Templer i solskin

[Owen Tømrer]

Han smilede tilfreds, da hun kyssede ham igen. Han elskede, når hun kyssede ham og han havde ingen, som ville kunne tænke dårligt om ham her i byen. Alligevel trak han sig dog tilbage efter et lille stykke tid. "Vi må hellere lade være. Vi er ikke ligefrem alene her." Han smilede og slap hendes hånd for at stryge hende langsomt ned af næsen et øjeblik. "Skal vi gå tilbage?" Han håbede lidt, at hun var færdig for i dag, men man vidste aldrig rigtigt med hende.

[Annalyn Tømrer]

Det havde ikke været hendes mening at glemme hvor de var, eller hvor offentligt de sad, men det skete alligevel og hun så sig brødebetynget omkring ved hans ord, selvom hun dybest set ikke fortrød noget som helst. Så fandt hendes blik hans igen og hun nikkede, uden dog at rejse sig "Behøver vi gå lige hjem?" hende sblik flakkede spørgende "Det er ikke så tit jeg bare kan gå en tur for fornøjelsens skyld.. og det er dejligt vejr i dag." et tøvende smil lurede "Far venter os ikke tilbage lige med det første."

[Owen Tømrer]

Hendes forslag fik endnu et bredt smil frem på hans ansigt. "Ikke for min skyld. Vi kunne eventuelt gå en tur ud på engene? Og se ind på byen?" Han elskede ro og fred og engen var et af de eneste steder, han kunne få den slags for tiden.

Han rejste sig med et besværet suk, som han ikke længere tænkte over og rakte sin armstump over mod hende, hvis hun ville tage omkring den igen.

[Annalyn Tømrer]

Annalyns begejstring var nem at læse ”Det lyder dejligt.” medgav hun og rejste sig. Helt instinktivt var hun igen ved at række ud for at hjælpe ham op, men tog sig i det. Om noget vidste hun allerede nu, at han ikke brød sig om det, selvom det var i en god mening. I stedet smøg hun hånden under hans arm og så op på ham med et varmt smil mens de begyndte at gå igen.

De gik i behagelig tavshed indtil de nåede udkanten af tempelområdet ”Owen?” hun så op på ham med mild tøven, men tydeligvis med noget på hjerte.

[Owen Tømrer]

Owen smilede, mens de gik væk fra tempelområdet. Han var overordentligt lettet over, at han var kommet omkring besøget, uden at han behøvede at besøge nogen af templerne selv. Med de følelser, han havde over for guderne for tiden, så var han sikker på, at det ikke var en god ting at gå derind.

Han nød stilheden imellem dem, fordi den bare var rar, uden den mindste mængde af akavethed. Da hun talte, så han ned på hende med et smil. "Mhm?"

[Annalyn Tømrer]

Annalyns mave slog en lille kolbøtte over Owens smil og hun så frem mens hun selv smilede "Jeg tænkte.. eller, jeg talte med far og han er enig med mig, fordi.. vi synes ikke at.." hun så op igen uden rigtigt at kunne komme til sagens kerne. Så meget gik også op for hende selv og hun skar en lille grimasse "Du er allerede en del af familien, så jeg håbede du måske havde lyst til at holde Midvinter sammen med os i år?" hun tav og bed ubevidst ned omkring sin underlæbe mens hun så afventende på ham.

[Owen Tømrer]

Han så overrasket ned på hende, da han kunne fornemme, at hun var i gang med at sige noget, som var vigtigere, end de normale samtaler. Hun havde godt nok lidt svært ved at få det sagt, men han smilede bare og syntes ærligt talt, at det var sødt. Det fortalte ham også, at det hun prøvede på at sige, var noget, som han hellere måtte høre ekstra efter.

Da hun endelig fik det sagt, voksede hans smil og blev både bredt og lykkeligt. Han havde vendt sig om mod hende og lagde sin hånd mod hendes kind. Hans tommelfinger fandt ind og hev let ned i hendes læbe, så den blev frigjort fra hendes tænder og lænede sig så ind og kyssede hende varmt. "Det vil jeg meget gerne."

[Annalyn Tømrer]

Hun følte sig egentlig ikke særlig meget roligere da hun først havde fået sagt hvad hun ville sige. Der var altid de der ulidelige øjeblikkes venten, selvom hun ikke protesterede da han kyssede hende igen. tværtimod smilede hun fåret da han trak sig væk og endelig gav hende svaret. Hun lyste op i et strålende smil "Vil du? Åh, det er jeg glad for." hun kunne slet ikke holde op med at smile igen da hun først var begyndt for alvor "Virkelig glad." understregede hun og knugede hans arm som var hun bage for han pludselig ville forsvinde i den blå luft.

[Owen Tømrer]

Han smilede stadig til hende og frigjorde sin arm, så han kunne lægge begge sine arme omkring hende og trække hende tæt ind til sit bryst. Han kyssede hende en gang mere. "Jeg ved slet ikke, hvordan du kunne forestille dig, at jeg ville sige nej." Han smilede stadig stort og skubbede en vildfaren lok om bag hendes øre, inden han kyssede hende igen. "Jeg kan ikke forestille mig at holde midvinter med andre end dig."

[Annalyn Tømrer]

Hendes kinder brændte og hun var evigt splittet mellem anstændighed, og det akutte behov for flere kys. Det var som om, at hvert af dem, ikke mættede, men gav appetit til mindst to mere ”Det troede jeg heller ikke, men det var bare.. ” mumlede hun, uden egentligt at have nogen begrundelse. Et andet sted at være? Andre at være sammen med? Hun vidste han ikke havde nogen af delene i Corus, men ville ikke udpege det. Det var jo ikke derfor hun selv ønskede at være sammen med ham til Midvinter, men fordi hendes mave slog kolbøtter hver gang han så på hende på en bestemt måde.

Hun drejede hovedet og lod impulsivt læberne strejfe hans håndflade før han trak hånden til sig ”Det kan jeg heller ikke.. med dig altså.” hun smilede mildt og trak sig så lidt tilbage. Et sideblik fra en ældre madamme fik hendes kinder til at brænde igen, men da hun lod hånden glide under hans arm igen, smilede hun en smule trodsigt ”Lad os gå videre.”

Tråd lukket