Efter midnat [R]

[Farkas Skrækøje]

Han nåede at løfte et bryn, før Alysy sendte hans tanker i helt andre retninger. Han burde have set det komme, men det var for sent. Hendes afledningmanøvre var, til hans store ærgrelse, en succes. Han åndede tungt ud, og læberne strammedes i et opgivende smil, der dog ikke nåede ørerne. "Andet ville ikke ligne dig" han lod hende triumfere for nu. Hans hovede snurrede alligevel en smule, og han stillede sig tilfreds med tanken om, at han kunne vælte hende af sig (troede han i hvert fald) når det ikke passede ham længere.

[Alysy Ainsri]

Et uudgrundeligt glimt fandt vej til de ravfarvede øjne. De gled indiskret ned over hans ansigt engang, ikke upåvirket af den elektriske varme, som hans brystkasse udsendte. Et klædeligt, indbydende smil sneg sig over læberne, i det hun lænede sig ind mod hans ene øre, og sænkede stemmen nok, til at han lige akkurat ville kunne høre hende. 



“Giver du op?”

[Farkas Skrækøje]

Den dæmpede lyd mod hans øre, gav ufrivilligt kuldegysninger gennem hans krop. Han bed tænderne sammen, trak vejret ind i et hurtigt stød, og forsøgte så at vriste sine hænder fri af hendes greb, for at tage fat i hendes liv, og vælte hende af sig. Vælte hende af sig, så han selv kunne overtage styringen ingen, og holde hende fast mod det hårde underlag. "Du burde vide, at jeg ikke er typen der giver op" hans stemme var en smule hæs.

[Alysy Ainsri]

En kriblende forventning voksede i hendes mellemgulv, og hun tøvede ikke med at presse sig tæt ned mod ham, uden et ønske om at lade ham slippe let. Alligevel var hun ikke stærk nok, da han besluttede sig for, at de igen skulle bytte roller. En anstrengt lyd undslap hendes læber som hun ramte jorden, og hun pustede halvforgæves en hårtot væk fra panden, i det hun fangede ham med blikket. “Forbered dig på en meget lang aften så”, fik hun over sine læber mellem to overfladiske åndedrag.

[Farkas Skrækøje]

Han var lige dele irriteret, underholdt og ophidset. "Jeg har hele natten" han havde ikke forestillet sig, at de skulle bryde sådan med hinanden så hurtigt. Det bragte ham tilbage nogle år, og fyldte ham med nostalgi. Han troede, han var blevet en hård man efterhånden. Det var sjældent, nogen kunne pille ham ud af sin skal. Han forsøgte at samle hendes hænder over hendes hovede, sådan at han kunne holde fast om hendes håndled med kun den ene hånd.

[Alysy Ainsri]

“Vi får at se”, Det var en pirrende følelse, ikke at have sine hænder fri, hvilket fik en lille dosis adrenalin til at skyde ud i hende. Hun vred sig under ham, og kunne mærke hvordan hendes skørt kravlede op, og selvom hun forsøgte at vride sig fri igen, da han fik fat om hendes hænder med hans ene hånd, så var han stadig for stærk, og hvis hun skulle være ærlig, så prøvede hun ikke rigtig længere. Hun mærkede den samme gnist gløde mellem dem som fra før, og da hun mødte hans blik igen, var de blevet en grad mørkere.

[Farkas Skrækøje]

Hans greb var stramt og nådesløst. Hun kunne vride sig alt det hun ville, selvom det ikke gik ham forbi, at hun ikke lagde alle sine kræfter i. Det sitrede svagt i hans mundvige.

Han så på hende gennem et formørket øje. På den sorte maling. På symbolmærket over hendes næseryg. På hendes lyserøde læber. Han kunne mærke pulsen i hendes håndled, pulsen i sine egne fingerspidser. Elektriciteten der pulsede imellem deres hud. Han fugtede læberne, før han lænede sig ned mod hende, og indtog hendes læber med sine egne.

[Alysy Ainsri]

Hendes blik var fanget af hans mørke øjne, lettere ophidset af begæret i dem, og hun havde allerede regnet hans intentioner ud, i det hun mærkede hans krop blev presset mere ned mod hendes, som han fangede hendes læber med sine egne. Hendes bankende hjerte tog over, og hun hengav sig til de krævende kys, kun for at intensivere sammensmeltningen ydeligere, i det hun rev sine hænder fri, og uden omsorg, lod dem krumme sig sig om hans nakke, kun for at presse ham så langt ned, at der nærmest ingen luft var tilbage mellem dem.

[Farkas Skrækøje]

Der var en lyd af læber og tænder, der skurrede mod hinanden. To kroppe, der famlede i mørket. Den ene hånd støttede sig mod støvet på jorden, og den anden søgte hendes skørter, som han trak yderligere op. Han spejlede hendes aggresivitet til fulde, ude af stand til at tænke klart. Et begær, han for længst havde troet slukket, blussede frem igen. Hejst op fra dybet. Åndedrættet mod hendes mund var overfladisk og stødvis.

[Alysy Ainsri]

Alt den fornuft hun ofte besad, blev helt ignoreret, mens hun grådigt tog imod alle hans kærtegn, mere end overvældet over at have ham så tæt på, og fantasier fra de unge dage, der med et var blevet vækket til live igen. Hun så på ham med et blik der glødede mørkt og begærligt, som hun uden omsorg borede sine negle ind i hans nakke i ren lyst med sin ene hånd, mens den anden begyndte at fumle med hans bælte, uden at gøre anledning til at slippe hans læber. 

[Farkas Skrækøje]

Primitive instinkter havde ham i sin vold. Hans hånd fandt vej under hendes skørter, rev ethvert stykke stof der forhindrede hans vej til side. Neglene, der borede sig ind i hans hud fik ham til at sukke dybt mod hendes mund. Ru fingre spildte ikke tiden, men fandt frem til hendes lystknude, for at placere kyndige kærtegn dér. Han modstod en trang til at hjælpe hendes hænder, med at frigøre bæltet. Det var den sidste selvkontrol han kunne mønstre.

[Alysy Ainsri]

Spændingen mellem dem kunne efterhånden skæres i med en kniv, mens stilheden var ladet med forventninger. Hans berøringer fik hende til at slippe et dæmpet støn ind mod hans læber, før en enkelt hørlig indånding blev hevet ned i lungerne, og hun fik endelig løsnet hans bukser, og trukket dem nok ned, før hun måtte bryde deres kys i en gispende vejrtrækning.

Et intenst blik fandt hans i mørket, et blik der talte sit helt eget sprog, før hun hårdt trak ham ned til sig, kun for at det var muligt for hende at lade sine læber vandre ned langs hans hals.

[Farkas Skrækøje]

Der var ikke nogen grund til, at trække tingene ud. Begæret mellem dem flød så tykt, at han ikke var i tvivl om, hvorvidt hun havde lyst til ham eller ej. Ej heller omvendt. Han trængte op i hende med et tungt suk. Hendes varme læber mod hans hals. Hans hurtige stød mod hende..

Han tog fat i hende med den ene arm, og forsøgte at rulle rundt sådan, at hun ville sidde ovenpå ham. Et blåt øje, formørket af begær, forsøgte at fange hendes blågrå i mørket.

[Alysy Ainsri]

Da han trængte ind i hende, skilte hun læberne ad med en halvkvalt lyd, der intet havde med smerte at gøre. Villigt fulgte hun med ham, og endte med et knæ på hver side af Farkas, halvt siddende, som hun hævede sig en smule, før hun hurtigt sank ned i hans skød igen, mens et lavt suk røg over hendes læber.

Klokkeklart begær lyste ud af øjnene på hende, som hun ugenert fandt hans blik i mørket, og sørgede for at holde det sådan, mens hun erfarent begyndte at flytte på sig i vuggende bevægelser.

[Farkas Skrækøje]

Det var næsten, som var det forbudt. Alysy tilhørte ikke ham, eller omvendt. Det havde været en ganske anden i deres fortid, der havde udtrykt sin interesse i hende. Farkas, havde blot set til. Ikke handlet.

Den ene hånd greb om hendes hofter, guidede hende dog ikke, da hun tydeligvis ikke have brug for det. Den anden, fandt hendes lår. Han dybe suk fyldte den kolde natteluft. To menneskers anstrengelser. Underlaget var koldt og hård mod hans ryg, men han ænsede det ikke. Ænsede kun det stærke begær, og et par intense øjne.