Hvem sagde forpligtelser?

[Amelia af Perlegab]

Hun skulede atter mod ham på grund af hans absurde bemærkning. Den slags bad man ikke en kvinde om! Tsk, og han skulle forestille at være ridder. ”Så lad mig endelig høre Deres fantastiske plan,” snappede hun af ham og vandrede videre hen af stien. Der måtte findes en eller anden måde at sno sig ud af det her. ”Noget der ikke involvere, at en af os gør noget fuldstændig forrykt.”

[James af Perlegab]

Han skulede noget så eftertrykkeligt til hende, da hun bare vandrede væk. Magen til barnlighed skulle man lede længe efter. Han gik efter og da han nåede op på siden af hende, satte han sig ned på en bænk i nærheden. "Jeg har ikke haft tid til at tænke meget over det endnu. Men der må være en vej. Vi skal bare tænke os om." Han trak det ene ben op på bænken, så knæet strittede lige i vejret og så satte han albuen på knæet og gned sig i ansigtet med hånden. "Måske kunne vi forfalske et brev fra en hertug eller et eller andet.. Nej, det er åndssvagt.." Stemmen blev lavere og lavere, indtil han kun tænkte uden at se på hende.

[Amelia af Perlegab]

”Tænk De endelig løs,” fnøs hun og satte sig i den modsatte ende af bænken. Hun havde selv forsøgt at komme på en udvej, siden hun fik overdraget ’den glædelige’ nyhed. Det var ikke alverdens gode ideer, som hun havde fået. Hendes normale taktik – at græde og te sig – havde ikke virket, og så vidste hun ærligtalt ikke, hvad hun skulle stille op. Især ikke når hendes kusine bakkede op om forlovelsen. Hvis det modsatte havde været tilfældet, ville det være let at komme ud af det, men så heldig var hun selvfølgelig ikke. Hun kommenterede ikke på hans mumlende overvejelser - han indså jo selv, at det var dumt.

[James af Perlegab]

Hun satte sig ved siden af ham, men deltog hun? Næææh nej. Men hvad kunne man også forvente af en af de endeløse rækker af tomhjernede komtesser, der fandtes i dette land. Hans tanker drev til alle hjørner og kanter af dumme og vilde planer, men der var ingen strøg af genialitet. Måske Adrian ville have en idé? Det var en mulighed og manden var trods alt i byen igen nu efter rundrejsen. Han sukkede til sidst lidt. "Jeg vil fortsætte med at tænke over det. Men jeg synes ikke ligefrem, at De kommer med gode ideer?"

[Amelia af Perlegab]

Hun trak på skuldrene af anklagen. ”Jeg hørte om det for over en måned siden, så jeg har allerede prøvet at finde udveje for mig selv,” svarede hun roligt, før et lettere nedladende smil fandt vej over læberne. ”Desuden er det jo mandens ansvar at finde på løsninger, ikke sandt? Jeg er blot en håbløs lille komtesse – hvordan kan jeg dog på nogen måde hjælpe?” kvidrede hun og viftede med øjenvipperne. Det var jo sådan alle mænd så på kvinder. Bare en ejendom med tilhørende ægteskabsalliance. Men næ nej, hun havde ikke tænkt sig at gå ud af sin vej for at behage ham!

[James af Perlegab]

Han himlede lidt med øjnene af hende og rystede så på hovedet, da hun fortsatte. "De har ret. Jeg tror heller ikke, at De kan finde på noget." Det var den rene og skære sandhed og nu hvor hun selv havde udpeget den, så havde han intet problem med at give hende ret.

Da han var færdig med at tænke det hele igennem, så rejste han sig op og tilbød hende sin arm igen med en irriteret trækning om munden. "Skal vi gå ind igen, så I kan se at komme hjemad. Det kan ikke være godt, at de sidder sammen så længe derinde."

[Amelia af Perlegab]

Et forarget udbrud undslap hende, da han uden videre gav hende ret. Det var ikke meningen, at han bare skulle erklære sig enig! Hun blev siddende og sydede stilfærdigt for sig selv, imens han tænkte færdigt.
Hun tog surmulende hans arm, da han tilbød den og fulgte med tilbage mod huset. ”Det er vel sandt ...” Guderne måtte vide, hvad deres forældre sad og planlagde lige nu. Bryllupper, alliancer ... ”De er sikkert allerede i gang med at diskutere, hvor mange børnebørn de vil have.” Hun skar en grimasse ved tanken. Hun hadede tanken om, at de sad derinde og planlagde hele hendes liv.

[James af Perlegab]

Hendes kommentar fik et udbrud fra ham, som lød næsten som om, han fik det dårligt. Børn?? Og så med én, han ikke selv havde valgt? Det kunne de ikke finde på! Han ville te sig tosset, hvis han fandt ud af, at det rent faktisk var dét, der skete derinde. "Jeg skal ikke have børn foreløbigt," sagde han bare i en afgørende tone. Børn betød, at man ikke kunne få lov til at rejse til grænsen hele tiden.

[Amelia af Perlegab]

Hun skulede lidt over hans udbrud. Han burde føle sig heldig. Hendes børn ville blive de mest perfekte børn i hele Tortall! ”Jeg har bestemt heller ikke travlt.” Ikke med ham i hvert fald. Nej, hvis det nu havde været en anden ridder af bedre rang. Mænd som ridder Gavin og ridder Galeron ... selvom de selvfølgelig var optaget, så der var ikke meget at gøre der. Uh, eller en af hertugerne. Men de var også alle sammen taget ... hun sukkede letter tragisk ved tanken. Hvorfor forventede Iliane, at hun skulle stille sig tilfreds med en simpel baronarving, når kusinen selv – tilsyneladende – rendte rundt med grevesønner og hertuger? Det var ikke spor retfærdigt!

[James af Perlegab]

Han nikkede tilfreds. Dét var de i det mindste enige om. Han sagde ikke mere. Gik bare ind af havedørene igen og nåede lige at høre en summen af stemmer, der forstummede, som de hørte dem komme nærmere. Han klistrede det høflige smil på plads igen og så sig om. "Så.. Hvad er vi gået glip af?" Han håbede inderligt, at ordet 'børn' blev nævnt.

[Amelia af Perlegab]

Det krævede en del at lade være med at surmule og fremkalde et fint smil igen, før de trådte ind i stuen igen. Ironisk nok lignede de sikkert et fint par, som de stod her og smilede og legede glade. Uanset hvad kunne hun jo ikke frasige sig, at James var en attraktiv mand, og at hun – selvfølgelig – så fin ud på hans arm. Bare synd at manden åbnede munden og sagde ting.
Forældrene sendte hinanden nogle fortrolige blikke, før de mere eller mindre viftede James’ spørgsmål til side og gav sig til at spørge ind til gåturen i haven. Der var ikke meget at gøre ved det, så de måtte forsøge at stå og tale pænt om gåturen – og hinanden. Heldigvis varede det ikke længe, før mødet endelig var ovre, og Amelia kunne tage hjem med sin forældre. Hun trængte virkelig også til at kaste rundt med sin hovedpude på værelset.

out