Blæsende fornøjelse

[Joshua af Stenbjerg]

Han trak let på skuldrene. "Jeg har nok aldrig haft en grund til at være misundelig," svarede han bare. Han var blevet gift næsten samtidig med Buchard, deres hustruer var blevet gravide på samme tid. Og deres førstefødte børn var blevet født nogenlunde på samme tid. Alligevel havde de to brødre været som dag og nat. "Når Larkin er i Corus bor jeg i mine værelser på paladset," og der havde han boet siden de ankom til Corus med rundrejsen.

[Helena af Linden]

Hun trak let med skuldrene med et svagt smil. Det var sikkert sandt. ”Hvad med når vi er blevet gift? Må du bo på paladset med en hustru?” spurgte hun undersøgende. Hun vidste, at det vist var naturligt for Condia-slægten, at mand og kone boede på paladset, men hun vidste ikke lige, hvordan det foregik for ridderne. Deres værelser var jo mere arbejdsrelaterede. ”Jeg må indrømme, at jeg er lidt nervøs ved tanken om at skulle møde din familie ...” Hun sendte ham et lettere undskyldende smil.

[Joshua af Stenbjerg]

Han nikkede og smilede. "Naturligvis må jeg det. Men jeg tror, at efter vi er blevet gift, så finder vi os et hus i Højager," sagde han og stillede tekoppen fra sig. Alt andet end at finde deres eget hus ville være unaturligt. Med mindre, Larkin var indforstået med, at de blev boende i huset. Guderne vidste, at huset var stort nok til, at de alle boede sammen, endda uden at se hinanden hver dag. "De er konservative," han kløede sig lidt i skægget. "Men begge mine børn har aldrig forstået, hvorfor jeg ikke har forlovet mig noget før. Så det er egentlig mest mine nevøer, der er lidt mere... Tilbageholdende," han havde det godt med begge dele af sin familie. De forstod hinanden og gik ikke hinanden på nerverne. Privatliv var nøgleordet i slægten.

[Helena af Linden]

Hele ansigtet strålede straks lidt ekstra op ved tanken om deres eget hjem. ”Det ville være skønt,” kvidrede hun smilende. Hun kunne levende forestille sig, hvordan det skulle indrette og hvor mange børneværelser der skulle være. Hun var selvfølgelig ikke helt ung længere, men derfor kunne man vel stadigvæk godt håbe! Da Joshua forklarede lidt om sin familie, blev smilet lidt mere skævt. ”Du slår mig også som en mand, der har godt af at have en kvinde i sit liv,” drillede hun og lænede sig over for at kysse ham på kinden. Riddere havde det med at have godt af en kvinde ved deres side. Ellers ville de jo tage sig tid til at holde fri og slappe lidt af. ”Så dine nevøer skal have lidt plads?” gættede hun så. Måske var nevøerne lidt ligesom Roland? Ikke overdrevet glade for en masse snak og fnidder. Hertugens forlovede kunne hun nok ikke rigtig spørge ind til, for Joshua kendte nok ikke særlig meget til hende endnu.

[Joshua af Stenbjerg]

Han vidste ikke, hvad der foregik i Helenas sind. Og han havde det egentlig helt fint med det. Han løftede et øjenbryn ved hendes kommentar, men kunne ikke dy sig for at smile skævt. "Så det mener du? Og hvor skal jeg dog finde en kvinde, der vil tilbringe sine ungdomsår med en gammel ridder som mig?" Han drillede hende med vilje. "Ja, i den grad. Larkin studerer altid, skønt han er blevet mester. Men han har en naturlig forkærlighed for viden. Ganske beundringsværdigt," han mente kun det var sundt for en af Larkins slags, at interessere sig for viden.

[Helena af Linden]

Hun tsk’ede ved lyden af hans drilleri og rejste sig op for at sætte sig over på hans skød. ”Ungdomsår? Det var gavmildt sagt,” lo hun og kyssede ham kort. ”Eller du leder måske stadig? Du har vel ikke tænkt dig at lede efter en ung frøken oppe ved grænsen, når du skal udstationeres næste gang?” Hun løftede et drillende øjenbryn af ham og hev ham let i skægget. ”I det tilfælde bliver jeg altså noget tvær, hvis du slæber hende med hjem.” Snakken om hans familie havde hun mistet interessen for igen.

[Joshua af Stenbjerg]

Han lagde armene omkring hendes skikkelse, og forsøgte at se ud som om, at hun ikke burde sidde sådan hos ham. Ikke når hendes familie kunne komme på besøg hvert øjeblik det skulle være. "Det er ikke fordi det vrimler med kønne og unge frøkener oppe ved grænsen," sagde hun og rystede på hovedet af hende. "Jeg tror ikke, at du har noget at være bekymret om," han kyssede hende på næsetippen og lænede sig ellers tilbage i stolen igen, dog stadigvæk med hende siddende på sit skød.

[Helena af Linden]

Hun valgte bevidst at overse hans lettere bebrejdende mine. Manden var jo konservativ, så han var nødt til at forsøge at få hende til at opføre sig ordentligt. Han gjorde dog ikke noget yderligere for at få hende af sig, så hun gik ikke ud fra, at han faktisk havde noget imod det. I stedet grinede hun let ved hans bemærkning. ”Nu er min erfaring med grænsen heldigvis begrænset, så jeg må vel tage dig på ordet.” Latteren fortsatte, da han kyssede hende på næsen, før hun lænede sig efter ham og kyssede ham igen.

[Joshua af Stenbjerg]

Han smilede blot, da hun lo af hans ord og så trak han let på skuldrene. "Og forhåbentlig får du heller aldrig nogen erfaring med grænsen," kommenterede han blot og lod hende kysse sig. Han forkortede det dog en hel del. Han havde ikke tænkt sig at sidde og være alt for upassende med sin forlovede i hendes mors hus. Der standsede hans moral og etikette dog trods alt. "Vi må nok hellere lade være med at sidde så tæt, hvis nu nogen skulle komme brase ind gennem døren."

[Helena af Linden]

Hun gav en lettere utilfreds lyd fra sig, da han forkortede det. Hun trak sig lidt tilbage og spidsede læberne en anelse. ”Fint.” Han havde vel ret, selvom hun nu tvivlede på, at de ville blive forstyrret herinde. Men det var jo etiketten, og det var pænt af ham at tage hensyn til begge deres ry. Hun rejste sig modvilligt fra ham og satte sig over på sin tidligere plads igen, hvor hun hældte lidt mere te op til sig selv. ”Men væggene er nu mere lydtætte her end de var i teltet,” bemærkede hun med et let smil og holdt spørgende tepotten op for at se, om Joshua ville have mere te.

[Joshua af Stenbjerg]

Han smilede, da hun steg ned fra hans skød og satte sig over på sin plads. Han vidste godt, at hun nok ville have haft et mere dybere kys. Men ikke i aften. Dem måtte hun snart vente med, til de var blevet gift. I hvert fald, hvis der ville gå flere måneder mellem, at de ville se hinanden snart. Da hun tilbød ham en kop mere, nikkede han og rakte sin kop over, så hun kunne hælde op i den. Resten af tiden, talte de mest om, hvordan deres fremtidige liv måske kom til at blive. Det var svært at gætte på.

Tråd afsluttet