Hjemkomst

[Prunella af Trebond]

Prunella var tavs et langt øjeblik, hvor hun blev stående og strøg hesten med lange rolige bevægelser. Den prustede tungt og skubbede til hende med mulen, og hun kvitterede med et kærtegn. Hun havde altid fundet ro i staldene og på lange ridt med Ember. Hun var spændt på, hvad aftenen ville bringe med sig, når familien var ankommet under samme tag, og hverdagen skulle til at finde sine ben at gå på igen. Hun var glad over, at hendes tid i afsondrethed var overstået. Hun havde altid følt sig spærret inde i et liv, hun ikke selv definerede, men det sidste år havde nogenlunde matchet hendes tid på pigeskole i daglige kvælningsforsøg. Hun åndede ud med endnu et prust fra hesten. De forstod hinanden.

Hun lyttede eftertænksomt til de ting Gavin fortalte. Hun kunne ikke se sig helt fri fra at finde visse detaljer ved Illiane sympatiske. Interessante om ikke andet. Nok til at hun var villig til at give hende en chance, selvom hun aldrig ville indrømme det. En Grevinde. Hun trak på skulderne for sig selv. En kvinder med så tunge pligter var garanteret forsvundet helt ind i den verden, som Prunella stadig kæmpede med at finde sin plads i. Måske havde de intet til fælles overhovedet. ”Hun har vel også en forpligtelse over for sin familie, som det lyder til, at hun tager alvorligt,” svarede hun stoisk. Hun bemærkede godt Gavins særlige smil og skrev sig det bag øret. ”Eller også er hun langt mere interessant og holder fast på sin selvbestemmelse og i så fald kan jeg allerede godt lide hende.” Hun lo let. De vidste begge to, at det ikke var så enkelt.

Hun gik over til sin bror og satte sig hos ham. Ikke på en kasse, men direkte på jorden. Hendes kjole var alligevel beskidt allerede, og hun var ligeglad på nuværende tidspunkt. Hun så op på ham og granskede hans ansigt. ”Mon ikke du trænger til at hvile dig, bror?” brød hun ind og tog hans hånd. Den fik et varmt klem. ”Hvornår har du sidst spist? Verdenen ser som regel anderledes ud, når man er udhvilet og mæt.” Hun besvarede hans smil med et tilsvarende. ”Måske hendes verden ser anderledes ud i morgen også.”.

[Gavin af Trebond]

Han rystede opgivende på hovedet, da hun satte sig ned på jorden i sin kjole. Tilsyneladende var hans formaning om at passe på den allerede glemt og han sukkede let, men sagde ingenting. Der var ingen pointe i det nu. Desuden ønskede han ærligt talt ikke at skændes med hende. Og da slet ikke i dag.

Hendes ord fik ham til at smile. "Jo, måske har du ret. Hele dagen i dag har jeg været ved at falde ned af hesten af træthed," drillede han med et skævt smil. "Sådan går det altid, når jeg har været længe på farten og ved, at nu kan jeg snart slappe af. Min krop tager ligesom forskud på glæderne." Han grinede lidt igen og rejste sig op, inden han rakte en hånd ned og hjalp hende til det samme. "Følger du ikke en gammel mand indenfor?"

[Prunella af Trebond]

Prunella rejste sig igen. Hendes kjole var beskidt, men ikke på den kritiske måde. Hun var nu ikke så ligeglad, som hun lod som om, men lige nu fyldte hjemkomsten bare mere. Desuden var hendes kammerpige eminent til den slags. Hun havde reddet Prunellas skind mere end én gang. De havde gennem det seneste år fået et tættere forhold, og Prunella var glad for, at gamle Becca var blevet afløst af den yngre Agatha. Måske var den gamle krage blevet træt af alle de anfald af sygdom, der syntes at komme over hende. Prunella smilte skadefro. Hun havde efterhånden opbygget et udmærket kendskab til urter og afkog, der rakte til hverdagsbrug. Der var en enkelt gang, hun havde været bange for, om hun havde taget livet af Becca, men alt var endt godt efter en voldsom omgang opkast

”Jeg synes, du skal se at komme ind og hvile dig. Du klarer dig ikke igennem aftensmaden og moders forhør, hvis du ikke kan stå på dine ben.” lo hun. Hun rakte sin arm ud for at signalere, at de skulle spadsere sammen. Hun var nok ikke den store gangstøtte, selvom hun på ingen måde var svag, men nu kunne Gavin trods alt også godt gå selv. Det var udelukkende for hyggens skyld. Hun havde savnet den samhørighed, hun følte med sin ældre bror. ”Skal jeg give køkkenet besked om at bringe dig noget at spise?” spurgte hun. Hun begyndte at gå, da han rejste sig og tog hendes arm.

- Tråd afsluttet -