Er det virkelig dig?

[Valina Nellike]

Gallaneren Mateo

Der var travlt og varmt inde på Den Dansende Due. Samtalerne var højrøstede, musikken spillede og stemningen var festlig. Valina var for en gangs skyld ikke på Liljen, men dansede på kroen denne aften, hvilket hun gjorde et par gange om måneden. Det var en behagelig forveksling, og selvom dansen ikke gav hende den indre ro, som den havde gjort år siden, var det stadig det tætteste, Nattergalen kom på det.

Svedperlerne glinsede på hendes mørke hud, og med lukkede øjne bevægede hun sin krop i sensuelle bevægelser. De fleste af kunderne var for optagede med deres eget, men Valina kunne mærke enkelte blikke brænde på hende. Af og til ville hun dovent løfte øjenlågene og få øjenkontakt med disse, da det var krævet af hende, men da blikkene blev for sultne, ville hun sænke dem igen og bevæge sig et andet sted hen i kroen. At mærke hænder og fingre på sin krop, som hun bevægede sig igennem rummet, var ikke en frygt mere - det var hendes liv nu, og hun havde lært at tømme hovedet for alle tanker og blot lade det ske. Som tiderne dog havde forandret sig.

[Gallaneren Mateo]

Mateo var både våd og kold, da han kom ind gennem døren på Den Dansende Due denne aften. Kroens navn var kendt over næsten hele verden på grund af alle de sagnfortællinger, der var omkring Løvinden og hendes romance med den tidligere slyngelkonge. Han havde derfor heller ikke haft problemer med at få nogen til at udpege vejen til kroen.

Han havde været på rejse i mange dage efterhånden. Til fods, fordi han ikke brød sig om at sidde på en hesteryg. Han havde en laset vadsæk over skulderen, som tilsyneladende havde set lidt af hvert på vejen, og hans påklædning var så tung af vand og våben, at hans skridt rungede let gennem lokalet, da han trådte ind på trods af den festlige stemning, der var derinde.

Hans blik gled hen over lokalet en enkelt gang og stoppede så ved dét, som tydeligvis var højbordet. Og for enden sad Amos. Det var han ganske sikker på, ud fra de beskrivelser, han havde fået af manden. Retningen blev sat direkte mod Tyvekongen og efter lidt forhandlinger med et stort brød af en håndlanger, fik han da også lov til at tale med manden.

[Valina Nellike]

Valina tog ikke notits af, at døren til kroen åbnedes og lukkedes, og hun dansede videre gennem folkemængden uden at vide, at personen, der just havde trådt ind, var en mand, som hun aldrig havde troet, hun skulle se igen. På et tidspunkt passerede hun det punkt, hvor den nyankomne just havde været, men danseren var så opslugt af sit forehavende, at hun ikke løftede blikket og så rundt.

Det var først efter en ti minutters tid, at hun nåede op omkring højbordet igen, og fangede Tyvekongen med blikket for at give ham lidt underholdning. Men han så hende ikke. Han var optaget af en samtale med en anden mand, der ud fra hans gennemblødte påklædning højst sandsynlig var en af dem, der var trådt ind på Duen for lidt siden. Valina vendte blikket mod denne. Der var et eller andet ved ham, tænkte hun, men han stod med ryggen til, og hun valgte derfor at danse videre. Af og til skævede hun dog op til den våde skikkelse og funderede over, hvad det var ved ham, der sådan havde fanget hendes interesse.

[Gallaneren Mateo]

Han stod en tid og talte med Amos. Han havde brug for nogen her i byen, som ville bruge hans evner. Ville give ham penge for det arbejde, han var blevet så god til at udføre. Og det var fuldstændigt åndssvagt ikke at gå til Tyvekongen selv, når man havde muligheden.

Efter en tid satte han sig ned og de nød et krus øl sammen, mens de fik de sidste detaljer på plads. Han skulle naturligvis vise sit værd, inden der kunne blive tale om vigtige opgaver og han ville heller ikke blive betalt på forhånd, sådan som han ellers var blevet vant til. Men det gjorde ikke så meget. Han var ikke overrasket.

Da det hele var overstået, blev han indbudt til at blive siddende og drikke sin øl færdig og det tog han gladeligt imod. Skuldrene faldt lidt, nu hvor konfrontationen var overstået og han slængte sin våde kappe af og hængte den over ryggen på sin stol. Så lod han blikket glide diskret over lokalet igen, indtil det faldt på en ung kvinde. Hun mødte hans blik og han var ikke et øjeblik i tvivl. Et øjeblik var hans ansigt ikke andet end overrasket. Men så overtog en mørk vrede hans træk og han vendte sig demonstrativt væk fra hende igen.

[Valina Nellike]

Valina havde gentagende gange løftet blikket og ladet det falde på mandens ryg, men samtalen med Tyvekongen trak ud, og kroejeren signalerede til danseren, at hun havde pause. Som sædvanlig gik hun ud i baglokalet og fik sit aftensmåltid, som var hendes ydmyg betaling for sit arbejde på Duen. Normalt ville hendes hoved være tomt for tanker, men billedet af manden med ryggen til hende var der stadig, og hun spiste sin suppe hurtigere end sædvanlig, før hun bevægede sig ud på gulvet igen.

Denne gang sad han ned med front ud i rummet. Før Nattergalen vidste af det, låste deres blikke sammen, og det føltes som at blive ramt af lynet, da hun indså, hvem manden var. Lammet af situationen stod hun midt i rummet og glemte alt om sin dans. Tårer begyndte at svide i øjenkrogene, samtidig med at en sitrende vrede tog over hendes krop. Hvorfor ignorerede han hende? Efter alle disse år og han turde ikke engang at se på hende?

[Gallaneren Mateo]

Han havde siddet en tid og følt hendes blik mellem skulderbladene, dog uden at ville vende sig om igen og se, om hun rent faktisk så på ham. Han var vred. Virkelig vred. Og han havde ikke den fjerneste idé om, hvordan han skulle forsøge at håndtere dette. Hun var den sidste, han havde forventet at møde.

Til sidst drak han ud og satte kruset fra sig. Under påskud af at ville finde et sted at slå sig ned i byen, rejste han sig og satte kurs mod døren. Blikket vendte en enkelt gang hen til Valina og blikket var ætsende, da deres øjne mødtes, inden han gik helt hen til døren.

[Valina Nellike]

Valina stod i et langt øjeblik og stirrede på ham med et brændende blik. Under årene havde hun dagdrømt om at møde ham igen, hvilken lykke hun ville føle, da hun kunne holde om ham igen. Og der var han. Lige dér. Han havde set hende, men vendt ryggen til. Aldrig havde hun troet, at hun ville føle sådan en vrede ved at se ham igen.

“Nattergal, dans!” Kroejerens råb rev danseren ud af hendes tanker, men hun ignorerede ham og fulgte i stedet Mateo med blikket, da han bevægede sig over gulvet. Hun afventede han næste træk, men det gik hurtigt op for hende, at han havde sat sin kurs mod døren. “Du, tøs. Giver du ikke en dans?” Valina mærkede en slyngel træde tæt op bag hende, og distraheret af Mateo, der var på vej ud, nåede hun ikke at reagere, før slynglen havde slået armene om hendes hofter. “Slip mig!” hvæsede hun, men stod blot som var hendes krop lammet.

[Gallaneren Mateo]

Han var næsten helt ude af døren, da han hørte hendes stemme i et toneleje, som han bestemt ikke brød sig om og han reagerede uden at tænke sig om først. Blikket gled hen på manden, som havde hænderne, hvor han bestemt ikke skulle have dem og han var derhenne i fem hurtige skridt.

På vejen havde han trukket sin ene kniv og da han nåede derhen, satte han den for struben på manden. ”Hvis du ønsker at se morgendagen, så slipper du hende nu.” Han så på manden med et isnende blik og ganske kort efter trak han sig da også. Mateo stod ved Valina’s side og så efter manden, som fjernede sig. Så snart han var sikker på, at han ikke fik pludselig tilbagefald, så var han ude af døren igen.

[Valina Nellike]

Mateos handling hidsede Valina endnu mere op - hun kunne godt klare dette selv. Danseren sendte manden et blik, der kunne dræbe, og bemærkede samtidig, at der var flere blikke rettede mod dem. Før hun vidste af det, hørte hun døren smække, og hun drejede skarpt om på hælen, før hun selv satte kursen ud af kroen med ejerens råb efter sig. Hun ville miste sit arbejde over dette, men hendes tanker var kun fokuseret på én ting.

Aftenkulden omsluttede Valinas bare arme og ben og hendes tynde, lyseblå kjole bevægede sig i vinden. Hidsigt så danseren sig om, og da hun fik øje på Mateo længere nede af gaden, fulgte hun raskt efter. Til sidst nåede hun op bag ham og med begge hænder - da han var betydeligt større end hende - greb hun fat om hans arm og forsøgte at vende ham mod sig. “Sig dog noget!” råbte hun vredt, mens tårerne ufrivilligt sprang frem i øjenkrogene igen.

[Gallaneren Mateo]

Han var gået. Han havde efterladt hende. Efter at have savnet hende så længe og ønsket sig hendes nærhed. Så var han gået fra hende. For hun havde efterladt ham først. Hun havde ladet ham tro, at hun var blevet kidnappet. Han havde dræbt og tortureret for at finde frem til hende. Og i virkeligheden var hun bare gået sin vej.

Da han hørte hastige skridt bag sig, så vidste han godt, hvem det var. Og han var ikke sikker på, hvad han skulle føle ved det. Da hun greb fat i hans arm og trak i ham, trak han den resolut tilbage, men vendte sig trods alt mod hende. ”Hvad vil du have, at jeg skal sige?!” Hele hans stemme emmede af en afgrundsdyb vrede. Tårerne i hendes øjne gav ham et kort nu et afvæbnet udtryk, men sekundet efter havde han samlet sig igen og stod bare og så afventende på hende.

[Valina Nellike]

Valina gispede vredt, da han trak armen til sig, og rettede sig hurtigt op, da han så på hende. “Et eller andet!” svarede hun lige så vredt og knyttede sine hænder, der sitrede af vrede, kulde og hundrede andre ting, hun ikke kunne sætte ord på.

“Efter alle disse år, Mateo, og du vælger ikke at sige et eneste ord og bare gå?!” Danseren stod med alle muskler spændte og så op på manden, hun stadig elskede så højt. De mørke øjne gnistrede og veg ikke fra den andens blik.

[Gallaneren Mateo]

Hendes ord fik ham til at ryste af indestængt raseri og han var meget tæt på at ty til vold i dette øjeblik. Med en kraftanstrengelse tvang han trangen tilbage og hævede en anklagende finger mod hende. Den dirrede af alle de følelser, som han ikke tillod at komme ud. ”Du gjorde det samme ved mig.. Engang.” Det sidste ord faldt lidt og et sekund var der andet at finde i hans blik end vrede. ”Nu kan du se, hvordan det føles.” Han vendte ryggen til hende og gik igen væk fra hende.

[Valina Nellike]

Pludselig gav det hele mening for Valina. Minderne af hendes forældre, overgrebet og hendes overlevelse på gaden, havde hun ikke tænkt på længe, og hun blev så overvældet, at der ikke kom en eneste lyd over hendes læber. Mateo vidste jo ikke.

Hans ord var som knivstik i danseren, og hun så ham gå. I samme øjeblik blev følelserne for meget for hende, og hun faldt til knæene. Tårerne strømmede ned ad hendes kinder og dryppede snart ned i skødet, men danseren sagde ikke en lyd. Opgivende sank hun sammen, og det mørke hår faldt ned fra skuldrene og dækkede det grædende ansigt til.

[Gallaneren Mateo]

Han dirrede stadig af vrede, da han gik videre, men han mærkede vreden sive ud af sig for hvert skridt, hvor han ikke hørte hende følge efter sig igen. I stedet blev han ked af det og da han drejede ned af en sidegade, stoppede han lige på den anden side af hjørnet og tillod sig selv at enkelt blik tilbage.

Synet fik resten af den store vrede til at dampe af og han sukkede stille. Et øjeblik stod han og vejede for og imod, men når alt kom til alt, så kunne han ikke få sig selv til at efterlade hende grædende på gaden. Han sukkede igen og gik så tilbage med langsomme trin. ”Så kom så op at stå. Så følger jeg dig hjem.” Tonen var distanceret og han havde ingen planer om at gøre mere end det.

[Valina Nellike]

Valina blev siddende på den kolde jord, mens Mateo fortsatte med at gå. Hun vidste, at han ikke ville komme tilbage, men på en eller anden måde - eller netop derfor - tvang Nattergalen sig selv til at stoppe tårerne. Overfladisk tørrede hun kinderne, men stoppede midt i bevægelserne, da en genkendelig stemme lød igen.

Hun så op og følte en sten falde til bunds i hendes mave - hjem for hende var Liljen, og det kunne hun ikke vise ham. Hun betragtede ham tavs, før hun rystede på hovedet. ”Nej,” svarede hun hæst og rejste sig langsomt. Hendes krop føltes livløs og kold, og hun lagde armene om sig selv i et forsøg på at stoppe med at ryste. ”Du sagde, at du ville gå. Så gå.” De mørke, hævede øjne fandt den andens, og i sit stille indre havde Valina så ondt af ham, at det føltes, som om hun var blevet revet i to. Hendes elskede Mateo.