Fjern og omtåget [R]

[Astor af Fenrig]

Han kunne mærke, at hun forsøgte og han holdt sin mund, indtil hun blev mindre stiv i skuldrene. Han aede hende stadig over håret og holdt hende tæt ind til sig. Efterhånden som han ventede længe nok, blev hendes skuldre langsomt sænket. Men han kunne dog også mærke, at hun ikke kunne komme af med den sidste rest, så den valgte han at ignorere.

I stedet sænkede han sine egne skuldre og begyndte. "Husk, at der ikke kan ske dig noget, så længe du er sammen med mig," mindede han hende om og tog en indånding, inden han fortsatte. "Dagen før dit første mareridt, følte jeg, at du opførte dig mærkeligt. Anderledes, end hvad du plejede. Så i stedet for at tage til møde, fulgte jeg efter dig.. Du tog til din faders hus og jeg fandt dig på hans kontor."

Han brugte al sin viljestyrke på ikke at blive anspændt i kroppen, men det var næsten umuligt, fordi han blev så vred, bare ved mindet. "Han havde dig i en form for trance og jeg tror, at det er derfor, du ikke kan huske det," fortsatte han roligt. "Og jeg er bange for, at jeg bankede ham sønder og sammen, inden jeg tog dig med hjem." Nu var der bare tilbage at vente.

[Caelie af Fenrig]

Hun troede, at han ville skælde hende ud. Men i stedet sad han stille, og hun slappede langsomt af. Men der sad stadigvæk en lille smule anspændthed fast i hendes krop, da han begyndte at fortælle. Hun løftede ikke hovedet. Eller bevægede sig.

Handlingen kunne hun ikke genkende. Overhovedet. Men hun lod ham tale ud. Hvad var det han talte om? Mente han, at hun havde glemt noget? Havde hun overset noget? Hun var lige ved at spørge, da han fortalte han havde banket hendes fader. Det forklarede hendes søsters brev. Det havde været Astor.

Hun forstod det stadigvæk ikke. Langsomt trak hun sig lidt ud, så hun kunne se op på ham. "Jeg forstår ikke," sagde hun med rynket pande og havde en nervøs knude i maven. "Hvorfor ville jeg tage hjem til fader? Og hvorfor skulle han have mig i tran..." Hun tav. Nej. Nej nej. Hendes øjne blev rædselslagne og våde. Det kunne ikke være sandt.

[Astor af Fenrig]

Han lod hende se på sig og han var at gøre sig klar til at besvare hendes spørgsmål, men da han så hendes blik, holdt han mund. Han kunne se, at hun selv var kommet frem til den rigtige slutning og han tvang hende i stedet helt ind til sig i stedet. Han holdt hende tæt og nægtede at give slip, mens han ventede på hendes reaktion. Han strøg hende over håret igen og kyssede hende varmt på panden. "Shh.. Du er hos mig nu. Kun hos mig."

[Caelie af Fenrig]

Hendes krop rystede af forfærdelse, og den nervøse knude i hendes mave udviklede sig til kvalme. Hun var blevet befamlet af en anden mand. Af hendes fader. Og Astor havde set det. Hun følte sig ulækker. Spoleret. Hun blev trykket ind mod hans brystkasse, men kunne ikke lade være med at føle, at han ikke burde sidde sådan her med hende. Han burde hade hende for, at det var sket. "Jeg er dig ikke værdig længere," sagde hun grødet og de første tårer begyndte at glide ned over hendes kinder.

[Astor af Fenrig]

Hendes ord overraskede ham ikke. Han havde trods alt været noget lignende igennem før. Mange gange. "Caelie." Han rakte ned og lagde en finger under hendes hage, så hun var nødt til at se op på ham. Han fangede hendes blik med sit, som han vidste, at han kunne og holdt det. "Du er min Grevinde. Min alene. Og du gjorde ikke dette med god vilje. Manden tvang dig. Og derfor er der ingen mærker på dig. Du er ren som nyfalden sne. Og du er min. For evigt."

[Caelie af Fenrig]

Hun lod ham køfte sin hage og mødte flakkende hans blik. Hvorfor blev han ved med at holde omkring hende, når hun var beskidt? Tårerne fortsatte med at trille ned over hendes kinder. "Astor..." Sagde hun hæst og kæmpede imod den lave hulken, som truede med at tage over. "Jeg vil aldrig se ham igen," så kom den lave hulken og hun trykkede sig endnu tættere ind mod Astor. "Jeg vil kun være her. Hos dig. Det giver mig kvalme at vide, en anden mand har set mig..."

[Astor af Fenrig]

Det lykkedes. Hun fandt ind til ham igen og han fik lov til at trøste hende. "Du kommer aldrig til at se ham igen," forsikrede han hende stille og roligt. "Ikke med mindre, du ønsker det," ændrede han det så langsomt til. For han havde haft tid til at tænke. Og at tæve manden havde ikke været godt nok. "Jeg har alle planer om at straffe ham for det," fortsatte han i en ildevarlsende stemme. "Og hvis du ønsker det, så vil jeg lade dig være med. Men jeg kan også klare det selv."

[Caelie af Fenrig]

Hun hulkede ind mod ham, og vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre af sig. Hun ville så gerne have hans beskyttelse, men samtidig havde hun ikke lyst til, at han skulle røre ved hendes krop. Det virkede forkert, nu hvor hun vidste, en anden havde rørt hende. Hendes tanker registrerede kun halvdelen af, hvad han sagde. "Jeg vil ikke have, han gør det mod min søster, når hun kommer hjem," og der var ikke længe til. "Astor..." Hun krøb ganske let sammen mellem hans arme. "Jeg vil... Kan du... Han fortjener ikke at trække vejret..."

[Astor af Fenrig]

Det var også netop hendes søskende, Astor selv tænkte på. Hvis der var noget, han hadede i denne verden, så var det forældre, som udnyttede deres børn. Og han kunne ikke sidde og se på, at det måske ville ske igen for en anden. Han kunne beskytte Caelie, men ikke resten. "Jeg skal nok finde en måde," beroligede han hende og strøg hende over håret igen, mens hun fik sit næsten hysteriske anfald. Han lod hende dog reagere, som hun havde brug for og ventede bare roligt på, at hun fandt tilbage til sig selv. "Og hvis du ønsker det, kan du få lov til at være med."

[Caelie af Fenrig]

Tankerne hvirvlede rundt i hendes hjerne igen. Og de handlede om, hvordan han var blevet spoleret, hvad hun kunne gøre for, at Ermelia ikke oplevede eller opdagede det. Og Astors tilbud. Hendes hulken stoppede. Hendes krop blev stille, næsten foruroligende rolig. Hun trak sig lidt ud fra ham igen, og så på ham med et alvorligt blik. "Hvordan?" Spurgte hun og mærkede, hvordan en kold hånd lagde sig omkring hendes hjerte. Hun ville have hævn.

[Astor af Fenrig]

Han blev langsomt mere rolig, som hun blev det samme og han nikkede med et tilfreds smil om læberne, da hun viste, at hun udviklede sig, som han ønskede det. "Præcis som du ønsker det, min elskede. Det kræver arbejde og masser af planlægning. Men man kan komme af sted med mange ting, hvis man tænker sig om." Hans stemme var beregnende nu og han kyssede hende på håret en enkelt gang. "Og du kan få det præcis, som du ønsker det."

[Caelie af Fenrig]

Hun kneb øjnene let sammen, mens han talte. Hun registrerede godt, at han kaldte hende for sin elskede, og i en anden situation ville hun måske have smeltet ind mod hans krop. Men lige nu var hævn det eneste, der fyldte hendes lille krop. "Han skal bøde, for al den smerte, han har forvoldt. Mod mig, min moder og Ermelia. Han skal fortryde, at han nogensinde blev født," hendes stemme var hård, og den skælvede ikke. "Jeg vil have, at han skal lide."

[Astor af Fenrig]

Han smilede igen og nussede hende på kinden, mens han kyssede hende på håret. "Som du ønsker," sagde han bare i en rolig stemme. Det var præcis det samme, han selv ønskede. Og det var netop denne følelse, som havde hjulpet ham selv igennem den svære tid efter... Han afbrød sin egen tankerække og lod en hånd finde ind under tæppet og ned mellem hende ben. "Lad os tænke over det indtil i morgen," sagde han roligt. "Og indtil da..." Op på hesten igen. Det var det vigtigste lige nu.

[Caelie af Fenrig]

Hun lænede sig ind mod ham, beroliget af, at han følte det samme. At han ville sørge for, hendes fader fik som fortjent. Hun gispede lavmælt, da hun mærkede hans hånd mellem sine ben. "Astor..." Hendes stemme skælvede igen, hun havde kvalme. "Jeg... Vil du virkelig have sådan en som mig?" Hun lagde hovedet lidt tilbage, så hun kunne se op på ham. Hun ville gerne have, at han kunne gøre sådan, at hun fik lyst til ham. Han skulle fjerne sporene på hendes krop. Følelsen af en anden mands hænder.

[Astor af Fenrig]

Hans fingre fandt vant ind mellem hendes lår og han satte en finger på hendes lystknude, som han gav sig til at påvirke, mens han så hende bestemt ind i øjnene. "Jeg vil ikke bare have dig, Caelie. Jeg kræver dig!" Og længere var den ikke. Hun var hans. Og ingen andens. Og ikke engang minder skulle fjerne hende fra ham. Aldrig. Han var den eneste, som skulle have magt over hende.