En forespørgsel

[Owen Tømrer]

Erik Almsted

Owen's håndflade var klam af nervøsitet, som han stod og ventede uden for Almsted-familiens værksted. Han havde spurgt en af arbejderne der, om han kunne komme til at tale med Mesteren omkring et job og manden var gået ind uden at have sagt ret meget.

Den nye protese var bedre, end han havde turdet håbe på. Han var mere sikker på benene, end han havde været siden krigen og nu hvor tilbygningen var færdig, havde han brug for at rigtigt arbejde. Forhåbentlig kunne han få lov til at have det her. Bare tanken fik hans hjerte til at banke hurtigere i en voldsom blanding af frygt og forhåbning.

[Erik Almsted]

Erik sad med en stak ordrer da en af lærlingene stak hovedet ind på det lille kontor og spurgte efter mester. Han var ikke synderligt træt af at blive forstyrret, nikkede og rejste sig for selv at tage sig af hvem og hvad det end måtte være. Hans far var sengeliggende igen, men dog ved lige så godt mod som altid. Hvis ikke vedkommende kunne nøjes med mesters søn, måtte han jo tage den derfra.

Han måtte bøje hovedet for at komme under dørkarmen ud i selve værkstedet, en bevægelse han gjorde helt uden at tænke over det, selvom han i nogle år efter at være skudt gevaldigt i vejret, indtjente sig flere buler efter sammenstød med dørkarmen ”Gudindens fred.” hilste han og rakte en hånd frem mod manden der stod ved døren. Der var noget bekendt ved ham, men ved første øjekast lykkedes det ham ikke at huske hvorfor ”Mester er her desværre ikke, men måske kan jeg hjælpe..” begyndte han, halvt spørgende og med et imødekommende smil ”Erik Almsted.” præsenterede han sig så.

[Owen Tømrer]

Han havde været i tvivl, da Lynn havde nævnt Almsted-familien. En klokke - gammel og rusten, men stadig med lyd - havde lydt i hans hukommelse. Et minde om en høj nordbo, som han havde sat vagt sammen med under krigen. Som havde været tømrer. Og som havde sagt.. Han rystede mentalt på hovedet. Det havde været et let løfte dengang. Og Owen havde ikke tænkt sig at holde ham til det.

Han smilede dog alligevel til kæmpen. "Ja, det husker jeg," sagde han og rakte armen frem mod Erik. "Owen Tømrer. Vi havde en vagt sammen i Rodlund for snart længe siden?" Han tog en dyb indånding og forsøgte at håbe det bedste.

[Erik Almsted]

Erik rynkede brynene og gik et splitsekund i stå. Både fordi brikkerne faldt på plads i hovedet på ham, men også fordi manden overfor ham rakte ham den modsatte arm af hvad kotumen ellers var. Han forstod dog hurtigt hvorfor, lod højre hånd falde og greb i stedet fat omkring Owens venstre håndled i et fast tryk og et bredt grin "Jeg vidste der var noget bekendt ved dig. Velkommen til Corus." selvfølgelig tænkte han sit omkring den manglende højre hånd, men han var opdraget godt nok til aldrig at dømme en anden mand så hurtigt - slet ikke en han delte en smule af fortiden med "Mithros.. Det føles som en halv livstid siden.." han slap en munter lyd og slap den andens arm igen for i stedet at slå ud mod den halvåbne dør ind til det lille kontor, der mest bare var et aflukket hjørne af det store værksted, men dog tjente sit formål ganske glimrende "Kom med, så kan vi tale."

[Owen Tømrer]

Han tog sig ikke af, at Erik var ved at række ham den forkerte arm. Det var ikke så ualmindeligt, at han lagde alt for meget mærke til det. "Tak skal du have." Han fulgte efter ham ind i bygningen og støttede sig så lidt som muligt til krykken under gåturen. Han forventede ikke at kunne narre nogen, men han ville gerne virke som så lidt påvirket som muligt.

De kom ind på kontoret og han satte sig ned, da han fik anvist en stol. "Ja, det føles som en evighed siden. Sådan har store livsændringer det vist med at føles." Han smilede over til Erik og stillede krykken til siden, så den var let at nå igen, men den ikke stod i vejen.

[Erik Almsted]

Erik slog ud mod en stol og lukkede døren bag dem. Det tog ikke meget af lydende ude fra værkstedet, men han havde selv vænnet sig til det for længst ”Du er kommet en lang vej..” begyndte han og satte sig overfor Owen ”Så vidt jeg husker er du ikke fra Corus?” tonen var spørgende og kropssproget stadig imødekommende, selvom han kastede et kort blik på krykken ”Tog du fra Rodlund med den?” han ville ikke snage. Guderne skulle vide der var mænd nok, der var vendt hjem manglende lemmer, eller slet ikke var kommet hjem, men sidst han havde talt med den anden mand, havde han hverken haft krykke – eller manglet den ene hånd. Han ville dog udmærket kunne forstå, hvis ikke Owen ønskede at uddybe eller tale om det. Selvom han selv havde været heldigere end de fleste, var der stadig ting han ikke talte om, som ikke engang Filippa vidste.

[Owen Tømrer]

Owen rystede på hovedet. "Min familie er fra Harise, så Corus var mig ikke fremmed," svarede han i et roligt leje. Harise lå uanset ikke ret langt fra hovedstaden og han havde været i byen af flere omgange.

Da talen faldt på hans skader, kunne han ikke undertrykke det glimt af mishag, som viste sig på hans ansigt, inden han fik det under kontrol igen. Han havde måske lært at acceptere, hvad han havde mistet, men han var stadig bitter over det. "Ja, desværre. Nær krigens afslutning endda. Den sidste træfning.." Han sagde ikke mere om det, fordi Erik så helt bestemt ville kunne høre hans bitterhed. Han havde været så tæt på at komme helskindet ud af det.

"Jeg tænker, at du godt ved, hvorfor jeg er her. Tro mig, når jeg siger, at jeg ikke vil holde dig til et løfte, sagt halvt i spøg og under andre forhold end disse. Men jeg er udlært tømrer og jeg kender mit fag godt.. Og.. Og jeg har brug for arbejde." Det sidste blev sagt med en lavere stemme, fordi han stadig ikke brød sig om at bede folk om noget.

[Erik Almsted]

Erik nikkede, lyttede, nikkede igen og rynkede brynene svagt mens hans egne minder om Rodlund pressede sig på. Han tog en dyb indånding og skubbede dem væk igen. Det var hverken tiden eller stedet og der var ikke mere han behøvede sige om det. De vidste desværre begge alt for godt hvad der var gået for sig og havde det været ham selv, var medlidenhed - uanset hvor godt den var ment - det sidste han ville have brug for.

Smilet vendte tilbage igen "Et løfte er et løfte." konstaterede han ligefremt. Det var det i hvert fald for ham og guderne skulle vide, at han kunne bruge en ekstra mand, nu han selv havde en lille derhjemme og Oden stadig ikke kunne arbejde som han plejede på grund af sin ryg. Realiteten var blot, at Owen ikke kunne helt det samme som alle de andre svende "Jeg er sikker på vi kan finde ud af noget." han rynkede brynene overvejende "Så du planlægger at blive i Corus nu?" det var vigtigt for ham at vide, før han satte for meget i bevægelse.

[Owen Tømrer]

Owen kunne ikke engang beskrive over for sig selv, hvor lettet han blev, over at Erik ikke pressede på. Og lettelsen blev næsten tidoblet, da Erik uden videre tilsyneladende ville give ham et arbejde. Hvis han skulle være ærligt, så havde han ikke troet det. Tømrere så normalt helst, at deres svende havde begge arme og begge ben i behold.

Han nikkede derfor langsomt - ude af stand til at skjule sin overraskelse. "Jeg.. Der er en kvinde.." Normalt ville han ikke fortælle den slags, men Erik havde overrasket ham før og nu igen med sit spørgsmål. Og han vidste ikke, hvad han ellers skulle svare. Lynn var den eneste grund til, at han blev i Corus. Den eneste grund til mange ting i hans liv faktisk. "Jeg tror nok, at du kender hende? Annalyn Stenhugger?"

[Erik Almsted]

Erik havde ikke helt en plan endnu og han ville ikke love mere end han kunne holde, eller få nogens forventninger op, men et løfte var stadig et løfte, og han stod ved sine. Desuden huskede han ikke Owen som en mand, der forventede mirakler fra nogen kant. En idé begyndte dog at forme sig i hans tanker, mens han fik sit svar og lyste op i et mildt overrasket smil "Lille Lynn? Hilams pige?" spurgte han, selvom han egentlig var sikker "Det var som pokker." de lyse øjne spillede anerkendende mens han lænede sig tilbage på stolen "Jeg havde hørt han havde hjælp til den tilbygning, selvom han ikke gik til os." han kløede sig tænksomt på kinden, uden på nogen måde at virke reelt fornærmet "Så det var altså dig? Der var den hjælp mener jeg?"

[Owen Tømrer]

Owen holdt masken, selvom han rent faktisk ikke brød sig meget om, at Erik kaldte hende for Lille Lynn. Han vidste dog, at Erik trods alt var nogle år ældre og det var kun naturligt for ham at kende mere til Hilam, end til hans datter. Men han bed stadig en skarp kommentar i sig og nøjedes med at nikke.

"Ja, jeg hjalp ham til gengæld for kost og logi," sagde han - igen en anelse lavmælt, fordi han ikke brød sig om at fortælle om sine egne fejltagelser. Men han var trods alt nødt til at fortsætte lidt endnu. "Jeg.. Jeg har haft en svær tid.. Efter.." Stemmen tabte kraft og han stoppede hellere, end vente på at den måske skulle give sig til at opføre sig, som han ikke brød sig om.

[Erik Almsted]

Antydningen af et smil lå stadig på Eriks læber, uden at han opdagede Owens misbehag. Han var vokset op i Galopdistriktet og kendte stenhuggeren ganske godt, omend han mere havde været en bekendt af hans forældre. Han nikkede, og nikkede så igen med et indforstået blik mens smilet forsvandt et øjeblik "Det kan jeg forestille mig." svarede han simpelt og trommede tænksomt med fingrene mod bordpladen "Vi har brug for en mand der måske kunne tage sig af noget af det administrative, men som har erfaring og viden omkring vores fag." begyndte han så "Min far, Mester Almsted har problemer med ryggen, så vi mangler et godt hovede i hans fravær." fortsatte han mens han betragtede den anden mand opmærksomt "Tage på havnen og overse ordrer, sikre kvaliteten, måske tage ud til kunder og give dem overslag på hvad de ønsker lavet, den slags." det ville lette hans egen arbejdsbyrde betydeligt som tingene stod nu og hvis en anden kunne tage sig af de nævnte ting, kunne han selv komme afsted med værktøjskassen og arbejde på nogen af de ordrer der kom ind "Er det noget der ville have din interesse, eller havde du noget andet i tankerne?"

[Owen Tømrer]

Owen var igen taknemmelig for, at der ikke blev gjort et stort nummer ud af hans svagheder og han smilede let til Erik. Smilet blev dog gradvist bredere, da han fortsatte. Og da han var færdig, så han helt overvældet ud. "Ja! Ved Mithros ja! Det.. Det er meget mere, end jeg havde turdet håbe på." Han trak vejret dybt ind et øjeblik og holdt det, for at få styr på sine følelser igen. Og først da det var sket, pustede han ud. "Jeg er mere end klar over, hvordan mine skader begrænser mig i mit fag. Tro mig.. Men.. Men jeg kan rent faktisk gøre disse ting. Gøre dem godt. Det er jeg sikker på." Han var mere end benovet og trak pludselig vejret friere.

[Erik Almsted]

Erik kunne ikke lade være at smile næsten ligeså bredt som Owen. Den andens reaktion var smittende og gav ham en god følelse "Jeg huskede dig heller ikke som en mand der ikke så realiteterne i øjnene." han sendte et anerkendende blik hen over bordet før han fortsatte "Jeg skal selvfølgelig lige tale med min far først, men jeg tror ikke det bliver et problem." de lange fingre trommede igen mod den slidte bordplade "Jeg har en lille en derhjemme også, så hvis jeg selv kunne være lidt før hjemme hver dag, så.." han smilede skævt og så indforstået på Owen, mens stoltheden helt af sig selv skinnede igennem hans blik "Hvornår ville du kunne starte?"

[Owen Tømrer]

Owen blev pludselig mindet om, hvor godt han rent faktisk havde kunnet lide Erik, da de havde siddet vagt sammen. Det havde kun været nogle få timer og det var snart længe siden, så han havde ikke tænkt for meget over det, men der var noget roligt og rart over manden. Som til gengæld gjorde Owen mere rolig også. Derfor nikkede han også bare, at det naturligvis var i sin orden, at Erik skulle tale med sin Mester, før han kunne love noget endeligt. Owen ville blive dødeligt skuffet, hvis det alligevel ikke kunne lade sig gøre, men en lille stemme i hovedet på ham - som lød overraskende meget som Lynn - huskede ham på, at Erik ikke selv mente, at det ville være et problem og at han skulle lade være med at tage sorgerne på forskud.

Et lille smil sneg sig ind, da talen faldt på børn. Måske.. Hvis arbejdet blev til noget, kunne han også.. Han rystede tanken af sig med det samme. En ting af gangen nu. "Virkelig? Tillykke." Smilet blev en anelse bredere. "Altså jeg kunne starte i morgen, hvis det var dét I ønskede. I dag, hvis det var."