Jeg har noget at fortælle

[Ravenna af Ravntoft]

Galeron af Ravntoft

Den sidste uges tid, havde været en smule trættende for Ravenna. Hun havde i hvert fald følt sig langt mere træt, end hun plejede. Og hendes appetit var ikke så som den plejede. I starten havde hun skyldt trætheden på, at det bare var varmt. Men da hun havde måtte forlade brylluppet i Meron midt under maden, fordi hun havde fået det dårligt, troede hun ærlig talt, at hun var ved at blive syg.

Hun havde besluttet sig, at hun ville vente et par dage, for at se, om det ikke ville gå over. Men for to dage siden, var hun vågnet op med kvalme, og til næsten hvert måltid, havde hun stort set ikke rørt maden. Overfor Galeron havde hun undskyldt sig med, at det bare var varmen, der denne gang havde ramt hårdere på hende, end da de var mere sydpå.

Men nu var hun også gået over sin månedlige blødning. Og en lille bekymring, var begyndt at melde sig hos hende. Så, da Galeron efter rundvisningen i byen, skulle udføre nogle pligter, havde hun kaldt en helbreder til deres telt. Han havde med det samme et svar på, hvad det var Ravenna fejlede. Hun var ikke syg. Bestemt ikke. Nu havde hun en god nyhed at fortælle sin mand. Efter at have modtaget sin betaling for undersøgelsen, forlod helbrederen teltet.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron kom tidligere tilbage til sit telt end han måske ellers ville. Han brød sig bare ikke om at have Ravenna ude af syne alt for længe ad gangen fordi hun på det seneste ikke havde været helt på toppen. Netop som han nærmede sig deres telt, så han en mand i helbredernes karakteristiske kåbe forlade det og en dyb rynke furede straks hans pande. Han satte farten lidt op og slog teltflappen til side med et blik der straks søgte Ravenna med soleklar bekymring "Jeg så helbrederen. Hvad sagde han?" lidt sortseer var der i ham og han frygtede allerede det værste, da han i få skridt var henne ved hende og rakte ud efter hendes ene hånd.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun havde sat sig i en stol, og kiggede nu ud i luften, mens hun tænkte på, hvordan i alverden, hun dog skulle sige dette her til Galeron. Det var jo noget, hun havde ønsket. Det måtte hun indrømme. Men alligevel var tanken en smule skræmmende. Hun så forskrækket op, da hun hørte teltflappen blive slået til side, hun havde siddet lidt for meget i sine egne tanker. Hun slappede dog med det samme af, da hun så det var hendes mand. Hun slog hånden ud, en hentydning til, at han skulle sætte sig. "Galeron..." Sagde hun og slog blikket ned, mens en svag rødmen steg op i hendes kinder. "Jeg er med barn," hun næsten hviskede ordene ud, nervøs for, hvordan de ville blive modtaget, og nervøs fordi det var første gang hun sagde dem.

[Galeron af Ravntoft]

Han satte sig ikke ned, ikke i stolen hun slog ud mod i hvert fald, men satte sig i stedet på hug ved stolen hun sad i. Med den ene arm hvilende på armlænet, mens han havde havde fat i hendes ene hånd med den anden. Han stivede sig af, klar til at høre der dårlige nyheder, som så viste sig at være det stik modsatte.

”Du er.. hvad?” han så komplet paf på hende, mens hendes sidste sætning spillede sig forfra i hans hoved ”Du siger at du.. at jeg.. du er..vi skal..” hans blik flakkede hurtigt mellem hendes øjne,som om han kunne læse alle svarene på sine mange ufuldendte spørgsmål lige der, og hans greb omkring hendes lille hånd var blevet en smule strammere.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle forvente af hans reaktion. Om han ville blive sur, vred, forvirret, gå i panik eller noget som helst. Hun anede slet ikke nok om ham, til at vide sådanne ting på forhånd. "Jeg er med barn," gentog hun, det virkede ikke helt som om, at han havde forstået hendes ord. "Vi skal være forældre," bekræftede hun hans lille paffe udbrud med. Hun så ned på hans hånd, der knugede hendes ret hårdt og så så hun på hans ansigt i glad. "Er du... Er du slet ikke glad?" Hvis han blev vred på hende, vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Det var jo ikke med vilje, at hun var med barn.

[Galeron af Ravntoft]

Det tog adskillige sekunder før Ravennas ord for alvor rodfæstede sig i hans bevidsthed ”Du er med barn.” gentog han hende ”Vi skal.. et barn.” igen fejlede han i rent faktisk at få sagt noget sammenhængende, selvom det alligevel gav helt mening.

Et langt øjeblik sad han stadig bare og stirrede på hende før han slap hendes hånd, og i stedet lagde begge hænder let mod hendes kinder og rejste sig halvt for at trykke læberne mod hendes i et aldeles impulsivt, lettere overstadigt kys ”Jeg skal være far!” udbrød han halvt leende så der absolut ingen tvivl kunne være om, at han var det stik modsatte af utilfreds.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun nikkede, meget usikker på, hvordan hun skulle forholde sig til, at han sad der, helt ubevægelig. Og overhovedet ikke gav nogen mening. Hun forstod slet ikke, hvad han sagde. Hun sad bare, og sad, mens hun ventede på en form for reaktion, som hun kunne forholde sig til.

Den han gav hende, havde hun ikke forventet. Hun gispede forskrækket, da han rejste sig op og gav hende et kys. Hun måtte smile ind mod hans læber, og fik kæmpet sig selv op og stå, så han ikke skulle stå bøjet over hende. Hun lagde armene omkring hans hals og trak sit ansigt lidt væk. "Vi skal være forældre," hviskede hun lavmælt.

[Galeron af Ravntoft]

Han lod hænderne falde da hun rejste sig og lagde armene om hans hals. Derfra og til selv at lægger armene omkring hendes liv, var ikke langt, men han nøjedes ikke med det og løftede hende fra jorden i en stadig overstadig omfavnelse "Du er fantastisk." udbrød han og drejede leende en omgang om sig selv, så hendes skørter flagrede.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun kunne ikke lade være med at le, da han løftede hende op i sin favn. Hun blev så varm om hjertet, at hun havde det som om, at hendes hjerte ville briste lige om lidt. "Jeg kunne ikke have gjort det uden dig, min dejlige mand," sagde hun og så med blanke øjne ned på ham. "Og sæt mig så ned, Galeron. Jeg bliver svimmel," hvilket ikke var helt usand. Men det var nok også fordi, hun ikke havde fået særlig meget mad de sidste mange dage, og fordi hun var lidt afkræftet. "Jeg er så glad Galeron. Virkelig glad," ikke kun for sin situation, men også for den mand, hun var blevet givet.

[Galeron af Ravntoft]

Han gjorde som hun bad, men slap hende ikke da han satte hende ned igen. I stedet lagde han igen en hånd mod hendes ene kind, og kyssede hende med en boblende lykkefølelse i hele kroppen "Jeg elsker dig." mumlede han, en lille smule grødet og kyssede hende igen uden at tænke over, hvad han lige havde sagt, kun at det var ganske sandt.

Først da han trak ansigtet lidt væk igen, blev han blev opmærksom på, at han havde uglet hendes ellers fejlfri fremtoning "Undskyld. Jeg har vist krøllet dig en smule." han formåede dog ikke at se helt så brødebetynget ud som han måske burde "Hvor længe har du været sikker? Var det derfor helbrederen var her?" spurgte han videre. Det ene spørgsmål snublende over det andet i næsten barnlig iver.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun blev en smule overrasket over hans ord og rødmede kraftigt. "Galeron," hviskede hun lavmælt og så op på ham. "Jeg elsker også dig," svarede hun og gengældte med den største glæde i hendes liv, det kys han gav hende. Hun trykkede sin krop ind mod hans, nu hvor de stod på jorden begge to.

Hun tænkte ikke over, hvordan hun så ud. Hun havde kun øje for sin mand. "Da jeg ikke fik min blødning for et par dage siden, blev jeg mistænkelig. Men jeg har først selv lige fået svaret i dag. Det var derfor han var her ja," svarede hun og smilede til ham.

[Galeron af Ravntoft]

Galerons allerede varme smil blottede hans fortænder mens hun gengældte hans erklæring og selvom hun ikke lod til at tænke over hvorvidt han havde uglet hende eller ej, rakte han alligevel op, og forsøgte forsigtigt, at lirke en krølle tilbage på plads ”Så det er derfor du ikke har været helt ovenpå på det sidste?” brummede han spørgende, for så at kysse hende med en muntert lyd og et nik ”Endelig.” han stod et langt øjeblik blot med hånden mod hendes kind, og et ganske forgabt blik før han talte igen ”Så til..” han lod armene glide omkring hendes smalle liv igen mens han regnede efter ”November? Eller først i december?”

[Ravenna af Ravntoft]

Hun syntes, at han var så vældig sød og kærlig mod hende, når han sådan gik op i hendes udseende. Hun rødmede lidt i kinderne, da han satte en tot hår på plads. Også selvom krøllen ikke ville blive, hvor han mente den skulle være. "Han sagde, at det var helt normalt. At kroppen reagerer på den måde. Og at det måske vil blive værre," svarede hun og smilede over hans "endelig". De havde haft deres besværligheder, men hun vidste nu, at det var lagt bag dem. For hun elskede sin mand så højt. "Først i december, så vidt jeg kan tælle," svarede hun drillende. "Åh Galeron, jeg er så lykkelig!" Hviskede hun og lænede sin krop ind mod hans, med hovedet hvilende på hans brystkasse.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron havde ikke rigtigt lyst at slippe hende igen lige foreløbigt og han kunne heller ikke rigtigt finde nogen grund til, hvorfor han skulle. Han bøjede hovedet lidt og lod kinden hvile mod hendes hår. Som resultat blev hans svar en smule anspændt, uden at han overhovedet var det "Så har vi masser af tid til at nå tilbage til Ravntoft inden da." tænkte han højt, mens han i tankerne allerede var milevidt foran "Hvornår kan vi fortælle vores forældre det?" han håbede snart, velvidende han selv ville have svært ved at gå længe med lige den hemmelighed.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun havde lukket øjnene, og nød blot at stå der, og nyde sin mand og hans nærhed. Hun sukkede lydløst, men det kunne stadigvæk mærke i hendes krop. Ved hans ord, åbnede hun øjnene og trak sig lidt væk fra ham. "Galeron..." Hun lagde hovedet lidt bagud, så hun kunne se op på ham. Hun blinkede lidt med sine mørkeøjenvipper. "Jeg vil gerne tage med min far og Francine til Gyldensø efter rundrejsen. Jeg vil gerne være der, når hun skal føde," hendes stemme var meget nervøs og til hans spørgsmål trak hun på skuldrene. "Kan vi ikke vente lidt?"