Det bar' en lille melodi

[Jacob Syvspring]

Gallaneren Mateo
Jacob, som havde fået tøjret Elisabeth uden for og havde fået pakket sine få ting ud på sit værelse, kom nu ned ad trappen. Han kiggede sig rundt i krostuen og fandt sig et behageligt sted tæt ved pejsen. Efter en stormende dag skulle det gøre godt med lidt varme og et krus øl. Han lagde sin violin på bordet og kaldte så Kropigen Olivia ned. Hos hende bestilte han en god kande øl, og der gik ikke længe før han kunne tage den første slurk.

Da den værste tørst var slukket, fandt han sin violin frem for at spille på den. De første toner lød rædderlige, men langsomt som han fik violinen stemt blev tonerne bedre og den skønneste musik spredte sig i kroen. Nogle nynne med andre faldt smilende hen ved lyden. oppe bag krodisken vippede Kropigen let fra side til side, mens forskellige drikkelse blev langet over baren. Det var bestemt en hyggelig stemning, der spredtes.

[Gallaneren Mateo]

Mateo havde været ude på et job sidste nat, som havde trukket ud til langt hen på morgenen. Derfor havde han brugt det meste af dagen på at sove og nu sad han og sumpede lidt i en bås ikke så langt fra pejsen. Det var ikke rigtigt tiden til morgenmad, så han havde fået skænket en tallerkenfuld af den gryderet, der havde simret over ilden et par timer og han stak netop nu et stykke mørt kanin ind i munden og tyggede nydende. Maden var bestemt tiltrængt.

Han skuttede sig lidt over de invasive toner, der pludselig ødelagde hans ro og han så irriteret over på manden i nærheden et kort nu, men tonerne blev næsten omgående bedre og da han rigtigt kom igang, så faldt skuldrene igen. Han mærkede roen indfinde sig igen og han spiste lidt mere, mens han tænkte tilbage på en varm sommerdag, hvad han og Valina havde gået tur i højlandet.

[Jacob Syvspring]

Jacob spillede lystigt op, og selvom nogen ikke virkede helt tilfreds smilede han blot og ventede til at også de drømte sig smilende væk. Det var altid skønt at give folk denne form for afslapning. Jacob nød hvilken indvirkning hans musik havde på de lyttende.
Mens han sad og spillede, kiggede han ud over forsamlingen, for at se om han kunne finde inspiration til næste nummer.
Der sad nogen der virkede forelsket, men det virkede lidt kedelig mente Jacob, måske noget at danse til? Men han tvivlede på nogen faktisk ville danse her. Måske en ny glad vise?
Da sangen stoppede lagde han violinen for at tage lidt mere af sin øl "Arh" Det gjorde bestemt godt. han ned maven lidt og tog så en slurk mere.

[Gallaneren Mateo]

Mateo var blevet færdig med sin mad, da sangen ebbede ud og han sad netop selv og tog en slurk af sin øl, mens han så ud over krostuen, da han fik øjenkontakt med musikanten, som gjorde det samme. Han nikkede let og hævede sit krus til en skål, inden han tog en slurk mere. Ølskummet tørrede han væk med bagsiden af hånden, mens han så lidt mere indgående på manden. "Du er dygtig. Når man lige kommer over den kattejammer, du lavede til at starte med."

[Jacob Syvspring]

Jacob skålende smilende, tog en slurk og satte så kruset på bordet. Så kiggede han på sin violin og derpå tilbage på manden "Arh ja. Tilgive hende." Han klappede violinen som tegn på at det var den han omtalte som hende "Vi har været på farten de sidste par dage, det gør hende lidt slap. Det skulle være bedre nu. Noget du kunne ønske dig at høre?"
Jacob nød at lytte til hvad folk ønskede og derpå spille det. Det gjorde ofte folk lidt gladere, og somme tider gav det anledning til en spændende snak.

[Gallaneren Mateo]

Et lille smil faldt om hans læber og han trak godhjertet på skuldrene. Han kunne da godt tilgive den lille violin, eftersom det havde vist sig, at manden alligevel kunne spille så godt. "Du får et par kobberstykker, hvis du kan spille de Tre Viser om Fårehyrden," sagde han med et skævt smil. "Jeg har altid elsket den sang."

[Jacob Syvspring]

Jacob smilede over sangvalget, den havde han spillet mange gange før. "Det er sandelig også en god kending" Han rettede lidt på strengene og lagde så violinen mod hagen og begyndte at spille. Igen lød den skønneste musik og nu uden de første jammerlige toner. Jacob smilede imens og vippede foden i takt.

[Gallaneren Mateo]

Mateo rakte ned i sin pung og hev to kobberstykker frem, som han stak over til den unge mand, da de velkendte toner begyndte at spille. Han vippede tilfreds med foden i takt til musikken og så igen minderne fra dengang med Valina for sit indre øje. Smilet blev mere udtalt, som han sad og drak roligt til tonerne og følte sig godt tilpas.

[Jacob Syvspring]

Jacob spillede glædeligt og lagde mærke til at flere i kroen var begyndt at rokke med til musikken, enkelte sad endda og nynnede eller mumlede sangteksten. Han lagde de sidste toner an, og da visen var slut, tog han violinen fra hagen og kiggede over på manden, der havde betalt for sangen. "Jeg takker dig min gode mand. Fortæl mig nu. Hvordan står det til her omkring? Er her fred eller er der noget, der rører på sig?"
Det var altid rart lige at få et overblik over, hvordan det så ud, så han ud fra det kunne vurdere, hvor længe han kunne blive på samme sted. Han var ikke interesseret i at lande et sted fuld af stridigheder og uoverensstemmelser.

[Gallaneren Mateo]

Mateo lyttede roligt og var i dejligt humør, da han sænkede violinen igen. Spørgsmålet fik ham dog til at trække på skuldrene og han rystede let på hovedet. "Jeg er nok den forkerte at spørge. Jeg er selv ny i byen." Og han skulle ikke nyde noget af at få fingrene i klemme i alt det her. "Men fred er der ikke." Så meget kunne han vist godt tillade sig at sige.

[Jacob Syvspring]

Jacob kiggede forbløffende over på ham "Nå da? Hvad er der på færre?" Jacob hældte lidt mere øl i glasset og løftede kanden over mod Mateo "Et glas? Mester?" Han ville gerne kende navnet på manden han sad og snakkede med. både for at vide hvem han var, men det virkede også altid som en god sikkerhed at kende folk ved navn, hvis nu der skulle ske noget uventet.

[Gallaneren Mateo]

Han så tænksom på den fremmede, men nikkede så og kom over og satte sig i nærheden, så han kunne få genopfyldt sit krus. Han tog et drag af det og satte det så tilbage på bordet. "Man kalder mig Gallaneren," svarede han i en mørk stemme og så spørgende på den anden for også at få hans navn.

Og så besluttede han trods alt at fortælle lidt om, hvad det var, der foregik. "Der har været en udfordrer til tronen for over et halvt år siden. Hoffet er blevet delt imellem de, som holder med den siddende tyvekonge og de, som helst så ham død."

[Jacob Syvspring]

Jacob hilste ham velkommen da han kom tættere på "Jacob" Sagde han kort. Han havde ikke brugt for at sige mere. ikke til nogen han ikke kendte bedre. Han havde før oplevet folk der enten vidste for meget eller fik for meget ud af hans ord.
"Ja så. Hvem er tyvekongen nu da? er han en god mand eller så du ham helst død?" Jacob var sikker på at det var en spændende samtale de var på vej ind i og håbede på Galleren ville fortælle mere.

[Gallaneren Mateo]

Mateo sukkede lidt af sig selv. Han burde virkelig ikke tale om sådanne emner. Jacob kunne jo bare spørge en anden. Men musikken havde gjort ham i så godt humør, så han blev enig med sig selv om, at han godt kunne tale lidt om det. "Jeg arbejder for ham," var hans svar, men sagde intet om, om han mente, han var en god mand eller ej. Amos var den mand, som betalte bedst. Mateo kunne altid finde ud af, hvem der var den bedste mand bagefter. "Når han er tilstede, så sidder han på den tomme plads oppe ved det bord der," Han pegede op op højbordet med en tommelfinger.

[Jacob Syvspring]

Jacob kiggede i retningen af, hvor der blev peget "Nå han er sådan en type" Så kiggede han igen på Mateo. mon han kunne få mere ud af manden? "Så han er en god mand, siden du arbejder for ham? Eller var det mangel på bedre bud?"
Han havde flere gange i sin fortid oplevet folk arbejde for en mand, fordi der ikke bedre muligheder. Gad vide om denne tyvekonge var af den slags støbning?