Uden snyd

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta kiggede hen på lysningen. Den mørke skygge forsvandt igen, så snart hun vidste nogen holdt øje. Hun pillede lidt ved sin fletning mens hun kort stod og overvejede, hvad hun skulle sige.
"Det vil jeg gerne. Her er virkelig smukt i skoven. Og fredfyldt. Jeg var egentlig ude og lede efter lidt blomster, men det kan vente."
Hun gik med ham tilbage i lysningen og satte sig i passende afstand fra ham. "Hvad plejer De så at lave, mens De venter?" Hun sad og kiggede rundt for at fylde alle sine sanser og nyder hver en millimeter.

[Liam Falkonér]

Han vidste ikke helt om tilbuddet kom af ren høflighed, eller fordi han var nysgerrig, men måske var det en blanding af begge dele. Han så rundt i lysningen og kunne sagt høre stemmer et sted ikke så langt væk mellem træerne, trak så på skuldrene og og så på hende igen ”Nyde mine omgivelser.. at der er ro bare en kort stund.” et råb fik ham til at smile skævt ”Tæt på ro i hvert fald.” han bøjede sig forover og samlede et stykke træ op fra jorden ”Og det her.” ved nærmere eftersyn, var det ikke bare et tilfældigt stykke træ, men begyndelsen til hvad der var begyndt at ligne en hund, eller måske en ulv.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta kiggede efter lyden, men kiggede så tilbage på ham "Det er bestemt også omgivelser, der både er smukke og ja, for det meste rolige." Hun grinede lidt over, at der selvfølgelig skulle larm, mens de sad og snakkede om at nyde roen. Så bukkede han sig ned efter ikke stykke træ, som han viste til hende. En hund måtte det være. Den var virkelig smuk skåret, selvom han endnu ikke var så langt. Rosetta kiggede smilende på ham "Hvor er den smuk. Er det din undskyld Deres hund? Altså Skal den ligne Deres hund?"

[Liam Falkonér]

Liam løftede hovedet og så op mod den overskyede himmel. Vinden fik træerne til at rasle svagt, som hundrede af hviskende stemmer og han smilede for sig selv ”Naturen har sin egen skønhed.” han så på hende igen og rystede på hovedet ”Nej, jeg har ingen hund. Jeg har haft, men det er efterhånden mange år siden.” han tøvede overvejende over noget andet hun havde sagt og kneb øjnene spørgende sammen ”Mon det går an at vi er Dus, frøken Rosetta?” han vidste godt god opdragelse ville sige noget andet, men så længe der ikke var andre end de to, var det regelbrud nok i sig selv til også måske at kunne retfærdiggøre et andet.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta skuttede sig lidt ved et af vindstødende, og trak sit sjal bedre omkring sig "Jeg kan kun give dig ret. Naturen er virkelig smuk." Hun holdt inde lidt og fortsatte så "For noget tid siden var jeg inde i paladsets haver, der var virkelig smukt. " Hun kiggede ned på træet og overvejede et øjeblik om hun kunne tillade sig at spørge, men blev i tvivl og stillede derfor et andet spørgsmål "Hvad hed din hund?" Rosetta kunne godt lide hunde, når bare ikke de var for store, eller var vagthunde. Ellers synes hun det var søde dyr som var rar at have ved sin siden.
Hun kunne ikke helt lade være med at smile over hans spørgsmål. Det var sødt den måde han spurgte på. "Jeg tror ikke der er nogen skade ved at vi er dus" Hun smilede glad til ham. Ja opdragelse var en ting, men venner var noget andet. "Du.. Hvis du vil kan du kalde mig Rose i stedet"

[Liam Falkonér]

"Mhmm.." brummede han og blev aldrig rigtigt træt af skoven - selvom han nærmest levede det halve af sine dage i den "Ja, der er noget mere ordnede forhold.." begyndte han med et skævt smil og fortsatte "Forstå mig ret, de er smukke, men jeg ved godt hvilken type natur jeg ville vælge." han lænede sig lidt frem og lod underarmene hvile mod lårene, så hans hænder hang afslappet ned mellem hans knæ "Ayla." svarede han simpelt og smilede ved tanken "Hun var en skøn hund, men hende og fuglene blev aldrig gode venner." han skar en lille grimasse og rettede sig så op igen "Rose.." gentog han, prøvede hvordan hendes navn lå på tungen "Og jeg bliver vist ved at være Liam." der var et glimt i hans blik "Der er ikke så meget at forkorte."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta smilede for sig selv. Der var noget særligt over Liam, noget der fortalte hende, at han ikke var en hvem som helst. "Ayla er en fint navn." Så kiggede hun undrende over på ham "I havde også fugle, eller hvordan skal det forstås?" Hun havde aldrig selv haft dyr, men håbede på en dag at få det.
Hun slap en lille latter over kommentaren omkring hans korte navn. "Liam er også ganske fint" Så blev hun fanget af et glimt i hans øje, ikke noget særligt bare interessant. Han var interessant.

[Liam Falkonér]

Han brummede bekræftende igen og rystede på hovedet "Nej, ikke da jeg var yngre. De kom til senere." begyndte han og tav et øjeblik før det gik op for ham, at det egentlig ikke forklarede noget. Fugle var noget adelsdamer havde i gyldne bure og det var absolut ikke sådan nogle han havde "Jeg træner jagtfugle." tilføjede han derfor forklarende "Når jeg ikke render rundt herude med pagerne eller væbnerne. Eller mig selv."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun smilede, da han forklarede sig. Jagtfugle. Hun havde aldrig rigtig set nogen tæt på, men hun havde da spottet en i ny og næ på himlen. Deres vingefang var enestående og måden de kunne svæve på himlen var helt fantastiske i hendes øjne. "Hvor længe har du trænet fugle? Hun kom til at grine lidt for sig selv, smilede så og kiggede ud på bålene. "Hvem er lettest at træne?" Mens hun ventede på svar, sad hun og overvejede, at Liam måtte bruge meget tid på træning. gad vide om han slet ikke lavede andet?

[Liam Falkonér]

Han kneb øjnene lidt sammen ved hendes spøgsmål "Puh..." han overvejede og talte sammen "Snart ti år tror jeg det bliver til." han slap et muntert fnys. Havde det virkelig været så længe? "Jeg ville ikke kalde nogen af dem lette.." han løftede hånden tættest på hende og lod den ganske friske, røde streg på sin håndryg tale for sig selv "Men falke har det med at være lidt mere modtagelige end musvåger og høge.. Og ugler." han trak på skuldrene "Men det ligger mest i hver enkelt fugls personlighed. Ligesom hunde. Nogen er mere åbne for træning end andre.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun smilede til ham "Ti år. Det var længe" Han viste hende de friske ar på sin hånd, blev hun opmærksom på alle de andre ar, der dækkede hans krop. Det måtte være et hård arbejde, hvis man sådan bliv kradset fra tid til anden. Hendes blik endte på et mere tydelige ar på hans kind. "Det ser ikke ud til at være et helt ufarligt job. Hvor mange fugle har det?"

[Liam Falkonér]

Han trak på skuldrene igen, denne gang med et skævt smil "Synes du?" hans blik spillede igen momentært før han fortsatte "Jeg håber da jeg har ti år endnu.. Gerne mere." han sænkede blikket til sin hånd og knyttede den for så at strække fingrene helt ud, så de røde streger et øjeblik blev næsten hvide "Rovfuglekløer er ikke til at spøge med. Uanset hvor mange år man har været omkring dem, så sker der uheld." han drejede hovedet og sendte hende et afslappet smil "Det er ikke noget særligt."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta kiggede på ham et par minutter. Hun havde aldrig mødt en mand som ham. En der var så rolig og hvilede i sig selv. Gad vidst om der overhovedet var noget, da kunne skubbe hm ud af den ro? "Jeg har kun set fuglene på himlen, aldrig tæt på." Hun vendte blikket mod himlen. Tænk at se det hele deroppe fra, det måtte være noget af et syn. Så kiggede hun pludselig på ham igen "Dine lærlinge? hvor er de?"

[Liam Falkonér]

Han overvejede, om det ville være helt forkert at tilbyde hende at se på næste gang de trænede med rovfuglene, men nåede ikke videre fra tanke til handling, før hun stillede et nyt spørgsmål "Forhåbentligt ikke faret vild." svarede han, stadig ganske roligt og med en trækning i den ene mundvig "Jeg gemte nogle ting herude i går. Deres opgave er at finde dem." han lagde nakken tilbage og så op mod himlen. Selvom solen gemte sig bag en sky, kunne han fornemme hvor den var "De har lidt tid endnu." han så på hende igen med et spørgende blik "Hvorfor?"

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Selvfølgelig skulle han spørge hvorfor. Hun blev rød i kinderne ved tanken, men følte ikke helt hun heller, at hun kunne sige hvorfor. "Såmen bare for at vide...Hvorlangtidvikanblivesidendeher" Det sidste fik hun fremsagt i hast, så det knap var til at høre. Hvorfor skulle hun også have spurgt? hun kunne vel bare have nydt tiden i stedet.