Hverdagsaften

[Erik Almsted]

Eriks helt naturligt impuls var at læne sig lidt frem da Kara gjorde det samme og han smilede tilfreds mens hendes læber nogle få sekunder berørte hans ene kind "Husk den udtalelse der til næste gang jeg laver ballade." begge øjenbryn var hævet et øjeblik før han selv begyndte at gå op ad trappen, et par trin bag hende.

På vejen op slap han Kara med blikket (næsten, man var vel kun menneske og hendes bagside var ligeså tiltrækkende som forsiden - især på vej op ad en trappe) og betragtede i stedet sit eget håndværk både kritisk og tilfredst. Han havde allerede mentalt noteret sig et par steder han skulle efter med høvlen igen og nåede næsten op før det gik op for ham hun var stoppet og havde sat sig ned. Han rynkede brynene i mild undren og stoppede selv med den ene fod på samme trin som hendes fødder og den anden på det under "Var det et godt eller et dårligt suk?" han var ikke særlig nervøs for det sidste og smilede varmt "Det ser bedre ud i dagslys, men du kan forhåbentligt danne dig et nogenlunde indtryk."

[Kara Jumijn]

Kara fnøs og klappede Erik på kinden, før hun vendte sig rundt og smuttede op at trappen. Hun var klar over udsigten han fik, men mere optaget af trappen end som så. Hendes skridt var svagt prøvende, men den knirkede ikke og hun var tilfreds, da hun sank ned at sidde med blikket på trinnene, før hun løftede det til det store brød foran sig. ”Godt,” sagde hun med eftertryk, før hun fangede hans ene hånd og hev lidt i ham for at få ham ned at sidde ved siden af sig. ”Det er alt sammen godt. Jeg glæder mig til at bo her sammen med dig og løbe op og ned af den trappe hver dag.”

Hun lænede sig ind imod ham og så ned over de ulakerede trin, der endnu var lysere end omgivelserne i mørket. ”Bærer du mig hele vejen op af den, når vi er blevet gift?” Hun så op på ham med et varmt, drillende smil og modstod trangen til at kysse ham længe og grundigt for hans mange anstrengelser.

[Erik Almsted]

Eriks smil blev kun bredere og han lod uden protester sin frie hånd indfange "Godt." gentog han halvt drillende og satte lygten fra sig bag dem før han selv satte sig på trinnet ved siden af hende. Helt på egen akkord fandt hans ene arm omkring hende og hans hånd lukkede sig om hendes side "Løbe ligefrem?" han så underholdt ud "Regner du med jeg skal jagte dig op af den hver dag da?" overbid blev blottet i et smørret grin mens han gav hendes side et klem og trak så på skuldrende "Det ville selvfølgelig holde mig i form." konkluderede han og fnøs muntert.

Han trak hende tættere ind til sig og lænede sig selv ind mod hende, med kinden hvilende mod hendes mørke hår "Selvfølgelig gør jeg det." der var ingen tøven og smilet blev igen bredere mens han løftede hovedet lidt og gengældte hendes blik "Tvivlede du på det?" spurgte han drillende og bøjede hovedet indtil hans pande hvilede mod hendes.

[Kara Jumijn]

Kara himlede med øjnene og så sigende op på Erik. ”Nej,” svarede hun simpelt, før hun alligevel puttede sig ind imod ham og smilede tilfredst over hans svar. Hun strakte sig og plantede et enkelt kys på hans læber. ”Og nej igen.” Et drillende smil nåede helt op til hendes øjne og hun vendte blikket ned imod trappen igen. ”Jeg har meget større forventninger til dig end du går og tror. Evig og altid skal man skydes i skoene, at man tvivler...”

Hun smilede alt for bredt til at nogen skulle kunne tro, at hun mente sine ord. Det skete ret ofte, at hun tvivlede. Ikke nødvendigvis på Erik, men på ting han gjorde eller sagde. Hun var lidt for godt klar over at det var tilfældet, men mente nu selv at hun gjorde ret godt op for det på andre måder. Mennesker var ikke perfekte og selvom hun yderst gerne ville være det, havde hun opgivet at forsøge for et par år siden. Det var meget sjovere sådan.

[Erik Almsted]

Der var en overhængende risiko for, at det tilfredse smil på Erik læber ville ende med at sidde permanent fast. Det gjorde ham dog ikke det helt store, så længe det var Kara der var grunden til det overhovedet var der "Godt." gentog han endnu en gang, klar drillende og med et glimt i øjnene til at understrege det "Og godt igen." de små hår i hans nakke rørte lidt på sig over følelsen af hendes læber mod sine egne han stadig kunne mærke antydningen af "Så det er nu jeg skal blive nervøs og begynde at tvivle på mig selv?" det smørrede smil blottede igen hans tænder mens han fortsatte "Mens mine sarte nerver skal lide under ikke at kunne leve op til omtalte forventninger." fortsatte han lettere teatralsk, uden dog at kunne lade være at smile.

Han var egentligt tilfreds med bare at sidde der og se på hende, men der var alligevel andre ting i planerne. På et eller andet tidspunkt ville lygten også gå ud og der ville blive helt mørkt, ud over det faktum at der ingen varme var. Det var stadig kun et hus, men han så umådeligt frem til at gøre det til et hjem, sammen med kvinden han sad med armen omkring. Tanken fik ham til at se varmt på hende mens han løftede den ene hånd, lagde den mod siden af hendes hals og ømt fangede hendes læber med sine egne mens hans tommelfinger strøg over hendes kind.

[Kara Jumijn]

Kara himlede opgivende med øjnene af Erik og fnøs over hans teatralske brok. "Ja, hvis du insisterer," svarede hun i et træt tonefald. Hun så sigende på ham og kneb øjnene lidt sammen, da han nærmede sig for at kysse hende igen. Alligevel mødte hun hans læber, fangede den nederste kort mellem sine tænder og knurrede drillende. "Du er håbløs," konstaterede hun, som hun trak sig væk og frigjorde sig fra hans greb for at rejse sig op og gå over til rummets lukkede skodder.

Hun slog armene omkring sig selv og gøs lidt af kulde. Vinden blæste ganske vidst ikke igennem huset, men der var ingen varmekilde og det var koldt udenfor. Hun fjernede slåen for skodderne og åbnede, så hun kunne kaste et blik på den udsigt, der ville blive hendes en dag. Et smil trak opnå hendes mundvige igen og hun så sig over skulderen på Erik.

[Erik Almsted]

Eriks spillende blik fortalte klart at han ikke rigtigt fortrød noget og heller ikke tog sin forlovedes anklage særlig seriøst. I stedet knurrede han selv lavmælt og holdt halvhjertet fast i hende da hun rejste sig "Måske lidt, men du elsker mig alligevel." han blev siddende lidt endnu og betragtede hende før han selv rejste sig, trådte forbi lygten og stillede sig bag hende.

Mens han lagde armene omkring hende og flettede fingrene sammen over hendes mave, så også han ud over Corus. Selv i aftenmørket kunne han skimte floden mellem husene ikke langt derfra "Udsigten fra dit kommende soveværelse er bedre." brummede han og vidste de snart skulle bryde op for ikke at komme for sent til middagen hos hans forældre "Når det er klart vejr kan du se paladset helt tydeligt." det var ikke fordi han nogensinde havde drømt om at få sin gang der, men derfor var paladset stadig et imponerende syn.

[Kara Jumijn]

Kara lo og gjorde sig fri af Erik, før hun purrede op i hans hår og gik over til vinduet. Hun stoppede op der og lænede sig imod karmen med et drømmende blik. Da Erik trådte om bag hende, rettede hun sig op igen og lænede sig lidt tilbage imod ham med et tilfredst suk. Hun så op på ham og sendte ham et bredt smil. ”Vores kommende soveværelse,” rettede hun, imens hun hvilede sine hænder imod hans arme. ”Jeg synes det her er lige så godt.”

Hun havde vendt blikket tilbage imod udsigten og beundrede den del af barndomskvarteret, som hun kunne se derfra. Det var det helt rigtige valg at bygge huset der, hvor de først havde lært hinanden at kende, hvor de sidenhen havde forelsket sig og hvor begge deres familier boede. Hun begyndte at få et klarere og klarere billede af hvad det ville blive at bo der og tanken blev samtidig støt mere virkelig. En munter lyd forlod hende og hun skævede atter engang op imod ham. ”Det bliver også mærkeligt at bo sammen. Vi har stadig ikke fundet ud af hvad i alverden vi gør med mad. Vi har jo ikke råd til en kok endnu.”

[Erik Almsted]

Erik nød hendes latter. Det gjorde han altid, selv når den var møntet ham selv. Når det skete var det da også oftest i drilleri og han havde aldrig været nærtagende af natur, men var født med en solid portion selvironi. Hans smil blev kun endnu bredere da hun rettede ham, selvom det næsten ikke var muligt og han nikkede let da han så ned på hende "Vores soveværelse. Vores hus. Jeg kan godt lide det der ord, vores." han kyssede hende på håret (generelt kunne han ikke helt lade være at kysse på hende når han havde chancen).

Det blev hende der først brød den korte tavshed og han havde været mere optaget af den velkendte duft af hendes hår, end udsigten "En kok. Nej." en munter lyd undslap ham "Ind i mellem glemmer jeg I har lidt andre kår i købmandsgården." han smilede skævt. Tanken om at skulle have tjenende ånder af nogen slags i huset var ham uendelig fjern. De eneste ikke-familiemedlemmer der nogensiden havde boet i hans barndomshjem, var faderens lærlinge og svende og det var immervæk lidt noget andet. Han var opdraget til at man klarede sig selv og at tyende var en luksus der var overklassen forundt "Mon ikke vi finder ud af at overleve uden?" han var ikke selv i tvivl om det og det var ikke ligefrem en overraskelse, at han ikke stod til at gifte sig med en kvinde der begik sig naturligt i et køkken, men hun havde utallige andre kvaliteter der opvejede det. Modsat var han måske heller ikke en typisk mand, og selvom han ikke var nogen mesterkok, kunne han rent faktisk lave mad "Vi vender op og ned på alles forventninger og får sladderen i kvarteret til at trives."

[Kara Jumijn]

Kara smilede og vendte sit blik tilbage imod udsigten. Hun himlede lidt med øjnene over hans svar og trak så godt på skuldrene, som hun nu kunne. ”Hrm,” brummede hun som svar, uden at slippe tanken. Han talte ganske vidst videre, men emnet var det samme og hun var kun tavs i et øjeblik eller to, før hun greb muligheden for at sige noget. ”Jeg er ligeglad med sladder, men jeg regner altså med en kok, når der bliver råd,” konstaterede hun.

”Og en barnepige engang, når det bliver relevant. Ingen overflod af tjenestefolk, men det vi har brug for. Modsat vores mødre, har jeg hverken planer om eller mulighed for, at vade rundt og passe børn eller lave mad... Og du har jo dit eget at passe.” Hun løsrev sig en anelse og vendte sig rundt, så hun stod imod Erik. Et lille smil trak op i hendes mundvige i mørket og hun lagde sin ene hånd imod hans side. ”Vi har snakket om det her, vildmand.”

[Erik Almsted]

Erik sagde ikke noget, men lyttede blot til Kara mens hun fortsatte og vendte sig om mod ham. Hendes stædighed var lige i det her tilfælde ret charmerende og det sitrede svagt i hans mundvige "Det ved jeg.." brummede han, mens han flettede fingrene sammen over hendes lænd "Men derfor er det stadig en underlig tanke." han smilede skævt "Jeg har aldrig været vant til den slags.. nogensinde." han bøjede hovedet lidt og plantede et kys mod hendes pande "Lige til en start vil jeg gerne have et hus at bo i og en kone til at varme mig om natten, så kan jeg tage stilling til børn og kokke længere fremme i planerne." hans blik var stadig varmt, lige nu allermest over tanken om børn, deres børn, som han var sikker på nok skulle komme til.

"Apropos køkken, så er vi også færdige med at sætte skabene op dernede." igen så han vældig tilfreds ud og løsnede grebet omkring hende "Vil du se det inden vi smutter, eller er du alt for forelsket i trappen til at komme ned igen?" han lod armene falde, men fangede hendes ene hånd på vejen og tog et skridt tilbage mod omtalte trappe.

[Kara Jumijn]

Kara mistede ethvert optræk til alvorlig bebrejdelse over Eriks reaktion og bed ned i sin underlæbe med et spændt udtryk over det billede han malede. Tanken om at være nogens forlovede var sunket ned for en del tid siden, men tanken om at blive nogens kone var en anden sag.

Hun skulle til at sige noget, før hun blev overhalet og himlede med øjnene over al hans plapren. Det brede smil på hendes læber lyste dog hendes ansigt lidt op og hun fulgte med ham med et teatralsk suk. ”Jeg er kun forelsket i et stort stykke træ og det er dig, træhoved,” svarede hun simpelt, inden hun gik forrest ned af trappen. Hun stoppede for foden af den og så på ham med spillende øjne.

[Erik Almsted]

Erik havde taget lygten op med den frie hånd, men fik den modsatte fri i stedet, da Kara slap den og gik foran ham ned ad trappen. Han lagde den over brystet og sukkede påtaget dybt "Jeg elsker når du taler sukkersødt til mig." han lod hånden falde igen og fulgte efter hende ned med et smørret smil på læberne "Men hvis du vrager mig til fordel for et egetræ, så ved jeg ikke hvad jeg gør." spøgte han videre og stoppede et øjeblik foran hende for foden af trappen med en flabet vrikken med øjenbrynene. Så rakte han omkring hende, gav hende et drillende klap bagi og fortsatte fløjtende ind gennem en dørløs døråbning ind i det der ville blive husets stue.

Han fortsatte gennem det delvist tomme rum og ud i køkkenet, der var så færdigt, at ingen i hvert fald kunne være i tvivl om det ville blive køkkenet. Ildstedet var tydeligt bygget til at kunne klare madlavning og ikke bare varme rummet op. Skabe og bordplader talte også deres tydelige sprog, men Erik gik direkte hen til døren der førte ud til gården og tvang klinken op med en smule besvær og en lavmælt, irriteret ed.

[Kara Jumijn]

Kara sendte Erik et luftkys og trådte et skridt bagud uden at slippe ham med blikket. Hun daskede ud efter hans arm og himlede med øjnene, da han opførte sig upassende. Smilet på hendes læber var dog skævt og der var ingen yderligere modangreb. I stedet fulgte hun med uden brok og så sig nysgerrigt omkring, da de trådte ind i køkkenet. Ikke meget var forandret siden sidst, men hun så hurtigt det der var og smilede tilfredst. Køkkenet var ikke rigtig hendes domæne – selvom hendes mor mente det var en skam – men hun satte alligevel pris på, at alting så ud til at blive pænt og ordentligt. Et lydløst suk forlod hende som hun stod der og hun opdagede knapt, at Erik havde problemer med at få døren ud til gården op.

Hendes fingre gled over stenovnen og hun prøvede at forestille sig hvordan det ville være, når huset stod færdig og nogen rent faktisk kunne bruge lokalet. Hun fastholdt for sig selv, at en kok ville være en god ting. Alternativet var, at Erik både skulle arbejde for sin far og komme hjem og lave mad eller, at alting skulle købes ude. Ingen af de to idéer var helt tilfredsstillende. Hun kunne maksimalt svinge sig selv op til at hakke grøntsager og fremstille en suppe af middel kvalitet – når hun havde tid.

[Erik Almsted]

Erik skubbede til døren da han endelig fik klinken løftet, men der skete ikke noget ud over at døren gav sig lidt forneden. Han bandede igen, på scanransk. Selv efter tre år var der visse udbrud der stadig hang ved uden at han tænkte over det. Han så olmt på døren, som om den med fuldt overlæg gjorde knuder og satte så lygten fra sig på køkkenbordet ved siden af "Den her er mit projekt i morgen." konstaterede han, halvt til Kara, halvt til sig selv, lagde en hånd mod den øverste del og skubbede mens han gav den nederste et velrettet spark. Døren overgav sig med en klagen og gik op. Erik så tilfreds ud og vendte hovedet mod Kara med et skævt smil "Har du overvejet om du vil have den to-delte eller en helt almindelig?" han vendte blikket ud i den mørke går. Den var upasset og lignede stadig mest et mindre vildnis, med sten, og en gammel vogn uden hjul, og en mindre staldbygning der ikke engang var passende hjem til et æsel. Det skulle dog nok komme, men i første omgang havde selve huset første prioritet, hvilket stablerne af byggematerialer i gården også vidnede om.