde vanvittigt meget lyst til at give hende et rigtigt knus og måske et rigtigt kys, men han vidste, at det ville være vanvittigt upassende og han forsøgte at flytte fokus. ”Kom. Lad os gå videre.” Hun blev tydeligvis for påvirket af at være herinde.

[Gisela af Condia]

Hendes hjerte stod næsten stille, da han trak hende helt ind til sig, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Instinktivt havde hun lyst til at skubbe ham væk, og bagefter råbe af ham. Men hun vidste, at hun måtte undertrykke de følelser. Det var derfor med stor lettelse, at han hellere ville fortsætte deres anden rundvisning. Da de kom ud på gangen igen, og døren blev lukket bag dem, opdagede hun, at hun stadigvæk havde figuren i hånden. Hun så ned på den. ”Raoul?” Hun flyttede blikket fra figuren og op på hans ansigt. ”Vil du en dag ikke tage mig med ud at ride i skoven?”

[Raoul af Condia]

Han så ned på hende, da hun sagde hans navn og han så hesten i hendes hånd. Han kom til at smile lidt og tog figuren, så han kunne lægge den ind i rummet igen. ”Det vil jeg da meget gerne. Så snart Jonathan og Illunie er tilbage fra Naxen, burde vi kunne få tid til det.” Han så undskyldende på hende og gav hendes hånd et lille klem. ”Jeg er bange for, at jeg ikke har den form for tid, som tingene er lige nu.”