Spændende nyt

[Annalyn Tømrer]

Annalyn glemte sin tøven ret hurtigt da de først var indenfor og Owen satte sig på træstubben. Hun sank selv ned på knæ foran ham, med skørter der lagde sig omkring hendes ben og den nysgerrige interesse igen tydelig i de klare øjne. Hun var lige ved at række ud for at undersøge det kunstige ben med fingrene, men stoppede midtvejs i bevægelsen og trak hurtigt hænderne til sig, med et undskyldende blik op mod hans ansigt "Er der magi med til at holde den på plads? Eller kan den det helt af sig selv?" spurgte hun og samlede hænderne i skødet, mens hendes blik flakkede mellem hans hænder der løsnede protesen og hans ansigt et stykke ovenover.

[Owen Tømrer]

Han løsnede det helt og lirkede det af, så han kunne række det frem mod hende. "Jeg ved det ærligt talt ikke," svarede han med et skuldertræk. Han gik ikke ret meget op i magi. Han vidste, hvad dimsen kunne og hvad den ikke kunne. Hvordan den kunne det, anede han faktisk ikke. Han slap protesen, da hun tog imod den og sad en tid bare og så på hende, mens hun så undersøgte benet selv.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn tog imod protesen med en hvis ærefrygt og måtte se spørgende op på ham igen, for at sikre sig han nu også mente det. Da det lod til at være tilfældet, lod hun fingrene glide ned over det glatteslebne træ, lædermanchetten, det bøjelige fodled, lavet med en snild mekanisme af små hængsler og andre ting hun ikke genkendte "Det er utroligt.." mumlede hun for sig selv og kunne ikke modstå fristelsen til, at kalde sin Gave op til overfladen, mens hun igen lod hånden stryge over protesen. Et rosa skær glødede omkring hendes hånd mens hun gjorde det, varmt og behageligt "Jeg troede ikke de rent faktisk kunne gøre det."

[Owen Tømrer]

Han smilede lidt af hendes fascination. Selv var han mere interesseret i, at benet rent faktisk fungerede bedre, end han var vant til. Han var næsten begyndt at håbe på, at han ville kunne vænne sig så meget til det, at det rent faktisk ville være en hjælp i dagligdagen. Måske... "Hvorfor hev du mig så med derover?" drillede han med et smil om munden. At hun havde været så optimistisk dengang uden helt at tro på projektet var for øjeblikket næsten sjovt.

[Annalyn Tømrer]

Varmen skød op i hendes kinder over hans spørgsmål og hendes blik flakkede ”Fordi..” begyndte hun og vidste alligevel ikke helt hvad hun skulle sige. Kinderne blev endnu mere røde før hun slog blikket ned ”Jeg håbede.” mumlede hun, sad med blikket på hans blottede benstump et langt øjeblik og løftede så hagen nok til at møde hans blik igen med antydningen af et smil der gjorde hendes smilehuller tydelige ”Ville du være gået med hvis ikke jeg havde virket som om jeg troede på det?”

[Owen Tømrer]

Han kendte godt svaret og kunne ikke hidse sig op over det. Ikke når det nu viste sig, at hun havde haft ret. "Aldrig i livet," svarede han derfor bare drillende og bukkede sig ned og trak let i hendes arme, så hun ville rejse sig op og sætte sig sidelæns på hans skød. "Du er min lykkestjerne, Lynn." Hans arme holdt hende tæt ind til sig og hans læber søgte hendes.

[Annalyn Tømrer]

Annalyns mundvige sitrede som smilet forsøgte at tvinge sig bredere ”Der er dit svar, så.” konstaterede hun snusfornuftigt og lagde protesen fra sig, da han rakte hænderne ud mod hende. Hun havde ingen forbehold da hun rejste sig og i stedet gled ned på hans skød, men nød trygheden i at sidde sådan med ham. Det kildrede helt ud i hendes fingerspidser da hun lod læberne møde hans. Hun var ikke længere så tøvende, eller uerfaren lige med den del af hvad der foregik mellem mand og kvinde, selvom det til stadighed skabte følelser i hende, som hun vidste var frygteligt dominerende, men som hun ikke vidste om hun burde have ”Hvis jeg havde vidst det var dig jeg ventede på, så ville alting have været meget bedre.” erklærede hun lavmælt da hun fik chancen og lagde en hånd mod hans skæggede kind med et varmt smil.

[Owen Tømrer]

Hendes svar var så sødt og dejligt, at han næsten ikke kunne rumme det og han endte med at knuge hende ind til sig, som var han bange for, at hun skulle forsvinde, mens han gemte sit ansigt ved hendes hals et øjeblik, mens han fik styr på alt den kærlighed, der gled gennem ham. "Har.. Har du tid til at blive? Bare lidt..? Jeg har ikke kunnet stoppe med at tænke på den aften, hvor du lå i mine arme." Ordene blev næsten mumlet ind mod hendes hud, men han vidste dog, at hun nok skulle høre dem.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn lænede hovedet ind mod hans og lagde en hånd bag hans nakke, da han gemte ansigtet ved hendes hals. Det var en dejlig følelse, at mærke hans ånde mod sin hals, mens hun ubevidst lod fingerspidserne stryge gennem de små hår i hans nakke. Hans spørgsmål fik hende til at holde vejret et sekund eller to, mens sommerfuglene slog en kolbøtte i hendes mave. Så nikkede hun, ganske langsomt og kun en gang, men den ene gang var mere end rigeligt. Han var ikke den eneste der havde tænkt på den aften, selvom han var den eneste der sagde det højt.

[Owen Tømrer]

Han sukkede tilfreds, mens hun kørte fingrene gennem hårene i hans nakke. Tilfreds var han bestemt også.. Ved siden af mange af de andre følelser, han efterhånden var fuld af. Hendes lille nik, fik det til at suge i hans mave og han lagde sine læber mod hendes hals og kyssede hende en enkelt gang, inden han trak sig tilbage igen og kyssede også hendes læber. "Så kom," sagde han med en næsten hæs stemme og indikerede, at hun var nødt til at rejse sig op. Da hun havde gjort det, lagde han sig ned på sin halmmadras endnu engang og trak sig ind med ryggen til væggen, mens han ventede på hende.

[Annalyn Tømrer]

Hun rejste sig langsomt og undlod at række ud for at hjælpe ham, som det ellers var hendes instinkt, alene fordi hun vidste han hadede det. Det var heller ikke nødvendigt, for han klarede det fint på sin egen måde og hun tøvede kun et sekund eller to, før hun samlede skørterne om benene og krøb ned til ham på halmmadrassen. Modsat første gang, vendte hun ikke ryggen til ham denne gang, men lagde sig med ansigtet mod hans, selvom det var dobbelt så grænseoverskridende. Trangen til at kunne se ham i øjnene, at kunne røre ham og kysse ham, var mere dominerende end hendes egen frygt og tøven.

[Owen Tømrer]

Han havde lagt sig på sin højre side, så han havde sin hånd fri til at stryge hende over kinden og dette var præcis, hvad han gjorde, da hun lagde sig ned. Han lod sin tommelfinger stryge kærligt over hendes kind, mens han smilede. Duften af hende, når hun var så tæt på som nu, gjorde ham helt ør i hovedet og han kunne ikke lade være med at smile.

[Annalyn Tømrer]

Der var noget både skræmmende og frydefuldt at ligge så tæt med ham. Hans hånd mod hendes kind var varm og tommelfingeren trak et kildrende spor, der også trak farven frem i hendes kinder, sammen med følelser hun aldrig rigtigt havde følt før, men nu ramte de hende ret ofte. Specielt når han kyssede hende, eller holdt om hende, eller.. bare så på hende på en bestemt måde.

Et øjeblik føltes det som om alle følelserne var ved at sprænge hende og spontant strakte hun hals og kyssede ham forsigtigt.

[Owen Tømrer]

Da hun kom tæt nok på, til at hun kunne kysse ham, fandt han villigt hendes læber med sine og hans arm lagde sig om livet på hende og trak hende endnu tættere ind til sig. Så tæt, så de faktisk rørte ved hinanden hele vejen ned. Så upassende var det ikke, tænkte han ved sig selv. De havde trods alt ofte nok stået så tæt, når de kyssede. Men det føltes alligevel lidt mere.. Intimt..

[Annalyn Tømrer]

Væk i kysset tænkte hun ikke ligeså meget over hvor tæt de var, men trykkede sig instinktivt ind til ham da han trak hende ind til sig. Den ene hånd lå mod hans skulder, mens hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle gøre med den anden, som hun halvt lå ovenpå. Var det altid så rart og akavet på samme tid, tænkte hun flygtigt, mens hun lod hånden glide op mod siden af hans hals, hvor de slanke fingre krummede sig svagt mod hans hud.