I et nyt hjem

[Annora af Dunlath]

Hun morede sig lidt over Katrinas indgangsvinkel til det. Det var bestemt ikke alle komtesser, der så lige så lyst på det, som hendes kusine gjorde. Hun selv havde kun været trist over, at den mand hun var forlovet med, åbenbart ikke gad have hende. Men hun havde heldigvis vist ham, at han ikke kunne leve uden hende. Og hun kunne ikke leve uden ham. Sådan så hun i hvert fald deres forhold. ”Det er en spændende situation, men man skal væbne sig meget med tålmodighed når det kommer til at gifte sig med en ridder,” sagde hun og talte af erfaring. ”Deres arbejde kommer før alt andet. Følelser, familie og pligter overfor deres hustru. Det må du huske, og derfor gælder det om at sørge for, de har det godt, når de endelig er hjemme,” det havde hun selv gjort ret godt i hvert fald. ”Jeg tror alle riddere kender hinanden. Og taler mindst lige så meget om os, som vi taler om dem,” hun lo mildt af sine egne ord.

[Katrina af Legan]

Hun kunne ikke lade være med at rynke en anelse på næsen ved tanken om at gifte sig med en, der satte sit arbejde foran børn. Men det var nok ikke helt retfærdigt. Mænd og kvinder havde hvert deres ansvar, og desværre faldt de ikke altid lige godt i spænd. ”Det er vel sandt,” endte hun med at sukke. ”Du er heldig, sådan at få et barn så tidligt i ægteskabet.” Tænk nu hvis hendes kommende mand skulle af sted en uge efter brylluppet – eller dagen efter, ligesom Annoras. Hun kunne jo ende med at skulle vente flere måneder, før hun kunne blive med barn!
Hun lod blikket glide rundt i stuen. ”Hvordan går det ellers med dig? Kan du komme overens med resten af familien – det må være lidt af en omvæltning at skifte hjem?” Det var mange nye ting, som man skulle vende sig til. Hver familie lod jo til at have deres egen måde at gøre tingene på.

[Annora af Dunlath]

Hun lo, da Katrina rynkede på næsen. ”Det er vores lod i livet Katrina, at være dydige hustruer, der skal hjælpe vores mænd, når de vender tilbage. Når de får en marchordre, er der intet vi kan gøre, for at forhindre dem i at rejse,” selvom hun ville ønske, at det forholdt sig sådan. ”Ja, jeg havde aldrig troet, at man på en bryllupsnat kunne blive med barn. Det var en drøm, der kom til virkelighed. Det var bare synd, at Rupert ikke oplevede det hele,” men i det mindste havde han nydt den tid, der havde været tilbage. ”Baronessen er noget så venlig mod mig, hun er næsten blevet som en mor for mig. Baronen og Ruperts bror er også ganske søde, selvom de har noget svært ved at udtrykke deres følelser, men sådan er de fleste mænd,” hun smilede varmt og holdt tydeligvis meget af sin nye familie.

[Katrina af Legan]

Hun sukkede let. ”Jeg ved det, men det er jo os, der lider under det, hvis vi tager lang tid om at blive med barn ...” Hun kunne selvfølgelig krydse fingre for, at hun ville være lige så frugtbar som Annora. Eller at hendes husbond ville være hjemme i nogle måneder. Hun drak det sidste af sin te og stillede koppen fra sig, imens Annora fortalte om Dunlath-familien. Hun lød til at være glad for sine omgivelser, så det var jo godt. ”Det er vist meget udbredt blandt mænd,” lo hun. Det der med at skjule følelser fandtes også i hendes egen familie. ”Din svoger skal giftes med en af Linden-pigerne, ikke sandt? Har du mødt hende?” Hvis aftalen blev til noget, ville den pige jo også blive Katrinas svigerinde, så hun var lidt nysgerrig efter at høre mere om slægten. Det ville nok være rart at kunne være lidt forberedt.

[Annora af Dunlath]

Hun lænede sig frem og lagde en hånd oven på Katrinas. "Tag det nu blot roligt, måske din mand ikke en gang vil have børn med det samme? Det kan jo være, at han godt kan lide den alene tid i har sammen bag soveværelsesdøren," det havde hun hørt om, at mange kvinders mænd ønskede. At være barnløse i en tid, mens de lå med hinanden uden at bekymre sig om arvinger. Hun så op, da samtalen faldt på Julietta og hun smilede varmt. "Komtessen er noget så yndig og rolig, jeg er sikker på, at Adrian med tiden vil lære at sætte pris på, hvilken stor skat han skal giftes med," svarede hun og flyttede sin hånd tilbage til tekoppen. "Vi har dog kun mødtes en gang, og jeg ser hende allerede som den lillesøster jeg aldrig fik. Jeg ser frem til, at vi skal have mange dejlige stunder sammen."

[Katrina af Legan]

Hun blev knaldrød i hovedet ved Annoras ord. De var jævnaldrende, men Katrina var slet ikke nået så langt på ... soveværelsesfronten ... som kusinen var. Hun havde kun talt med sin mor om det – og det havde været et forholdsvis kort foredrag, hvorefter hun havde fået sin amulet. Hun nikkede blot tamt, selvom hun ikke var særlig vild med at spilde sin tid på at fjolle rundt, frem for at producere en arving. Jo hurtigere det skete, jo hurtigere ville hun have gjort sin pligt. Men hun vidste ikke rigtig noget om det her emne og var for pinligt berørt til rigtig at sige noget om det.
Så var det noget lettere at tale om Annoras kommende svigerinde. Det virkede som et noget mere sikkert emne. ”Ah, det der med mænd og følelser?” konstaterede hun smilende, da det lød som om, at Annoras svoger ikke var nær så betaget af sin forlovede, som Annora var blevet det. ”Hun lyder som et behageligt selskab.”

[Annora af Dunlath]

Hun kunne ikke lade være med at le hjerteligt, da hun så, hvor rød i ansigtet Katrina blev. Så rystede hun på hovedet af kusinen, der desværre endnu ikke havde oplevet glæden ved at være gift. Hun ønskede virkelig, at det snart skete for hende. Til hendes spørgsmål nikkede hun, med et hemmelighedsfuldt smil om læberne. "Han påstår, at han ikke bryder sig om deres forlovelse. Men jeg har gennemskuet ham," fortalte hun i en fortrolig tone. "Åh, det er hun virkelig. Vi kommer godt ud af det sammen, og jeg ser virkelig frem til at bo sammen med hende," sagde hun og kunne ikke undgå, at savne bare en smule jævnaldrende selskab.

[Katrina af Legan]

Forklaringen om svogeren fik hende til at grine lidt. Det lød som om at Dunlath-familien ikke var uden sine mere ... underholdende familiemedlemmer. ”Jeg kan forestille mig, at du savner en jævnaldrende kvinde i huset?” gættede hun med et let smil og skænkede lidt mere te op til sig selv. Tankerne gled lidt videre fra Annora, og hun tilføjede: ”Men du har trods alt baronessen. Det må have været hårdere for Annalin, ene kvinde blandt alle de mænd ... det er godt, at der også snart kommer endnu kvinde ind i den familie.” Hvis hun havde forstået det rigtig, havde Annalin tilbragt et helt år alene i Stenbjerg, fordi det meste af slægten var med på rundrejsen.

[Annora af Dunlath]

Hun nikkede ivrigt. "Det gør jeg. Baronessen er naturligvis sød og alt det..." Hun trak lidt på det og sukkede lavt. "Jeg deler ikke så mange interesser med Baronessen. Komtesse Julietta og jeg har lidt mere til fælles, og hun er heller ikke så overbeskyttende," hun smilede og strøg en hånd over maven. Da Katrina bragte Annalin på banen, fik Annora et meget trist udtryk i ansigtet og hun så ned på sine sammenfoldede hænder, mens hun mærkede sine øjne blive våde. "Åh ja," hun forsøgte at smile, men lykkedes ikke helt. "Hun får selskab af både Komtesse Helena og Komtesse Myrilla, det bliver hun glad for."

[Katrina af Legan]

Det var godt at se, at Annora glædede sig. Man kunne jo ikke altid være sikker på at kunne komme overens med nye familiemedlemmer. Da kusinen begyndte at blive ulykkelig, stillede Katrina koppen fra sig og rakte over for at klappe Annora lidt på hånden. ”Jamen, kæreste Annora dog,” begyndte hun bekymret. ”Jeg er sikker på, at Annalin har det fint, og som du selv siger, bliver hun sikkert også glad for at få noget selskab om et par uger.” Annalin fik endelig lidt kvindeligt selskab, og det var da en god ting. Guderne måtte vide, hvad den ældre kusine havde måtte finde sig i, når hun var helt alene med alle de mænd.

[Annora af Dunlath]

Igen et halvhjertet smil fra Annora, da Katrina klappede hendes hånd. Et lavt snøft forlod hende, inden hun løftede sin ene hånd op og forsøgte at tørre øjnene. "Men hun har været så ensom, og jeg har slet ikke haft tænkt på at besøge hende," sagde hun og mærkede, hvordan skylden lagde sig om hendes hjerte. "Siden hun blev gift, har vi kun set hinanden én gang, og det var for ikke så længe siden," hun havde næsten grædt, da søsteren havde været nødt til at gå.

[Katrina af Legan]

Katrina satte sig over ved siden af Annora og lagde en trøstende arm om kusinens skuldre. ”Jeg er sikker på, at hun har forståelse for, hvorfor du ikke besøgte hende,” beroligede hun lige så stille og aede kusinen lidt. ”Du havde din forlovelse at tænke på, og så var der rundrejsen. Og Annalin har sikkert selv haft travlt – hun skulle lære sin mand at kende, få sit barn.” Det var jo desværre sådan, at kvinder ofte så meget lidt til deres søskende og forældre, når de først blev gift ind i en ny familie. Man var spredt ud mellem lenene og kunne ikke bare lige rejse rundt til hinanden. ”Hvis du har dårlig samvittighed over det, må du jo gøre noget ved det fremover, ikke sandt? Sørg for at se hende så meget som muligt, når I begge er i Corus igen. Det nytter ikke noget at tænke på alle de ting, som du skulle have gjort. Det er alt for sent nu. Tænk på hvad du kan gøre fremover.”

[Annora af Dunlath]

Hun snøftede endnu en gang, mens Katrina talte. Hun anede ikke en gang, hvorfor hun pludselig var blevet så ked af det. I stedet for at bruge sin hånd til at tørre øjnene endnu en gang, så løftede hun i stedet det fine lommetørklæde og duppede øjnene. "Du har ret Katrina," sagde hun mildt, men tillod sig alligevel at læne sig lidt ind mod kusinen. "Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det må være hormonerne," undskyldte hun og smilede denne gang oprigtigt, selvom hendes ansigt var blevet en smule blegt.

[Katrina af Legan]

Hun strøg Annora lidt over håret og smilede let. ”Ja, det er vist meget normalt?” Hun havde da hørt, at man kunne blive lidt omskiftelig, når man var med barn. Det havde man ærlig talt også lov til. Man bar trods alt rundt på et helt nyt liv! ”Hvad med at du viser mig din yndige lille datter, og så vil jeg forføje mig bagefter?” foreslog hun, let drillende. Hun ville så gerne se Annoras datter. Hun var sikkert noget så fin! Men det skulle nok ikke trækkes for længe, siden Annora virkede lidt udmattet efterhånden. ”Du ser ud til at træne til lidt hvile.”

out