Indfriede løfter

[Rianne Salmalín]

Emry af Masbo

Rianne var kommet til Corus nogle før, efter at have været i Gudernes By hos sine forældre siden foråret. Hun nød friheden. Bevares, hun holdt meget af sine forældre, men efter nogle måneder mellem sin fars støvede bøger og sin mors strikse regler, kunne selv den bedste få nok. Det var aftenen før, hun var kommet til at tænke på et løfte hun havde givet på rundrejsen. Et hun havde glemt lidt, men som alligevel dukkede op igen. Siden da havde hun ikke kunnet slippe det igen.

Derfor var hun nu på vej gennem Højager, uden helt at vide hvor hun var på vej hen. Efter at have stoppet en tilfældig mand på gaden, der så lidt skeptisk på hende, men da hun ikke tog sig af det, alligevel hjalp hende med anvisninger til Masbo-familiens hus. Derfra tog det hende ikke længe at finde det og der var ingen tøven da hun gik op til huset og bankede på. Hun havde ingen anelse om, om den hun søgte ville være der, men der var kun én måde at finde ud af det på.

[Emry af Masbo]

Et øjeblik havde Emry troet at hans øjne spillede ham et pus, som han så op fra jorden, og en velkendt skikkelse stod ved familiens hus og bankede på. Han behøvede ikke kigge nærmere efter, for de pjuskede brune lokker var ikke til at tage fejl af. Han nåede at smile en kende fjoget og rettede uvilkårligt en smule på sin tunika, før han selv gik op mod huset.

"Rianne Salmalín," hilste han i farten, inden nogen kunne nå at vise hende indenfor eller sende hende væk igen. Han kunne ikke skjule et lettere fornøjet ansigt der røbede, at gensynet bestemt ikke var ham uvelkomment.

[Rianne Salmalín]

Rianne nåede kun lige at banke på da en stemme lød bag hende og hun snurrede rund på én fod så fletningen dansede, lyste op i et grin og bukkede med armene bredt ud til siderne ”I egen ikke særligt høje person.” erklærede hun, netop som døren gik op og en ældre mand så skeptisk på hende. Hun drejede hovedet og sendte ham et skævt smil, antagende at han måtte være herskabets hushovmester ”Undskyld.. jeg har fundet den jeg skulle have fat i.” hun tog trappen op til hoveddøren ned igen, to trin ad gangen og gik ham i møde som han fortsatte op mod huset. Hun stoppede da de stod lige foran hinanden og så op på ham med et spillende blik ”Jeg kom tilbage til Corus i forgårs og kom i tanke om jeg havde givet dig et løfte for snart mange måneder siden.”

[Emry af Masbo]

Emry stoppede op foran hende, og mundvigene trak op i et smil. "Det er godt at se dig, velkommen tilbage." Han fjernede blikket fra hende et kort øjeblik, men kun for at lade det vende tilbage igen. "Jeg er--" mere nåede han ikke at sige, før en ivrig halsen og gøen fyldte luften. Et underholdt udtryk gled over ridderens ansigt og i næste nu, var en nu efterhånden forvokset hvalp ved at springe Rianne i armene. "Behøver jeg at nævne, at du har været savnet?" Han kluklo som Asha slet ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Havde det været enhver anden, havde han bedt hunden opføre sig pænt. Riannes dyrehjerte oversteg dog i stor grad alt hvad han selv kunne præstere med dyr.

[Rianne Salmalín]

Rianne stak tommelfingrene ind under sit bælte og skød afslappet hoften lidt til den ene side, stadig smilende. Det var svært at gengælde hans smil og hun var reelt glad for at se ham ”Tak.. i lige måde.” hun rynkede brynene et sekund da han gik i stå, men den ivrige gøen fortalte hende alt hun havde brug for at vide. Hun lo muntert og nåede at sætte sig på hug før hun blev tacklet af et overivrigt pelsbundt og satte sig på halen med et lille bump.

Hun fortsatte med at le og så op på ham med et strålende blik mens hun på samme tid nussede den store hvalp det bedste hun havde lært og rystede på hovedet ”Ikke rigtigt..” medgav hun og lod ikke til at være det mindste flov over, at sidde på gruset foran et herskabshus sammen med en af kronens riddere ”Du er blevet tyk!” drillede hun Asha og klappede hunden på siden mens hun forsøgte at komme op at stå igen ”Hvad fodrer han dig med?”

[Emry af Masbo]

Emry førte en hånd til munden for halvhjertet at skjule det brede gin, der voksede frem på hans læber. Derefter tilbød han Rianne en hånd, som hun forsøgte at rejse sig op. "Kaldte hun dig lige tyk?" Sagde han henvendt til hunden og fnøs underholdt. "Men alligevel kan du lide hende." Han rystede på hovedet, og så derefter på Rianne.

"Har du brug for noget, eller vil du gerne se ham med det samme?" Spurgte han så, og vendte dermed tilbage til hvad hendes besøg egentligt gik ud på. Stemmen var en del mere alvorlig end før. Selvom han bestemt ikke ville have noget imod at sludre med Rianne i evigheder, var han også ivrig efter en dom.

[Rianne Salmalín]

Hun så op med et tenderende flabet smil og nulrede hundens ører forsvarligt igen, før hun tog imod Emrys hånd og lod sig trække op at stå "Der er ingenting galt i at have lidt på sidebenene." forsvarede hun sig, stadig med et bredt smil "Så er der mere at holde af og mere at stå igennem vinteren med." hun var ikke selv nogen sylfide og havde det glimrende med det.

Hun børstede støv af bagdelen, så godt hun nu kunne uden selv at kunne se og rystede på hovedet "Næh, lad mig bare møde herren." hun så afventende på ham og forventede han førte an "Er det blevet bedre, eller er det stadig det samme?"

[Emry af Masbo]

Han nikkede let og begyndte at føre vej mod stalden. "Det er mere eller mindre det samme, desværre." Han løftede en hånd og kløede sig en kende kejtet i nakken. "Han kan vende på en tallerken, hvis han hører en høj lyd eller er i en uvant situation. Resten af tiden virker han mere rolig dog." Han skævede mod Rianne mens de gik, og derefter mod Asha. Han havde dog ikke behøvet at bekymre sig for, om hunden var med. Den så ikke ud til at have nogen intention om at gå for langt fra sin genfundne kammerat.

[Rianne Salmalín]

Hun fik en alvorlig rynke, lige over næseryggen, der fik hende til at se mere sammenbidt ud end hun egentlig var. Hun lyttede bare for at få det hele med ”Hvor er han bedst tilpas når du ikke bruger ham? I stalden i sin boks, eller i det fri?” hun tænkte ikke over at hunden havde valgt at slå trit med hende, da hun lod hånden finde det pelsede hoved i et fraværende kærtegn ”Og hvordan er han omkring andre heste? Og mennesker han ikke kender?”

[Emry af Masbo]

Han klemte en af hænderne sammen mens de gik. "Han er bedst tilpas i stalden. Der skal der mere til, før han bliver nervøs." Han skævede til Rianne, mens han tænkte sig yderligere om. "Han er ikke bange for andre heste så vidt jeg har lagt mærke til, men er ikke glad for at fremmede mennesker kommer til ham. Og han bryder sig slet ikke om mængder. Det er dog høje lyde der er værst." Han forsøgte at komme i tanke om, hvad der ellers kunne siges. Hvordan han kunne forklare det bedst. Det resulterede i en fure mellem hans to bryn, der fik hans ansigtstræk til at fremstå ganske alvorlig.

[Rianne Salmalín]

Rianne rynkede brynene lidt også mens hun stykkede oplysninger sammen ”Også når der er andre heste, eller står han alene?” skød hun ind mellem hans svar og så spørgende op på ham. Den alvorlige mine på hendes ansigt var sjælden, men når det kom til dyr var det der den oftest opstod. Hun fik svaret da han fortsatte og nikkede ”Hvor gammel var det han var da du fik ham? Har han haft en ejer før dig?”

[Emry af Masbo]

"Han var omkring fire jeg jeg fik ham. Det er ikke mig der har tilredt ham, så han var hos en anden i sin tid som plag. Jeg kender ikke manden udover af navn." Han tyggede kort på hendes spørgsmål igen. Furen mellem øjnene blev dybere. "Tror du det er noget der kan række længere tilbage?" Han så på hende, kun afbrudt af en kort skæven mod vejen. Rianne skulle nødigt ende op med to patienter.

[Rianne Salmalín]

Rianne nikkede igen, bare for at vise hun havde lyttet efter og så en gang til som svar ”Ja.. måske..” hun havde en mistanke bagerst i hovedet, men var ikke sikker på hun havde lyst til at få den bekræftet. Derfor tøvede hun da de stoppede op ved stalddøren og så overvejende op på ham ”Hvad er navnet?” ubevidst lukkede hun fortænderne om sin underlæbe i en grublende gestus.

[Emry af Masbo]

Han gav tegn til Asha om at lægge sig udenfor stalden. Modvilligt forlod den Rianne, men lidt pli havde den trods alt fået lært - selvom han måtte bede den to gange - for i stalden kom den alligevel aldrig ind. "Hans navn er Thom Berider." Emry åbnede stalddøren, og slog let hånden ud for at bede Rianne gå ind først, så han også kunne lukke døren efter dem. Asha skulle nødigt blive fristet. "Kender du ham?" Spurgte han nysgerrigt, og tog i døren for at sikre sig at den var lukket ordentligt, før han trådte længere ind i stalden.

[Rianne Salmalín]

Rianne bøjede sig og gnubbede hunden på snuden mens hun mumlede et par lavmælte ord til den og så fulgte efter Emry ind i stalden. Det tog et øjeblik for øjnene at vænne sig til det sparsomme lys i forhold til udenfor, men hun tænkte mere på det navn han gav hende ”Desværre.. ja..” indrømmede hun, nu med en prominent fure i panden og en kæbe der momentært spændtes hårdt da hun bed sammen ”Han har solgt heste i årevis, skadede heste, men ingen har kunnet få ham ned med nakken endnu.” hun sukkede tungt ”Han bliver ved at flytte rundt når han har fået et dårligt ry et sted, fortsætter han til det næste.” hun skævede op til Emry med et beklagende blik og en tydelig afsky for manden hun talte om ”Hans heste er gode, fysisk, men hans træningsmetoder er.. er…” hun kunne ikke finde et ord der var stærkt nok og stadig sobert og lod helt være mens hun knyttede hænderne hårdt mod sine lår.