Ven eller fjende

[Ralf Tordenarm]

Han nåede at trække på skuldrene denne gang, inden han fik stoppet sig selv halvvejs. "Beklager," undskyldte han, inden han svarede. "Og jo, det kunne godt være én af jer." Der var et let smil i hans stemme. "Og hvem der end gjorde det, ville jeg nok også få et lille mellemværende med. Men jeg ser stadig ingen grund til at angribe hinanden uden grund."

Hendes ord fik ham til at smile igen og han nussede hende ubevidst lidt på livet. "Tænker du sådan?" Han kunne ikke helt vurdere det.

[Elenna Månebarn]

Da han havde bevæget sine skuldre, havde hun fanget underlæben mellem tænderne, og i stedet åndet skarpt ud gennem næsen. Han beklagede sig dog og hun gjorde ikke mere ud af det, men vågen blev hun dog igen. Smerten overdøvede ikke hans lette berøring af hendes liv. Hun tog sig i at ville lade blikket falde, og løftede det i stedet. Hvis hun lod hovedet glide lidt bagover, kunne hun se ham i øjnene sådan. "Jeg tænker ligesom dig."

Hun så på ham et øjeblik endnu, før hun talte igen. "Der er desuden ingen grund til unødige blodsudgydelser. Og alligevel er jeg endt her." Hun kunne ikke lade være med at grine tørt.

[Ralf Tordenarm]

Han så ned på hende og kom til at smile lidt. Han kendte gaderne som sin egen bukselomme og drejede om et hjørne uden at tænke over det. "Se? Vi er allerede to, som tænker sådan. Vi skal bare udbrede budskabet."

Han smilede let igen og bankede så akavet på en dør, da de nåede frem til helbrederens hus. Da døren blev åbnet, forklarede han kort situationen og gik så indenfor, stadig med hende i sine arme. Han havde ikke taget hende til den normale helbreder. Han havde fornemmelsen af, at han ville have nægtet at behandle en ravn. Han lagde hende roligt ned på en briks og satte sig på en stol ved siden af.

[Elenna Månebarn]

Det hele flød en smule sammen derefter. Hun registrerede ikke helt hvor de gik hen, eller lyden af hans bankeslag på døren. Det var først da han lagde hende fra sig på briksen, og hun forlod hans kropsvarme, at hun knyttede brynene en smule sammen og igen kæmpede sig vej tilbage til virkeligheden.

Hun måtte give op i tøjet, for at helbrederen kunne komme ordentligt til. Hun skævede kort hen til Ralf, men der var ikke tid til at blive blufærdig. Det var en kamp at løfte skørtet og lirke sig ud af sine benklæder. En del nemmere var det, at smyge ærmet op og binde det fast ved skulderen.

[Ralf Tordenarm]

Ralf havde ikke tænkt sig at gå nogen steder. For det første, fordi han egentlig fandt hende ganske tiltalende og for det andet, fordi det både var sikkert og vist, at helbrederen ikke selv ville hjælpe hende nogen steder hen, hvis hun ikke selv kunne gå bagefter.

Han tænkte dog heller ikke meget over, at hun trak op i tøjet. Han var lige ved at lægge an til at hjælpe hende, men nåede så trods alt at tænke over, at hun måske ikke ville bryde sig om det. I stedet sad han roligt og ventede på, at behandlingen blev færdig.

[Elenna Månebarn]

Hun havde ikke regnet med at være så god som ny bagefter, men det gav hende alligevel fornyede kræfter, da blødningen stoppede helt, og det værste af hendes smerter forsvandt. Hun havde stønnet af smerte da helbrederen tog fat i hendes ben, men da han var færdig, kunne hun støtte på det ganske svagt uden det stød af smerte der før blev sendt igennem hendes krop, hvilket var en markant forbedring.

"Mange tak," Hun betalte helbrederen for hans service, og lod så blikket finde tilbage til Ralf. "Jeg får nok brug for din hjælp lidt længere endnu." Der var et lille smil, som fandt hendes læber. Uden hans støtte ville det tage resten af natten at komme hjem.

[Ralf Tordenarm]

Efterhånden som hun fik det bedre, trådte Ralf helt automatisk en del ud af beskytterrollen og fik et lille skævt smil om læberne, da hun selv spurgte om hans hjælp. "Gerne," svarede han bare og grinede næsten uvornt, som han trådte hen til hende og løftede hende op i sin favn igen, selvom hun måske selv havde tænkt, at hun bare ville have en støttende arm. Han havde dog ikke tænkt sig at sætte hende ned igen.

[Elenna Månebarn]

Hun havde stærkt regnet med, at hun blot skulle støtte sig op ad ham. Højst, at han lagde en arm under hendes skulder. Men at han løftede hende igen kom bag på hende, så hun udstødte et lille overrasket hvin. "Jeg håber ikke, at det er en service der koster ekstra," sagde hun, i et lettere underholdt toneleje. Det var fristende blot at lade hovedet dumpe ind mod hans skulder og falde i søvn. Hun måtte desuden indrømme, at det ikke var helt skidt at føle sig fjerlet i en mands stærke arme. Det gik dog ikke, så i stedet så hun op på ham med den ene mundvig trukket op i et skævt grin. "Eller du kan måske bare godt lide at vise dig?" Hendes øjne spillede drilsk et øjeblik.

[Ralf Tordenarm]

Han grinede skævt og var sådan set ret tilfreds med, at hun ikke forsøgte at komme ned igen. Og nu var beskyttertrangen ikke den eneste trang, der rørte på sig. "Bare rolig. Jeg kunne aldrig drømme om at tage betaling i mønter," drillede han underholdt og gik ud af huset og stod og ventede et øjeblik, indtil hun pegede ham i den rigtige retning. "Og det er skam ikke et spørgsmål om at vise sig. Det er et spørgsmål om at have en smuk og varm kvinde tæt ind til kroppen, der tiltrække mig."

[Elenna Månebarn]

Hun kunne ikke lade være med at slå hovedet en smule tilbage i et grin. "Jaså, hvad tager du så betaling i?" Et skælmsk smil sad på hendes læber, før hun tog en dyb indånding af aftenluften. "Min 'smukke varme kvindekrop' er måske nok?" Hun pegede frem foran sig, hver gang han skulle skifte retning. Hvilket nemt kunne blive til meget i Nedre Bys snoede små gyder. Det var upraktisk at hun boede i den anden ende af Nedre By, men hvis Ralf ikke blev for træt i armene, havde hun nu heller ikke noget imod at konversere lidt længere med ham. "Vi skal et lille stykke endnu."

[Ralf Tordenarm]

Hun var helt klart en kvinde efter hans hoved, når hun ikke blev fornærmet over hans halv-grove morsomhed og han trykkede hende tæt ind til sig et øjeblik, inden han slappede lidt af igen og bare smilede ned mod hende. "Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke tænkte på det," svarede han, igen i en drillende tone og fulgte bare de anvisninger, hun gav ham. "Men det kan være, du vil invitere mig med indenfor, når vi når hjem til dig?" fortsatte han, mens han lænede sig let ned mod hende, så hans læber var tættere på hendes øre.

[Elenna Månebarn]

Hun følte sig ikke truet af ham, og ærligt, så fik hans spøgende væsen hende til at slappe af omkring ham lige nu. Hele situationen var morsom hvis man anskuede den rigtigt, og hun var glad for, at de begge kunne se det.

"Hvordan tror du ikke sladderen vil løbe, hvis de ser en høg besøge en ravn midt om natten?" Ikke fordi de ville kunne tie stille om dette lige nu. Hun rystede let på hovedet, og løftede den helt raske arm for at trykke hans læber væk fra hendes øre. Ellers ville hun få kuldegysninger. "Men måske. Hvis du kan opføre dig lidt civiliseret." Hun blottede lidt af tænderne i et skævt smil.

[Ralf Tordenarm]

Han lod hende presse sig væk, men han var ikke så uerfaren, at han ikke vidste, hvorfor hun havde gjort det og det trak mere af manden i ham frem i forgrunden. Han lo ganske stille af hendes ord og rystede så underholdt på hovedet. "Jeg er mange ting, min tøs. Civiliseret er bestemt ikke en af dem." Stemmen var hæs og med løfter og det var kun med en kraftsanstrengelse, at han ikke lænede sig ned mod hende igen. "Så så må du jo beslutte, om du kan leve med det eller ej. Jeg lover dog, at civiliseret er overvurderet." Han blinkede igen.

[Elenna Månebarn]

Hun fnøs muntert. "Det vil tiden vise. Om det er overvurderet." Hun så op mod ham, før hun klikkede let med tungen, og pegede ham ned ad endnu en vej. "Jeg har dog ikke tænkt mig at afvise min redningsmand ved min dør."

De, eller Ralf, skulle gå yderligere et lille stykke, før de endte op foran døren til et lille hus. Det var ikke meget, men det var hendes. Det var desuden et udmærket hjem for hende, taget i betragtning af at hun boede i Corus' fattigste kvarter. "Nu ikke noget med at sparke døren ind." Spøgede hun.

[Ralf Tordenarm]

Han smilede let og hørte ingen afvisning i hendes ord. Derfor var skridtene måske også en smule hurtigere det sidste stykke, omend ikke meget. Det var dog tydeligt, at han så ganske frem til det, de ligesom havde stillet hinanden i udsigt nu.

Da de nåede hen til hendes dør, lod han hende om at låse op, selvom han stadig ikke satte hende ned. Så åbnede han døren og gik indenfor med et smil om munden. "Hvilken vej til frøkenens soveværelse?" drillede han.