Og så var man gift

[Murray af Naxen]

Han spidsede ører, da hun nævnte et angstanfald, men det lød til, at det var endt godt. Det var da altid noget. ”Jeg ville have foretrukket det, hvis du bare var kommet til mig,” påpegede han brummende og drak lidt mere. Det var dog rart at høre, at hun kom bedre ud af det med Myrilla. De to havde jo haft lidt problemer i starten. ”Men det er godt, at hun kunne hjælpe.” Han drejede glasset lidt mellem fingrene. ”Kom til mig næste gang."

[Vania af Naxen]

Hun vidste godt, at han ville blive skuffet over den del, men hun kunne ikke være sikker på, at Myrilla aldrig ville nævne det over for ham og hun ville trods alt foretrække, at han hørte det fra hende først. Derfor trak hun også bare lidt på skuldrene og så forsigtigt over på ham. "Jeg har ikke let ved at spørge om hjælp," sagde hun i en spinkel stemme. Og efter den katastrofe det havde været at bede Pendrima om hjælp, var hun ikke just blevet bedre til det. "Og jeg ville helst ikke skuffe dig."

[Murray af Naxen]

Han brummede lidt ved hendes svar. Ja, det havde han vel lært om hende. Hun hadede at virke svag på nogen måde. ”Vi er gift nu, Vania. Jeg forventer, at du kommer til mig med dine bekymringer, ligesom jeg vil komme til dig med mine,” slog han fast. De kunne ikke skjule sådan noget for hinanden. Det ville bare ende med at skabe problemer. ”... smager det godt?” Han håbede ikke, at maden var nået at blive kedelig. Det ville være synd, hvis hun ikke fik muligheden for at nyde sit eget valg af menu ordentligt.

[Vania af Naxen]

Hun mærkede en lille knude i maven over hans ord og nikkede bare let igen. Hun var ikke sikker på, at hun kunne gøre, som han ønskede. Men måske ville det slet ikke ende med at være nødvendigt, blev hun enig med sig selv om og forsøgte at skubbe fremtidens mulige problemer væk. I stedet nikkede hun let og tog en sidste bid. "Det er virkelig godt," sagde hun så og sukkede tilpas, inden hun lænede sig tilbage med en hånd på maven. "Jeg var rent faktisk voldsomt sulten."

[Murray af Naxen]

Hun svarede ikke, men han tog sig ikke af det. Han var sikker på, at de nok skulle kunne klare hvad som helst. De var begge stærke. Han grinede i sin brummende tone ved hendes efterfølgende ord. ”Selvfølgelig er du det, du har jo ikke spist noget i evigheder.” Det var meget lettende at se hende stille sin sult. Han tømte sit glas og stillede det fra sig på bordet. Så gabte han lidt og strakte sig. Det var rart endelig at være i fred for alle de festglade folk, der konstant hev fat i dem ved festen.

[Vania af Naxen]

Hun tog nu selv glasset til sig og nippede til det med nydelse. Hun tog sig selv i at skotte over til døren fra tid til anden og pludselig opdagede hun det og kom til at le af sig selv. Et blik fra Murray fik hende til at le lidt igen og så rystede hun på hovedet. "Undskyld. Jeg tog bare lige mig selv i at sidde og have dårlig samvittighed over, at vi sad alene sammen bag en lukket dør." Hun kom til at grine lidt igen. Det behøvede de aldrig at have dårlig samvittighed over mere.

[Murray af Naxen]

Han rynkede brynene lidt over hendes latter, men snart forklarede hun sig, og han smilede lidt. ”Det er svært at komme af med gamle vaner,” svarede han med et let nik. Han rejste sig og gik over til vinduet, så han åbnede på klem. Man kunne høre den svage larm fra musikken og de festende folk sive ud nede fra de åbne terrassedøre. ”Jeg håber, Marcus morer sig ...” Myrilla brugte jo meget af sin tid sammen med sin husbond, så Marcus rendte nok rundt alene dernede noget af tiden. Heldigvis var han jo ret udadvendt, så mon ikke han havde nogle kammerater blandt gæsterne ...

[Vania af Naxen]

Hun drak sit glas ud og rejste sig for at gå efter ham, da han stillede sig hen til vinduet. Med forsigtige fingre lod hun sin ene arm glide bag lænden på ham, så hun kunne stille sig helt ind mod ham og se ud gennem vinduet sammen med ham. "Det håber jeg også," sagde hun med en rolig stemme. "Jeg elsker, at du bekymrer dig sådan om dine søskende," sagde hun så i en tilfreds stemme, som hun lagde kinden mod hans brystkasse.

[Murray af Naxen]

Da hun først trykkede sig ind til ham, lagde han en arm om hendes lille skikkelse. ”Det er vel almindeligt.” Man skulle da bekymre sig om sin familie. Han nussede hende lidt i håret. ”Har du det bedre?” Hun virkede i hvert fald til at have fået det bedre. Den slags hjalp et godt måltid selvfølgelig også altid på. Nu hvor han ikke stod midt i det hele var der også noget beroligende over at høre festen, som stadig foregik et sted under dem. Det var nærmest hyggeligt.

[Vania af Naxen]

Hun kom med en lille nydende lyd og trykkede sig lidt tættere ind til ham. "Ikke for alle," mumlede hun med et smil ind mod hans brystkasse. "Men at det er almindeligt for dig, gør mig glad."

Hans fingre i hendes hår fik et lille velbehageligt gys til at løbe ned af hendes ryg og hun nikkede let. "Meget bedre.. Men jeg tror, at jeg vil gå ind i dit påklædningsværelse og skifte. Jeg er træt." Og hun var vanvittigt lettet over, at hun ikke skulle skifte til sin natkjole foran ham. Det var voldsomt nok, at de skulle sove sammen og hun trængte til at få det svære overstået, så hun kunne slappe ordentligt af. Det trængte hun ærligt talt til efter den uge, hun havde haft.

[Murray af Naxen]

Det trak lidt i mundvigen igen. ”Det er ikke kun mit påklædningsværelse længere,” bemærkede han underholdt. Det ville vist tage hende lidt tid at forstå, at det her også var hendes værelse. ”Men du har ret. Det er ved at være sent, og vi har stadig nogle travle dage foran os.” Han slap hende, så hun kunne gå ind og klæde om, imens han selv klædte om på soveværelset. Han var selv ligeglad med, om hun så ham klæde om eller ej. Han smed mere eller mindre bare tøjet og skiftede til nogle løsere bukser, som det var mere behageligt at sove i.

[Vania af Naxen]

Hun blev let rød i kinderne og nikkede stille. "Selvfølgelig. Vores påklædningsværelse." Hun smilede let og gik så hen til sengen for at tage sin natkjole med derind. Det var lettere sagt end gjort, selv at komme ud af alt skruddet. Normalt ville hendes kammerpige have taget sig af at hjælpe hende, men det havde hun ikke skænket en tanke. Derfor tog det temmeligt lang tid, inden hun kom ud og hendes hår var ikke ligefrem pænt, fordi hun ikke havde tænkt på at tage en børste med derind.

Hun lukkede forsigtigt døren bag sig og smilede nervøst til ham med røde kinder, inden hun gik hen og slog dynen let til siden, så hun kunne kravle under den. For selvom det var akavet at tage dét skridt, så var det endnu mere akavet at stå foran ham i en tynd natkjole. Normalt havde hun betydeligt flere lag på, når hun var i hans nærhed.

[Murray af Naxen]

Hun var rød i hovedet, da hun kom ud, men han undlod at drille hende med det. Der var ingen grund til at gøre hende mere usikker. Det gik ikke, at hun blev nervøs igen. Han gik derfor hen for at lukke vinduet og trække gardinerne for, imens Vania lagde sig i seng. Så kom han selv over til sengen, trak dynen til side og lagde sig til rette ved siden af hende. Han valgte dog at skubbe lidt til hendes grænser ved at lægge en arm om hende og trække hende ind til sig. Han kyssede hende i håret, men gjorde ellers ikke andet.

[Vania af Naxen]

Hun havde set ham uden skjorte på før, når de havde trænet og det var for varmt til at have den på. Men synet af ham i de løse bukser og bar overkrop, her i deres soveværelse, fik alligevel hendes hjerte til at banke hurtigere og hun havde svært ved at se på ham, samtidig med, at hun havde svært ved at lade være. Især når han havde ryggen til.

Efter at have lukket vinduet, kom han hen til sengen og hun gjorde en dyd ud af at forsøge at virke afslappet - hvilket naturligvis faldt fuldstændigt til jorden - mens han lagde sig ned ved siden af hende.

Hun nåede lige at tænke, hvad meningen så var nu, da han lagde en arm omkring hende og trak hende tæt ind til sig. Hun blev overrasket og stivnede en smule, mens hun holdt vejret. Hun slappede dog lidt mere af, da han kyssede hende i håret og eftersom han ikke gjorde mere, løsnede hun langsomt lidt op og lagde prøvende sit hoved på hans skulder.

En varm og tryg fornemmelse bredte sig i hende og duften fra hans hud fik hendes hoved til at snurre lidt. Hun måtte dog indse, at hun havde en arm til overs og med forsigtige bevægelser, lagde hun den på hans brystkasse. Hun blev lidt anspændt igen, mens hun ventede på at se, om handlingen mon faldt i god eller dårlig jord.

[Murray af Naxen]

Det var ganske rart at have hende liggende hos sig. Han håbede blot, at hun ikke ville blive nervøs igen i morgen, når alle folk troede, at de havde ’fuldbyrdet ægteskabet’. Murray selv var ligeglad med det. Han ville bare gerne have, at Vania ikke bekymrede sig så meget, som hun nogle gange virkede til at gøre det. Han hvilede hagen mod hendes hår og faldt hurtigt i søvn med sin hustru i armene. De måtte tage tingene, som de kom, og lige nu var han ikke videre bekymret – de skulle nok få deres arving før eller senere. Lige nu ville han bare sove og samle styrke til at skulle snakke om en masse kedelige ting i morgen.

lukket