Fornemme folk

[Josepha af Bavera]

Hugo af Harise

24. august, 527 M.T.

Hun havde overstået den obligatoriske samtale med Raoul og så sig om fra den plads, hun netop havde forladt. Den unge mand, hun havde talt med tidligere - og som Raoul havde skræmt væk - havde åbenbart helt forføjet sig og hun sukkede stille, inden hendes blik faldt på en mand, som sad alene.

Alle andre var efterhånden i dyb samtale og hun trak lidt på skuldrene. Hvorfor ikke tale med ham? Hun fik sit glas fyldt op med mere vin og gik så hen og stillede sig over for manden med et lille hemmelighedsfuldt smil. "Har De lyst til selskab? Eller befinder De dem bedst alene?"

[Hugo af Harise]

Bryllupsinvitationen fra Hertugen af Naxen var blevet afslået. Ingen landmand med respekt for sit eget len, ville tage til et bryllup midt i høsten, og så tæt på at efterafgrøderne skulle sættes i jorden. Derfor befandt Hugo sig i Corus i aften. Han havde været hjemme i de dage, hvor høsten havde varet, for at overvåge det hele. Og så havde han takket ja til Prinsessens invitation. Hvorfor ikke udnytte chancen for at mænge sig med nogen af de kongelige?

Han stod lidt alene, efter folk var begyndt at danse og tale sammen. Hans fætter, Astor, befandt sig længere væk. De havde næsten lige afsluttet deres samtale, da en kvindes stemme afbrød den stilhed, som havde lagt sig over ham. Han løftede sig blik og så op på komtessen. "De skal være velkommen," sagde han. "Vi er vist ikke blevet introduceret for hinanden. Jeg er Hugo af Harise," han bukkede ganske let for hende.

[Josepha af Bavera]

Hun smilede tilfreds og satte sig elegant ned ved siden af ham. "Hmm.. Så må De være Greven af Harise, hvis jeg ikke husker meget forkert?" spurgte hun med et interesseret smil. "Det glæder mig at møde Dem, Deres Nåde." Hun hævede sit glas til en lille uformel skål. "Komtesse Josepha af Bavera," introducerede hun sig og rettede sit blik mod ham. "Hvordan kan det være, at en interessant og vigtig mand som De, sidder her helt alene?"

[Hugo af Harise]

Han nikkede. "Det er korrekt husket," sagde han og løftede sit eget vinglas op mod hendes. "I lige måde, Komtesse," sagde han og tog en tår af vinglasset. Han trak let på skuldrene af hendes spørgsmål. "Jeg har lige færdiggjort en samtale med min fætter, Grev Astor af Fenrig," sagde han og pegede i retningen af den mørkhårede greve, der stod og talte sammen med en gruppe andre indflydelsesrige mænd. "Hvordan kan det være, at De opsøger en interessant og vigtig mand som mig?" Han løftede det ene øjenbryn og vendte med vilje hendes spørgsmål lidt om.

[Josepha af Bavera]

Hun skålede med ham og nippede let til glasset, mens hun diskret betragtede ham. Da han udpegede Greven af Fenrig, så hun i den retning og indprentede hans udseende for sit indre øje. "Så De er ikke blot selv Greve, men har også en Greve til fætter?" musede hun let interesseret. "Er De i familie med andre spændende mennesker? Bare så jeg ikke senere kommer til at blamere mig selv med noget, som jeg burde vide?" Hendes stemme var både drillende og oprigtig, som hun igen lod blikket glide hen på Greven af Harise.

Han spørgsmål fik hende til at smile underholdt. "Det er trods alt en middag afholdt for min skyld," sagde hun med et let blink i øjet. "Hvis ikke jeg skulle gå rundt og tale med gæsterne, så ved jeg ikke, hvem der skulle."

[Hugo af Harise]

Han trak let på skuldrene ved hendes spørgsmål, og et skævt smil lurede i hans mundvige under fuldskægget. "Greven er min fætter, og vi har to andre fætre til fælles. Hertugen af Macay blandt andet. Han er her dog ikke i dag, han blev nødt til at tage til brylluppet i Naxen," fortalte han, og misundte absolut ikke Aric den del. "Grevens hustru er faktisk kusine til Hertugen af Naxen. Og til Prinsen," hans familie havde bredt sig vidt og bredt. Og der fandtes mange vigtige personer. "Min faster er Hertuginden af Meagmarsk. Hun står derhenne og taler med Prinsen. Hendes barnebarn er forlovet med Prins Roald."

Han bøjede hovedet i ære for hendes logik. "De har ret. Og tillad mig at sige, jeg er ganske glad for, at De udså Dem mit selskab," sagde han og tog endnu en tår af vinglasset.

[Josepha af Bavera]

Hendes bryn gled langsomt op i overraskelse, som han listede den lange og imponerende familie-kreds, han var en del af. Hendes egen familie var helt ny til hertug-titlen og de havde derfor ikke nær så mange spændende relationer. Der var nærmest kun forbindelsen til Kongen at prale af, men den var selvfølgelig også ganske god. "Det må jeg sige. Da jeg kaldte Dem en vigtig mand, må jeg sige, at jeg ikke var klar over i hvilket omfang, jeg havde ret." Hun smilede let og betragtede ham lidt mere indgående. Han var måske mere interessant, end hun først havde antaget.

Hans ord fik hende dog til at smile indforstået og læne sig en smule hen mod ham. "Virkelig? Hvad for Dem dog til at sige den slags?" spurgte hun i en let flirtende tone.

[Hugo af Harise]

Han var ganske klar over, hvor vigtig hans familie var. Hans egen slægt var i gang med at udkonkurrere Naxen, og det var han ganske tilfreds med. "Åh, det var kun det øverste lag af min familie," sagde han med et skævt smil og lod en tjener fylde op i sit glas, mens hun stillede ham et spørgsmål. "De virker til at være noget anderledes end de unge komtesser her i landet," blandt andet hans egen hustru. Men hende nævnte han ikke noget om.

[Josepha af Bavera]

Hun hævede brynene endnu mere og sendte ham et indsmigrende smil. "Så det er Dem, jeg skal tale med, hvis jeg ønsker at mengelere rundt i de rigtige cirkler ved hoffet, kan jeg forestille mig?" Hun så ham i øjnene igen og smilede stadig. "Nu er jeg jo heller ikke en komtesse her fra landet," svarede hun selvfølgeligt. "Men af ren nysgerrighed... Hvad er det ved mig, som gør at jeg skiller mig ud?"

[Hugo af Harise]

Han smilede, og trak let på skuldrene. "Hvis De vil vise mig den ære, så kan det godt lade sig gøre," svarede han og så direkte på hende med sine grønne øjne. "De virker til at være en kvinde, med ben i næsen. Og som ved, hvad hun vil have. Det er en mangelvare blandt de unge kvinder nu om dage. De fleste gør blot, som deres mødre siger," han slyngede den røde væske rundt i glasset, inden han igen løftede det op til læberne og tog en tår.

[Josepha af Bavera]

Det var vist ikke en helt dårlig relation, hun havde fundet sig her. "Det er nu Dem, som ville vise mig en ære ved at introducere mig," svarede hun belevent og førte glassets kant over sine bløde læber i en bevægelse, som så fuldstændig ubevidst ud, men som var alt andet.

Hans ord fik dog et smil, som var bredere end tidligere frem på hendes læber. "Deres Nåde! De smigrer mig jo." Hendes stemme var let anklagende, men med store mængder af humor under og hun nippede let til vinen for at spille den søde lille komtesse, som han netop havde anklaget hende for, ikke at være. "De mener ikke, at de tortallanske kvinder opdrages efter de rigtige værdisæt?" spurgte hun interesseret.

[Hugo af Harise]

Han slog ud med hånden. "Hvis det er Komtessens overbevisning," sagde han, og så ud som om, at han overgav sig. Da hun førte vinglasset op til sine læber, afslørede den lille bevægelse, at hun var bestemt en kvinde, som udnyttede de små tricks. Hun havde lært at spille spillet. Det var tydeligt.

"Gjorde jeg? Det må De så sandelig undskylde. må jeg bede om tilgivelse?" Hans egen stemme var drillende, og tog igen en tår af vinen. "Komtesserne bliver opdraget efter nutidens normer. Og alligevel trænger de til en kærlig hånd, når de bliver gift," han talte af erfaring på dette punkt.

[Josepha af Bavera]

Hun rystede underholdt på hovedet, så de løse lokker, der hang ned fra frisuren, dansede om hovedet på hende. "Bestemt ikke. Når De bruger energi på at smigre mig, så insisterer jeg skam også på at beholde det," fortsatte hun med endnu et smil og sænkede øjenlågene let, så hun så op på ham under de sænkede vipper. "De lyder, som taler De af erfaring?" kommenterede hun med en kun delvist interesseret stemme.

[Hugo af Harise]

Han smilede nu til hende, og lagde ikke videre mærke til de lokker, som dansede omkring hendes ansigt. Nej, det var hendes øjne, der talte et helt andet sprog end hendes fremtoning. "Så må De endelig beholde komplimentet," sagde han med en lavmælt stemme. Hans smil forsvandt dog lidt ved hendes spørgsmål. Han nikkede. "Det har jeg. Min hustru skulle oplæres fra bunden i, hvordan man er lensfrue," og oven i det tog det hende flere måneder at blive med barn.

[Josepha af Bavera]

Hans lavmælte stemme fik hende til at sende ham et indforstået smil. Flirten var spændende som altid og han var trods alt en flot mand. Og stærk så han også ud til. Hans svar fik hende dog til at hæve et bryn i overraskelse endnu engang, mens hun dog smilede indsmigrende, så det næsten bare så ironisk ud. "Virkelig? Sig mig engang, findes der ikke en uddannelse for unge adelsfrøkner i Tortall?" Hvis ikke, stod landet noget længere tilbage, end hun havde troet det.