Du må da have en idé!

[James af Perlegab]

Adrian af Dunlath

30. april, 527 M.T.

Han havde desværre ikke haft tid til at opsøge Adrian før nu. Han havde skændtes så det bragede med sine forældre, da først Amelia og hendes forældre var taget hjem og hans far havde udvist en sjælden form for rygrad og låst ham inde på hans værelse, indtil han var faldet ned. Hvad der lige kom over dem i denne sag, fattede han ikke. De plejede da at være fint tilfredse med at lade ham gøre, som han selv ønskede! Hvorfor var det lige nu, at de skulle lave om på det?

Han ankom til Dunlath's hus og lod sig melde. Armene havde han krydset i en irriteret gestus, mens han ventede i forhallen på, at Adrian kom for at hente ham op på sit værelse.

[Adrian af Dunlath]

Det var skønt at være hjemme igen. Adrian havde savnet en ordentlig seng omgivet af ordentlige vægge. Han var på ingen måde så rejselysten som sin storebror og foretrak bestemt at være i Corus frem for at rejse fra len til len.
Han sad og stirrede på en bog, som han skulle læse i forbindelse med sine studier, da en tjener meldte James’ ankomst. Lykkelig for distraktionen sprang han op og smed bogen til side for at forlade værelset og komme ned for at tage imod kammeraten. ”Jamie! Længe siden,” hilste han smilende, men løftede et øjenbryn da han først opdagede de korslagte arme. ”Er der noget i vejen?” Han viftede manden med sig, så de kunne sætte sig ind i en stue.

[James af Perlegab]

Han så op, da Adrian dukkede op og han nikkede let, uden helt at kunne hverken smile eller hilse venligt lige nu. Han fulgte også bare trop ind af døren til den stue, han blev vist ind i, nu med hænderne ned langs siden og hårdt knyttede. Da han trådte ind over dørtærsklen, gled lidt af kontrollen dog af ham og han sparkede irriteret til et bordben på sin vej. "Jeg skal åbenbart giftes!" Ordene var præcis så irriterede og vrede, som han følte sig.

[Adrian af Dunlath]

Det var åbenlyst, at Jamie var i dårligt humør, så Adrian sagde ikke mere i første omgang. Da de kom ind i stuen, slog han sig ned i en stol og sendte en tjenestepige af sted efter noget vin til dem. Noget kunne tyde på, at Jamie havde brug for det. ”Hov, hov, nu skal du ikke gøre min mor ked af det ved at ødelægge vores møbler,” bemærkede han med et skævt smil, da kammeraten forsøgte at få sine frustrationer ud. Da først manden fortalte, hvad al den vrede skyldtes, skar han en grimasse. ”Så du er også ved at blive lænket?” Han lænede sig tilbage i stolen og klappede med en hånd på sofaen. ”Sæt dig og fortæl mig så hvad der skete.”

[James af Perlegab]

Han himlede lidt med øjnene, men satte sig, da Adrian bad ham om det. "Hvad mener du med også?" Stemmen var stadig lavmælt og irriteret. Han pustede irriteret ud og holdt så mund, mens tjenestepigen kom tilbage med vin og to glas. Han lod hende fylde sit, mens han interesseret lod blikket glide ned af hendes skikkelse. Køn lille størrelse, det var helt sikkert. Da hun forføjede sig, lænede han sig derefter lidt til siden og irritationen var pludselig væk en tid. "Kan du ikke vise mig, hvor hun sover?" Han pegede efter tjenestepigen med en tommelfinger over skulderen og et skævt smil og et glimt i øjet.

[Adrian af Dunlath]

Han skænkede vin op til dem, imens Jamie kiggede efter pigen. ”Og her troede jeg, du kom forbi for at se mig,” drillede han med et skævt smil, da de atter var alene i stuen. ”Desuden tror jeg, det vil være en dum ide. Rupert er hjemme.” Adrian kunne knapt nok selv slippe af sted med noget her, så storebroderen ville næppe være glad for, at en gæst rendte rundt efter tjenestepigerne. ”Men hun bliver tit sendt ned på markedet.” Han kunne jo snuppe hende der. ”Vi er tilsyneladende begge to blevet forlovet,” svarede han så endelig med et skuldertræk og drak en ordentlig slurk af sit glas ved tanken.

[James af Perlegab]

Jamie brummede irriteret. Han vidste udmærket godt, at Rupert ikke var en mand, man ville fanges af, mens man rendte rundt efter hans tjenestefolk. "Hvad tid plejer hun at blive sendt derned?" spurgte han så i stedet og tog imod sit glas og nippede til det.

Sekundet efter, var han glad for, at han havde taget en slurk at styrke sig på. For han var ikke klar på den information, han pludselig blev fremstillet for. "Hvad? Skal du giftes? Hvorfor i alverden skal du det? Du er jo ikke arving?" Han så underligt på ham. Han havde da vel ikke forelsket sig, tumpen?

[Adrian af Dunlath]

Han måtte kort ransage hukommelsen. For det meste gik han jo ikke meget op i, hvad tjenestefolkene foretog sig. ”Tidligt på formiddagen, tror jeg.” I det mindste var Jamie fornuftig nok til ikke at udfordre skæbnen ved at forsøge sig her i huset.
De mange efterfølgende spørgsmål fremkaldte en grimasse, før han sukkede opgivende. ”Jeg kom til at gå efter en komtesse, der er både naiv og stædig. Dårlig kombination.” Men ved alle guder, hvor var hun bedårende. ”Før jeg nåede at opdage det, havde hun talt med sin mor og sendt brev af sted til min far. Han tog selvfølgelig imod tilbuddet med kyshånd.” Det var jo ikke fordi, at Adrian var let at få afsat, så når en komtesse decideret meldte sig frivilligt, havde far ikke tænkt sig at sige nej.

[James af Perlegab]

Han skrev sig tidspunktet bag øret og besluttede, at han ville se, om ikke hun var modtagelig for lidt mandligt selskab.

Adrian's forklaring fik ham dog til at ryste på hovedet. "Jeg har jo sagt, at uanset hvor fristende det er, så skal man lade være med at få efter de uskyldige komtesser. Tag de borgerlige i stedet, hvis du absolut skal have én, som rødmer i kinderne." Dem havde Adrian altid haft en svaghed for. Det havde Jamie sådan set også selv, når alt kom til alt.

[Adrian af Dunlath]

Han sukkede tungt, da Jamie straks belærte ham. Han vidste jo godt, at manden havde ret. ”Det var heller ikke planen! Hun sad bare og var så forbandet nuttet! Jeg kunne ikke lade være ...” Han tømte sit glas og skænkede op til sig selv igen. ”Jeg lagde aldrig skjul på min modvilje omkring ægteskab, men ja, hun valgte vist at ignorere den del.” Han rystede lidt på hovedet for sig selv. Han havde kun sig selv at takke for det her. ”Siden du ikke var med på rundrejsen, kan jeg dog regne ud, at din situation ikke er som min. Var det politisk?” spurgte han så. Jamie var arving, så forældrene havde sikkert arrangeret noget hen over hans hoved. Det skete jo tit.

[James af Perlegab]

Jamie rystede igen lidt på hovedet af kammeraten, som selv havde bragt sig i den situation. Han skulle lige til at spørge ham ud om hende, da han selv blev spurgt og irritationen fandt tilbage. "Ja, gu var det politisk! De har vidst det i over en måned uden at fortælle mig om det!" Vreden var fremme igen og han tømte sit glas. "De fortalte mig det først i forgårs og udelukkende, så jeg vidste, hvad det handlede om, da jeg skulle møde hende igår."

[Adrian af Dunlath]

Han så lettere chokeret ud ved Jamies forklaring. ”En hel måned?” gentog han forundret. ”De har virkelig ikke ville give dig nogen chance for at undslippe, hva?” Nu vidste han jo også godt, hvordan Jamie havde det med ægteskaber, så det var måske ikke underligt, at forældrene bestemte sig for at snigløbe ham. ”Urimeligt.” Han ville selv være blevet godt arrig over sådan en situation. Især når der var tale om en eller anden ukendt kvinde. ”Så du mødte hende? Var det slemt?” Han skænkede straks op i kammeratens tomme glas.

[James af Perlegab]

Han nikkede med følelse og tog imod glasset igen. "Ja, du kan bide spids på, at det er urimeligt!" Han drak lidt mere og rystede så på hovedet. "Altså hun er da køn nok og sådan, men hun er mere selvglad end Hertugen af Stenbjerg og ikke spor klogere end alle de andre hjernetomme gæs, vi altid har rendt rundt mellem." Han viftede irriteret med hånden og drak lidt mere.

[Adrian af Dunlath]

Beskrivelsen af pigen fik ham til at smile, før han drillende bemærkede: ”Siden hvornår har det gjort dig noget, at en kvinde er tomhjernet?” Det var ikke et problem, som han havde hørt Jamie nævne før. Han drak lidt, før han så sukkede. ”Men ja, det lyder vel ikke så tiltalende med den selvglade del.” Han havde ikke noget imod en selvsikker kvinde, men der var forskel på at være selvsikker og så bare at være opblæst. ”Så hvem er hun?”

[James af Perlegab]

"Årh, pfft!" Han lavede en højlydt pruttelyd, men smilede alligevel lidt bagefter. "Det gør ingenting, hvis det er for en lille uge på sengekanten, men hvis jeg skal leve med hende resten af mit liv, så ville jeg foretrække, at det var noget mellem ørerne og man ikke bliver dummere af at være i stue med hende." Han nåede at blive lidt irriteret igen, men drak så endnu en mundfuld for at få det til at gå væk. "Det er Amelia af Disart. En kusine til grevinden? Hun var med på rundrejsen?" Han løftede et øjenbryn for at se, om Adrian vidste, hvem hun var.