Fremtiden er lysere

[Annalyn Tømrer]

Annalyns bryn trak sig sammen i mild undren og mens han fortsatte, begyndte en varm kriblen at sprede sig fra hendes mellemgulv og ud i kroppen. Lidt for lidt, mens brikkerne begyndte at falde på plads og eksploderede så i en vild flagren af ekstatiske sommerfugle og galoperende hjerte. Uden helt at være klar over det, smilede hun så bredt at det næsten nåede fra det ene øre til det andet og øjnene blev blanke mens hun bare så lykkeligt og overrumplet på ham et langt øjeblik. Så tog hun sig endelig sammen til at nikke, nikkede igen og følte sig en smule svimmel før hun lagde armene om halsen på ham og kyssede ham, med samme kraft som følelserne svulmede indeni hende ”Ja.” mumlede hun åndeløs mellem to kys og var komplet ligeglad med hvem der så dem lige der ”Ja, ja og tusind gange ja.” hun kom til at le og da hun så op i hans øjne igen, var der våde striber ned over begge hendes kinder.

[Owen Tømrer]

Han kendte hendes svar, længe inden hun faktisk sagde ordene fysisk. Han kunne se det på hendes lykkelige smil og han blev så varm indeni over, at hun ikke engang behøvede at tænke over det. Da hun nikkede og bekræftede, kunne han dog ikke tilbageholde et stort og lykkeligt smil selv og han lagde armene tæt om hende, da hun kyssede ham. Han havde ikke lyst til nogensinde at give slip på hende igen g det var lidt ufrivilligt, at han lod hende trække sig væk. Han smilede dog stadig bredt og lænede sig ind og kyssede tårerne af hendes kinder. "Du og jeg.. For evigt." Det var nok det bedste, som nogensinde var sket ham.

[Annalyn Tømrer]

Hun kunne ikke holde op med at smile igen, og heller ikke stoppe de lykkelige tårer der trillede ned over hendes kinder. Hun kunne heller ikke rigtigt sige noget igen, ikke uden at hendes stemme ville både bæve og knække, så hun nøjedes med at nikke, før hun ganske impulsivt trykkede læberne mod hans igen. Hun tog en dyb indånding da hun ikke havde mere luft og løftede hænderne for at tørre kinderne "Jeg.." som forventet vaklede hendes stemme lidt, men af bevægelse snarere end fordi hun var i tvivl om det hun ville sige "Jeg elsker dig, Owen.. så højt." fik hun endelig hvisket frem og tårerne vældede som på kommando op i hendes øjne igen.

[Owen Tømrer]

Hun var nok den smukkeste kvinde på denne jord efter hans mening. Også selvom hun græd, sådan som hun gjorde lige nu. Men hun græd selvfølgelig også, fordi hun var lykkelig, så det talte ikke rigtigt. "Ikke mere, end jeg elsker dig, Lynn. Jeg var så heldig, at jeg mødte dig igen. Og jeg vil forsøge at gøre dig lykkelig resten af vores liv." Han vidste godt, at de ting han sagde, var lige rigeligt romantiske for ham, men han kunne ikke lade være lige nu. Og han var ret sikker på, at hun ville elske at høre det. Og det gjorde det kun dejligere, at det hele var sandt.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn kom til at le igen, alene fordi hun var så overvældet at hun slet ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv ”Men det.. det gør du allerede.” forsikrede hun ham og snøftede mens hun tog en hurtig indånding, stadig en smule stakåndet over det hele ”Så.. så du bliver i Corus nu?” spurgte hun, en smule hakkende og indså først da ordene forlod hendes læber, hvor meget lige det spørgsmål havde fyldt for hende. Det var på sin vis et ganske dumt spørgsmål, men det røg ud mens hun igen tørrede øjnene, der nu efterhånden var røde, men stadig lyste af varme og glæde.

[Owen Tømrer]

Han spærrede øjnene op i overraskelse over hendes spørgsmål og kom så til at le en forbløffet latter et øjeblik, inden han tog sig sammen og lagde en finger under hendes hage, så han kunne kysse hende igen. Hendes læber var bløde mod hans og da han trak sig tilbage, smilede han varmt og så ind i hendes øjne. "Lynn. Jeg kan da ikke rejse fra dig. Aldrig."

[Annalyn Tømrer]

Et lille, klemt snøft undslap hende igen ved hans forsikring og nu helt uden at kunne sige noget, lænede hun sig blot ind til ham og gemte ansigtet mod hans skulder. Hendes egne sitrede afslørende, men hun var intet andet end lykkelig. Tryg og forsikret lige der i hans favn - det eneste sted hun virkelig ønskede at være. Han blev og hun skulle være hans hustru. Tanken var kæmpestor, uhåndterlig og så vidunderlig, at hun ikke helt kunne rumme den.

[Owen Tømrer]

Sådan sad de længe. Bare ind mod hinanden og nød øjeblikkets lykke. På et tidspunkt tog de sig dog sammen til at gå hjem. Og inden aftenen var omme, hvad Owen haft en alvorlig samtale med Hilam. Storsmilende kom han ud og tog Lynn i sine arme igen. Aldrig havde han haft en dejligere dag.

*Tråd afsluttet*