Der skal mere til

[Piers af Mindelan]

Emira af Mindelan
24. juni 527 M. T.

Det var ikke ligefrem fordi Piers havde set frem til denne dag. Overhovedet. Hans bryllupsdag. Den dag, hvor han skulle forenes med Emira foran Mithros. Hele dagen havde han forsøgt at klistre et smil på læberne, der passede til den "lykkelige" begivenhed. Men det var godt nok svært, især når han tænkte på, hvad de skulle lave senere på aftenen.

Efterhånden som festen skred frem, blev Piers på et tidspunkt nødt til at forlade festlighederne. Et bud var kommet med en besked til ham, som han blev nødt til at tage sig af. Det var lige op til, at han og Emira skulle føres til deres fælles soveværelse. Men i stedet var det Emira, der blev ført alene, og så ville Piers komme op til hende, så snart han var blevet færdig.

[Emira af Mindelan]

Emira nærede samme følelser. Måske havde hun et sted dybt inde håbet, at et eller andet ville ske, så hendes frihed blev bibeholdt. Tiden var dog rendt ud, og nu var hun ikke længere Emira Yar'Adua, men Emira af Mindelan. Udadtil fulgte hun dog etiketten til punkt og prikke. Man skulle kende hende godt for at se, at det var en facade hun satte op. Nu hvor hun ikke længere kunne vende tilbage, kunne hun i det mindste spille sin rolle perfekt. Hun mønstrede at smile til Piers, til deres gæster. Ja, hun mønstrede selv at skjule det halvt irriterede, halvt lettede suk over, at Piers blev trukket til side kort før de ville trække sig tilbage, sådan at hun måtte blive ført til deres kammer alene.

Hun blev klædt af, mens irritationen steg yderligere. Hvad kunne være så vigtigt, at man ville forstyrre nygifte på deres bryllupsnat. Hun kunne ikke beslutte sig om hun skulle være irriteret på ham når han kom tilbage, eller straffe ham ved at være kælen, og forhåbentligt hyle ham ud af det. Hun tænkte over det mens hun lagde sig på sengen. Hvor hun dog hadede at være passiv.

[Piers af Mindelan]

Det var næsten en lettelse at åbne det brev, som buddet var kommet med. Det kongelige segl var på det, og han vidste, at det næsten ikke kunne være andet end en ordre. Han kendte efterhånden disse breve frygteligt godt. Og han havde ret. Ved Guderne. Han sukkede lavmælt, mens han lod sine øjne læse de sirligt skrevne bogstaver, og hans læber krusedes i et smil, mens hans pande blev rynket. Hverken hans forældre eller nye hustru ville blive særlig begejstret for dette her. Men han var ridder og havde aflagt ed.

Han foldede brevet sammen, og gav buddet beske dom at få sig noget mad og søvn, inden han dagen efter nok skulle afsted til Corus igen. Selv bevægede han sig gennem gangene, der ville føre op til soveværelset, hvor Emira nok ventede på ham. Undervejs gav han ordrer til tjenestefolket om at gøre hans ting klar til afrejse den næste morgen. Og så sendte han en tjener afsted med brevet til hans far. Da han nåede op til værelse åbnede han døren uden at banke på og trådte ind. Hvor han fandt Emira klædt af og liggende i sengen. Han rømmede sig.

[Emira af Mindelan]

Hendes blik løftede sig, som Piers gjorde sin entre. Igennem lange øjenvipper betragtede hun ham, lydløst, med et uudgrundeligt blik i de mørke øjne. Så fugtede hun læberne ganske let med tungespidsen, og et lydløst suk gled over hendes læber.

"Nå?" Sagde hun mens hun løftede sig op på den ene albue ganske ugenert. Hun forventede tydeligvis noget af ham. At han enten forklarede hende hvad hans forsvinden gik ud på, eller kom ned i sengen til hende, så de kunne få de ægteskabelige pligter overstået. I vilkårlig rækkefølge, selvom hun måtte indrømme at være irriterende nysgerrig omkring det førstnævnte.

[Piers af Mindelan]

Han gengældte hendes blik, mens han bevægede sig gennem rummet og hen til hans påklædningsværelse. Herinde trak han sin skjorte over hovedet, inden han satte sig ned på en bænk, og trak støvlerne af.

Han løftede ikke hovedet for at se på hende, da hun talte. "Det var et brev fra Kronen. Jeg har fået marchordre," svarede han og satte støvlerne fra sig, inden han rejste sig op og løsnede bæltet i sin bukser, hvorefter han trak dem af. "Jeg rejser i morgen," der var ingen måde, hvorpå han kunne pakke det ind.

[Emira af Mindelan]

Et langt øjeblik var hun tavs. Mundvigene dirrede faretruende, ikke at han kunne se det fra sin position i påklædningsværelset. "Hvor storslået." Kunne han se hende nu, lignede hun en der ikke vidste om hun var glad eller vred over nyheden. Tanken om at være alene i Mindelan var dog ikke vildt ophidsende.

Hun strøg sig selv op ad armen med den hånd, der ikke bar hendes vægt. "Hvorhen?" Hun bad en stille bøn til, at han i det mindste skulle sydpå. Så kunne hun tage med ham og undgå det kolde nord lidt endnu.

[Piers af Mindelan]

Han kunne høre på hendes stemme, hvor sarkastisk han var. Hvilket fantastisk start på resten af deres miserable liv dette her var. Men han kunne ikke gøre for det. Han var blevet tvunget til at vælge væbnerskolen, og efter det var han ikke herre over, hvor han arbejdede.

"Frølund," svarede han med en skuldertrækning, hvorefter han trak sin tunika over sit hoved. Så stod han i intet andet end sine braies. Et lydløs suk forlod hans læber, mens han vendte sig rundt og kom ind i soveværelset til hende. "Det ligger ved den scanranske grænse," forklarede han, og satte sig ned på sengekanten.

[Emira af Mindelan]

Havde det ikke været deres bryllupsnat, havde hun ikke forsøgt at tøjle sin skuffelse med samme iver. Det blev til et stramt drag om hendes mund, der dog forsvandt da hun talte igen. "Der har jeg aldrig været." Konstaterede hun blot, åbenlyst, og satte sig op, sådan at de begge sad på sengekanten. Drejede hovedet en smule, så hun kunne se på ham. "Så jeg skal altså blive her i Mindelan alene?" Brune øjne hvilede på ham, og hverken de eller hendes stemme røbede hvad hun tænkte. Hvilket måske var meget godt.

[Piers af Mindelan]

Det kom ikke bag på hende, eftersom hun var fra Carthak. Folk fra de sydlige lande kom sjældent oppe i det nordlige Tortall. Akkurat som Emira, fandt hun det frygtelig koldt. Han flyttede sig ikke, da hun kom op og sidde ved siden af ham, heldigvis klædt i natkjole. "Hvis du vil. Eller tage til Frølund," han fattede ikke, at han foreslog det. Frølund var et farligt sted for en kvinde, der ikke var ridder.

[Emira af Mindelan]

Det tog hende kun et øjeblik før hun sørgede for, at han ikke kunne trække sit 'tilbud' tilbage. "Fint, så tager jeg med til Frølund." .. Altså ikke for din skyld, men for min egen. Måske var det koldere længere nordpå - men det kunne vel næsten være det samme, nu hvor hun allerede var så langt fra Carthak - men der var med garanti langt mere at lave dér. Tanken om at skulle sidde i Mindelan og blomstre...

Hun så på ham et kort øjeblik længere, før hun flyttede fødderne længere tilbage, og rejste sig fra sengekanten. Drejede sig, med fronten foran ham. "Og nu?"

[Piers af Mindelan]

Han nikkede, selvom han ikke ligefrem bifaldte sin egen ide. Men han kunne ikke fortænke hende i, at finde tanken om indespærring på Mindelan en anelse trist. Især når det ville være kun med hans forældre. "Godt," sagde han bare, og drejede hovedet for at se på hende, da hun rejste sig op og stillede sig foran ham. Han løftede blikket og mødte hendes mørke øjne. "Jeg går ud fra, vi skal udføre vores ægteskabelige pligter. Hvilket indebærer, at du tager din amulet af," svarede han roligt, men følte sig alt andet end roligt.

[Emira af Mindelan]

Hun så ligeledes fattet ud. Det ville ikke blive deres første intime møde med hinanden, men i brystet slog hendes hjerte alligevel hurtigere end det plejede. Denne gang var det alvor, og noget, hun aldrig havde givet nogen før.

"Det er nemt," svarede hun ham, og hævede et øjenbryn. "Jeg ejer ikke nogen amulet." Måske havde han ikke lagt mærke til det sidst. Blikket fjernede hun ikke fra hans lyse øjne. Hun forsøgte uden held at finde ud af hvad han tænkte. Hun var ikke sikker på, om han ville klæde hende af, eller om hun selv skulle gøre det, men hun kunne tøjle sin nervøsitet ved at tage styringen, så hun greb ned efter natkjolens kant.

[Piers af Mindelan]

Han rynkede panden. Havde hun ikke det? Så var det nok meget godt at de ikke... Ja. Han rømmede sig ganske let, da hun bukkede sig ned og helt tydeligt ville løfte op i natkjolens kant. Han følte sig utrolig akavet ved dette her. "Emira," sagde han og rakte en hånd frem for at stoppe hende. "Vil du ikke ligge dig i sengen?" han følte sig ikke helt godt tilpas ved, at hun skulle stå op og klæde sig af foran ham. Det føltes som om, at hun blot var en glædespige. Og selvom de måske ikke brød sig om hinanden, så var hun altså en kommende baronesse.

[Emira af Mindelan]

Hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke da han stoppede hende. Hun så fortsat på ham, men sænkede så endeligt blikket. "Jo." Hun følte noget, der til forveksling kunne ligne lettelse. Hun var dog ikke sikker.

Hun lagde sig ned på madrassen og følte sig med det samme lidt overflødig. Det var svært at føle sig passiv, når det lå så fjernt fra ens øvrige personlighed. Men hun sagde ikke noget, holdt blot øje med Piers' bevægelser.

[Piers af Mindelan]

Han åndede næsten lettet op, da hun stoppede og blot accepterede, at hun skulle gøre, som han sagde. Det her var rigeligt akavet, og han anede ikke, hvor han skulle starte eller slutte. Det var nok bedst, blot at få det overstået med det samme.

Da hun lå ned i sengen, tog han en dyb indånding, og lagde sig ned til hende. Han lagde sig på siden, og sørgede for at hun kom til at gøre det samme, så hendes ryg vendte ind mod ham. Han kunne forestille sig, at dette her var lige så ubehageligt for hende, som det var for ham. "Sig til, hvis vi skal lade være," sagde han og følte intet behov for at tvinge hende til dette her.