Fra en skyfri himmel

[Horik Vilterskæg]

Daniella Stjernestøv

Selv nordpå viste solen sig ind i mellem og nogle dage vandt den ligefrem så meget igennem, at man kunne snyde sig selv til at tro man var langt længere sydpå - i hvert fald for en kort stund. Det var netop en af de dage og for en ældre mand, der længe havde kunnet mærke leddene knage, var solens varme en velkommen luksus.

Han havde sat sig på en stenbænk, halvt skjult bag et bed, med høje, ranglede stængler, prydet med et væld af velduftende blomster i forskellige lilla og rosa nuancer. For blot et par måneder siden, havde det være syrenerne der dominerede luften med deres duft, men nu havde høstfloksens blomster overtaget og han tog en dyb indånding med tydeligt velbehag. De rynkede fingre hvilede på toppen af den blankslidte stok og et udtryk af næsten ophøjet ro, lå på det vejrbidte ansigt mens de stadig årvågne øjne gled roligt ud over haven, uden at søge noget bestemt.

[Daniella Stjernestøv]

Daniella blev aldrig træt af at gå gennem haverne her i og omkring klostrene. Det var så fredfyldt og dejligt og hun var i det hele taget faldet rigtigt godt til i Gudernes By. Alting var så rart og trygt, men hun mistænkte dog Arram for at være grunden mere end stedet. Aldrig i sit liv havde hun været gladere, end hun var lige nu og derfor smilede hun også bare stort, da hun pludselig så et velkendt ansigt. "Goddag, Mester Horik. Dejligt vejr ikke sandt?" Hun smilede stadig, da hun satte sig ned ved siden af ham.

[Horik Vilterskæg]

Der var med jævne mellemrum lyden af skridt på stierne, uden at det fik den ældre mand til at reagere synderligt, men en lys stemme der blandede sig med biernes summen og fuglenes kvidre, fik det i forvejen rynkede ansigt til at trække sig sammen i et varmt smil der et øjeblik næsten skjulte de blå øjne i kragetæer "Daniella, søde pige, du har så ualmindeligt meget ret." han løftede den ene hånd fra stokken og gav hendes arm et lille klem, før han løftede ansigtet mod solen med sammenknebne øjne "Hendes varme stråler er balsam på en værkende krop."

[Daniella Stjernestøv]

Hun kunne ikke lade være med at smile til ham. Han var så ualmindeligt sød og rar og hun havde kunnet lide ham fra den allerførste gang, hun mødte ham. Det var ikke mange mennesker, man mødte, der ikke havde et eneste ondt ben i kroppen, men Horik var ét af dem. "Jeg er sikker på, der er en helbreder i byen her, som kan lave en balsam til dig, som kan lindre de værkende led?" Hun smilede sødt, men havde ærligt talt lidt svært ved at sætte sig ind i, hvordan det var at være lige så gammel som manden foran hende.

[Horik Vilterskæg]

Han klukkede muntert og gav hendes arm endnu et lille klap "Der er skam adskillige, men ingen af dem kan gøre hvad solen kan." hånden vendte tilbage til sin oprindelige plads, ovenpå den anden på stokken, men det varme blik hvilede stadig på hende "Er du faldet godt til, min pige? Føler du dig godt tilrette heroppe i bjergene, eller savner du varmen sydpå?"

[Daniella Stjernestøv]

Hun havde ærligt talt lidt svært ved at se, hvordan der ikke kunne være en magisk balsam stærk nok til at gøre noget ved værkende knogler. Måske var der bare ikke nogen, som havde forsket nok i det endnu?

Hun lod det dog ligge, da han skiftede emne og smilede bare lidt til ham. "Varmen er vist også det eneste, jeg savner lidt," svarede hun med et smil og så ud over haverne. "Men menneskene heroppe er så rare og venlige, at jeg godt kan klare en smule kulde i bytte."

[Horik Vilterskæg]

Han smilede igen, eller snarere var smilet aldrig forsvundet siden hun dukkede op og gjorde ham selskab "Bare vent, min pige. Når vi når til vinter vil du være glad for at have en varmblodet mand som Arram til at holde dig varm." han lænede sig bare lidt til siden, så hans skulder stødte mod hendes og klukkede over sin egen morsomhed med et blik der spillede af varme "Vi andre må nøjes med varme sten, selvom det dog slet, slet ikke er at kimse ad heller." han sukkede veltilpas og strakte benene under den slidte kåbe, hvorved han afslørede, at have listet fødderne ud af tøflerne. Storetåen på den ene fod tittede ud af et hul i sokken, men han lod ikke til at ænse det.

[Daniella Stjernestøv]

Hun blev helt rød i kinderne af den drillende tone og overvejede, om han mon vidste, at hun og Arram havde taget deres forhold til det næste trin. Hun slog det dog hurtigt hen igen. De boede trods alt på det samme værelse, så det var vel ikke så svært at gætte. Hun vidste dog stadig ikke, hvordan hun skulle reagere på det og hun endte med at sidde med sammenpressede læber, for ikke at komme til at sige noget dumt. Og Horik kunne hun slet ikke se på lige nu, selvom hun selvfølgelig godt vidste, at han på ingen måde havde ment det som noget dårligt.

[Horik Vilterskæg]

Den ældre troldmand var ikke mere distræt end at han hurtigt opfattede hvor beklemt spøgen havde gjort Daniella og med endnu en kluklatter, løftede han den ene arm, lagde den familiært omkring hendes spinkle skuldre og gav hende et varmt klem "Åh, du søde pige. Ignorer en gammel tåbe som jeg, der tøfler rundt i spinaten." hans blik spillede varmt mens han klappede hendes overarm "Du er god for ham.. jeg har ikke set ham som nu før.." de lyse øjne granskede hende "Og lur mig om ikke jeg tror det gode virker begge veje."

[Daniella Stjernestøv]

Hun kunne ikke lade være med at smile forlegent af hans lille morsomhed. Mest fordi hun ikke kunne lade være med at forestille sig Horik i et bed med spinat og i tøfler. Hun var dog stadig ret mundlam, men hans næste ord fik hende til at blive rød i kinderne igen. Dog denne gang af en helt anden grund og det løsnede hendes tunge nok til at hun kunne sige noget. "Mener du virkelig det?" Hendes stemme var lidt spinkel nu og øjnene var måske en smule blanke. Mest fordi hun fra tid til anden stadig var ked af, at han var nødt til at tage så mange hensyn til hende.

[Horik Vilterskæg]

Han nikkede og mødte hendes blik da hun løftede hovedet "Det gør jeg så sandelig. Jeg har kendt ham I en del år efterhånden, men jeg har aldrig oplevet ham tale om nogen som han taler om dig." han havde stadig ikke trukket armen til dig og gav hendes skuldre endnu et forsikrende klem "Det var på tide der var en der kunne trække ham lidt ned fra de skyer han ellers går rundt med næsen i." fortsatte han muntert.

[Daniella Stjernestøv]

Hun smilede igen i en blanding af noget lykkeligt og noget forlegent og blinkede lidt ekstra for at få det blanke væk. Hun blev overraskende meget påvirket af den ældre mands ord og hun lænede sig lidt ind mod ham. "Han gør også mig rigtigt glad," sagde hun så stille og smilede igen. Horik var lidt den type mand, som man følte, man kunne sige det meste til. "Jeg har aldrig mødt nogen helt som Arram."

[Horik Vilterskæg]

Horik klappede hendes overarm igen, uden for alvor at tænke over, at hun lænede sig ind til ham. Det virkede for ham ganske naturligt og hendes ord fik det varme smil på hans læber til at vokse, så det hvide skæg sitrede svagt "Han er også noget helt for sig selv, den dreng. Ganske unik." han klukkede lidt igen og rystede på hovedet "Måske jeg synes så godt om ham, fordi han minder mig om mig selv da jeg var ung. Ak ja.. tiden flyver og jeg er vist blevet for gumpetung til at følge med længere." mere klukken.

[Daniella Stjernestøv]

Hun smilede lidt igen og nikkede - komplet enig i de ting, Horik sagde om Arram. "Ja, han er," svarede hun og rettede sig op igen med endnu et smil - denne gang dog lidt mere forsigtigt. "Mester Horik? Må.. Må jeg stille dig et personligt spørgsmål?" Hun ventede et kort øjeblik på hans bekræftelse og fortsatte så i en lidt usikker tone. "Hvorfor er du egentlig aldrig blevet gift? Jeg mener.. Jeg kender ingen, der er lige så sød, som du er.. Hvordan kan du have undgået at dreje et hoved eller to i dine unge dage?"

[Horik Vilterskæg]

Uden tøven brummede han bekræftende som svar på hendes spørgsmål, og vendte ansigtet mod hende med et nysgerrigt blik "Alle dem du vil, min ven." han havde ikke meget at skjule, men selvom hans smil ikke formindskedes, fik hendes spørgsmål alligevel rynkerne på hans pande til at blive en smule dybere "Hmm.." begyndte han og de blå øjne spillede skælmsk, selvom der var alvor bag det drilske "Det er vist den pæneste kompliment jeg har fået i årevis." hendes skuldre fik endnu et klem "Hvis du havde krydset min vej for fyrre år siden, så ville jeg have overvejet det alvorligt, men.." han tog en dyb indånding "Måske dukkede den rigtige bare aldrig op. " han rynkede panden lidt mere og et langt øjeblik virkede han til at være væk i sine egne tanker. Så rettede han sig lidt op og så igen smilende på hende "Eller måske var jeg kræsen og forpassede mine chancer." det var ikke reelt set et svar, ikke et uddybet et af slagsen i hvert fald, men heller ikke hverken usandt eller afvisende.