En god undskyldning?

[Rosetta Evelyn Skrædder]

så han kunne altså tage vare på sig selv. Det var vel også ganske fint. Hun havde nu alligevel håbet på, at han ville være nød til at komme forbi igen, hvis nu skjorterne skulle lappes sammen. Han virkede ikke helt overbevist om den grønne skjorte, og lige da hun skulle til at sige noget, fortsatte ham i en sætning som han alligevel ikke afsluttede. Hun stod derfor afventende og kiggede på ham "ja?" hvad ville han sige?

[Liam Falkonér]

Liam åbnede munden for at svare, men endte med at lukke den igen med et skævt smil. Han måtte rømme sig forsvarligt før han endelig fik sparket tungen på gled ”Medmindre.. jeg tænkte.. måske du havde lyst at gøre mig selskab til høstfesten om et par uger.” da han endelig fik ord frem, tumlede de lettere hurtigt ud, bare så han ikke risikerede at gå i stå midt i det hele og fortryde. Nu var det sagt og hans blik flakkede ganske let mens han så afventende på hende.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Det var bestemt ikke hvad hun havde regnet med, men hun var nu alligevel glædeligt overrasket. "Høstfest? Jeg vil med glæde gøre dig selskab." Hun kunne ikke lade være med at smile. Det var et eller andet ved det hele, da bare føltes rart og som gjorde hende glad. Hun kunne ikke rigtig holde styr på sig selv og tog derfor en dyb indånding og trak arbejdet ind igen "Så altså en grøn skjorte til pæn brug?"

[Liam Falkonér]

Det var måske kun sekunder, men det føltes som meget, meget længere end det, mens han stod og så afventende på hende. Hendes svar fik hans læber til at krølle sig tilbage i et bredt smil, ganske spontant før han kløede sig i nakken og prøvede at koncentrere sig om stoffet igen "Ja.. nu er jeg jo nødt til det." han skævede til hende, stadig uden helt at kunne holde op med at smile og uden at kunne koncentrere sig helt om skjorter og stof længere. Det var længe siden han havde inviteret en kvinde til noget som helst, men han kunne ikke se sig fri for, at se frem til at tage til høstfesten med den kønne skrædder.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun smilede tilbage til ham.Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, det var pludselig blevet meget svært at finde ord. Det var fjollet, de havde da snakket sammen før, men noget havde ændret sig mens de stod her. Hun nikkede "Så grøn. godt." men hun kiggede på ham,, besluttede hun sig for at hun ville brodere en lille fugl på skjorten, men det skulle være en overraskelse. Der gik længe uden at hun sagde noget. Så endelig fik hun ordene igen, igen med arbejde "Hvornår skal du bruge skjorterne?"

[Liam Falkonér]

Det var ikke fordi stemningen var blevet direkte akavet, men der var noget der havde ændret sig det øjeblik han havde stillet sit spørgsmål. Måske andre mænd ville have inviteret en kvinde uden at lægge mere i det, men Liam gjorde sjældent noget uovervejet - heller ikke denne gang "Ehm.. de lyse haster ikke, men jeg skal jo nok bruge den grønne til Mabon lyder det til." han så sigende på hende med et klædeligt smil og rømmede sig så en smule selvbevidst for så at sparke sig selv mentalt. Hun havde jo sagt ja, uden at tøve.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

ganske diskret kiggede hun ned ad sig selv. Måske burde hun også selv få sig en ny kjole til anledningen. Så fandt hun igen hans øjne med et smil "jeg går igang med dem med det samme.... Medmindre" hun tøvede lidt. Hun ville ikke ødelægge det nu, eller skræmme ham væk. Hun trak vejret et par gange før hun fortsatte "haaar du lyst til en kop te? Eller noget andet" hun trak let på skuldrene, det var egentlig ligegyldigt, hvad det var. Hun vare bare ikke klar til at han allerede skulle gå.

[Liam Falkonér]

Liam begyndte at nikke, men stoppede midt i bevægelsen og så spørgende på hende "Medmindre?" gentog han, uden helt at tænke over det komiske i, at hun netop brugte næsten de samme ord som han selv havde brugt kort forinden. Han smilede igen da hun fortsatte, men rynkede panden let "Noget andet?" spurgte han nysgerrigt men tilføjede "Jeg siger dog ikke nej tak til te.. hvis det ikke er til besvær."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Da det gik op for hende, at hun havde brugt helt sammen vending som han kort for inden, kom hun til at grine. Det var lidt dumt, på en komisk måde. "Eller.. Et stykke tærte?" åh hvor lød det dumt at sige det højt. Hun smilede til ham "Det er bestemt ikke til besvær, selskab ville være hyggeligt" og hans selskab endnu bedre.

[Liam Falkonér]

Smilet voksede lidt og nåede hans blik da hun lo og han var selv lige ved, da han nikkede igen "Så siger jeg ikke nej tak." slog han til og slog opfordrende ud med den ene hånd, for at få hende til at føre an "Jeg har ikke andre planer for resten af i dag." tilføjede han uden helt at vide hvorfor han følte det var vigtigt. Han rømmede sig med et skævt smil.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

hun smilede til ham og førte så an op ad en trappe, til et fint lille værelse "bare tag plads. Så laver jeg te imens" hun pegede mod en stol henne ved et lille vindue, som stod foran en reol med nogle sørgeligt udseende bøger. "jeg er tilbage om lidt" så forsvandt hun ud i et tilstødende rum, køkkenet.

[Liam Falkonér]

Liam nikkede til hendes gæstfrihed, men stod stadig op da hun forlod rummet. I stedet for at sætte sig med det samme, drejede han langsomt omkring sig selv, mens han så sig omkring. Man var vel kun menneske og nysgerrighed var en ret menneskelig egenskab ”Hvis du vil have hjælp til noget, så siger du til, ikke?” kaldte han mod døren, lidt forsinket, men bedre sent end aldrig at huske sine manerer.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta fandt ting frem til te og satte vand over. Hun storsmilede over at Liam var i hendes hjem. Hun fandt lidt tærte frem og anrettede det på nogle tallerkener. så hørte hun ham råbe "Det går. Ellers tak. Bare lad som om du er hjemme. Jeg er der om lidt" Bare han nu ikke kedede sig eller alligevel havde noget han skulle nå. Der gik et par minutter mere og så kogte vandet. hun hældte det på teen og lod det trække mens hun gik ind med tærten, og satte det på et lille bord.

[Liam Falkonér]

Liam var lige ved at spørge om hun var sikker, men tog sig i det og gik i stedet nærmere bogreolen. Den var ikke stor, men det var ikke mange der havde bøger i deres hjem på den måde. Han stod der stadig da hun kom ind i stuen igen og satte to tallerkener på bordet ”Læser du meget?” spurgte han med et nik mod den lille bogsamling.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Da hun kom ind til ham igen stod han foran hendes bøger. Hun kiggede på bøgerne og så på ham. Så trak hun på skulderne "Når jeg kan komme til det." Hun kom til at grine lidt for sig selv "Der er dog meget slidte og gamle bøger jeg har, nogle af dem er endda gået i stykker. Men eventyrerne" Hun stoppede sig selv, det havde ellers været tydeligt at høre hendes passion for bøger og særligt eventyr. Så vendte hun sig mod tærten "værsgo. teen er klar lige om lidt"