Ubehageligheder

[Annalyn Tømrer]

Owen Tømrer

Mere ansvar på Tågelygten, betød også længere dage. Nogen af dem længere end andre, og det var sent da Annalyn endelig kunne sige godnat til Mylas og forlade kroen. Køkkenet var rengjort og opryddet. Alt var klar til dagen efter, men det der fik hende til at smile da hun gik derud igen, var Owen der stod og ventede på hende ved døren ud til gården "Jeg er klar nu. Undskyld du skulle vente." hun lukkede hurtigt sin tykke frakke, bandt uldsjalet sikkert omkring hovedet og greb den kurv hun altid havde med sig til og fra arbejde.

"Tak fordi du vil hente mig, Owen." hun stak en behandsket hånd under hans arm da de var kommet udenfor og smilede op til ham mens de skråede over gårdens toppede sten i et passende tempo. Hun var taknemmelig. Han kunne været gået i seng for længe siden, men stod troligt og ventede på hende hver aften. Ikke fordi hun egentligt var bange for at gå det lille stykke hjem, men det var mørkt og man vidste aldrig hvilke typer der var ude på det sene tidspunkt. Hun følte sig en del tryggere ved ikke at skulle gå turen alene.

[Owen Tømrer]

Owen smilede let til hende, da hun kom ud og rystede allerede på hovedet, da hun skulle til at undskylde - igen. "Det skal du ikke tænke på," forsikrede han hende kyssede hende kort på kinden, inden de gav sig til at gå. "Jeg glæder mig til at hente dig. Det er hyggeligt." Han smilede stadig og koncentrerede sig om at gå uden at falde, nu hvor det var mørkt og han skulle passe på, hvor hans krykke fik fæste.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn rynkede brynene ganske svagt, mens hun betragtede ham med et lille smil, som om hun ikke var helt sikker på, om han bare var venlig, eller rent faktisk mente det. Så voksede smilet og hun gav hans arm et klem mens de nåede ud på gaden ”Nåede I hvad I satte jer for i dag?” hun skuttede sig let, men nød alligevel gåturen. Corus var køn når sneen dækkede husene, selvom vejene blev glatte og smattede. På dette tidspunkt, var der hverken mange mennesker ude, eller lys i særlig mange vinduet.

Hendes blik hang dog et øjeblik ved to mænd, der kom gående, eller måske nærmere dinglende, fra en sidegade. Hun fik øjenkontakt med den ene meget kort, men trak lynhurtigt blikket til sig og så op på Owen i stedet ”Far snakkede om noget I kunne lave indenfor, men jeg glemte vist at høre ordentligt efter” indrømmede hun og så tilpas skyldig ud.

[Owen Tømrer]

Han forsøgte at lade være med at være nervøs for at falde. Han havde altid været sikker på fødderne, men det var svært at være sikker på fødderne, når den ene fod var en træstump. Desuden var det glat efter de seneste dages snefald.

Han ville dog ikke vise hende disse bekymringer, så han smilede bare og svarede. "Ja, vi gjorde. Vi håber på at kunne lave en sovebænk og forskellige andre møbler, mens det er for svært at være ude på taget. Det er også ærgeligt, at sneen skulle falde så tidligt." Han så ikke op, mens han gik.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn smilede op til ham og kastede et flygtigt blik over den ene skulder, hvor de to mænd nu var drejet ned i samme retning som dem. Hun så frem igen og forsøgte at bekæmpe den nervøse flagren hun havde i maven. Det var tåbeligt, forsøgte hun at fortælle sig selv "Men vi har sne til Midvinter." på pegede hun og smilede igen op til ham, selvom hun hele tiden var bevidst om skridtene bag dem. De kom nærmere, men måske ikke så underligt, siden hun selv hurtigt havde vænnet sig til at gå langsommere for Owens skyld, især nu hvor der var glat "Mangler I meget på ta.." hun nåede ikke at gøre sætningen færdig, før en stemme bagfra afbrød hende med et hånligt "'Ey.. dukkebarn.. du skulle finde dig en rigtig mand i stedet for Halte der." en anden grinede, tydeligt underholdt over kommentaren og Annalyns fingre lukkede sig fastere omkring Owens arm.

[Owen Tømrer]

Han nikkede og kunne smile lidt over hendes ord, fordi han vidste, at det i det mindste glædede hende, at der var sne til højtiden. Han havde ikke lagt mærke til trinene bag dem. Det var han så vant til, men han stivnede dog tydeligt, da hånlige stemmer nåede dem.

Det var ikke en uvant situation for ham at stå i, men han kunne alligevel mærke hjertet synke i brystet på sig over, at Lynn skulle opleve dette. "Bare ignorer dem," sagde han lavmælt. Han vidste, at det var den bedste måde. Desværre var der stadig lang vej hjem til stenhuggerhuset.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn så ikke tilbage igen og heller ikke op på Owen, men nikkede hurtigt som svar, mens hendes instinkter frygteligt gerne ville have hende til at sætte farten op. Det var bare ikke så nemt og hun nøjedes med at fastholde det anspændte greb om hans arm.

Skridtene kom nærmere bag dem og hun mærkede de små hår i sin nakke rejse sig da den første stemme tog ordet igen "Det er uhøfligt ikke at svare når man bliver talt til, dukkebarn. Jeg kan vise dig ting en krøbling ikke kan. Hvad siger du?" den svedne undertone i tilbuddet fik hende til at snappe lavmælt efter vejret, mens hun ønskede stenhuggerhuset på magisk vis, lå lige omkring det næste hjørne.

[Owen Tømrer]

Owen mærkede en stum vrede brede sig i kroppen, men han forsøgte hårdt på at holde det nede. Han havde et par enkelte gange mistet besindelsen over for typer som disse, men hans erfaring sagde ham, at det absolut bedste var at ignorere dem. Så længe det kunne lade sig gøre selvfølgelig. Og han var ikke helt sikker på, at det var tilfældet denne gang.

Da han pludselig hørte en af dem komme lidt for tæt på, tog han hårdere fat i sin krykke og da den anden lagde en hånd på Lynn's skulder med et "Nu skal jeg vise dig det," vendte Owen sig om med et afvæbnende smil, som han kæmpede mere end hårdt på at holde på plads. "Jeg tror, det bedste ville være, hvis I gik videre for jer selv." Hans armstump skubbede Lynn i sikkerhede bag ved sig.

[Annalyn Tømrer]

Det gav et sæt i Annalyn da den ene af mændene lagde en hånd på hendes skulder og hun krympede sig synligt. Hun havde dog intet at sige. Klumpen i hendes hals gjorde det svært at få vejret, eller sådan føltes det i hvert fald, mens hun instinktivt vred sig væk fra den fremmede hånd.

Mændene dinglede begge to let og stanken af brændevin var tydelig nu, hvilket kun skræmte hende endnu mere "Owen.." fik hun spagt frem og lagde en hånd på hans arm da han gik ind for an hende. Hendes lille protest druknede dog mere eller mindre i et hånligt grin "Eller hvad, Halte? Lad nu tøsen tale for sig selv."

[Owen Tømrer]

Owen mærkede vreden få mere hold i sig, da den fulde idiot foran dem fortsatte sine modbydeligheder. ”Vær venlig bare at gå videre,” fik han frem mellem sammenbidte tænder. Normalt ville han aldrig have overvejet at slås med dem. Han ville have dukket hovedet og fundet sig i deres ord så længe, det var nødvendigt. Men Lynn var med ham nu. Og de udgjorde en fare for hende.

Manden lagde en hånd på Owen’s skulder og tonen var nu ikke længere drillende, men let truende. ”Forsvind herfra dit grimme misfoster og lad os om at følge hende hjem.” Billeder fløj rundt på Owen’s nethinde af, hvad der mon kunne ske hende, hvis hun var alene med disse to fyre og pludselig kunne han ikke holde sig tilbage mere. Han tog bedre fat om krykken og bankede den ind i mellemgulvet på den mand, som havde taget fat i ham.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn havde ubevidst taget fat i Owens vams nu hun stod bag ham. Både for at forsøge at holde ham tilbage, men lige så meget for at have noget at støtte sig til selv, mere mentalt end fysisk. Hun var bleg over de hårde ord der skar i hende og sendte en stille bøn til Gudinden om hjælp. Der måtte da være nogen der kom forbi og fik de to drukkenbolte på bedre tanker.

Men ingen viste sig på gaden og skældsordene fortsatte. Derfra gik alting meget stærkt og før hun nåede at reagere selv, knækkede den ene af mændene sammen med en punkteret lyd, da Owens krykke ramte ham klokkerent "Din stinkende søn af en gedehyrde." snerrede hans kammerat og langede ud efter Owen med en knyttet næve.

[Owen Tømrer]

Owen lænede sig let tilbage mod Lynn's hænder og forsøgte at holde balancen med støtte fra dem. Det var ikke særligt tit, at han skulle forsøge at stå op uden brug af sin krykke og lige nu ønskede han, at han havde øvet sig mere.

Da den anden mand slog ud efter ham, løftede han sin armstump op for at blokere slaget, men glemte i øjeblikket, at den ikke længere havde sin fulde længde og slaget gik ind. På samme tid havde han dog selv sat et slag ind med krykken, som også ramte den anden klokkerent over tindingen. Da han faldt, svømmede Owen's blik, men han slog alligevel den første mand en enkelt gang over hovedet med krykken også. Han ville ikke kunne beskytte Lynn mere, hvis han kom op. "Kom, lad os skynde os hjem," sagde han med en grødet stemme - usikker på, hvordan han skulle klare det, men fast besluttet på at gøre det alligevel.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn s hjerte bankede hurtigt som en skræmt hares og det var også nogenlunde sådan hun følte sig, stående bag Owen, splittet mellem at prøve at hjælpe ham ved selv at gøre noget, eller bare fryse fast på stedet. Ingen af delene skete dog, men et frygtsomt udbrud undslap hende, højt på den ellers tomme gade, da Owen faldt og hun selv var tæt på at gå omkuld i samme ombæring.

Den modbydelige lyd af noget hårdt der ramte et hovede, og så var der stille. Næsten stille i hvert fald. Begge mænd rørte svagt på sig, men så ikke id til at ville komme på benene lige med det samme. Først nu gik det op for hende, at hun trak vejret alt for hurtigt, opskræmt og hun følte sig et øjeblik svimmel da Owen talte, mens mentale billeder hun ellers havde fortrængt, gled forbi hendes indre blik. Så nikkede hun og hjalp rystende Owen på benene igen, mens hun måtte undetrykke den instinktive trang til at undersøge ham for skader lige der, og i stedet begynde at gå igen, så hurtigt som de kunne i fællesskab.

[Owen Tømrer]

Han kom langsomt og besværligt på benene, mens han forsøgte ikke at lægge for meget vægt over på Lynn. Han var for tung til, at hun kunne tage hele hans vægt selv, det var han mere end klar over.

Da han endelig kom på benene, satte de igang og han fik hurtigt hovedpine over at skulle koncentrere sig så hårdt om at sætte foden og træbenet rigtigt. De var kun kommet til den første sidegade, da han skubbede let til hende og pegede. "Kom, lad os gå herind." Han var sig meget bevidst, hvor længe de havde været om at komme dette lille stykke vej, og han brød sig ikke om at tænke på, hvad der ville ske, hvis de to mænd kom til sig selv, mens de stadig kunne ses.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn var måske ingen trænet kriger, men hun havde arbejdet hårdt siden hun blev født og havde flere kræfter end man måske lige skulle tro. Derfor var Owen stadig tung at støtte og da han førte hende med ned ad en sidegade, fulgte hun sammenbidt med, uden dog at slippe ham. Hun var ikke så skræmt længere, men snarere begyndende vred på sig selv over ikke at have gjort noget.

Hun stoppede efter et lille stykke mere, hivende let efter vejret og slap ham da hun var sikker på han ikke ville falde ”Lad mig se..” bad hun stilfærdigt og løftede hånden mod hans kæbe hvor han var blevet ramt.