Det er sent

[Crispin Skrædder]

Gemma Garver

Det var efterhånden blevet mørkt, og Crispin var på vej hjem fra Robert og hans hustrus hus. De havde inviteret ham til fødselsdag. Og det var blevet sent. Samtidig med, at der var røget en del øl indenbords. Naturligvis ikke upassende mange. Men nok til at give ham en følelse af, at han savnede sin seng, og højt humør. Til trods for at han skulle gå alene gennem Nedre Bys gader. Det var ikke det sted, han havde mest lyst til at bevæge sig rund i nu. Men, hvis man ville hjem, blev man nødt til det.

Han anede faktisk ikke, om han gik den rigtige vej. Han var nok mere eller mindre faret vild. Det der med at have drukket og så skulle finde vej i mørke, det var godt nok en dårlig kombination. Han sukkede tungt. Og standsede op ved et kryds, hvor han overvejede, hvilken vej han nu skulle gå. Havde han overhovedet været her før?

[Gemma Garver]

Gemma kendte gaderne som bagsiden af sin egen hånd. Hun havde heller aldrig været bange for at gå alene og var det heller ikke nu, mens hun var på vej hjem efter en rolig aftenvagt. Ro betød dog ikke altid at man kunne slappe af, snarere, at man begyndte at tænke på, hvad der mon var i gære siden der var så roligt. Hun gik i sine egne tanker og gabte grundigt igennem, mens hun drejede omkring et hjørne for at komme hjem til sig selv.

Længere nede ad den mørke gade, hvor kun nogle enkelte lygter kastede en smule lys, stod en skikkelse og hun sagtnede helt automatisk sine skridt og rynkede brynene. Man vidste aldrig, især ikke i denne del af byen og det var bedre at være på vagt, end at fortryde senere. Hun rømmede sig da hun kom nogle skridt tættere på, med den ene hånd på skæftet af sin knippel ”Er du faret vild, Mester?” spurgte hun roligt mod ryggen på manden, for hun var helt sikker på det var en mand.

[Crispin Skrædder]

Han kløede sig ganske let i nakken, mens han stod og studerede vejene. Han overvejede stadigvæk, hvilken en, som han skulle gå ned ad, for at komme hjem. Men det var ikke nemt.

En stemme lød bag ham, og et smil bredte sig på hans læber, da han drejede rundt og fik øje på Gemma. "Faktisk ja," svarede han og slog ud med hænderne. "Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvor jeg er," han sukkede og så så direkte på hende, som han kunne, til trods for at have drukket et par krus øl.

[Gemma Garver]

En mild svajen da han vendte sig fik hende til at gøre sine egne konklusioner. Andre ville måske ikke have set det, men hun havde efterhånden været omkring sin del af fulderikker, til at se selv de små tegn. Da hun genkendte ham, var det dog det sidste hun tænkte på og i stedet spærrede hun øjnene op i overraskelse, for så at presse læberne hårdt sammen da deres sidste møde passerede revy for hendes indre blik "Du er ikke hvor du hører til i hvert fald." konstaterede hun tørt og havde den største lyst til at gøre omkring og gå, men hun ville skulle lige forbi ham hvis hun skulle hjem til sig selv "Du står der hvor jeg skal gå... igen." fortsatte hun i stedet også afventende på ham.

[Crispin Skrædder]

Selvom Crispin havde drukket, så var han ikke typen, hvor fornuften gik helt ud af ham. Han blev måske lidt mere fjollet, men han kunne da stadigvæk finde ud af, hvordan man opførte sig. "Sjovt du siger det. For jeg er kommet frem til samme konklusion," kommenterede han med et drillende glimt i sine mørke øjne. "Åh. Igen? Det var dog en slem vane jeg har fået mig," han drejede hovedet og så ned ad gaden. Og så tilbage til Gemma igen. "Tillad mig, at træde til side for den kønne frøken," han trådte et skridt til siden, og ville bukke for hende. Men det havde regnet, og stenene under ham var glatte. Hvilket resulterede i, at han mistede balancen. Og faldt. Med ansigtet først ned mod stenene.

[Gemma Garver]

Hun var faretruende tæt på at smile og bed sig hårdt i kinden for ikke at gøre det "Nu du selv siger det." gav hun ham tørt ret og himlede med øjnene mens hun tog et skridt frem for at gå videre. Han måtte selv finde hjem. Hun havde fri, hun var træt og ville bare hjem under sine varme tæpper.

Hun nåede dog ikke mere end det ene skridt frem, før han gik i stenene, helt bogstaveligt. Instinktivt snurrede hun rundt og greb ud efter ham, men nåde kun at få fat i hans ene ærme før han ramte stenene. Hun var nær selv gået med ned og bandede så det ville kunne gøre en sømand misundelig, mens hun satte sig på knæ på de våde sten "Af alle, klodsede.." mumlede hun ud mellem tænderne "Crispin! Op igen.. kom. Du kan ikke ligge der og rode rundt." hun ville ikke engang spørge om han havde slået sig, for det var hun komplet sikker på. Hun håbede bare det ikke var mere alvorligt, end at hun ville kunne få ham på benene igen.

[Crispin Skrædder]

Da han ramte stenene, mærkede han det i panden. Og lidt på næsen. Eller. Meget på næsen også. Kæben gjorde også ondt af pokkers til. Han lå et øjeblik, og skulle lige tage sig sammen til, at få armene til at lystre, inden han med hjælp fra Gemma forsøgte at komme på benene. Han fik kæmpet sig så meget op, at han kunne sidde ned. Det dunkede i hans pande og han var ret overbevist om, at hans læbe var flækket, næsen brækket og kæben stærkt forslået. Uden at han endda havde været i slagsmål med andre end vejen. "Det er også de brosten. De bliver så glatte, når det har regnet," mumlede han og så op på hende. Forsøgte at fokusere. Men mislykkedes fælt. "Det er lidt unfair, at der er to af dig, og kun en af mig. Det kan I ikke være bekendt," sagde han med et drillende smil, og vidste, at det kun var fordi han havde slået hovedet.

[Gemma Garver]

Hun skar en tydelig grimasse da han løftede hovedet nok til at hun kunne se hans ansigt. Selv i det sparsomme lys var det tydeligt, at han ikke havde nået at tage fra da han faldt. Blodet på hans ansigt så næsten sort ud og dets metalliske lugt blandede sig med lugten af øl "Og fødder bliver klodsede når de er fyldt med øl." kommenterede hun med et sigende blik "Sid stille.. Lad mig se." hun rynkede brynene og havde trukket et lommetørklæde frem, som hun nulagde forsigtigt under hans næse, selvom hun var sikker på, at selv den mindste berøring ville gøre pokkers ondt. Hun havde aldrig selv brækket næsen - endnu, men havde set nok af dem til at vide, at det var præcis hvad hans var "Læg hovedet tilbage og hold den her. Hvis vi er heldige stopper det af sig selv." hvis det bare havde været vinter så der havde været sne eller is lige ved hånden hun kunne have brugt.

[Crispin Skrædder]

Han nikkede bekræftende. Jo tak. Det kunne han bestemt mærke på sin næse. Han flyttede sig ikke, da hun kom nærmere, men sad bare helt stille og skar en grimasse, da hun lagde lommetørklædet mod hans næse. Det gjorde fandens ondt, for at sige det mildt. Han kunne godt have været det her foruden. Han gjorde som hun sagde og holdts elv fast i lommetørklædet, mens han lænede hovedet bagover. Han blev en smule svimmel, og rakte en hånd ud, for at tage fat i hendes skulder, så han ikke tiltede til den ene side, fordi hans manglende balance igen havde lyst til at vælte ham omkuld. ”Tak,” mumlede han ud gennem lommetørklædet.

[Gemma Garver]

Gemma var ikke datter af en helbreder for ingenting og hendes blik granskede hans ansigt grundigt. Faktisk havde hun nok ikke set så grundigt på ham ved nogen af deres foregående møder. Det var nok også første gang hun ikke var rasende irriteret på ham og den realisation, var lige ved at få hende til at le – og hun ville sikkert have gjort det, hvis situationen havde været en anden.

”Kan du komme op? Og gå selv?” hun forsøgte at fange hans blik, selvom det var svært når hun lige havde bedt ham lægge nakken tilbage, men hun havde brug for at vide, om han var bare nogenlunde klar i hovedet. Ikke så meget på grund af det øl han tydeligvis havde drukket. Han havde ikke virket rigtig fuld, men et slag til hovedet kunne være en alvorlig sag i sig selv.

[Crispin Skrædder]

Ved hendes spørgsmål trak han let på skuldrene. "Du stiller godt nok svære spørgsmål," mumlede han, og holdt stadigvæk fast i hendes skulder. "Hvordan skulle jeg kunne vide, om jeg kan stå eller gå, når jeg sidder ned?" Han var hverken spydig eller vred. Bare... Nøgtern.

Han fjernede hånden med tørklædet fra næsen, og satte i stedet hånden på jorden, hvorefter han langsomt begyndte at hale sig selv op. Det gik. Sådan nogenlunde. Han svajede lidt, men da han fandt fodfæste, stod han da oprejst selv. "Jeg går ud fra, at det er en god ting, hvis jeg ikke er svimmel nu, ikke?"

[Gemma Garver]

Gemma fnøs, uden egentlig at være underholdt og trak et andet lommetørklæde frem, som hun forsigtigt tørrede noget af blodet på hans hage væk ”Sådan er jeg bare. Det må du lære at leve med.” gav hun tørt igen, og skævede kort op og så ham i øjnene. Hans læbe var hævet, men var næsten holdt op med at bløde. De samme kunne dog ikke siges om hans næse og det hvide lommetørklæde var efterhånden gennemblødt.

Hun tog et fast tag under hans arm da han forsøgte at komme på benene. Hun var stærkere end så ud og slap ham først da han selv stod, men var klar til at tage fat igen ”Jeg er overrasket hvis du ikke er det.” hun så spekulativt på han, overvejede og kapitulerede så med et lille suk ”Kom..” hun tog hans ene arm og lagde den omkring sine egne skuldre. Han stod måske nok selv, men hun ville hellere være sikker på han forblev sådan, end at hun skulle samle ham op igen længere nede ad gaden ”Jeg bor lige hernede, rundt om hjørnet. Min mor er helbreder og du har brug for sådan en lige nu.” det var ikke et forslag, men en ordre.

[Crispin Skrædder]

Han sendte hende et smil, og tig hele situationen med ophøjet ro. Det var ikke det værste tidspunkt at komme tilskade på, nu hvor Gemma var der, til at tage sig af ham.

Han støttede sig op af hende, da hun tilbød det. Men selvfølgelig ikke så meget, at de begge to ville ende med at miste balancen. Han drejede hovedet og så overrasket på hende. "Er det ikke lidt tidligt, at jeg skal møde din mor? Jeg mener..." Han trak let på skuldrene. "Vi har jo ikke en gang kysset endnu," han gjorde meget for at lette stemningen lidt.

[Gemma Garver]

Hun himlede med øjnene og sukkede opgivende, tungt og meget hørligt mens hun tog fat i hans hånd der lå over hendes skulder med den ene hånd og lagde den anden arm omkring ryggen på ham. Det var sin sag fordi han var så meget højere end hende, men på den anden side, så var de fleste meget højere end hende og hun var vant til det "Du kommer til at ønske du aldrig havde mødt hende." konstaterede hun tørt, uden at uddybe og uden at se op på ham da de begyndte at gå. Hun valgte komplet at overhøre anden halvdel af hans kommentar og også at det igen fik hende til at føle sig lidt underligt til mode, ikke nødvendigvis på nogen god måde.

[Crispin Skrædder]

Han ville have trukket på skuldrene, men gjorde det ikke. Mest fordi han var overbevist om, at de så bare begge to ville gå i gulvet. "Måske. Men jeg tvivler. Jeg har en tendens til godt at kunne lide mennesker," sagde han blot og fulgte med hende. Han anede trods alt ikke, hvor pokker hun boede henne. "Kan hun noget specielt din mor? Jeg mener, har hun stor erfaring med brækkede næser og fulde tosser som mig?" Han drejede langsomt hovedet, men måtte opgive halvvejs, fordi det faktisk gjorde lidt ondt, og han tænkte, at en dundrende hovedpine var på vej. Og det var ikke på grund af de tømmermænd, han skulle have dagen efter.