Uvilje

[Lionel af Vårfos]

Emmet af Vårfos
den 31. august, år 526 M.T

Lionel havde aldrig i sit liv oplevet at blive transporteret hjem på en båre. Det var ydmygende. Han var bevidst det meste af tiden nu, selvom helbrederen stadig var urolig for ham. Det havde taget seks dage at komme til Vårfos, fordi de konstant måtte stoppe og han havde flere gange forsøgt at bede dem om at tage hans liv. Desværre havde han ingen ord. Der kom stadig kun uklare lyde ud når han forsøgte. Han kunne forme tanker, men ikke tale. Den situation havde ikke ændret sig efter de ankom til hans barndomshjem dagen før. Han sad støttet op af bløde puder nu og fik bedre mad, men han havde ikke kunne forme et eneste, sammenhængende ord. Han kunne tænke det så klart, men det var alt.

Til sidst havde nogen skaffet ham papir og blæk, men hans fingre rystede, som han tegnede en grov skitse af en mand, der blev kastet ud fra et af Vårfos' bjergtinder.

[Emmet af Vårfos]

Vårfos havde ikke decideret mistet endnu et familiemedlem, men Lionel var ilde tilredt. Måske ikke i livsfare, heldigvis, men ikke ved fuldt helbred. Emmet tog, hvad han kunne få og han var opsat på at tilbringe tid med sin lillebror.

Et hurtigt bank på døren afslørede hans tilstedeværelse, men han ventede af gode grunde ikke på svar, før han åbnede døren og trådte ind. "Leo," hilste han brummende og uformelt, mens han lukkede døren bag sig. "Tillad mig et skjulested for enkehertuginden," bad han. "Hun er, tilsyneladende, på krigsstien."

Det var måske ikke helt sandt, men han vidste hvor forhadt spørgsmålet hvordan går det kunne være.

[Lionel af Vårfos]

Lionel så ikke op med det samme, men tegnede klodset videre, inden blækket tørrede helt. Han lavede en pil, der pegede på ham selv og cirklede rundt om tegningen af manden, der var på vej ud over en klippe. Inden han kom med et uforståeligt udbrud, cirklede han en skikkelse på klippen og lavede endnu en pil. Denne pegede udad, mod Emmet.

Da han så op, gestikulerede han imod tegningen med en svag bevægelse. Hans blik skinnede derimod og han var tydeligt bevidst om hvad han lavede.

[Emmet af Vårfos]

Emmet satte sig ned overfor sin lillebror, men så ikke med det samme på pergamentet. Han gik ud fra at han var i gang med at skrive noget og det efterlod ham en anelse tøvende.

Alligevel skævede han ned og hævede øjenbrynene lidt, da han fangede meningen med tegningen. Så slap et indigneret fnys ham. "Træk dig selv op, mand," svarede han, en kende brysk og skubbede pergamentet brat væk.

[Lionel af Vårfos]

Lionels kæbe var spændt og hans blik intenst fæstnet på Emmet. Pergamentet blev krøllet, men forblev i hans hænder, hvilende på en bakke. Han åbnede munden for at sige noget, men der kom atter engang kun usammenhængende lyde frem. Intet, der var ord - i hvert fald ikke på fællessproget.

Han klaskede en hånd ned på tegningen så blækhuset nær var trimlet over på siden. Koordinationen var stadig klodset og usikker, men kraften større end den havde været.

[Emmet af Vårfos]

Emmets kæbe spændtes og han rørte sig ikke ud af flækken, da den høje lyd fra Lionels hånd fik væggene til at runge. "Ikke tale om," konstaterede han blot og rejste sig lettere brat, tydeligvis vred.

Han åbnede munden for at sige noget, men endte med at bide hårdt sammen om det, vende sig halvt og så vende sig tilbage igen. "Nej."

[Lionel af Vårfos]

Emmet var ikke alene om at være vred. Det brændte i den sengeliggendes blik og stoppede ikke, fordi storebroren kom på benene. "Nufnnghh," udbrød han bestemt, uden nogen mening.

Lionel væltede bakken ned fra skødet, så blækhusets indhold røg hele vejen ud over gulvet og bakken landede oveni det og så udfordrende på Emmet.

[Emmet af Vårfos]

Emmets blik faldt til rodet og han mødte sin lillebrors efterfølgende med nøjagtigt det samme stædige udtryk, som afslørede at de var i familie.

"Du får ikke lov til at tage mere fra den her familie," konstaterede han simpelt og rettede en understregende pegefinger mod den sårede mand. "Du kommer i bedring," konstaterede han, mere aggresivt end omsorgsfuldt.

[Lionel af Vårfos]

Lionel fnøs vredt og stirrede på Emmet, som han pegede på ham. Han forsøgte at komme ud af sengen, men hans bevægelser var klodsede og han kunne ikke lukke fingrene tæt nok om sengetæppet til at trække det til side. Til sidst væltede han korporligt ned på gulvet, direkte i blæksøen, der havde dannet sig.

Han råbte uforståeligt og uforsonligt af Emmet, men hans energi var hurtigt opbrugt og han kunne ikke komme på benene igen. En ynkelig figur og bevidst om det. Han ønskede intet andet end at dø.

[Emmet af Vårfos]

Emmets øjenbryn gled lidt op og på trods af sine protester, var der i et splitsekund en del af ham, der forstod Lionels ønske. Han havde selv haft den følelse. Mange gange og han kendte ydmygelsen, men broderens var langt værre.

Uden mange sekunders tøven var han ovre ved sin bror og halede ham op ved armene. "Du har brug for hvile," konstaterede han, lettere brysk. "Det tager tid at hele. Det ved du selv fra slagmarken."

[Lionel af Vårfos]

Hvile. Tid. Hele. Det var meningsløse ord. Lionel kom på usikre ben, der ikke anede hvilken vej de skulle, men havde sans nok til at lange ud efter Emmet. Han måtte gøre sig forståelig. Flere usammenhængende lyde forlod ham, som han forsøgte at slå. Forsøgte på alle måder, at gøre det klart.

Han ville ikke hvile. Han var en savlende bunke lort, som ikke kunne tale, ikke kunne huske og intet ville kunne præstere.

[Emmet af Vårfos]

Emmet undveg det første slag og det næste, før han greb hånden og kun med nød vred den væk. Hans lillebror var stærk, selvom han var lammet. Selv trådte han et skridt tilbage, åndedrættet let hastigt og blikket stirrende.

"Fint," knurrede han, blikket på lillebroderen udfordre. "Vil du slås? Så slå mig. Få det ud," provokerede han, uden intention om bare at lade det ske. Hvis han ville have det på den måde, så skulle han få det på den måde.

[Lionel af Vårfos]

Lionel var rasende og han havde ingen anden måde at udtrykke det på. Hans vejrtrækning var raspende, men det holdt ham ikke tilbage.

Emmets ord var fjerne, som han langede ud igen, nær væltende over sine egne ben. Han var ikke i nogen stand til at slås, men han havde stadig sin styrke, omend ikke sin koordination. Han sigtede efter en næse, men ramte kun en skulder, væltede hårdt frem og landede i Emmets arme, hivende efter vejret og med gråd, snot og savl løbende fra hver sin åbning.

[Emmet af Vårfos]

Emmet greb Lionel og holdt godt fast. Han havde ingen intention om at lade sin bror falde om på gulvet igen; det på trods af deres begges raseri. "Kom, mand," sagde han, mere dæmpet denne gang og halede op i sin ikke-så-lille lillebror.

Knæet protesterede under vægten, men han ignorerede det og halede Lionel over til lejet igen. "Da jeg blev såret i krigen, kunne jeg ikke gå i lang tid. Skader bliver bedre med tiden." Selvom Lionels ikke var en typisk krigsskade. I og for sig anede han ikke, om det overhovedet ville ændre sig. Det var det bare nødt til.

[Lionel af Vårfos]

Lionel havde intet andet valg end at lade sig hjælpe i seng igen. Hans krop reagerede ikke som han ville og han vidste, at det var usikkert om den nogensinde ville komme til det igen. Helbrederne havde ikke dæmpet deres stemmer hele tiden, da han først lå og kom sig.

Blikket han sendte Emmet var stadig fuld af vrede, men der var noget resigneret over ham. Han så ned imod storebrorens knæ og havde lyst til spytte efter ham. Det var ikke det samme, sagde udtrykket i hans ansigt tydeligt. Et knæ kunne hele. Hans evne til at udtrykke sig? Hans styrke? Hvordan var han noget som helst, hvis han ikke kunne forsvare sig selv?