Der er nu noget med aldersforskel

[Arianna af Linden]

Adrian af Dunlath
Sommeren, 523 M.T.

Arianna kom gående ganske langsomt ned af én af gaderne i Højager distrikt i Corus, mens hun nød roen og freden for en stund. Hun havde haft alle sine børn i huset de sidste par uger, men nu var de efterhånden spredt for alle vinde igen og nu gik hun bare og nød solskinnet.

Hendes blik faldt på en ung mand, som stod ikke ret langt fra hende og hun smilede imødekommende, som hun slog retning over mod ham. "Goddag, Junker Adrian. Er De også ude at nyde det gode vejr?" Hun havde set ham et par gange denne sommer ved hoffet og han var bestemt et ekstra blik vejr, selvom han stadig var ganske ung.

[Adrian af Dunlath]

At være fri af den nærmest kvælende skole i Gudernes By var en sjælden fornøjelse. Ferier var der bestemt ikke meget af, og Adrian afskyede det meste af tiden der. Alle var så kedelige og besatte af magi.
Han havde kun et par dage tilbage, før han skulle rejse tilbage til skolen, så frem for at sidde og surmule på sit værelse, havde han valgt at gå en tur i nabolaget. Rupert var ikke taget med til Corus, så der var ikke andre end forældrene i huset – det var ærligtalt ikke det mest interessante selskab for 17 årig.
Han var nået forbi et par huse og stoppede op ved en af murene, hvor der voksede nogle slyngplanter. De havde nogle pæne blomster, så han overvejede at gå hjem og hente noget at tegne med. Han var opslugt af sine tanker, og det gav derfor et sæt i ham, da en kvindes stemme afbrød dem. Han snurrede forvirret rundt på hælene og fik øje på baronessen. Et langt øjeblik overvejede han, om han havde hørt rigtigt. Hvorfor i alverden kom hun herover? Hvad skulle han gøre? Private samtaler med kvinder var ikke ligefrem noget, som han havde oplevet før, og han havde altså ikke Ruperts ridder-etikette-træning!
Med en stigende panik skyndte han sig at bukke for baronessen, siden det vel var obligatorisk. ”Baronesse Arianna.” Det var hilsnen ... ikke? Hvad burde han så gøre? Nå jo, svar på spørgsmålet! Han rettede sig op med et forsigtigt smil. ”Jeg har kun en kort ferie, så det gælder om at nyde det, imens jeg kan,” nikkede han.
Næste problem: Fortsæt samtalen. Ikke? Altså hun forventede vel, at han sagde noget mere, siden hun nu kom hen og talte til ham? Skulle han komplimentere hende? Hun var jo pæn ... men det ville måske være uhøfligt? Var det ikke også meningen, at manden skulle lede i alt? Men hun var jo baronesse, så han var jo lavere rang! Argh, hvad var det hun ville have ham til at gøre?! ”Ehm ... hvad bringer Dem til Corus?” Det var da et ordentligt emne, ikke?! Det var høfligt, men ikke anmassende ... eller var det? Måske var hun her af en åbenlys grund, og han fornærmede hende ved ikke at kende grunden?!

[Arianna af Linden]

Arianna smilede klædeligt, fordi den unge mand var så tydeligt forfjamsket. Det var virkelig ret sødt. "Jeg bor her såmænd," svarede hun drillende. "Når jeg ikke er på Linden selvfølgelig." Hun smilede stadig sødt og blinkede måske en anelse hurtigere, end det reelt var nødvendigt.

"Hvad får De tiden til at gå med, når De nu kun er her på ferie?" spurgte hun i en indsmigrende stemme. Selvom Adrian langt fra var et lille barn, så opførte han sig, som om han ikke havde meget erfaring med kvinder. Det var altid sjovt at drille den type en smule.

[Adrian af Dunlath]

Hun boede her. Adrian var lige ved at slå sig selv for panden, men heldigvis havde han hænderne samlet på ryggen og formåede at stoppe sig selv. ”Selvfølgelig,” grinede han i stedet, en smule flov over at have stillet så åbenlyst et spørgsmål. Han var simpelthen nødt til at slappe af og tænke klart. Det var bare lidt svært, når baronessen stod der og virkede så interesseret. Hendes hår skinnede også så pænt i sollyset ... ”Ikke så meget er jeg bange for. Fa...” vent, hun var en ældre kvinde, så ville han ikke komme til at lyde umoden, hvis han sagde ’far’? ”Baronen ønsker, at jeg bruger min ferie på at komme foran i mine studier.” Han sukkede opgivende ved tanken. Og kom så i tanke om, at det ikke var høfligt at brokke sig over sine forældre. ”Med god grund selvfølgelig!” skyndte han sig at slå fast, men kom så til at tænke over, at han nu virkede dum. ”Ikke at jeg er bagud! Jeg klarer mine studier ganske ...” stemmen endte med at dø ud, og han tog sig opgivende til hovedet. ”Undskyld, jeg er ikke så vant til denne form for samtaler. Det er Rupert, der får al etikettetræningen,” beklagede han så med et forsigtigt smil.

[Arianna af Linden]

Hendes smil blev bredere og bredere, som Adrian fik trukket sig selv rundt i manegen. Hun lod sin egen hånd finde frem og stryge ham let ned af overarmen, mens hun nød fornemmelsen af hans muskler under tunikaen. "Tag det nu roligt, Junker. Jeg bider ikke.. Ikke med mindre De ønsker det, selvfølgelig." Hendes smil antog noget drillende, inden hun trak hånden til sig. Hun havde ikke haft en sengepartner i flere uger, fordi hendes børn havde været på besøg og han var virkelig meget tiltrækkende.

[Adrian af Dunlath]

Hendes ord forvirrede ham en anelse, så han kort glemte at være panisk. Hvorfor i alverden skulle han dog ønske, at hun bed ham? Hendes berøring var noget lettere for ham at forstå. Den sitrende følelse, som den sendte gennem hans krop var ham ikke fuldkommen ukendt. Det gav ham en vis mængde stolthed at modtage den slags kærtegn fra en ældre kvinde. Siden han dog ikke helt forstod hendes ord, måtte han se sig nødsaget til at skifte emnet: ”Hvis baronessen tillader det, kan jeg eskortere Dem på Deres tur?” Smilet blev en tand mindre nervøst, siden kvinden ikke lod til at tage hans totale forvirring så tungt. ”Enhver undskyldning for at undgå mine studier for en stund vil blive værdsat.” Han vidste dog ikke helt, om han burde byde hende sin arm, eller om det igen ville blive anset for upassende. Hvad skulle man overhovedet gøre i en situation, hvor en kvinde virkede til at lægge op til én?

[Arianna af Linden]

Han lod til at få lidt mere styr på sig selv og hun smilede imødekommende af hans spørgsmål. "Det vil glæde mig usigeligt meget, hvis De vil gøre mig følgeskab. Det er så kedeligt at gå alene." Han tilbød hende ikke sin arm, så hun stak uden videre sin hånd ind omkring hans albue selv og greb ham ganske let. Sin anden hånd lagde hun mod hans overarm i en lidt mere end venlig gestus. "Men jeg var egentlig næsten færdig med at gå min tur, så måske De bare vil eskortere mig tilbage til mit hus? Så skal jeg til gengæld byde på en lille forfriskning i haven?"

[Adrian af Dunlath]

På sin vis var han kun lykkelig for at Arianna selv greb om hans arm, så han da i det mindste var sikker på, at det ikke var forkert. ”Det har De så evigt ret i,” medgav han og forsøgte at lade være med at blive for påvirket af den måde, hun holdt om hans arm på. Berøringen fik hjertet til at hamre i hans bryst, selvom de blot slentrede roligt ned ad gaden. ”Det lyder vel som en retfærdig handel,” grinede han let ved hendes tilbud. Hvis den her slags berøringer fortsatte, ville han ærligtalt meget gerne væk fra gaden. ”Det overrasker mig, at De går alene. Jeg ville have troet, at Deres børn ville gøre Dem selskab?” spurgte han så. Måske var det ikke klogt at bringe dem op, men han følte behov for at finde ud af, om hun nu også var helt alene. Han ville gerne undgå uheldige situationer. "Men at gå alene er selvfølgelig også dejligt, hvis man har brug for at få lidt ro til at tænke ..."

[Arianna af Linden]

Hun gik ganske tæt på ham og gav hans overarm et let klem engang imellem. "Jeg har haft mine børn omkring mig i flere uger efterhånden, men for nu er jeg ganske alene. Huset føles så tomt, når man ikke har nogen at være sammen med," fortsatte hun i en katteagtig tone. "Jeg vil sætte pris på at få lidt selskab igen." Hun smilede smigrende op til ham under sænkede øjenvipper. "Det er venligt af Dem at bruge lidt tid på en enlig kvinde."

[Adrian af Dunlath]

Han vist på dybt vand med det her. Adrian opfangede godt hentydningerne, men han havde ingen anelse om, hvad han burde svare på dem. Han ville foretrække at virke selvsikker og kunne besvare hendes hentydninger med sine egne, men han vidste ikke helt, hvad han præcis burde hentyde til. ”Alt andet ville da være uhøfligt,” endte han med at påpege uden helt at kunne se hende i øjnene. Hver gang han kom til at ramme hendes blik, følte han sig varm i hovedet og vidste ikke, hvad han burde stille op. Det var helt modsat af, hvordan det burde være, var det ikke? Burde det ikke være ham, der var den selvsikre, og hende der gik og vred hænderne? ”Jeg vil holde Dem med selskab så længe De ønsker det. Mon ikke vi kan finde på noget at underholde os selv med for noget tid?” Var det en hentydning? Gjorde han det rigtigt? Blikket han endte med at sende hende var nok i sidste ende langt mere spørgende, end det var antydende eller flirtende.

[Arianna af Linden]

De nåede hen mod hendes hus ret hurtigt. De havde reelt aldrig været ret langt derfra og hun viste ham uden om hoveddøren, så de kunne gå direkte om i haven. "Mener De virkelig dét, Adrian? Jeg er bange for, at det kunne gå hen at blive temmeligt længe, førend jeg er klar til at give slip på Deres charmerende selskab." Hun kurrede næsten. Bare tanken om en så ung mand i hendes seng, var meget tiltrækkende. Unge mænd havde måske ikke så megen teknik, men de havde i det mindste masser af gåpåmod.

[Adrian af Dunlath]

Efter hans mening var de der næsten en tand for hurtigt. Adrian havde stadigvæk ikke rigtig nogen anelse om, hvad han skulle stille op, når situationen spidsede til. Selvfølgelig havde han hørt ting – det var svært at undgå på en borg fyldt med soldater – men det syntes han ikke hjalp ham fantastisk meget i øjeblikket. Dog kunne han ikke undgå at le en anelse ved Ariannas ord. ”Charmerende? Jeg synes eller ikke, at jeg har lavet andet end at rende forvirret rundt om Dem gennem de sidste par minutter,” bemærkede han med et drillende smil, imens de gik om mod haven. ”Måske er det kun godt, hvis De holder på mig et stykke tid.” Hans hjerte hamrede stadigvæk, og han var ikke sikker på, at det ville slappe af lige foreløbigt.

[Arianna af Linden]

Hun lo lidt af hans ord og lod en finger glide ned af hans kind et øjeblik. "Det er jo muligt, at jeg finder Deres usikkerhed charmerende, ikke sandt?" spurgte hun med et smil. "Og hvis De ønsker det, så skal jeg holde Dem ganske længe." Da de nu var kommet helt om i haven, vendte hun sig med front mod ham og lod en hånd glide kort over hans kind og derefter hele vejen ned langs hans hals til åbningen på hans skjorte. "Med mindre De har fortrudt selvfølgelig." Han skulle have chancen for at trække sig tilbage, hvis det var dét, han ønskede.

[Adrian af Dunlath]

Det var slet ikke faldet ham ind, at man kunne finde usikkerhed charmerende. ”Et interessant perspektiv,” grinede han let. Han troede, at kvinder kun fandt interesse i de mænd, der var stærke og selvsikre. Måske ligefrem arrogante og krævende.
Da hun vendte sig mod ham, havde han et øjeblik ganske rigtig lyst til at stikke halen mellem benene. At blive berørt på den her måde var på mange måder dybt forvirrende, og han kunne ikke sige sig fri for at være lidt nervøs for at stå udenfor. Han stolede dog noget mere på Ariannas dømmekraft end på sin egen, så hvis hun vurderede, at det var sikkert nok, måtte det jo være det. Da hun spurgte, om han havde fortrudt, rystede han på hovedet. Hendes berøring af hans hals havde fået hans tunge til at slå knuder, og han vidste ikke, hvad han burde sige. Han burde røre hende, ikke? Men hvordan fik man overhovedet åbnet de her kjoler? De virkede så store og ... tja, skrækindjagende lige nu.

[Arianna af Linden]

Han rystede bare på hovedet - tydeligvis for overvældet til at tale - og hun smilede for sig selv. Det ville være ganske sjovt, bare at hive ham med op i sovekammeret nu, men han ville muligvis være for skræmt til at kunne gøre noget og det ønskede hun trods alt ikke. "Så lad os sætte os og nyde en forfriskning. De kan sætte Dem ved det bord derovre, så giver jeg tjenestefolkene besked." Hun blinkede til ham og efterlod ham alene. Hvis han ønskede at stikke af, så havde han alle muligheder nu, mens hun var inde at bede om en kande kold lemonade.