En sen nattesnak

[Serena Løveklo]

Hun lukkede øjnene de korte sekunder hans fingre strøg hendes kind og da hun åndede tungt ud igen, skælvede hendes åndedrag let mens hun samlede sig igen. Fortiden pressede sig på, mere end den havde gjort i årevis, men emnet gik tæt på og hun tog sig i at overveje, om hun skulle fortælle ham grunden til hun var kommet til Corus i sin tid.

Hun overvejede stadig da han talte igen og ligeså meget for at berolige sig selv, som ham, løftede hun hovedet lidt og plantede et enkelt, blidt kys mod hans brystkasse "Hvis hun virkelig er overbevist om du er hvad hun tror du er, så tror jeg ikke hun giver op bare fordi du ikke selv opsøger hende." hun rynkede brynene tænksomt et øjeblik før hun fortsatte "Jeg ved jeg ville gøre det.. opsøge dig."

[Amos Søfarer]

Han lod sine fingre glide ind i hendes hår, da hun kyssede ham på brystkassen. Hans fingre masserede hendes hovedbund, mens han sukkede tungt. "Åh, jeg tror, du har ret," indrømmede han tungt. "Hvad skal jeg gøre, Killing?" spurgte han så i en dyb stemme. "Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal håndtere det her, hvis jeg ikke bare skal ignorere hende." Han strammede grebet lidt i ren anspændelse og fortsatte så. "Hvad hvis hun vil lege far, mor og børn med mig?" Det mente han ikke, han nogensinde kunne give hende.

[Serena Løveklo]

Serena stivnede et splitsekund da han strammede fingrene i hendes hår, også selvom det ikke var af helt de samme grunde som ellers, fik det en varm følelse til at skylle igennem hende. Hun handlede dog ikke på den. Det var hverken tiden eller stedet og samtalen var alt for alvorlig ”Hvor er hun henne nu? Du sagde Sach havde talt med hende.” hun skubbede sig lidt bedre tilrette ind mod ham ”Jeg ville opsøge hende i stedet for at blive taget på sengen.” det var altid bedst at have overhånden i hendes optik. Så kunne man forberede sig ”Hvis hun vil det, så.. ” hun tøvede et splitsekund ”..så må hun få at vide det ikke er noget du kan tilbyde hende. Det er bedre end at gå i uvished.” konstaterede hun lavmælt og fæstnede blikket på hans brystkasse uden at se på noget bestemt.

[Amos Søfarer]

Han sukkede en anelse. "Nede i pakhuset, sagde han, at han havde efterladt hende," svarede han i en lav stemme. Det var netop den oplysning, som havde gjort, at han ikke kunne få hende ud af hovedet.

Han lyttede til hendes argumentation og måtte stiltiende indrømme med sig selv, at han havde kendt svaret hele tiden. Det var ikke ligefrem svært at tænke sig frem til, men det havde nok været sværere at indse, at det var den vej, han skulle gå.

Han sukkede igen - denne gang tung - og nikkede så. "Du har ret," medgav han så bare og trak hende så ned ved siden af sig igen og helt ind i sin favn i et forsøg på at søge en sjælden form for trøst. "Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med hende, hvis hun er min," indrømmede han så ind mod hendes hår. Det var jo ikke, fordi han nogensinde havde kendt sin egen far.

[Serena Løveklo]

Serena nøjedes med et lille nik. Det var alligevel ikke helt til at nikke som hun lå med hagen hvilende mod sine hænder ”Altid så blødhjertet.. Sach.” mumlede hun med et lille smil. Selvom hun i starten ikke havde kunnet greje den fåmælte sømand, kunne hun ikke helt lade være at synes om ham.

Hun lod sig villigt trække ind til ham, selv den ene arm kom lidt i klemme mellem dem. Den anden smøg hun omkring ham og lukkede øjnene mens hun gemte ansigtet ved hans skulder ”Jeg har altid ret..” mumlede hun med et lille smil for at bløde alvoren lidt op ”Tag en ting ad gangen og find hende først.. det er svært at beslutte noget når du kun har hvad du har nu.” hun strøg næsen mod siden af hans hals i et blidt kærtegn og løftede så hovedet lidt ”Jeg kan gå med dig hvis du vil?”

[Amos Søfarer]

Et underholdt fnys forlod ham og han måtte holde et 'det er da noget, du tror,' tilbage. Når det kom til stykket, så følte han ikke rigtigt lyst til en masse morsomheder lige nu. I stedet strøg han fingrene gennem hendes hår igen og var stille lidt, mens han overvejede hendes forslag. Til sidste endte han med at ryste let på hovedet, inden han svarede. "Nej.. Det er jo trods alt slet ikke sikkert, at der er noget i historien.. Og.. Hvis der er.. Så tror jeg, at det er bedst, at vi mødes alene." Han begravede munden i hendes hår og trykkede hende tæt ind til sig et øjeblik "Men jeg er glad for, at du spurgte."

[Serena Løveklo]

Hun strøg igen næsetippen mod hans hals da han fnøs og smilede selv svagt, før alvoren fik overtaget igen. Stilheden var anspændt, men ikke direkte ubehagelig. Hun vidste den ikke havde noget med hende at gøre. Hun smilede igen svagt da han talte igen og løftede hovedet nok til at kunne lade sine læber finde hans i et dvælende kys "Altid.." svarede hun lavmælt da hun trak sig tilbage igen, nu med en hånd der blidt strøg hans ru kind.

[Amos Søfarer]

Han strøg hende blidt over ryggen og havde pludselig fået ro nok i kroppen til at føle sig lidt døsig. "Tak fordi du lyttede," mumlede han så ind mod hendes hår og gabte lidt, inden han moslede sig bedre på plads i madrassen. "Jeg går derned i morgen tidlig." Og nu hvor den beslutning ligesom var taget, så gik der ikke ret længe, inden han endelig faldt i søvn.

*Tråd afsluttet*