Lillesøs'

[Gilbert af Meagmarsk]

Zoia af Meagmarsk

Rundrejsen var overstået, og det havde været en ekstatisk Gil, der mødte sin familie, da følget nåede paladset. Han havde ikke fået lov til at tage fri fra væbnerskolen, så han havde gået og ventet på, at familien vendte hjem fra den lange rejse.
Familien boede i Corus, så på hans sjældne fridage kunne han derfor tage hjem og besøge familien. Det var noget, han endelig kunne genoptage, da rundrejsen var overstået. Det var rart at vende tilbage til rutinen, men der var dog en lille forskel. Zoia var også i Corus nu.
Gil havde ikke set meget til sin søster, selvom pigen også var byen, så han blev noget overrasket, da han stødte på hende i staldene. Han var kommet ind for at give Phillip en tur med striglen, men fandt i stedet sin lillesøster. ”Zoia!” hilste han med et stort smil og skyndte sig over for at give pigen et stort kram.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun kom ikke så tit i staldene. Ikke så tit som hun gerne ville. Men det var Logans skyld. Ham og hans undervisning på alle tider af døgnet. Så hun sneg sig derned til sin pony hver gang hun kunne se sit snit til det, og ikke havde andre pligter. Hvilket hun alligevel havde en del af. Virkelig mange. Bare fordi hun havde fået en ny lærermester, så havde Hertuginden i den grad ikke sluppet tøjlerne i sin lille protege.

Hun var næsten på vej ud fra boksen, da en velkendt stemme brød tavsheden i stalden. Gilberts stemme. Hun stivnede og drejede rundt for at se på sin storebror. En hun ikke havde set i... Lang tid. Meget lang tid. Ikke en gang på hendes fødselsdag. "Gil," hilste hun og forsøgte at smile. Der var sket så meget i hendes liv på meget få måneder, at hun næsten følte sig fremmed overfor sin egen bror. Sidst hun havde været i Corus var hendes forlovelse med Prins Roald jo trods alt blevet offentliggjort.

[Gilbert af Meagmarsk]

Siden han havde fat om hende, forsøgte han at løfte hende op. De var forholdsvis tæt på hinanden i alder, så han havde aldrig rigtig været i stand til at løfte på søsteren. Denne gang virkede det dog. Ha! Al den træning gav pote! ”Sikke lille du er blevet,” drillede han og morede sig ellers med at have hende hængende lidt over jorden. Der gik dog ikke længe, før han var nødt til at sætte hende ned igen. ”Hvordan var rejsen? Så du noget spændende?” spurgte han så nysgerrigt.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun spærrede øjnene op, da han forsøgte at løfte hende op fra jorden. Og da det lykkedes, spjættede hun irriteret. Heldigvis satte han hende snart ned igen. Hun så på ham med et fnys. "Jeg er overhovedet ikke blevet lille," sagde hun og skulede til ham. "Den var fin nok. Hård. Og farmor ville sikkert påstår den var lærerig og udbytterig for mig," hun skat en grimasse og himlede med øjnene. Lærerig havde den nok været. Hun kunne nu lave et nogenlunde stabilt skjold. Men udbytterigt? Hun var forlovet... Som tolvårig!

[Gilbert af Meagmarsk]

Da hun påstod, at hun ikke var lille, hævede Gil en hånd og målte afstanden mellem deres hoveder. ”Er du nu sikker på det?” Han var selv utrolig stolt over, at han var blevet højere, så han nød at påpege det. Han blev dog lidt mere tvær, da Zoia ikke rigtig gav nogle detaljer om rejsen. ”Var det slet ikke sjovt?” spurgte han, en tand skuffet. Han havde håbet på at få en masse gode historier, men Zoia havde vel brugt meget af tiden på at træne sine evner? Han droppede da også surmuleriet, da hun fortsatte. ”Det var den vel også ... på en måde.” Han skar en grimasse ved tanken. Farmor var sikkert ellevild med at have fået forlovet sit barnebarn til prinsen, men det var let at fornemme, at Zoia ikke var glad for det. ”Du behøves ikke bekymre dig om den slags nu, Zoia. Det er langt ude i fremtiden,” forsøgte han opmuntrende og aede hende på hovedet.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun så vredt på ham igen. Bare fordi han var vokset, var hun jo ikke blevet mindre. Hun var selv vokset siden sidst de så hinanden. Bare ikke lige så meget som han havde. Hun trak let på skuldrene igen. "Nogen gange. Men jeg deltog ikke så meget i de sociale arrangementer. De fleste af dem var sent om aftenen," og der var hun blevet beordret i seng af både Hertuginden og Logan. "Du forstår det ikke Gil," hun lagde armene over kors. "Indtil rundrejsen havde jeg håbet på at blive en sortkåbe-troldmand, men nu? Jeg kommer aldrig til at blive det, fordi jeg skal være dronning," hun fnøs igen.

[Gilbert af Meagmarsk]

Imens hun fortalte, gik Gil over for at sige hej til Phillip og give ham et stykke æble – som muligvis var blevet smuglet med ud fra et tidligere måltid. ”At blive sortkåbe er i forvejen svært,” bemærkede han til sin søster og trak på skuldrene. ”Jeg mener, det er noget, som man skal vælges af andre til at være, ikke sandt?” Det var højt at sigte, men den slags var selvfølgelig fint nogle gange. Gil havde aldrig rigtig sigtet mod andet end at blive ridder, men nu var han også arving, så hans fremtid havde altid været skåret ud i pap. ”Men hvem ved, måske kan du nå at få en mestergrad og blive sortkåbe, før du skal være dronning? Der kommer jo til at gå mange, mange år, før prins Roald arver tronen.” Først skulle dronningen gå bort, og så var det jo Roalds far, der skulle være konge. Zoia kunne nok nå godt op i alderen, før hun skulle være dronning. ”Og ellers kan du måske bare få Roald til at ændre reglerne eller sådan noget?” Han nussede Phillip lidt på mulen.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun himlede med øjnene, som om hun ikke vidste, hvor svært det var. "Jo, det er. Men jeg ved også, at jeg ville kunne blive valgt til det," hun vidste, at hun havde det i sig. Muligheden var der bare ikke længere. Hun rystede på hovedet. "Når først jeg er blevet hans hustru, så får jeg pligter der gør, at jeg ikke kan blive sortkåbe," hvilket virkelig irriterede hende. Men en mestergrad kunne hun trods alt altid tage. Men det var bare ikke nok for hende. "Bare fordi der er mange år til, at Roald bliver konge, ændrer det ikke på, at vi som... Ja... At vi får pligter der skal udføres," hun anede ikke, hvad en prinsesse foretog sig, hvis hun skulle være helt ærlig.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt af stædigheden i hendes ord. Farmor havde vist sørget for at give hende godt med selvtillid, når det gjaldt hendes Gave. Han satte sig på en skammel ved siden af Phillips boks og studerede smilende sin lillesøster for en stund. ”Synes du virkelig, at det er værd at tage sorgerne på forskud?” spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. ”Hvad nu hvis I vokser op, og du bliver forelsket i Roald og ender med at blive glad for, at I skal giftes?” Sådan noget skete sikkert af og til. Det havde han i hvert fald hørt.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun fnøs og havde stadigvæk armene lagt over kors. Ikke om hun ville se anderledes på det, end hvordan Logan havde forklaret hende, hvordan det ville blive for hende. Og hendes farmor. Hun kommenterede dog ikke yderligere over det. I stedet måtte hun le, da han foreslog, at hun måske en dag ville forelske sig i Roald. "Som om det nogensinde kommer til at ske. Han er forkælet og møgirriterende," hvilket han først var blevet efter, at de var blevet forlovet. Mest fordi, han gik meget op i, at hans Gave var stor. Og bedre end hendes.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede, da hun blankt afviste Roald. ”Det er han sikkert.” Zoia var nu nok også lidt forkælet. Gil var ret sikker på, at det nok var tilfældet for de fleste adelige børn. ”Er du nogensinde i godt humør?” spurgte han med et skævt smil og rejste sig for at gå ind og komme i gang med at strigle sin hest. ”At gå og være sur hele tiden har aldrig hjulpet nogen, Zoia ... havde du et yndlingslen?” spurgte han så for at vende tilbage til rundrejsen. Han vidste jo ikke rigtig længere, hvad de ellers havde at tale om.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun så på ham med rynket bryn. "Selvfølgelig er jeg det. Men du har valgt et virkelig dårligt samtaleemne," svarede hun og gik med ham hen til hans hest. Hun gik dog ikke indenfor i boksen. Man gik ikke ind til heste, som man ikke selv ejede. Hun ville heller ikke bryde sig om, hvis andre stod og striglede hendes hest, hvis hun ikke havde bedt dem om det. "Et yndlingslen? Hmm... Det ved jeg ikke. Dem syd på var meget..." Hun trak på skuldrene. "Varme. Noget helt andet end vores marskområder. Det var næsten som at komme til et fremmed land."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han rakte tunge af hende som svar på, at han skulle have valgt et dårligt samtaleemne. Det vidste han da ikke! Han begyndte at strigle, imens Zoia fortalte nærmere om rejsen. ”Det var det jo også en gang,” bemærkede han i første omgang. Den sydlige del af Tortall var en forholdsvis ny del af landet i forhold til resten. ”Kunne du lide varmen?” spurgte han og så hen over Phillips ryg for at kunne kigge på Zoia. ”Uh, så du bazhirer?” fortsatte han så ivrigt. Han kunne godt tænke sig at besøge bazhirerne og se ørkenlandskabet. Som søsteren selv sagde, måtte det være helt anderledes fra Meagmarsk.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun trak let på skuldrene. "Men det ser stadigvæk ud som om, at intet er forandret," kommenterede hun og lænede sig op ad boksdøren. "Jeg kommer aldrig til at bruge for meget tid dernede, med mindre vi skal i krig. Jeg er mere til de kølige temperaturer," svarede hun og rystede så på hovedet. "Nej, desværre. Det var kun en tur for de voksne," hun surmulede lidt. "Men fætter Aric gav fætter Astor lov til at holde bryllup i Macay. Og det var flot. Det var bare synd, at plantagerne ikke var sprunget ud endnu," hun ville elske at se dem igen. Hun havde set dem en gang eller to før i tiden.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede forstående. ”Man skal vist også passe på i sådan en varme. Jeg har hørt, at man let kan blive dårlig,” kommenterede han og pillede lidt halm ud af Phillips hale, før han gik om på den anden side for at fortsætte med at strigle. ”Nå ja, han skulle giftes med en fra Naxen, ikke sandt?” Han havde vist hørt om det i et brev fra mor. ”Ja, det var da ærgerligt. Mødte du så Astors kone?” Måske have Zoia dannet sig et indtryk af, hvordan hun var?