Formiddag på biblioteket

[Elissa af Disart]

Til:  William af Stenbjerg

Det var ved at være godt op ad formiddagen og eftersom at det sneede kraftigt udenfor, så valgte mange folk at holde sig indenfor i varmen. Elissa var en af dem som havde valgt at holde sig indenfor. Hun havde besluttet sig for at bruge dagen på at begrave sig i bøgerne på et af bibliotekerne, selvom hun selv syntes at hun havde forholdsvis meget fritid, så syntes hun ikke at hun fik læst særlig meget lige for tiden... så når hun endelig havde muligheden for at begrave sig i bøgerne, hvorfor så ikke udnytte det?
At biblioteket var tomt havde været en behagelig overraskelse for hende, hun havde ikke noget imod at være sammen med de andre folk på paladset, ofte foretrak hun selskab, men lige præcis den dag ville hun gerne bare slappe af. Derfor havde hun også gjort noget som hun nok ikke havde valgt at gøre hvis der havde været andre til stede; hun havde smidt de flade sko som havde haft på og havde i stedet trukket benene op under sig så de var dækkede af den mørkerøde kjole hun havde valgt at tage på. Også hendes hår afspejlede hendes afslappede humør, i stedet for at være sat op i en kunstfærdig frisure hand det bare i en enkelt fletning ned af hendes ryg.

[William af Stenbjerg]

William nød ikke længere sin gang på slottet nær så meget, som han engang havde gjort. Han foretrak at tilbringe det meste af sin tid i byhuset eller rundt omkring i selve hovedstaden, hvor alting ikke mindede ham om den pågående krig, som han var tvunget til ikke at deltage i. Midlertidigt, i det mindste. Han ville uden tvivl blive sendt ud som en del af den næste trop, i fald Maren ikke skuffede alle voldsomt og lod sig slå let tilbage. Tankerne svømmede rundt i hovedet på ham, som han trådte ind i paladsets bibliotek med ældre litteratur.

Han var på jagt efter en bog med ridderkodeksets love i begyndelsen af det første århundrede i denne tidsalder. Det havde hans særlige interesse i dag, fordi han netop havde haft en diskussion med en af hoffets unge og påståelige riddere om visse uændrede elementer af teksterne. Egentlig var det ikke så fascinerende, men Katherine havde besøg af en større flok velmenende fruer og han havde ingen intention om at være hjemme før de ikke var der længere. Skulle han én gang til høre forsikringer om, at det uden tvivl var tvillingepiger i hendes vom, så ville han muligvis være nødt til at stikke sig selv ned med en brødkniv. Hun selv vidste bedre end at diskutere emnet. Det gjorde ham yderst anspændt.

Virrende med hovedet, så tankerne røg i baggrunden, gav han sig til at lede efter en reol med lovtekster. Han var indstillet på, at det kunne tage ham noget tid at finde det han ledte efter. Heldigvis var biblioteket også tomt. Eller næsten tomt...

[Elissa af Disart]

Elissa lagde ikke mærke til omgivelserne omkring hende, hun var alt for forgabt i sin bog. Det skete af og til at det lykkedes hende at finde en bog som fangede hende fuldkomment, og det var så tilfældet med denne bog. Derfor irriterede det hende også grænseløst da en person trådte ind i lokalet og brød hendes koncentration. Hun var ikke typen som skældte folk ud for at forstyrre hende midt i en god bog, men hun havde nydt bogen så meget at hun faktisk var klar til at komme med en bemærkning som bestemt ikke sømmede sig for en ung adelskvinde. Altså, indtil hun så hvem det var som havde forstyrret hende.
Et øjeblik så hun en smule forfjamsket på personen ovre ved reolen, havde han overhovedet set at hun var der? Hvis han havde set at hun var der ville det være uhøfligt ikke at reagere på hans tilstedeværelse, og hun havde ikke brug for at få et ry som en uhøflig adelstøs.. det var slemt nok at hendes ture i byen uden vagter var blevet alment kendt..
"Goddag Deres Nåde" sagde hun med at høfligt smil. Hun fjernede fødderne fra stolen og stak dem ned i skoene igen. "Leder de efter noget specielt?"

[William af Stenbjerg]

William havde ikke bemærket, at han var med selskab. Han kom ikke ind på biblioteket for at dyrke høflig samtalekunst eller udveksle hilsner med adelsfolk han ikke kendte. Da den behagelige stilhed blev brudt, vendte han derfor hovedet med mild overraskelse og lod blikket glide undersøgende ned over den lille pige- kvinde i et af rummets komfortable stole. Rødligt hår, lille buttet næse og noget yderst uvorent i blikket, selvom hendes tiltale var korrekt...

Han bøjede hovedet i en hilsen, der passede sig for at frøkenen ikke havde rejst sig op for at neje. Ingen grund til at hænge sig i den slags formaliteter alt for længe. Hun var køn nok, atter en debutant, hvis han ikke tog meget fejl. Navnet svigtede ham, men han havde vist set hende ved midvinterens mange festligheder. ”Unge Komtesse,” fulgte han op, uden at nævne det navn han ikke huskede. Det var uden konsekvens. ”Det gør jeg. De har måske opnået et godt kendskab til reolernes indhold? Lovtekster fra år nul til nioghalvfems?”

[Elissa af Disart]

Efter at Elissa havde fuldført sin hilsen blev hun pinligt bevidst om at hun ikke havde rejst sig for at neje for hertugen. Lige netop denne gang havde det været en forglemmelse, ved mange andre personer havde hun med vilje ladet være med at neje, hendes eget private lille oprør, men denne gang var det en simpel forglemmelse. Det så dog gudskelov ikke ud til at han tog det særlig tungt.
Som svar på hans spørgsmål rejste hun sig langsomt op mens hun lod blikket glide henover reolerne. Hun havde selv haft fat i lovteksterne engang, hun havde prøvet på at vække sin interesse for dem, men hun havde måtte gå op næsten inden hun var kommet i gang med dem. Det var lang tid siden at hun havde haft fat i lovteksterne, men hun kunne stadig huske hvor de burde stå henne. "Tilfældigvis har jeg et ganske godt kendskab til biblioteket, og hvis jeg ikke tager eget fejl bør de kunne finde de bøger de søger lige.." Hun strakte sig en smule og lod fingeren følge kanten på en af hylderne i reolen "Her" sagde hun og bankede en enkelt gang på hylden med fingeren. Hun vendte sig om mod ham med et smil. hun så ham kort i øjnene men lod så sit blik glide en lille smule ud til siden. "Må jeg spørge dem hvad de skal bruge bøgerne til? Det er ikke ligefrem det nemmeste læsestof"

[William af Stenbjerg]

Williams øjenbryn røg et solidt hak op, da tøsen uden problemer fandt en at de støvede reoler og udpegede den som værende den korrekte. Han overvejede om hun mon lavede sjov, tog en af de lænkede bøger ud og åbnede den forsigtigt. Da hans blik gled ned over noget, der var i den rigtige genre, men ikke lige det han søgte efter, blev hans blik anerkendende – i et kort øjeblik.

Han så op på frøkenen og kneb øjnene en anelse sammen. Det trak i hans mundvige over hendes spørgsmål og han måtte skære en enig grimasse. ”Nej, det er det ikke, selvom jeg nu må formode, at De har læst dem alle fra side til side.” Hans blik dvælede kort ved hendes rosa læber, før det var tilbage i øjne, der undgik at se på ham. Der var ellers ikke meget dydig tilbageholdenhed over dette eksemplar. Det morede ham. ”En ligegyldig tvist på ord skal afgøres. Den slags mænd fortaber sig i, når de ikke har bedre at tage sig til...”

[Elissa af Disart]

Elissa ville lyve hvis hun påstod at hun ikke nød den korte anerkendelse i hans blik. Det var sjældentat hendes evner vækkede den store anerkendelse, men nu var det jo heller ikke fordi hun hvde de store evner, bevares, hun var da okay til at sy og de andre ting som det forventedes at adelskvinder kunne, men det var ikke fordi at hun var noget stort talent. Hun var også blev ganske god til at snige sig uden om vagterne, denne evne vagte dog ikke den store anerkendelse, men det skabte da god sladder for de andre adelskvinder på paladset.
Hun formåede kun lige at holde et grin inde da han påstod at hun måtte have læst ae de usigeligt kedelige bøger. "Det er dog ikke en bedrift jeg vil tage æren for.. jeg nåede dårligt nok et par sider ind i den første bog før jeg måtte give fortabt, men jeg er da beæret over at de har så høje tanker om min interesse for emnet" svarede hun med et smil som var mere gavtyvagtigt end godt var. Hun vidste godt selv at hun nok bevægede lige på grænsen af hvad der kunne ses som gode manerer, men hun følte sig godt tilpas sammen med William og det fik hende til at slappe mere af. "Det virker som en spændende tvist his den kræver at de skal have fat i de gamle støvede bøger" sagde hun med det samme smil som før. 

[William af Stenbjerg]

William hævede begge øjenbryn og betragtede pigen med et muntert glimt i øjnene. Hun talte så frit som var hun borgerlig og det generede hende tilsyneladende ikke, at hun befandt sig alene med en mand. Alt i alt var hun underholdende og han overvejede hvad der lå bag hendes opførsel. I stedet for at spørge - han var ikke nær så bramfri - nøjedes han med at lade blikket glide ned over hendes ansigt. "Voldsomt spændende. Dog ikke nær så spændende som hvordan en ung adelsfrøken er sluppet af med sin anstandsdame?"

Han betragtede hende ned et næsten venligt smil. Hun var en sød lille sag, åbenmundet, men for tynd til hans smag. Desuden havde han formået at lade være med at lade sig friste til at forsøge sig med unge damer siden sommeren og det ville være dumt at ændre på det nu... Alligevel kunne kan ikke lade være med at beundre hendes læbers runding.

[Elissa af Disart]

Et kort øjeblik lød Elissa sit blik møde Williams. Hun morede sig over munterheden i hans øjne. Hun havde hørt mange rygter om Hertug William af Stenbjerg hvoraf langt de fleste ikke havde været særligt flatterende, men indtil videre virkede han som en flink og underholdende mand som, gudskelov, ikke tog hendes afslappede og bramfrie natur særlig tungt. Et øjeblik morede hub sig over hans svar, men da han nævnte det med andtandsdamen blegnede smilet en lille smule og blikket blev sænket ned mod gulvet. Om det var et ægte tegn på forlegenhed eller om hun blot spillede var ikke til at sige. Hvis man kendte hende bare en lille smule ville man vide at det lige så vel kunne være skuespil som et ægte tegn på forlegenhed.
"Det er ikke svært at slippe væk fra vagter og anstandsdamer, og personligt synes jeg ikke de er nødvendige... Men de mener måske at jeg vil lave for mange... ulykker hvis jeg ikke har en anstandsdame?" Sagde hun og lod igen kortvarigt sig blik møde hans inden hun rykkede det en smule så de ikke havde direkte øjenkontakt.

[William af Stenbjerg]

Williams mundvige sitrede. Ordet "ulykker" var næsten lidt for ladet og han kunne alligevel ikke lade være med at tænke, at tøsebarnet flirtede med ham. Han lagde hovedet en anelse på skrå og trak på skuldrene. Hans diskussion om ridderkodekset virkede lige pludselig ikke så spændende og bogen blev liggende opslået på sin plade, imens hans blik løb ned over den unge dames opstadsede kjole. "Det kan man sige," funderede han, uden at pointere det åbenlyse. Anstandsdamer var ikke kun til for at der intet skete mellem deres frøkener og eventuelle mænd - de var essentielle for at bevidne, at det var tilfældet. Denne piges dyd var i mellemtiden overhovedet ikke hans anliggende. Han var ganske meget i tvivl om hvorvidt den var velbevaret i der hele taget, sådan som hun opførte sig. Måske tog han fejl. Var hun ikke en af debutanterne, men i virkeligheden en ung brud, som hans... Katherine?

Han klarede sit hoved og smilede skævt. Hun var en køn lille hundjævel uanset. "Det må De fortælle mig, Komtesse. Hvilken slags ulykker ligger Dem på sinde?"

[Elissa af Disart]

Elissa vidste godt at hun var ved at bevæge sig ud i noget som hun ikke havde særlig meget forstand på. Hun havde da hørt når nogle af de unge piger i tjenestestaben gik og kvidrede over nogle af de unge mænd de havde mødt og om de små kys de havde fået lusket ud af disse mænd. Selv havde hun håbløst lidt erfaring indenfor området. Hun havde da selv kigget efter nogle mænd, men den åbenlyse mulighed havde aldrig været der. Og så alligevel stod hun der og førte en samtale som nok ville have fået hendes anstandsdame til at dåne, selv skammede hun sig dog ikke, faktisk morede hun sig over de reaktioner deres samtale kunne have skabt hvis den blev offentligt kendt, hun var dog også klar over at de var mere end heldige at der ikke var kommet nogen ind på biblioteket.
"Jamen deres nåde, jeg er slet ikke sikker på at det sømmer sig for en ung adelskvinde at snakke om sådanne ulykker" sagde hun med både en stemme og et smil som afslørede at sætningen bestemt ikke afspejlede hendes rigtige holdning.

[William af Stenbjerg]

William fnøs muntert og betragtede pigen foran sig med flere andele nysgerrighed. Han vidste skam godt, at han ikke burde føre den slags samtaler, men hans blik på hvad mænd kunne tillade sig – også gifte mænd – tillod temmelig mange af denne slags ”fejltrin.” Det var trods alt pigens eget ansvar hvad hun stillede op med sin dyd eller sit gode rygte. Han smilede skævt og kneb øjnene lidt sammen, imens han inspicerede de der rosa læber endnu engang.

”Absolut ikke,” konstaterede han roligt, før han rakte sin ene hånd frem og strøg en enkelt finger langs hendes kæbe. ”Men det sømmer sig heller ikke for en ung adelskvinde at stå og tale med en halvfremmed mand alene, så De er allerede adskillige skridt over grænsen. Hvorfor ikke tage endnu et?” Han modstod ikke fristelsen til at berøre hendes underlæbe let, før han lod hånden falde igen og tog et enkelt skridt væk med et glimt i øjnene. Bogen fik atter en anelse opmærksomhed fra ham, men han var ærlig talt mere optaget af pigen og hendes reaktion på hans ret åbenlyse akt. Han havde ikke tænkt sig at sige nej, når fristelser så åbenlyst tilbød sig selv.

[Elissa af Disart]

Elissa stod helt stille under hans berøring. For en gangs skyld vidste hun ikke hvad hun skulle gøre, berøringen havde ikke været ubehagelig, nærmere tværtimod. Hun kunne tydeligt mærke sin manglende erfaring, tjenestepigernes historier var kun nået til et vist punkt inden tjenestepigerne holdt op med at snakke og i stedet udvekslede indforståede blikke. Smilet forsvandt fra hendes løber og hun lod sit blik glide ned mod gulvet. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre, hun var pludselig blevet bevidst om hvor forkert situationen var. Alt i hende skreg at hun skulle huske sin opdragelse og forlade rummet hurtigst muligt. Men der var også en lille stemme i hende som prøvede at overbevise hende om at det ikke kun var tjenestepigerne som skulle have lov til at slå sig løs. Hun ville vide hvad de der små indforståede blikke betød!
Hun hævede langsomt blikket indtil hun så ham ind i øjnene. "Så deres nåde vil gerne vide hvilke ulykker jeg kan lave?" spurgte hun uden at fjerne blikket. Hun lukkede af for følelsen af at det hun var igang med var forkert på alle punkter, hun havde opført sig som den perfekte adelskvinde i lang tid, nu ville hun have lov til at slå sig løs. Smilet fandt atter vej til hendes læber som hun tog et enkelt skridt hen mod ham.

[William af Stenbjerg]

William morede sig. Han gad godt vide om hendes meget voksne flirten var påtaget eller ægte – og hvorvidt han burde kalde hende komtesse, lady, baronesse eller grevinde. Det var slet ikke sikkert, at hun var nogen bly ung frøken og han var ikke sikker på hvorfor han havde antaget det. Ganske vidst måtte hun være på Katherines alder, men Katherine var bestemt heller ikke jomfruelig længere. Så absolut ikke.

Da han – påtaget – gav sig til at læse, fulgte han pigen ud af øjenkrogen. Han stod bøjet let hen over bogen og drejede hovedet en anelse, som hun talte igen. Et enkelt øjenbryn blev hævet, imens han betragtede hende afventende. ”Hmm... Ja. Jeg vil også gerne have Deres navn? De kender mit.” Antydningen af et smil hvilede i hans mundvige og han var tydeligvis ikke særlig interesseret i den bog.

[Elissa af Disart]

Elissa var en lille smule skuffet over at hun ikke skabte en større reaktion hos ham, hun vidste ikke hvad hun havde forventet, men i hvert fald ikke at han ville begynde at læse! Hvad ville han have hende til, smide kjolen midt i biblioteket? Det ville i hvert fald fange hans opmærksomhed!
Hun tog et par dybe indåndinger for at få lidt bedre kontrol over sit temperament så hun kunne svare på hans spørgsmål. På en måde havde hun ikke lyst til at fortælle ham sit navn, deres samtale havde været dejligt anonym indtil videre, men hun vidste også godt at hun på ingen måde kunne slippe udenom at fortælle sit navn.
"Elissa af Disart" sagde hun og trådte endnu et skridt hen mod ham. Hun forventede lidt at hendes navn vækkede en eller anden reaktion hos ham, enten fordi han havde hørt nogle af de rygter der efterhånden gik om hende eller fordi han kendte hendes far.