Skjulte hænder og optakt

[Arram Dalben]

Det var stadig mørkt da Arram igen nærmede sig det lille hus hvor han rådede over øverste etage. Meget mørkt, meget stille og meget koldt. Vinden peb mellem husene og sneg sig ind under vamsen så han gøs og trak en lille smule på sin Gave for at holde varmen det sidste stykke. Han bandede lavmælt for sig selv mens han rodede efter nøglen med stive fingre og endelig fandt den i bunden af sin lomme. Så snart han var inde blev han overmandet af et inderligt gab og virrede med hovedet for at klare det.

Det var spildt arbejde, for træt havde han været i flere timer og han var endnu mere træt nu han var indenfor sin egen dør og næsten kunne høre sin seng kalde. Mens han tog støvlerne af og satte dem nedenfor trappen, kom han til at smile ved tanken om, at sengen forhåbentligt ikke var hverken kold eller tom. Selvom den sidste påvirkning af øl havde fortaget sig for flere timer siden, fandt han stadig sig selv tilfreds med lige det faktum mens han listede op ad trappen (og omhyggeligt undgik de to trin han vidste af erfaring knirkede).

Næsten lydløst fik han døren til soveværelset op, listede selv indenfor på sokkefødder og kastede blik mod sengen men han lukkede døren bag sig. Selv i mørket var det tydeligt der lå en skikkelse og selv hvis ikke han havde kunnet se det, ville han kunne høre den tunge vejrtrækning. Stadig på tåspidserne begyndte han at klæde sig af uden at tænde noget lys og meget langsomt, for ikke at vække Robin under tæpperne.

[Robin Salmalín]

Robin flyttede lidt på sig i søvne og slap en utilfreds lyd, da hendes sanser alligevel opfattede en minimal forstyrrelse. Hun lå krøllet sammen midt på sengen og smaskede uden at åbne øjnene den mindste smule. I drømmeland var hun på langfart, men den underlige lykkefølelse var taget med hende og hun smilede for sig selv.

Krøllerne var et virvar omkring hendes ansigt og hendes hoved lå ikke længere på puden, der var efterladt et sted bag hende. I stedet brugte hun tæpperne halvt som det ene og det andet og hendes fødder og ben var både nøgne og kolde i værelset. Netop derfor havde hun trukket dem helt op til sig og lå mere eller mindre i fosterstilling på siden med armene foran sig og let uro i kroppen.

[Arram Dalben]

Arram stoppede midt i en bevægelse da Robin rørte på sig. Han ventede et øjeblik og kunne ikke lade være at grine lydløst over måden hvorpå hun havde overtaget hele sengen. I hvert fald det meste af den og mens han fik bukser og skjorte af, overvejede han hvordan han selv skulle få en plads og endnu mere, få tiltusket sig det ene tæppe.

Da han stod kun i braies følte han sig ikke ret meget varmere end han havde gjort udenfor og han bed sammen for ikke at klapre tænder mens han satte sig på kanten af sengen. Efter et øjebliks taktisk overvejelse, rakte han ned og strøg en hånd forsigtigt op over hendes ene ben før han trak tæpperne helt hen over hende. Lige så forsigtigt møvede han sig ned bag hende - under den smule af tæppet han kunne trække til sig. Han krøb ikke helt ind til hende, men lå løftet på den ene albue og så ned på hende.

[Robin Salmalín]

Robins øjenlåg sitrede en anelse, da sengen blev tynget ned af et andet menneskes vægt. Hun trak benene længere op imod sig selv, da en hånd strøg over den og mumlede utilfredst over trækket i det ene tæppe, som hun mest af alt brugte som hovedpude og krammebamse. Et utydeligt ”nej,” forlod hende, stadig uden at hun var rigtigt ved bevidsthed. Hendes søvn var dog blevet forstyrret og der gik et øjeblik eller to, før endnu en uvillig lyd forlod hende og hun krøllede sig yderligere sammen. ”Jeg vil ikke sove når du er sur,” mumlede hun sløret til den vigende drøm.

Sekunder senere, vendte hun hovedet imod den anden skikkelse i sengen og åbnede øjnene lige nok til at se ud af dem. Hun betragtede Arram konfust gennem små sprækker, før et søvnigt smil spredte sig på hendes ansigt og hun drejede hovedet væk igen. ”Du får ingen som helst tæpper nu,” konstaterede hun i søvnig munterhed, imens hun strammede grebet lidt om det ene, som hun halvvejs lå på. ”Du kan sove i hundekurven.”

[Arram Dalben]

Arrams tænder blev synlige i et smil over Robins protest, selvom hverken hun eller nogen andre ville kunne se det. Da hun fortsatte kunne han ikke holde et dæmpet, men underholdt udbrud tilbage. Han blev liggende uden at sige noget indtil hun drejede hovedet og så søvndrukkent på ham. Et smil til at besvare hendes trak helt af sig selv hans mundvige opefter "Jeg har desværre ingen hundekurv, men hvis jeg ikke får et tæppe, så må du bare varme mig." konstaterede han lavmælt, løftede det lille stykke af tæppet han havde og krøb helt tæt ind til hende - velvidende at han ikke ligefrem var det varmeste i verden "Men tak fordi du holdt min seng varm." han gav hende et klem med armen der igen lå hen over hende udenpå tæppet og plantede et flygtigt kys på hendes viltre hår før han lagde sig helt ned og kvalte endnu et gab.

[Robin Salmalín]

Robin protesterede igen, da Arram løftede tæppet. Det var dog noget mindre overbevisende. Hun smilede for sig selv, som han krøb ind til hende, men gav sig alligevel over hans kolde krop imod sin egen. ”idrkk,” udbrød hun gysende, før hun opgav tæppet i sine arme og møflede det i hans generelle retning. ”Du er en ondskabsfuld gammel mand.” Hun smilede stadig, bredere endnu end før. ”Ondskabsfuld og helt vidunderlig.”

Ordene forlod hende uden meget omtanke og hun blev ikke forfærdet over sig selv bagefter. Tværtimod rettede hun bare lidt på det ene tæppe, rykkede på sig og fik sparket det ned, så det dækkede hele hendes krop. Lidt mere ærbar end ellers – uden at hun i øvrigt gik op i den slags – tog hun Arrams hånd i sin og gabte overbevisende. Hun krummede sig lidt sammen og ragede rundt over hovedet med sin frie hånd for at finde den forsvundne pude. ”Gik det-” stort gab ”-godt?”

[Arram Dalben]

Arram fnøs endnu engang muntert og tog imod det før gidseltagne tæppe "Desværre, ja." konstaterede han uden fortrydelse mens han bredte tæppet ud så det både dækkede ham selv og overlappede hendes "Men jeg er bange for det er for sent at gøre noget ved det. Du ved, en gammel hund og nye tricks." han var for træt til rigtigt at tage hendes ord for andet end det de var - en kompliment, og tænkte ikke nærmere over det som han ellers nok ville have gjort.

Under et allerede lunt tæppe og med en varm krop ved siden af, følte han sig betydeligt bedre tilpas "Mhmm.." brummede han og listede den anden arm ind under puden hun trak til sig "Men det kunne have ventet til i morgen." han gabte og krøb en umulig smule tættere på hende med halvt lukkede øjne "Havde nogen spurgt mig, men det gør de sjældent." han løftede hovedet lidt for at slippe væk fra en krølle der kildede hans næse og kyssede hendes nakke da han lagde hovedet mod sin egen pude igen. Det var egentligt slet ikke nogen dårlig ting at komme tilbage til en varm seng.

[Robin Salmalín]

Robin fnøs dæmpet og overvejede et kort, sløvt sekund at nævne hundekurven igen. Hun droppede det dog igen og nøjedes med at putte sig villigt ind til Arram, yderst tilfreds med at have hans langsomt ikke-uudholdelige krop tæt ind imod sin egen.

Hans svar på hendes spørgsmål fik en lavmælt, indigneret lyd fra hende og hun strammede grebet en anelse om hans hånd, før hun igen slappede af. ”Tåber,” mumlede hun lavmælt, lige inden han plantede et kys i nakken på hende og fik en kuldegysning til at rejse op langs hendes rygrad. ”Eugh. Lad være,” pippede hun derpå klemt, imens hun rykkede på sig, for at komme til at ligge ordentligt. ”Ellers forvandler jeg mig bare til en kedelig kat, der kan holde varmen uden alt det her.” Hun smilede for sig selv over den noget halvhjertede trussel. Selv i katteskikkelse ville hun langt foretrække at ligge tæt puttet ind imod Arram.

[Arram Dalben]

Arram befandt sig ganske godt da han først havde fået et helt tæppe og ikke kun et hjørne. Han svarede Robin mumlende med duften af hendes mørke hår i næsen og fnøs muntert ind mod hendes nakke over hendes bramfri reaktion "Jeg er ikke uenig." indrømmede han og plantede endnu et kys mod hendes nakke i ren provokation.

"Jeg kan godt lide dig som kat." konstaterede han og gav hendes hånd et klem før han drejede hovedet lidt og gabte ned i puden "Du er så kær." han smil var flabet, mens han strøg næsen drillende over hendes nakkehår og selvom hun ikke ville kunne se det, var det tydeligt i hans stemme. Han slap hendes hånd for at trække tæppet helt op over skuldrene "Hvornår skal I afsted i morgen?" han smøg armen under tæppet denne gang for at få varmen helt. Den søgte naturligt henover Robin igen, kun for nu reelt at opdage, nøjagtigt hvor lidt tøj hun havde på. Han var lige ved at trække hånden til sig igen, men lod den så alligevel blive liggende hvor han strøg fingerspidserne over hendes maveskind en enkelt gang.

[Robin Salmalín]

Robin fnøs dæmpet over den tosidede kompliment og puffede til Arram med foden under tæpperne. Det var dog noget halvhjertet og mere af rent princip end noget som helst andet. Endnu et hjerteligt gab forlod hende og hun gav sig lidt over hans hånd imod hendes side. Det var lige før hun rettede hans spørgsmål, inden hun kom i tanke om, at han stadig troede hun var afhængig af sin læremester.

I realiteten havde hun ikke set ham de sidst to dage og han skulle ikke med til Caynn. Den detalje var dog nok bedst at holde for sig selv. Hun løj jo ikke, hvis hun bare undlod at give hele sandheden. ”Alt for tidligt” svarede hun derfor blot klagende, imens hun smilede over fingrene, der strøg over hendes mave. ”Før solen står op.” Hun åbnede øjnene halvt og så ud i mørket. ”Eugh. Jeg ville hellere sove længe. Har du noget mad jeg kan stjæle med, eller er der en bod i nærheden, der har åbent?”

[Arram Dalben]

Arram skar en lille grimasse og kæmpede et øjeblik mod tunge øjenlåg "Det anede mig.." uden at tænke over det fortsatte han de blide strøg over hendes mave. Det var rart at ligge med den varme fornemmelse af et andet menneske i favnen. Han smilede for sig selv mens han tænkte tanken og slap en lille, utilfreds lyd da hun uddybede nøjagtigt hvor tidligt hun skulle afsted "Så du tager hævn og vækker mig om et par timer kan jeg regne ud." han krummede sig lidt sammen bag hende og nikkede ned mod puden "Selvfølgelig. Der ligger både brød, skinke og pølse hvor der plejer. Du kan tage hvad du har brug for."

Han tav igen. Slappede af mens varmen nåede helt ind i kroppen på ham, godt hjulpet på vej af Robin "Kan du ansættes til at varme min seng hver dag?" mumlede han spøgende efter et langt øjeblik, hvor hans øjne igen var gledet i. Nu var de åbne igen og betragtede den mørke silhuet af hendes ansigt og skulder.

[Robin Salmalín]

Robin fnøs halv-muntert, men mindre end overbevist. Hun nikkede svagt, før et mindre smil spredte sig på hendes læber. ”Mmm. Skønt,” kommenterede hun tilfredst, glad for, at hun slap for at lede efter morgenmad et andet sted. Hendes hud sitrede svagt, hvor hans fingre havde været for et øjeblik siden.

Hun lukkede øjnene helt igen og lo lavmælt over hans spørgsmål. ”Måske,” svarede hun muntert, uden at gide at anlægge en virkelig kælen stemme for øjeblikket. ”Hvis du ikke stikker af hele tiden og efterlader mig helt alene.” Den klagende undertone blev temmelig punkteret, da hun grinede lidt igen. Det var umuligt at forholde sig til, at han lige havde sagt noget med hver dag, som om der kunne være andet end en midlertidig flirt over hende. Hun valgte også at lade være. Det var nok at få lov til at ligge der med hans arme omkring sig og hans varme ånde i nakken. Faktisk var det decideret vidunderligt. Hun var træt, men på en måde havde hun ikke lyst til at sove, alene fordi hun vidste at hun snart skulle op og væk.

[Arram Dalben]

Arram fnøs muntert ind i Robins mørke krøller (der stadig kildede hans næse, men han havde opgivet at gøre noget ved det) "Det er ikke mig der plejer at stikke af!" påstod han med med et lidt for bredt smil til at mene det alvorligt, ikke lige nu i hvert fald "Desuden kom jeg tilbage, som jeg lovede." han lukkede øjnene og tog en dybt indånding i hendes hår. Det var ikke længere en ukendt duft, men den var hendes og fik ham til at slappe af. Måske også hans maveregion til at bevæge sig lidt.

Han lod sin flade hånd stryge lidt længere op over hendes mave og blev kun bekræftet i at hun ikke længere havde andet på en braies. Han stoppede og lod hånden ligge før han blev fristet til at fortsætte (selvom han allerede var det) "Vi burde sove.." konstaterede han lavmælt og overflødigt, men uden selv at have lyst til at overgive sig til søvn. Han ville alligevel blive vækket om alt for kort tid igen og det var fristende at være vågen i stedet for at sove de få timer væk indtil hun skulle gå igen.

[Robin Salmalín]

Robin skar en mindre grimasse, som Arram ikke kunne se. Hun fnes, da hun kunne høre ham ånde dybt ind og krummede nakken lidt, imens hendes mellemgulv dansede rundt. ”Ja,” svarede hun simpelt. Det gjorde hende varm indeni, at høre hans simple ord, også selvom hun fortalte sig selv, at hun lagde alt for meget i dem. Hun prøvede virkelig at lade være, men hun var forelsket og han skubbede hende jo ikke ligefrem væk.

Da han brød tavsheden igen, åbnede hun øjnene halvt. ”Ja,” gentog hun sig selv, før hun rakte sin ene hånd op og indfangede hans med et lille smil. ”Jeg forvandler mig til en brun bjørn i stedet, hvis du prøver på noget.” Smilet voksede lidt og hun lukkede øjnene igen. ”Det kan jeg faktisk. Vidste du det? Yderst praktisk, hvis man skal sove i vildmarken uden telt og ikke gider blive forvekslet med byttedyr.” Hun gabte hørligt og strakte sig en anelse med en lille, anstrengt lyd. ”Når jeg kommer tilbage fra Caynn, synes jeg bare du skal lægge en illusion over dit soveværelse, så man ikke kan høre lyde udefra.”

[Arram Dalben]

Arram åbnede øjnene igen da Robin hånd lukkede sig om hans. Budskabet var klart og tydeligt, men han kunne alligevel ikke lade være at sukke "Du startede selv." gav han igen og var tæt på at komme til at le over det ganske underholdende mentale billede hun malede "Hvis du kommer som bjørn, så skal jeg have en større seng." tilføjede han og kom så alligevel til at grine "Det er måske også meget praktisk hvis jeg skal have en bjørn herinde." hendes gab smittede uundgåeligt og sekundet efter gabte han selv kun for at putte sig tættere ind til hende efterfølgende "Jeg får ballade med Madam Bødker over en bjørn." mumlede han videre på spøgen mens hans øjne gled i og han flyttede hånden ned på hendes mave igen - i mere passende afstand til alkens fristelser.