Løfter bliver indfriet

[Mikal af Danne]

Han rystede på hovedet af hende med et lille smil, uden at hun kunne se det for sine lukkede øjne. ”Vi kan tage hjem til mig, hvis du foretrækker det? Så kan du måske sove lidt og så kan vi lave et eller andet bagefter?” Han var ret overrasket over hende. Det ene øjeblik trak hun sig væk og det næste kastede hun sig i armene på ham. Kvinder…

[Mabelle af Danne]

Hun så ikke op på ham, men lod ham blot bære sig afsted og hen mod vognen. Hun vidste, at det ville blive set ilde på, hvis hun kom for tidligt hjem. Med mindre hun havde fået det dårligt. Og selv da, var hun ret sikker på, at hendes fader ville blive en smule små irriteret på hende. ”H-hjem til dig?” Hendes stemme dirrede af nervøsitet. Hun burde sig nej. Et højt og rungende nej. Men det var ikke det svar, som kom ud af hendes mund. ”Er det der, hvor vi skal bo?”

[Mikal af Danne]

”Det er det, ja,” svarede han roligt og lod hende hænge op af ham, som hun havde lyst til. De kom hen til vognen og han fik hende bakset ind, så de kom til at sidde ved siden af hinanden. Forinden havde han dog givet kusken sin egen adresse i stedet for hendes. Han lagde armen om hende igen, men tog hende ikke på skødet denne gang. ”Nu må du ikke besvime for mig igen, vel?” drillede han let.

[Mabelle af Danne]

Et svagt smil gled over hendes læber. Selvom tanken om at bo sammen med andre end sine forældre skræmte hende, så var hun glad for, at det var Mikal. Hun vidste ikke hvorfor, men hun blev en anelse skuffet, da hun skulle sidde på sædet selv. Og ikke hos ham. Men hun havde måske håbet på for meget. I det mindste lagde han armen omkring hende. Hun overhørte hans drillende stemme. ”Jeg er træt, ikke chokeret,” svarede hun og forsøgte at krybe tættere på ham. Hun var blevet så vant til at have hans arme omkring hendes skikkelse, når han var i nærheden. Sådan havde det jo næsten været hele tiden, siden han havde taget hende med ud på altanen.

[Mikal af Danne]

Hun virkede ærligt talt mest, som om hun ønskede at sidde på skødet af ham igen og han var lige ved at ryste på hovedet nok engang. Måske havde hans charme-offensiv været for voldsom, for hun var næsten for afhængig af ham allerede. Det tog han dog roligt for nu og rakte op, så han kunne nusse hende lidt på kinden. ”Hvis du gerne op på skødet af mig igen, så skal du bare spørge.”

[Mabelle af Danne]

Hun rødmede over hans ord og rystede så på hovedet. ”N-nej…” Sagde hun og rettede sig lidt op, i et forsøg på at undslippe følelsen af ham så tæt på. ”Jeg sidder helt fint,” hun bed sig i underlæben og rettede hurtigt blikket ned på sine sammenfoldede hænder. Vognen skrumlede derud af, og en gang imellem så meget, at hun blev skubbet ind mod ham. Når det skete, løftede hun flygtigt blikket og så op på ham, inden hun hurtigt så væk igen.

[Mikal af Danne]

Han smilede vidende, men sagde ikke noget, da hun bestemt satte sig imod, at hun havde tænkt i den slags tanker. Da hun rettede sig op, lod han armen falde ned, så hans hånd bare lå om hendes liv i stedet for om hendes skuldre og sådan sad de i stilhed næsten hele vejen hjem til ham. Her fik han hende op i sine arme og gik roligt ind i det hus, som var hans. Det var langt fra så stort, som hun var vant til. Han var jo bare sig selv og på ingen måde lige så prominent som ambassadøren, men det var pænt og velholdt og han kunne godt lide det.

[Mabelle af Danne]

Hun følte sig underlig til mode over den stilhed, som hvilede mellem dem. Det føltes som om, at der blev tænkt en masse, men ikke sagt noget som helst. Mindst af hende. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige til Mikal. Da han løftede hende ud af vognen, lagde hun sine arme omkring hans hals, og hovedet mod hans skulder, mens hun lukkede af for, at folk kunne se hendes ansigt. Det tiltrak altid for meget opmærksomhed, når hun blev båret rundt på denne måde. Hun sneg sig dog til at se på hans hus. Det var ikke så stort som forventet, men bestemt ikke mindre nydeligt af den grund. Hun tænkte på, at hun skulle bo her. At det en dag ville blive hendes hjem. Og at hun ikke kunne skænke ham det, som en hustru skulle skænke sin mand. Børn.

[Mikal af Danne]

Ind kom de, men han satte hende ikke ned i stuen, som hun måske havde forventet. I stedet tog han hende med ovenpå og ind på det, som fungerede som gæsteværelse, når han en sjælden gang imellem havde gæster. Herinde stod der en stor seng, hvor de sagtens kunne ligge begge to. For han havde besluttet, at når nu hun ville sove, så ville han altså gøre det samme. Det havde været anstrengende at bære rundt på hende hele dagen og han havde også udmattet sig ved at bruge sin Gave på hende.

[Mabelle af Danne]

Hun havde lukket øjnene halvt i, da de gik ind ad døren. Hun skulle vænne sig til at gå fra det skarpe lys og så ind til det halvmørke hus. Da hun havde vænnet sine øjne til mørket, kiggede hun op på Mikal, mens han bar hende oven på. Hun lagde ikke mærke til, hvor de var. Hendes fokus lå på ham. Hun blev lagt ned på en seng, og et svagt suk forlod hendes læber, mens hun lukkede øjnene. Hun mærkede ham komme op i sengen også. Det var ikke første gang. Hun sagde ikke noget, men gjorde det, som hun havde følt som et instinkt hele dagen; hun trykkede sig ind til ham.

[Mikal af Danne]

Han åbnede sine arme og lod hende om at kravle ind til ham, inden han lukkede dem om hende igen. Det havde været en dag, som han absolut ikke havde forventet og han ville skulle bruge en masse tid på at analysere det hele senere. Når han var alene og ikke var så træt. Lige nu lod han dog øjnene falde i og så håbede han på, at de ikke ville sove mere end en times tid. Måske var det at håbe på for meget.

*Tråd afsluttet*