En uventet anmodning

[Arianna af Linden]

Emmet af Vårfos

28. oktober, 526 M.T.

Arianna havde slået besøget stort op. Der var anretninger af forskellige lette måltider og forskellige slags vin var klar til, at Hertugen kunne vælge den, han bedst kunne lide. Hun havde pyntet sig selv, så hun så smuk og indtagende ud, men havde været meget forsigtig med ikke at overdrive. Nok var han Hertug, men han var også en mand og han slog hende ikke som en mand, der ville være ubetinget glad for et alt for stort udstyrsstykke.

Hans anmodning var kommet bag på hende, men hun håbede alligevel, at besøget handlede om de ting, som Marie stadig ikke ville tale om. Som en lille hævn over dette, havde hun heller ikke fortalt datteren om Hertugens besøg. Det ville hun kunne få at vide bagefter, når Arianna havde bedre styr på, hvad det var, han ville.

[Emmet af Vårfos]

Emmet var ikke klar over, hvor meget der blev gjort ud af hans besøg. Det var første gang siden han blev hertug, at han havde været på officielt besøg udenfor Vårfos og der var en ændring i spillereglerne, som han kun først lige ville kunne begynde at se.

Selvom han aldrig havde været nogen god skuespiller, formåede han dog at maskere sin overraskelse over opstillingen godt, da han blev vist ind i rummet. Måske var han ikke overrasket. Han havde mødt tre af baronessens døtre og ingen af dem slog ham som nogen, der gerne undværede luksuriøse forhold.

Han undlod at tænke for meget over det nu og bukkede i stedet høfligt. "Deres Excellence."

[Arianna af Linden]

Arianna rejste sig yndefuldt, da hertugen blev vist ind og hun smilede og nejede med en indlært yndefuldhed. "Deres Højhed. Velkommen." Hun slog ud med hånden mod en stol i nærheden. "Kunne De tænke Dem at sidde?" Hun satte sig ikke selv, førend han havde givet indtryk af, at han gerne ville sidde selv. "Hvad skylder jeg æren af Deres besøg? Hendes smil var venligt og høfligt interesseret.

[Emmet af Vårfos]

Emmet smilede et afdæmpet, professionelt smil og bøjede nakken let. "Mange tak, Deres Excellence," svarede han og tog plads. Han havde efterladt stokken på borgen og det var altid en lettelse at komme til at sidde.

Hans blik fandt baronessen, men han svarede ikke før en tjener havde skænket vin. Han nikkede sin tak, før han rettede sig lidt op i stolen. "Jeg ønsker at tale med Dem om Deres datters fremtid," skar han ind til benet. Emmet havde aldrig været en til at trække tingene i langdrag. Han smilede svagt og tilføjede en klargørelse. "Komtesse Marinie."

Hertugen rømmede sig dæmpet og tillod sig at tage en tår af vinen, mens han gav baronessen mulighed for at fortælle om det allerede nu var umuligt. Trolovelser skete så hurtigt, at han nemt kunne have undgået at høre om det endnu.

[Arianna af Linden]

Hun satte sig i en stol, som var placeret ganske tæt ved hertugen, dog uden at det var upassende og lagde det ene ben over det andet i en yndefuld bevægelse. "Virkelig?" Hendes ansigt var høfligt overrasket. "Hvilken datter?" Hun nippede selv til sin vin og fremkaldte en klædelig rødme i kinderne, så han forhåbentlig ville tænke hende genert ved tanken om, at en Hertug kom til hende med ægteskabsforhandlinger.

"Åh?" Et smil bredte sig på hendes ansigt, mens hun så på Emmet. "Ja, som De sikkert ved, så døde hendes forlovede - Nestor af Harise - desværre i krigen. Det var meget tragisk." Hun skiftede ben og lænede sig lidt ind mod ham igen. "Et passende nyt tilbud er endnu ikke blevet stillet."

[Emmet af Vårfos]

Emmet følte sig den mindste smule ukomfortabel under baronessens blik, uden at han helt kunne forklare hvorfor. Det kunne være bevidstheden om, at han havde været temmelig intim med hendes datter uden ærbare intentioner, men han troede ikke rigtigt selv på det. Det var hendes fremtoning.

Han fattede sig dog og lænede sig selv den mindste smule mere tilbage, da hun lænede sig frem og sørgede for at bøje nakken tilpas medfølende, men kommenterede ikke på hendes forlovedes tragiske endeligt. "Det håbede jeg på at ændre, Deres Excellence," svarede han i stedet, stadig uden svinkeærinder. Han tog en tår af vinen igen. "Min lillebror, ridder Lionel, har udtrykt sin interesse i Deres datter."

[Arianna af Linden]

Hun lod igen overraskelse glide over ansigtet. "Ridder Lionel? Virkelig." Hun sad hensunket i tanker et kort sekund. "Min datter har godt nok udtrykt lignende interesse, men jeg havde ingen fornemmelse for, om interessen var gengældt." Hun trak lidt på skuldrene og rettede blikket tilbage mod hertugen. "Hvis den virkelig er gengældt, så ser jeg gerne en forening mellem de to unge."

[Emmet af Vårfos]

Emmet måtte indrømme for sig selv, at han ikke ville have troet at baronessen for en kvinde, der så følelser som en nødvendighed for en sammenføring og han følte sig skyldig i et øjeblik. Måske burde han have nævnt, at der var meget få ting hans lillebror egentlig interesserede sig for og at han ikke var sikker på, at han ikke bare havde nævnt komtessens navn i et anfald af spydighed.

"Glimrende," brummede han og undlod at pointere, at Marinie vistnok var ældre end han selv. "En snarlig forening ville være fordelagtig," fortsatte han, stadig praktisk. "Som De må være klar over, har jeg selv kun en enkelt arving og et len som Vårfos behøver mere sikkerhed end det."

[Arianna af Linden]

Hun smilede og nikkede. "Det forstår jeg såmænd udmærket. Marinie bliver heller ikke yngre," kommenterede hun temmeligt let på komtessens alder. Det ville være synd at sige, at hun lå i den lave ende af aldersspektret mere.

"Men De er vel enig i, at vi bør vente med en eventuel forening, indtil vi er sikre på, at brylluppet kan afholdes på passende vis?" Personligt så hun helst, at brylluppet blev slået så stort op som muligt, på trods af, at Lionel ikke var arving. "Der skulle helst ikke være mulighed for, at der kan løbe rygter om forhastede bryllupper, ligesom det nu er tilfældet med Greven af Harise's forening? Eller De er måske ikke enig heri?"

[Emmet af Vårfos]

Emmets øjenbryn trak sig let sammen og det korteste øjeblik så han svagt uimponeret ud, før han fik kontrol over det igen. "Jeg tager mig ikke meget af sladder, baronesse," svarede han blot. Han vidste nærmest intet om grevens bryllup og han var egentlig også ligeglad. Der kunne være så mange grunde til et hurtigt ægteskab. Så vidt han vidste, havde Harise endnu færre arvinger end Vårfos.

"Min bror kan af gode grunde ikke forlade lenet," fortsatte han i stedet. Et bryllup måtte nødvendigvis forgå på Vårfos. Det kunne ikke være en overraskelse. Ingen havde set Lionel under rundrejsens besøg og alle vidste hvorfor. "Hvor længe mener De er passende?" spurgte han i stedet konkret. Hun havde naturligvis ret til krav, men han var ikke helt ubevidst om, at han var af hertugslægt med royalt blod og hun lensherre for et baroni.

[Arianna af Linden]

Hun hævede et øjenbryn af den unge hertug og så på ham et kort sekund. "At De ikke tager Dem af sladder, betyder ikke nødvendigvis, at resten af hoffet har det på samme måde." Det var muligt, at han var ligeglad med sin brors ry, men hun var ikke ligeglad med sin datters.

Hun lod en finger glide over sine læber et kort øjeblik, mens hun tænkte. "Så brylluppet skal være på Vårfos." Hun musede lidt over det og så så op på ham med ærlighed i blikket. "Min familie og jeg vil naturligvis gerne deltage, men det betyder en betydelig mængde rejsetid frem og tilbage fra rundrejsen. Og jeg har flere børn, som har brug for ægteskabstilbud." Hun så på ham og håbede, at han forstod, hvad det var, hun forsøgte at sige. "Ideelt ville jeg foretrække, at brylluppet blev udsat til foråret, hvor rundrejsen alligevel næsten er færdig." Hun vidste dog godt, at hvis Hertugen insisterede, så var der ikke meget, hun kunne gøre.

[Emmet af Vårfos]

Emmet undlod at begive sig ud i en længere diskussion. Han vidste udmærket at hofintriger absolut ikke var hans force. Han havde haft Uline til at lære sig om den del og nu var hun væk.

Til gengæld rynkede han den mindste smule på øjenbrynene over baronessens ønske, der stred imod Vårfos' presserende behov. "Det er naturligvis forståeligt, baronesse, omend uheldigt," svarede han. "Jeg ville foreslå et bryllup snarere end senere, så afstanden til rundrejsen var så minimal som mulig, men De lader ikke til at være interesseret?"

Han var til gengæld ikke sikker på, at han kunne vente helt til foråret. Der kunne så nemt ske noget både med ham og Valon og hvis forhandlingerne om arveretten til Adalias børn ikke gik gennem...

[Arianna af Linden]

Hans bekymring var forståelig, men hun kunne ikke lade være med at føle sine bekymringer tilsidesat uden tanke. "Hvor tidligt ville et bryllup kunne stå? Midt i december som det tidligste vil jeg næsten sige? Måske en uge før." Hun forsøgte at argumentere for sin sag. "Det betyder, at jeg og fire andre børn skal forlade rundrejsen omkring Piratklippen, hvilket er næsten to uges rejsetid fra Vårfos." Hun lænede sig lidt frem og kunne ikke lade være med at markere tidspunkterne med sin hånd ned mod sin kjole.

"Selve festlighederne tager selvfølgelig også et par dage, men inden vi kan nå tilbage til rundrejsen, er den nået mindst til Perlegab. Og måske endda helt til Lyngvig." Hun slog ud med armene. "Det er over en måned på et af de mest kritiske tidspunkter i forhold til at planlægge forlovelser. Og jeg har fem ugifte børn." Hun ville ikke lade sig presse af hertugen. Hvis Lionel virkelig havde udtrykt ønske om en forlovelse med Marinie, så var der en grund til det. Det havde hendes samtaler med Marinie tydeligt ladet hende fortælle. Men kunne han argumentere for en løsning, som krævede mindre tidsforbrug for hendes familie og hende selv på så kritisk et tidspunkt, så var hun villig til at lytte.

[Emmet af Vårfos]

Emmet var ikke fuldkommen urimelig. Han kunne udmærket se baronessens problematik. Det var ikke langt fra den samme han selv stod med, i virkeligheden. Han ville foretrække at en forlovelse med komtessen faldt i hak, både fordi det var det navn Lionel havde givet ham, men endnu mere fordi han ønskede at gøre sit besøg på rundrejsen så kort som muligt. Det ville tage længere tid, hvis han skulle finde en anden.

Emmet trommede lidt med fingrene på bordet og tænkte tydeligt. "Jeg vil naturligvis gerne tilbyde at tage ansvar for Deres datters velbefindende inden et bryllup, hvis det er for ubelejligt for Dem selv og Deres andre børn at deltage. Jeg kan se, at det bliver svært at nå en tilfredsstillende grund for begge parter, men det er mit håb, at det kunne opveje, at De så har et barn mindre at skulle afsætte." Det lød til, at det var den primære udfordring.

[Arianna af Linden]

Arianna tænkte sig om et øjeblik, mens hun så fast på hertugen. Det ville bestemt være et slag mod deres status, at hun og hendes familie ikke selv ville deltage i et bryllup - især nu hvor det skulle foregå på Vårfos. Men den status mente hun personligt, der blev mere end rigeligt opvejet af en ægteskabsforbindelse med en hertugsøn af Vårfos. Og hun var virkelig ikke meget for at forlade hoffet i så lang tid med fire børn, som stadig ikke var afsatte. Hvis der ikke var indgået aftaler for dem alle, inden alt for længe, ville der kun være lavadel og de åndssvage tilbage at vælge imellem.

Disse tanker tog meget kortere tid at tænke og efter ganske kort tid, nikkede hun derfor også langsomt. "Det vil være en acceptabel løsning." Hun nikkede igen. "Jeg ønsker selvfølgelig også, at min datters egne tjenestefolk tager med hende. Om ikke andet, så en anstandsdame." Dette sagde hun mere for syns skyld end så meget andet. Marie behøvede absolut ikke en anstandsdame.