Manglende søvn

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia

Pendrima var gået i seng sammen med Joreth om aftenen. Men i løbet af natten havde hun været oppe op til flere gange for at gå på toilettet. Til sidst orkede hun simpelthen ikke at gå i seng igen. Solen var allerede på vej op, og hun mente, at hun så kunne få læst nogle af de dokumenter, som hun skulle bruge til sine opgaver.

Hun havde sat sig ved skrivebordet i deres arbejdsværelse. Men efterhånden som tiden gik, endte hun med et sidde og glippe med øjnene. Hun var dog stædig. Hun kunne ikke gå i seng, nu hvor hun var i gang med at læse om Tortalls love. Ikke på vilkår. Det endte dog med, at hun uden at ligge mærke til det, faldt i søvn over skrivebordet.

[Joreth af Condia]

Joreth var sjældent en mand der stod op ved daggry, med mindre der var en meget god grund. Der var ingen grund da han vågnede, men selvom han gennem sprækkerne i gardinet, kunne se det var begyndt at lysne, var det stadig alt for tidligt at stå op. Og alligevel var pladsen ved siden af ham i sengen tom. Han skubbede sig lidt op og lagde en hånd på lagnet. Det var koldt og han rynkede panden "Pendrima?" ingen svarede og rynkerne på hans pande blev dybere mens han slog tæpperne til side, svingede benene ud over sengekanten og rejste sig.

Han gabte og strammede snøren i de løse bukser han sov i, som det eneste, og gik på bare fødder ind i det tilstødende lokale, hvor han fandt sin hustru sovende hen over skrivebordet. Et misbilligende træk lagde sig på hans ansigt, men han bed det i sig, mens han gik rundt om bordet, bøjede sig og tog fat under hendes, hvorefter han løftede hende op i armene.

[Pendrima af Condia]

Hun hørte ham ikke komme ind i rummet. Det var først, da hun blev løftet op fra sin siddende stilling, at hun blinkede ganske let med øjnene. Kun for at finde sig selv i Joreths arme. Hun smilede svagt til ham og lagde hovedet ind mod hans skulder. Hun følte sig stadigvæk træt, men nu havde hun også morgenkvalme. Igen.

Hun pustede lidt tungt ud, mens hun lagde en hånd på sin mave. "Godmorgen," mumlede hun, og så op på ham. "Jeg kunne ikke sove i nat," forklarede hun og begravede igen sit ansigt ved hans skulder. "Og jeg har kvalme igen," hun sukkede tungt og kvalte et gab bag den ene håndryg. Hun havde det som om, at hun kunne sove i flere århundrede lige nu.

[Joreth af Condia]

Han var allerede begyndt at gå tilbage mod soveværelset kom nok til sig selv til at tale "Det er for tidligt at tænke på morgen endnu, min fugl." brummede han og trådte over dørtærsklen med en ny rynke i panden. Denne gang over hendes ord, mere end hendes manglende tilstedeværelse i sengen "Du kan nå et par timer endnu før vi behøver stå op." han lagde hende blidt ned i sengen, trak tæpperne op omkring hende før han skænkede et glas vand fra kanden på det lille bord tæt på og tog med tilbage til hende "Drik.." bad han og rakte hende glasset, mens han betragtede hende vurderende "Måske du burde lade helbrederen se til dig senere i dag."

[Pendrima af Condia]

Hun pustede lidt igen, og nikkede så blot. Det så ud til, at det kun var daggry. Og ingen af dem havde travlt med at stå op endnu. Hvilket hun var ganske tilfreds med. Hun kunne ikke lige overskue det endnu. Hun lagde hovedet ned mod hovedpuden, men måtte løfte det igen, da Joreth kom hen til hende med et glas vand. Hun drak af det, og stillede det så efterfølgende på sengebordet bagefter. Hun rynkede bekymret panden over hans ord. "Hvorfor?" Spurgte hun og bed sig i underlæben. "Tror du det er noget alvorligt?" Hun blev lidt blegere i ansigtet ved tanken om, at hun måske kunne fejle noget.

[Joreth af Condia]

Han rakte ud og strøg en lys krølle om bag hendes øre, mens et afslappet smil sitrede på hans læber ”Alvorligt, ja.. men ikke livstruende og ganske naturligt.” han lod hånden falde igen og så sigende på hende. Burde kvinder ikke selv være de første der mistænkte den mulighed? Selv havde han brugt tilstrækkeligt med år på ihærdigt at undgå det blev en realitet, men nu var han gift og så var det noget andet.

[Pendrima af Condia]

Hun rynkede panden og lagde en hånd på sin mave, da den skabte sig igen. Som altid lød Joreth mystisk, som om han talte i gåder. Til sidst sukkede hun blot opgivende. "Så lad mig få en helbreder, hvis du mener det er for det bedste," sagde hun spagt og rakte ud efter glasset, som viste sig at være tomt. "Må jeg ikke bede om lidt mere vand? Jeg tror jeg skal..." Hun satte sig halvt op i sengen, samtidig med at hendes ansigt blev helt blegt.

[Joreth af Condia]

For Guderne måtte vide det hvilken gang, sitrede det underholdt i hans mundvige over hendes let vrantne grimasser når hun ikke fangede hans hentydninger, så han nøjedes med at nikke og rejste sig. Det var dog ikke vandet han gik efter da han hurtigt bøjede sig ned, men den (heldigvis) ubrugte natpotte der altid stod stukket ind under sengen ”Her.” han satte sig ikke igen, men stak potten i armene på hende, før der skete en katastrofe.

[Pendrima af Condia]

Det vendte sig i hendes mave, og hun tog med glæde imod natpotten. Det var også kun lige i tide, for hun kastede op i den, så snart hun havde den mellem sine hænder. Det var ikke spor behageligt, og selvom hun havde kastet op, virkede det ikke som om, at kvalmen var forsvundet. Den var kun blevet mindre. Hun sukkede lavmælt og så med afsky på natpotten. "Tak," mumlede hun og snøftede en lille smule. "Hvornår tror du helbrederen kan være her?" Spurgte hun og skubbede bevidst natpotten væk fra sig. Den lugtede skrækkeligt. Hun krøb sammen i sengen igen. "Vil du... Vil du ikke nok holde om mig?"

[Joreth af Condia]

Joreths smil var forsvundet og et glimt af afsky gled i stedet over hans ansigt mens hun tømte sit sparsomme maveindhold ned i natpotten. Havde hun bedt ham tage den væk, ville han have nægtet, men heldigvis blev det ikke tilfældet. Den sure stank nåede uden problemer hans næse og han nøjedes med at stryge hende over håret, da hun igen kunne tale ”Jeg må hellere sende bud efter helbrederen først.” undveg han og tog sin kåbe fra pladsen på sengestolpen og bandt den om livet mens han forlod soveværelset for at sende det nærmeste stykke tyende efter en af paladsets helbredere. Han åndede tungt ud da han kom udenfor lokalet og den gennemtrængende lugt af opkast ikke længere forfulgte ham.

Der gik adskillige minutter før han vendte tilbage, og da han gjorde var det fulgt af en lille mus af en tjenestepige, der uden et ord tog natpotten, efterlod en ren og forsvandt for at tømme den første. Nu skænkede han et nyt glas vand til hende og satte sig igen på sengekanten hvor han rakte hende det sammen med et lommetørklæde ”Han er på vej.”

[Pendrima af Condia]

Hun krympede sig lidt, da han blot nøjedes med at stryge hende over håret. Det gjorde lidt ondt, at han ikke havde lyst til at ligge ned sammen med hende. Men hun nikkede blot, da han sagde, at han ville hente helbrederen, det var nok bedst. Selvom hun ikke havde lyst til at være alene. Hun havde det virkelig ikke særlig godt. Hun kravlede længere ned blandt tæpperne, da hun blev alene.

Hun så op, da Joreth kom ind igen med en tjenestepige. Pigen fjernede natpotten og stillede en ny klar til Pendrima, hvorefter Joreth skænkede hende et glas vand og rakte hende et tørklæde. Hun tog halvhjertet imod glasset og lommetørklædet. Først tog hun en tår, og bagefter tørrede hun sig om munden. Hun stillede glasset på natbordet og lagde lommetørklædet ved siden af. Så trillede hun om at ligge på ryggen. Hun drejede hovedet og så ud af vinduet, som var der, Joreth plejede at ligge. Hun snøftede ganske let og tørrede hurtigt sine tårer væk. Hvorfor hun græd vidste hun ikke, men hun følte sig virkelig skidt tilpas.

[Joreth af Condia]

Joreth rynkede panden da hun lagde sig ned og så væk, det mere end tårernefik ham til at føle sig ubekvem. Han var ikke god til syge mennesker og selvom han havde en ganske stærk formodning om hvad hun fejlede, gjorde det ikke stemningen mindre trykket. At hun ikke selv havde fået tanken var ham ubegribelig.

Han rejste sig i en brat bevægelse og lod den ene hånds fingre glide gennem håret ”Hvor bliver den mand af?” det var urimeligt, for så længe var der ikke gået, men han var utålmodig ”Så længe kan det ikke tage at komme ud af fjerene.” fortsatte han og begyndte at vandre frem og tilbage på tæpperne der dækkede de gamle gulvplanker omkring sengen.

[Pendrima af Condia]

Hun så væk, og følte sig bleg og utiltrækkende. Hun hadede at være sådan her. Det værste var, at det næsten lød på Joreth som om, at hun burde vide, hvad der var galt. Hun havde en mistanke efterhånden. Men hun turde ikke tænke den til ende. Hun havde så mange planer for sig selv, og det ville det andet bare... Forsinke.

Hun så forskrækket op på ham, da han brat rejste sig op. "Joreth," sagde hun spagt. "Det er ikke mere end få minutter du sendte bud efter manden," hun forsøgte at komme op at sidde i sengen. Hun stablede puderne bag ved sig, så hun kunne læne sig bagud. "Hvis du er så utålmodig, kan du så ikke prøve at se, hvor langt han er nået?"

[Joreth af Condia]

Han stoppede ved lyden af sit eget navn og så hen mod hende med et blik, der ikke helt var bekymring, men alligevel havde noget liggende bag det rastløse. Han rynkede brynene. Så fra hende, til døren og tilbage igen. Skulle han halse ud på de kolde gange som et gement tyende? Ikke tale om.

Han nøjedes med at ryste på hovedet og gik så tilbage til sin tidligere plads på sengekanten, satte sig og log fingrene glide gennem håret endnu engang i en rastløs bevægelse uden at vide hvad han skulle sige, men dog med finfølelse nok til ikke gå ”Hvor længe har du haft det sådan her?”

[Pendrima af Condia]

Hun ville have rystet på hovedet af ham, hvis det ikke var fordi puderne omkring hende forhindrede det. I stedet betragtede hun ham blot, mens han gik hvileløst omkring. Det gjorde hende ærlig talt en smule ængstelig.

Da han satte sig ned på sengekanten, slappede hun derfor en smule mere af, og formåede et smile svagt til ham. "Kvalme? Det ved jeg ikke. En to ugers tid måske. Men ikke så slemt som nu," svarede hun og rakte frem for at tage hans hånd i sin. det var tydeligt for hende, at han ikke brød sig om situationen. "Men jeg har været træt i længere tid end det," uddybede hun, og hørte samtidig en banken på deres dør. "Kom ind."