Det er et spørgsmål om at tro

[Owen Tømrer]

Annalyn Tømrer

Owen havde en af sine dårlige dage. Normalt holdt han sig langt væk fra Lynn, når han havde det sådan og det var da også det, han forsøgte på lige nu, hvor han havde fundet sig en sten bag ved værkstedet. Han forsøgte på at opsuge så meget af det sparsomme solskin, som kunne findes på denne tid af året. Det havde det med at hjælpe. Og så forsøgte han på at tænke så lidt som overhovedet muligt. For når han gjorde, så var det tunge tanker, som trængte sig på. Tanker, som han ikke havde noget svar på og som ikke var særligt lette at skubbe til siden. Ikke længere i hvert fald.

[Annalyn Tømrer]

Til ingens overraskelse sneede det også denne dag, men kun sløvt og ind i mellem snefnuggene, tittede vintersolen frem og fik hele verden til at glitre. Det var smukt, hvis man var den støbning. Det var Annalyn og hele vejen gennem byen, havde hun haft et smil på læberne, der ikke lod sig kue af hverken sne eller kulde. Foråret var på vej, dagene blev længere, hun var forelsket og hun havde gode nyheder med sig tilbage fra hospitalet.

Vel hjemme fik hun pakket sine indkøb ud før hun så efter Owen de sædvanlige steder. Han var dog ingen af dem, men den ene af stenhuggermesterens lærlinge, ledte hende på rette vej. Hun fandt ham bag værkstedet og stoppede ved hjørnet af bygningen for et øjeblik bare at se på ham som han sad der i solskinnet.

[Owen Tømrer]

Han hørte godt, at nogen kom nærmere. Han regnede med, at det var en af mændene i huset. De var de eneste, som vidste, at han sad der. Men da der ikke var nogen, som sagde noget til ham, vendte han blikket hen mod det sted, hvor han havde hørt sneen knirke. Og der stod Lynn. Bare hendes tilstedeværelse var nok til at trække et smil frem på hans læber. "Hvorfor står du der? Det er koldt ude i dag."

[Annalyn Tømrer]

Et skyldigt udtryk gled over Annalyns ansigt da Owen vendte ansigtet mod hende. Hun vidste ikke helt hvorfor hun havde stået der og set på ham, uden at give sig til kende, men udtrykket veg til fordel for et varmt smil da han talte. Hun trak på skuldrene og gik helt omkring hjørnet og hen mod ham "Det kunne være værre. Jeg har ikke noget imod kulden når solen skinner og jeg ved jeg kan komme ind i varmen." hun stoppede og rynkede brynene let i overvejelse. Der var ikke plads til hende på stenen ved siden af ham og hun tøvede et øjeblik, før hun lod sig glide ned på skødet af ham og dristede sig til at kysse ham "Hvordan har din dag været?" spurgte hun, da hun trak ansigtet lidt væk igen og lod blikket finde hans.

[Owen Tømrer]

Han drejede sig lidt mod hende, da hun kom gående hen til ham. Han smilede stadig. Selv da hun tilsyneladende lod til at stå og overveje, hvad hun nu skulle gøre. Og da hun bestemte sig for at sætte sig på hans skød, var han bestemt ikke ked af det. Han bredte armene ud til siderne og lagde dem så derefter omkring hende i en blid omfavnelse og gengældte hendes kys.

Han lod sig ikke det mindste mærke med, at han måtte anstrenge sig mere for at holde balancen på stenen, nu hvor hun også sad der. "Den er lige blevet bedre," var hans svar. Han smilede stadig til hende og fandt ikke den mindste grund til, hvorfor han dog skulle fortælle hende om de dystre tanker, han tumlede med. Det var ikke noget, hun kunne hjælpe ham med alligevel. Det kunne ingen.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn forsøgte helt naturligt, og halvt ubevidst, at lægge mest vægt på hans gode ben bens hun samlede hænderne i skødet, stadig med den svage fornemmelse, at hans læber mod sine egne. HEndes kinder fik en varmere glød under den allerede kulderøde mens hun så ned på sine egne hænder, uden at kunne undertrykket et klædeligt smil "Måske.." begyndte hun, tydeligt tøvende, som om hun ikke helt vidste hvordan hun skulle få noget sagt "Måske kan jeg gøre den endnu bedre." hun pillede lidt ved en løs tråd i sømmen på den uldne skørt og skævede diskret op på hans ansigt uden helt at løfte hovedet.

[Owen Tømrer]

Han smilede lidt mere af hendes ord og kyssede hende på kinden. "Du giver mig mange upassende tanker, når du siger den slags," drillede han med et smil. Han havde ingen forestilling om, at hun rent faktisk mente noget i den retning, men siden den aften, hvor hun havde lagt i hans arme, var den slags tanker begyndt at dukke op lidt for tit. Han kørte dog ikke morsomheden længere, men sad bare og ventede på, at hun skulle fortælle, hvad det var, hun gerne ville sige.

[Annalyn Tømrer]

Nu var der ingen tvivl om, at hendes kinder blev farvede af varme, og ikke kulden omkring dem, og hun daskede til ham med et halvhjertet, bebrejdende udtryk. Det kunne dog ikke helt skjule usikkerheden omkring hvad der ville kunne dømmes som upassende.

Hun dvælede ikke ved tanken længere end et par sekunder. Så rankede hun sig lidt. Rømmede sig og endte med blikket på sine hænder igen, tryg, men alligevel en smule nervøs i hans stærke arme - to hænder eller ej ”Jeg har været på hospitalet i dag. For at tage mine timer så jeg ikke helt glemmer hvad jeg har lært. Det var Mester Birkeflamme der stod for det i dag og han fortalte os om, hvad han arbejder med for tiden.” hun gjorde en lille pause og løftede hagen nok til at kunne se hans ansigt igen ”Han arbejder på kunstige lemmer, Owen. Som er funktions-dygtige og ikke blot for et syns skyld.” både usikkerheden og håbet var tydelige i hendes stemme og endnu mere i det blik der hvilede på ham.

[Owen Tømrer]

Han sad afslappet og holdt om hende. Lige indtil hun begyndte at tale igen og en dyb modvilje arbejdede sig ind i hans let stivnede skikkelse, allerede da hun nævnte hospitalet. Han havde en lurende fornemmelse af, hvad der var på vej og han ønskede ikke at høre det. Men han afbrød hende ikke. Hun sagde ikke disse ting - kom ikke med disse håbløse drømme - for at såre ham. Og det var ikke hende, som skulle bære byrden for hans problemer. "Det er for koldt at sidde herude. Kom. Lad os gå indenfor." Indenfor ville de ikke kunne have denne samtale. Han gjorde mine til at ville rejse sig, men kunne reelt ingenting gøre, hvis hun ikke hjalp til.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn havde været forberedt på, at Owen ikke straks ville give sig til at danse af glæde over hvad hun fortalte, men det stak alligevel i hende, som hun mærkede ham lukke af ”Jeg fryser ikke.” hendes stemme var stadig rolig, mere rolig end hun rent faktisk følte sig mens hun blev siddende ”Jeg ved godt det er et måske.. at der ikke er nogen garantier, men hvad nu hvis.. “ hun så op igen og hendes blik flakkede i forsøget på at fange hans ”Jeg kan se hvor meget det betyder for dig, at du får lov at lave det du gerne vil og er god til. Hvis nu..” hun gik i stå og så bare indtrængende på ham, stadig med hænderne knuget i skødet, selvom hun havde mest lyst til at knuge hans hånd.

[Owen Tømrer]

Hun flyttede sig ikke og han mærkede en voldsom trang til at komme væk fra dette sted gribe ham. Havde det været enhver anden end Lynn, havde han skubbet vedkommende af sig nu og var gået sin vej. Men han elskede Lynn og han vidste, at hun også elskede ham. Og hvis han gjorde alvor af det, ville han såre hende.

Han tog en dyb indånding og forsøgte at få styr på de voldsomme følelser, der gnavede i ham. "Lynn. Jeg ved, du gør det for at hjælpe mig. Men det vil ikke blive til noget. Det er ikke muligt at lave magiske lemmer. Og selv hvis det var... Der er ingen i verden, som vil gøre noget for mig, bare fordi de har lyst. Måske undtagen dig." Et lille smil fandt frem. "Jeg har ingenting at tilbyde som betaling. Og jeg har affundet mig med min situation for længe siden. Kom nu med ind."

[Annalyn Tømrer]

Annalyns blik flakkede stadig, men var ikke mindre indtrængende da hun alligevel fortsatte”Men.. nej.. ikke indtil nu.. men hvordan kan du vide.. Det kunne være nu det lykkedes.” vedblev hun og begyndte at føle det lidt akavet at sidde på hans lår. På den anden side vidste hun også, at det lige for nu, afholdt ham fra at gå og ikke lade hende fortsætte ”Jeg sagde desuden ikke noget om magiske lemmer eller magi overhovedet, eller noget om betaling. Før jeg gjorde noget for dig, troede du heller ikke jeg ville, det ved jeg. Det er ikke alle der… der er sådan og altid forventer noget igen.” hendes underlæbe bævede ganske svagt nu og hun måtte tage en dyb indånding for at stoppe det, mens impulsen til at rejse sig og skabe afstand blev stærkere.

[Owen Tømrer]

Han var klar til at modsige hende igen. Tvinge hende til at forstå, at hun bare ikke havde oplevet verdens skyggesider, sådan som han havde det. At hun ikke skulle give ham håb, hvor der aldrig ville være noget håb.

Men da han så hendes læbe bæve, var det som om nogen rakte ind i hans bryst og klemte hans hjerte sammen. Han trak hende tættere ind til sig og lagde sit hoved på hendes skulder. Hendes forklaringer og forsøg på at overbevise ham lod han være for nu. For når alt kom til alt, så var hendes optimisme også en af grundene til, at han elskede hende. Hvorfor i alverden forsøgte han så at pille den ud af hende?

"Du har ret," medgav han endelig. "Måske kan det lykkes." Han måtte bare gennemstå denne farce for hendes skyld. Og så længe han ikke selv gav sig til at håbe, så ville han ikke blive skuffet. Igen. Hun ville selvfølgelig blive det og han burde stoppe det nu, inden det skete. Men han kunne ikke bære at være den, som skuffede hende.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn lod sig trække ind til ham, uden at være helt så afslappet som hun plejede at være. Hun ville så gerne han skulle være glad. Tilfreds med sin lod i livet, trods de udfordringer Guderne havde givet ham, og der gik ikke en dag uden at hun tænkte på det, selvom hun vidste han ikke ønskede hun skulle bekymre sig.

Hun glippede overrasket med øjnene da han ikke sagde hende imod igen ”Har jeg?” røg det ud af hende før hun fik det stoppet og glippede med øjnene igen. Det tog et øjeblik før hun kom omkring overraskelsen ”Mener du at du vil..” begyndte hun spagt og så håbefuldt på ham med øjne der nu var blanke, uanset hvor meget hun forsøgte at være upåvirket , og fingre der havde lukket sig omkring hans armstump.

[Owen Tømrer]

Hun virkede stadig, som om hun var på vej til at bryde ud i gråd, men denne gang, vurderede han, at det var, fordi hun var glad for, at han ikke modsatte sig hendes ønske mere og han smilede lidt til hende. Så meget, som han kunne gøre, uden at det blev forceret. "Hvis du gerne vil have, at vi forsøger at se, om denne helbreder kan hjælpe mig, så gør jeg det." Han lod sin hånd glide kort over hendes kind. "Men lad nu være med at få dine forhåbninger alt for højt op."