Sendebud

[Kayleigh af Linshart]

Jonthair af Macay

Kayleighs fødder tog pligtskyldigt det ene trin efter det andet på vejen op mod Jonthairs bolig. Den bolig, der snart ville blive hendes hjem. Hendes gang var rask og afslørede intet om den spirende nervøsitet, der alligevel vågnede i hendes mave, selvom de havde mødtes flere gange siden deres allerførste gang. Den sad stadig frisk i hendes hukommelse, men var alligevel gledet bord i modet på at behage sin fader og ikke mindst kommende mand.

I sin hånd havde hun en seddel. Eller det var nok snarere et brev. Det var signeret og underskrevet hendes fader, men hvad det ellers indeholdt, var hun som sædvanligt ikke blevet indviet i. Det generede hende nu ikke, og hun mistænkte dem begge for at finde på lejligheder, der gav dem anledning til på behørig vis at mødes frem til brylluppet, hvor hun endegyldigt skulle forlade sin familie. Tanken var overvældende. Hun havde ventet længe på den dag, forventet den siden hun forstod sit lod i livet, og nu hvor den hastigt nærmede sig, så blev hun alligevel nervøs.

Hun blev mødt af husets husholderske, der modtog hende venligt. Hun var udmærket klar over, hvem hun var, og hendes tilgang var respektfuld, dog mere distanceret end hun var vant til. Hun blev ledt gennem huset og til sin overraskelse ud igen. Herren befandt sig i haven, og som Kayleigh trådte igennem døren derud, og det gik op for hende, at hun vitterligt var alene, begyndte hendes hjerte at slå hårdere. Lyden af hendes navn på hans læber – på den der særlige måde, han formåede at bore sig igennem hendes skjold – vågnede i hendes indre, men hun tvang det væk og gik med stadig rolige skridt hen mod lydene af kamp.

[Jonthair af Macay]

Selvom Jonthair var gået næsten helt væk fra sin ridderuddannelse og i stedet fokuserede på sin Gave, så holdt han stadig sin træning ved lige. Han havde en bestemt fornemmelse af, at hvis han ikke gjorde det, så ville han havde spildt ti år af sit liv. Og det var sådan set rigtigt rart at vide, at han kunne beskytte sig selv på flere forskellige måde.

Tit trænede han med en af sine fætre eller venner, men denne dag var han dog alene og derfor var dagens træning fokuseret på stavkampens kunst mere end sværdtræning, fordi han hadede, når sværd-æggen satte sig fast i træningsdukken og det kunne man bare ikke helt undgå. Så han blandede stavkamp med enkelte slag og spark i et mønster af træning, som han havde udført så mange gange, at han kunne det nærmest i søvne.

Hans fokus var derfor alene på træningen og på at lande de rigtige slag og meget lidt på sine omgivelser. Et cirkelspark mod dukkens hoved blev afløst af et stød af staven mod dens midje og sådan blev han ved et godt stykke tid uden at opdage, at nogen havde nærmet sig. Derfor tænkte han heller ikke meget på sit udseende. Han var kun i et par løstsiddende bukser og sveden drev ned af hans bare overkrop. Selv håret var fugtigt og vidnede om, at han havde været i gang et stykke tid.

[Kayleigh af Linshart]

Da Kayleigh fik øje på Jonthair stoppede hun op med at gå et øjeblik. Hun spærrede øjnene op. Synet at manden, der sparkede og gjorde anslag mod dukken, demonstrerede en styrke og energi, som hun ikke havde været forberedt på at møde, men det var hans påklædning, der i virkeligheden havde fået hende til at stoppe. Hun vidste ikke, om det var anstændigt, at hun var her, og nu var hun pludselig i tvivl, om hun skulle vente eller gå derhen. For en kvinde, der hele sit liv, havde levet efter konventionerne, var det en helt uvant situation at stå i. Hun mærkede, at hun blev varm i kinderne, og en klædelig rødmen nåede hendes kinder. Selvom hun gerne ville, så kunne hun ikke se væk. Lyden af hendes navn blev ved at hviske i hendes øre.

Var hun for tæt på til at vende om? Havde han mon set hende? Hun trak vejret dybt ind og rømmede sig så, men tvivlede på, at han kunne høre hende for stavens dumpe lyd. Han virkede også meget koncentreret omkring sit foretagende. Hun fik sine ben til at virke og gik med mere forsigtige skridt derhen. Hun rømmede sig igen, denne gang lidt højere. Han var drivvåd af sved, og hun måtte indrømme, at hun fandt ham… Hun kunne ikke nægte, at han var en attraktiv mand. Hun fumlede lidt med brevet, som hun havde i hånden, mens hun bed sig i læben. Der var ingen tjenere eller andre folk til at gøre opmærksom på hendes tilstedeværelse, og som sekunderne sneglede sig afsted, blev hun trukket ind i hans træning med næsten hypnotisk kræft. Hans muskler arbejdede hårdt og hans vejtrækning var tung og stødvis.

”Jonthair…” forsøgte hun, men hendes stemme var lille.

[Jonthair af Macay]

Han fortsatte sin lange serie af stød og slag uden at ænse, at nogen stod og betragede ham. Det var først, da en stemme brød ind i hans koncentration, at han satte farten ned og vendte sig om i en rolig og kontrolleret bevægelse. Da han så, hvem det var, kunne han dog ikke lade være med at smile.

Der stod hun. Nervøs og rød i kinderne, mens hendes fingre ikke var stille et øjeblik omkring noget, som lignede et brev. Og det var ikke svært at gætte, hvorfor hun mon var så urolig. Hun havde sikkert aldrig set en mand i bar overkrop før. Og han fandt det ærligt talt underholdende.

"Kayleigh." Han lagde det der særlige tryk på hendes navn, som han havde gjort sig til en vane. Han vidste, at det påvirkede hende og det kunne han ikke lade være med at udnytte. "Det må De undskylde. Jeg er bange for, at jeg ikke lagde mærke til, at De stod der." Han greb et klæde fra en nærtstående bænk og duppede den mod først sit ansigt og siden sit bryst, som han kom langsomt nærmere. "Hvad skylder jeg æren?"

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh blinkede et par ekstra gange, da han fik øje på hende og satte kursen hen mod hende. Hun kunne ikke lægge skjul på, at hun fandt situationen en anelse overvældende. Hun flyttede sig dog ikke trods en overvældende lyst til at bakke bagud som han kom tættere og tættere på.

”Alt forladt,” sagde hun ikke helt så roligt, som hun havde følte sig for et øjeblik siden. ”Jeg var ikke blevet informeret om, at De var i færd med at træne. Så ville jeg naturligvis have ventet… indenfor.” Hun så ned og fik øje på brevet, som var hele grunden til, at hun var kommet. Hun så hurtigt op i hans gennemborende øjne og rakte brevet frem i strakt arm. Det føltes meget intimt at være alene med ham, men hun var ikke bange.

”Jeg har besked med til Dem fra min fader,” forklarede hun. Hun samlede hænderne foran sig, da han tog imod brevet, og så ned i jorden for at give ham et øjeblik, hvis han ønskede at læse det med det samme.

[Jonthair af Macay]

Han smilede skævt af hendes nervøsitet og rystede afværgende på hovedet. "Nonsens. De er trods alt min forlovede. Der går ikke længe, inden dette ikke vil være et særsyn for Dem." Han uddybede helt bevidst ikke, hvad 'dette' dækkede over. Om det var træningssessionen eller hans nøgne overkrop, måtte hun selv beslutte.

Han nikkede let til hendes ord omkring brevet og tog imod det med en venlig mine. "Tak skal De have." Han åbnede det og skimmede det igennem. Han holdt blikket på det længe nok til, at hun måske var blevet nysgerrig og overvejede så bare at stikke det i lommen, fordi hun ikke skulle lære at forvente, at han ville dele alting med hende. Men så ombestemte han sig alligevel. Det var sådan set ikke noget, han burde holde for sig selv alligevel. "Ved De, hvad der står i brevet, Kayleigh?" spurgte han derfor med blikket rettet mod hende og et venligt smil i mundvigen.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh følte sig lidt i vildrede over Jonthairs skæve smil, men besvarede det forsøgsvis med et forsigtigt et, der alligevel endte med at brede sig og ufrivilligt demonstrere en skønhed, der ikke kun lå i det ydre. Det blev afløst at en mere koncentreret mine. Hun havde stadig ikke vænnet sig til at blive omtalt som hans forlovede, og da han nonchalant gik et skridt videre, smilede hun mildt, men bøjede alligevel hovedet i et erkendende nik. Hun værgede sig mod at føle noget som helst omkring det faktum, at han havde ret. Hun ville ikke vise ham, at det gjorde hende bange, men hun vidste, at han vidste det – og bevidst hele tiden søgte grænselandet, hvor han truede med at vælte hende. Det tændte en ild i hende, som hun stadig ikke havde vundet kampen over eller helt forstod, hvor kom fra. Men hun kæmpede noget med den i Jonthairs selskab. Det var svært at forstå, at han med så snedige små finesser, kunne vække så meget i hende. Hun strittede imod med hele sine gode opvækst.

Hun betragtede ham, mens han læste, og nød at få lov uden at møde hans gennemborende blik. Hun fik altid en følelse af at være helt blottet, når han så på hende, og det havde hun stadig svært ved at møde med sin sædvanlige ro. Hun havde for længst lært, at hun fik det nødvendige at vide, så hun følte ikke en større nysgerrighed mod brevet. Han havde alene muligheden for at inddrage hende, og hendes tålmodighed fortalte hende, at det var op til ham, om de skulle være fortrolige. Hun var indstillet på at leve sit eget liv. Det var kun ungmøer med rosenrøde drømme, der vovede at længes efter den slags samhørighed. Man kunne påstå, at de levede for meget i bøgerne… ”Nej…” svarede hun ærligt. ”Min fader har ikke indviet mig i, hvad det drejer sig om.” Hun bed sig let i læben, mens hun vovede at møde hans blik velvidende, at hun gav ham adgang til sine følelser. De var heldigvis fuldstændigt i ro i dette øjeblik.

[Jonthair af Macay]

Han så på hende med et lille venligt smil, inden han gik et skridt tættere på. Det var måske ikke upassende tæt, men det var ikke langt fra. "Datoen for vort bryllup er lagt fast nu," sagde han med et undersøgende blik i hendes retning. Han kunne godt fornemme, hvad hans opførsel gjorde ved hende og han kunne godt lide at gøre hende lidt uroligt tilpas. Det var også dét, han gik efter nu. "Det bliver om en måneds tid," fortsatte han så og rakte hende brevet, så hun selv kunne læse. Undervejs sørgede han for at komme af sted med at stryge sine fingerspidser næsten tilfældigt langs hendes hånd, som hun tog imod brevet.

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh følte sig udfordret af hans nærhed, men forholdt sig stadig i ro. Hun havde lært lektien fra deres første møde, og selvom han gang på gang pirrede hendes selvbeherskelse og med foruroligende lethed trådte igennem hendes facade, så holdt hun stædig ved at opføre sig sømmeligt. I hendes mundvige krusede et lille nervøs smil, der afslørede hendes nervøsitet ved ham, men det havde hun for længst opgivet at lægge skjul på. Hun var egentlig ikke bange for at få sit hjerte knust – det krævede følelser for hinanden for at kunne lade sig gøre, men det var ved at gå op for hende, at der var visse ægteskabelige pligter, som hun ikke kunne undslå sig, og det skræmte hende pludselig. Særligt som han stod der næsten afklædt blev hun mindet om det, og hans nærhed lod varmen fra ham strejfe hendes kølige hud, som havde han rent faktisk rørt ved hende. Det var overvældende. Hun var snart hans, men var blev han nogensinde hendes?

Hun rømmede sig og nikkede sin accept. Hun så på ham og håbede på et uddybende svar. Hendes øjne udstrålede mild bevågenhed. Hun var på vagt lige nu. ”Så snart?” svarede hun. Det var mere en konstatering end et spørgsmål. ”Men der er så mange ting, der skal på plads…!” Hun tog imod brevet og kom til sin irritation til at ryste på hånden, da han rørte ved hende. Hun læste det igennem hele to gange for at samle sig. Hun kunne forstå, at mange ting allerede var på plads. Tidsplanen var realistisk. Men hun kunne ikke koncentrere sig. ”Bær over med mig, Jonthair,” sagde hun ærligt, næsten med en hvisken, men kunne ikke få sig selv til at uddybe det. Hun var overbevidst om, at han vidste præcist, hvad hun mente. Hun var blevet oprørt at kontakten mellem dem og hele situationen. Det var meget intimt, ja, der var noget meget fysisk bindende i deres kemi. Det vækkede en panik i hende. Hun kunne kun håbe, at han misforstod det som nervøsitet forud for brylluppet i mere bred forstand.

[Jonthair af Macay]

Den bemærkning kunne hun åbenbart ikke tage uden at reagere på den og han smilede en lille smule, mens hun forsøgte at affinde sig med situationen. Hun var nu egentlig ganske sød, når hun sådan var ude af sit element. Det, at han kunne sende hende derud, gav ham en følelse af magt, som han godt kunne lide og som han glædede sig til at udforske dybere. Han gik et lille trin tættere på, så afstanden mellem dem, nu rent faktisk var upassende, og så tog han hendes hænder i sine og gav dem et roligt klem. "Når De opfører Dem som nu, så vil jeg altid bære over med Dem," svarede han sandfærdigt og hans smil var beroligende dog med en kant af noget udfordrende under. "Jeg kan næsten fornemme Deres nervøsitet inden i mig selv," kommenterede han så i en dyb stemme, mens den fulde effekt af hans blik blev frigjort, fordi hans fulde fokus lå på hende. Han ønskede at tage det hele til sig, så han kunne analysere på det senere.

[Kayleigh af Linshart]

Hele situationen havde udviklet sig hurtigere og noget anderledes, end Kayleigh havde forestillet sig. Jonthair forstod tydeligvis at befinde sig i grænselandet mellem, hvad der sømmede sig og ikke gjorde, og det gjorde hende hele tiden i tvivl om, hvordan hun skulle reagere. Hun ønskede ikke at vække hans vrede, men alligevel var hun bevidst om, at han hele tiden udfordrede hendes. Han afsøgte, hvem hun var, og hun holdt igen hver gang. Det var hun sikker på, at han vidste, allerede efter så kort et bekendtskab. Det skabte et væld af modstridende følelser i hende. Det gjorde hende bange for ham, men også bange for sig selv. Hun mærkede en side vågne, som hun ikke var opdraget til at være. Mest af alt var hun væltet af, at det også gjorde ham tiltrækkende. Noget ved ham trak i hende, selvom hun gjorde alt for at benægte det. Når de var alene, så føltes det som om alle grænser smeltede bort, og hun havde slet ikke lyst til at give en anden så meget af sig selv.

Det gav et lille gip i hende, da han gik helt tæt på. Hendes hænder var anspændte, men hun lod ham gøre det. Hans klem havde den modsatte effekt. Hun følte sig anspændt, og hendes hjerte slog gentagne gange et slag over. Hun så ned i græsset, som gjaldt det hendes liv. Det gjaldt i hvert fald hendes sjæl. Hun trådte et lille skridt bagud for at skabe lidt luft mellem dem og vovede at se op igen. Hun smilede forsøgsvis, men det blev hurtigt afløst af et lille gisp af overraskelse. Hans ord borede sig lige gennem hende, og hans blik på hende var dødsstødet. Hun rystede på hænderne og måtte knytte dem for at skjule det, selvom det bare afslørede mere end godt var. ”Jeg…” forsøgte hun, men gik i stå. Den kontakt, der var mellem dem, var alt for meget. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” sagde hun magtesløs. ”Jeg kan ikke..” Hun blev varm i kinderne og følte sig svimmel.

[Jonthair af Macay]

Hun virkede næsten til at kunne knække midt over, hvad øjeblik det skulle være og netop derfor trængte han sig ikke længere ind på hende. Han lod hende trække sig det enkelte skridt tilbage, men vedblev at holde ved hendes hænder, som hun dog havde knyttet og forsøgte at forhindre, der rystede. Hans blik blev gradvist mindre intenst, som han mente at have læst, alt hvad der var at læse i situationen og til sidst smilede han blot et lille smil, mens han lagde hovedet en smule på sned og så på hende.

"Jeg forstår," sagde han bare. Intet andet. Han behøvede ikke at udbrede sig om, hvordan hun havde det. Det vidste hun allerede selv. I stedet gav han hendes hænder et lille klem mere, inden han lod hende trække dem til sig igen. "Men må jeg foreslå, at vi øver os lidt inden brylluppet?" Stemmen var stadig lavmælt og forstående - næsten fortrolig, da han fortsatte. "Det bliver kun sværere for Dem, hvis De ikke har vænnet Dem til det, inden De skal flytte ind hos mig." 'Der kan man ikke gemme sig hjemme hos far.'

[Kayleigh af Linshart]

Der var ikke rigtigt noget godt svar til det spørgsmål. Det føltes som en fælde på en eller anden måde, men uden at Kayleigh helt kunne retfærdiggøre den følelser. Hun trak vejret ind og ud nogle lange sekunder, men fandt en smule ro ved det. Hun foldede hænderne foran sig, da han brød kontakten og fik det allerede bedre. Den fysiske kontakt slog gnister mellem dem, og det var hun ikke klar til. Hendes blik blev på hendes hænder, men hun vovede at se op, da hun svarede, lettet over, at intensiteten var mildnet af. Jonthairs blik borede sig ikke igennem hende denne gang. Det var næsten som om, han havde forstået, at hun var tilstrækkeligt presset. Det gav hende noget at tænke over. Var det hensyn eller noget farligere?

”Jeg forstår,” gentog hun hans ord, men med en anden mening. Tvivlen nagede hende, men hun følte, at hun skyldte et svar på stedet givet hans venlighed overfor hende. Hun vidste godt, at han havde presset hende og helt bevidst udfordret hende, men hun følte sig alligevel lettet over, at han også forstod at stoppe op igen. Ellers havde han skubbet hende ud, hvor hun ikke vidste, hvordan hun ville reagere, og det ville have skræmt hende. Det ville hun havde været nødt til at fortælle sin fader. Det var højst uønsket, nok for alle parter. Men hvad så, når de var gift? Det var hun nødt til at blive bedre forberedt på. Det havde han helt ret i. Hun nikkede. ”Ja,” sagde hun endelig. ”Det er et venligt forslag. Det vil jeg gerne have.” Hun følte et øjeblik et snert af den fortrolighed, som han serverede for hende, nå ind under sit forsvar.

[Jonthair af Macay]

Han smilede skævt, da hun gentog hans ord og en lille underholdt lyd undslap ham, mens han dog respekterede, at hun havde behov for at tænke hans forslag igennem. Han var nu ret sikker på, at hun ville sige ja. Det var et logisk forslag. Og selv hvis hun sagde nej, så ville det bare betyde betydeligt mere sjov til ham, når hun endelig var under hans tag.

Hun endte dog med at sige ja og han nikkede let for sig selv, inden han fandt hende med sit blik igen og smilede let. "Har jeg ret, når jeg antager, at De har det sværest, når jeg er tæt på Dem? Det er De vist ikke ligefrem vant til?"

[Kayleigh af Linshart]

Kayleigh følte sig forlegen over hans direkte spørgsmål. Hun skævede mod sine hænder, men fandt ikke ligefrem svar der, og tvang sig selv til at se op på ham. Hendes blik var klart, meget ærligt, men ikke uden frygtsom omtanke. ”De har vurderet korrekt…” Hun var en ærbar kvinde, men alligevel fik sandheden hende til at skamme sig. Det var ikke en samtale, hun nogensinde havde ført med en mand. Nu stod hun her med sin kommende ægtemand, og grænserne var umulige af definere.

”Jeg er ikke opdraget til at omgås mænd, slet ikke alene,” sagde hun forsigtigt. Hun undlod at omtale sin tidligere forlovelse, men tænkte nu nok, at Jonthair var udmærket klar over dette spøgelse fra hendes fortid. Men hun havde aldrig været alene med ham på denne måde, og han havde slet ikke evnet at komme under huden på hende som nu, selvom hun havde… elsket ham. Hun følte sig beklemt. Hun elskede ikke Jonthair. Der var noget andet på spil, som tiltrak og forskrækkede hende. Hun forstod ikke helt den kontakt, der så nemt opstod mellem dem, når han var tæt på. Hun vidste ikke, om hun kunne lide den eller ej.

”Når De er tæt på mig, så mister jeg fornemmelsen af verden omkring os. Jeg mærker Deres blik hele vejen igennem mig. Det skræmmer mig. Jeg forstår det ikke. Jeg betragter mig selv som en ærbar kvinde. Jeg ønsker ikke at bringe mig selv, Dem eller min familie i forlegenhed.” Hun bed sig i læben. Det var frygtindgydende at servere sådan en ærlighed nu.