Dagdrømme

[Erik Almsted]

Det var ikke den første bod Erik hjalp med at pille ned og da det samme gjaldt Rebekah, gik det forholdsvis hurtigt. På samme tid havde han rigeligt med mulighed for at betragte hende knap så diskret mens de arbejdede ”Mhm.. alt som det plejer.” han gengældte hendes varme smil og løftede en lang brædde fri, mens hun holdt fast i en mindre ”Og de nygifte hos jer? Er de faldet på plads i hverdagen?” han betragtede hende undersøgende og havde endnu ikke helt kunnet lure, hvordan hun egentligt havde det med sin tvillingesøsterts ægteskab og kommende status som mor.

[Rebekah Væver]

Rebekah sænkede blikket kort, før hun mødte hans blik med et lille, ikke helt overbevisende smil. Hun trak svagt på skuldrene. "Mere eller mindre," svarede hun vagt og en anelse afvisende, uden at mene det skrapt. Hun rømmede sig lidt.

"Det er nogen virkelig pæne blomster. Hvor fandt du dem henne?" Hendes blik søgte op og fandt hans igen, imens de lastede vognen.

[Erik Almsted]

Erik hævede brynene lidt mens han samlede bodens sider sammen og bar dem hen til vognen. Han overvejede stadig om han skulle spørge mere ind, da Rebekah fortsatte og afgjorde spørgsmålet for ham ”Uhm..” brummede han og smilede skævt, næsten en lille smule beklemt da blikket mødte hendes ”Måske.. mangler min mors bed et par blomster, men hvis du hører noget, så har jeg intet med det at gøre.” han rømmede sig og gik tilbage efter de sidste dele af boden.

[Rebekah Væver]

Anspændtheden forlod hende og hun lo befriende. "Erik," grinede hun, lettere opgivende. "Du gør mig upopulær hos hende, hvis hun finder ud af det..." Hendes bebrejdende blik havde ikke meget gennemslagskraft. Primært fordi det var mere betaget end bebrejdende. Ingen, der så hende se på tømrersvenden kunne være i tvivl om, at hun var dybt forelsket.

Hun fulgte ham og de fik i samarbejde pakket boden på vognen, så den var klar til at køre. Hun havde æslet stående til at trække og spændte det stakkels kreatur for, før hun så op på Erik. "Hvis du følger mig hjem, er der lidt plads i stalden..." Hendes kinder føltes varme, men hun smilede til ham.

[Erik Almsted]

Erik skæve smil blev kun bredere og han rømmede sig igen. På samme tid prøvede han at se tilstrækkeligt brødebetynget ud mens han nød lyden og synet af hendes latter ”Jeg lover at tage det fulde ansvar – hvis hun opdager det.” han så på hende med et skælmsk glimt i de grå øjne ”Hvis ikke jeg Matti skylden, ikke at jeg nogensinde ville kunne finde på sådan noget.” han lænede sig op ad vognen mens hun spændte æslet for og det varme blik blev ved at hvile på hende mens hun arbejdede. Han nikkede, mens hendes forslag fik det til at krible i maven på ham og han måtte tage sig selv hårdt i nakken for at overbevise sig selv om, at han måtte vente lidt endnu på at indkræve de kys der tidligere var blevet sat ham i udsigt ”Så lad os gå.” han så afventende på hende.

[Rebekah Væver]

Rebekah dæmpede sit grin og rystede lidt på hovedet, uden at svare. Hun helligede sig arbejdet, fik styr på æslet og kunne kort efter sætte i gang, side om side ved Erik. At følges med ham fik det til at krible i hendes mellemgulv og hun var mere end en smule spændt, da først de nåede stalden, hvor æslet havde sin bås. Det var ikke en tung vogn og den kunne trækkes det sidste lille stykke. Inden da, havde hun dog et løfte at leve op til.

Hun frigjorde æslet og førte det ind i dets bås, før hun vendte sig om imod Erik med et skævt smil på læberne. Hendes fortænder greb om underlæben, som blikket gled ned over ham. ”Så...”

[Erik Almsted]

Erik overvejede momentært at hanke op i vognen og følge hende det sidste lille stykke, men fulgte så i stedet med hende ind i den lille stald. Han stoppede i døråbningen og skyggede delvist for den lys der faldt ind. Det forhindrede ham dog ikke i at følge hende med blikket mens hun trak æslet på plads ”Så..” gentog han hende og blottede tænderne i endnu et varmt smil før han lukkede den korte afstand hen til hende, synende mere afslappet end han faktisk følte sig. De små private stunder med Rebekah, var noget han så frem til. Der var dog aldrig nok af dem og det var begyndt at være mere frustrerende end spændende, ikke at kunne vise sine følelser åbent.

Han løftede den ene hånd, lagde den blidt mod hendes kind og lod tommelfingeren stryge over den underlæbe hendes fortænder kort forinden havde været lukket omkring ”Jeg får ikke mindre lyst til at kysse dig når du gør det der.” hans blik havde et øjeblik hvilet mod selv samme underlæbe, men nu løftede han det til hendes brune øjne med et blik der var helt forbeholdt hende.

[Rebekah Væver]

Rebekah havde sneget sig omkring med drenge og mænd før. Selvfølgelig havde hun det. Men hun var blevet brændt mere end en enkelt gang og det var længe siden nu. Med Erik var det anderledes. Hun turde langsomt mere og mere, som at stå i stalden helt alene med ham og lade ham røre ved sig.

Hendes blik var indfanget i hans og det sugede i maven. Hun tog en hastig indånding og hendes læber gled en anelse fra hinanden, under hans tommel. "Så gør det," svarede hun dæmpet, imens hendes hjerte slog hurtigt. Jo; hun forstod på alle måder hvorfor Rispah var i den situation hun var i. Hvis Enze kunne få hende til at føle som Erik gjorde, så var det slet ikke underligt.

[Erik Almsted]

Et splitsekund så Erik overrasket på Rebekah. Hendes ligefremhed kom en smule bag på ham, men på ingen dårlig måde. Det sitrede afslørende i hans mundvige og et øjeblik så han bare på hende før han lagde en hånd mod hver af hendes kinder og bøjede hovedet for at følge hendes opfordring.

Den efterhånden velkendte kriblen i mellemgulvet voksede og spredte sig ud i hele kroppen mens han kyssede hende. Det var aldrig det samme og da han måtte have luft, gjorde han det hurtigt, før han med et smørret smil fangede hendes læber med det samme igen.

[Rebekah Væver]

Det snurrede i hendes tæer, da Erik kyssede hende. Hun strakte sig på tæer og lagde armene omkring hans hals. Da han brød fri og hun mødte hans blik, sugede det næsten endnu mere i maven. Hun trykkede sine læber insisterende imod hans og det var først efter hvad der føltes som meget lang tid, at hun trak sig væk. Hendes hjerte bankede hårdt, men hun trådte et skridt væk fra ham og smilede næsten genert.

"Jeg må hellere komme hjem," sagde hun lavmælt, men med en definitiv knugen i mellemgulvet. Hun så op på ham, som hun rømmede sig lidt. Hun havde lyst til at blive, men det var en dårlig plan.

[Erik Almsted]

Et sted mellem kys lod Erik sine hænder forlade Rebekahs kinder og lagde dem i stedet omkring livet på hende. Hun var intet siv, men han havde aldrig ønsket sig et siv og hun passede så fint lige der i hans arme.

Han var en lille smule stakåndet da hun trådte tilbage og det var kun modvilligt han slap hende. Han nikkede ”Ja..” han gik i stå midt i et nik og så på hende. Det tog kun et øjebliks overvejelse før han havde taget et skridt frem ”Om et øjeblik.” mumlede han og indfangede hende med arme og læber endnu engang. Det blev sværere og sværere at lade hende gå.

[Rebekah Væver]

Rebekah havde lige samlet sin viljestyrke, da Erik greb fat i hende igen. Det burde genere hende. Det havde det gjort tidligere, når mænd ikke tog hendes nej for gode varer. Det ville det gøre, hvis hun ikke var sikker på, at han ville stoppe, hvis hun vitterligt bad ham. Men hun ville ikke have ham til at stoppe. Hun besvarede hans kys og hendes arme gled, kun svagt tøvende, omkring hans hals igen.

En dæmpet lyd undslap hende og hun trak sig lidt væk, uden at slippe. Hendes mave føltes som en klud, der var blevet vredet, på en underligt god måde. Hun så op på ham med et svagt smil og bed sig i underlæben, før en dæmpet, munter lyd undslap hende. "Det her er ikke... Passende," kommenterede hun lavmælt. Den anklagende tone blev dog temmelig udvandet af hendes smil.

[Erik Almsted]

Instinktivt holdt tømrersvenden sin kønne fangst lidt tættere anden gang han fik armene omkring hende. Også hans kys var mere insisterende denne gang og da de nødvendigvis måtte have luft, lænede han panden let mod hendes, uden at gøre anstalter til at slippe hende ”Jeg ved det godt.” mumlede han en smule hæst, med et glimt i de grå øjne der spillede sammen med hendes smil ”Jeg samler noget at drømme om i nat.”

[Rebekah Væver]

Rebekahs nakke føltes varm, men hun trak sig ikke væk, selvom de stod alt for tæt og hun var bevidst om hvad hun burde mene om hans fysiske tilnærmelser. Hendes knæ var lidt usikre efter det sidste kys og grebet omkring ham forsikrende. Hun slog blikket ned ved hans ord, men løftede det øjeblikket efter med et genert smil.

"Jeg bliver nødt til at gå nu, Erik," svarede hun lavmælt. Hun stjal et flygtigt kys, før hun trak sig tilbage, lidt mere bestemt. Hun var ikke sådan en pige, selvom tanken om at han drømte om hende, spredte en varm fornemmelse i hele kroppen på hende. "Tak for min gave..." Hun skævede ned til blomsten og rømmede sig. "Jeg er alene på markedet igen næste lørdag hvis... Hvis du vil følge mig hjem igen." Hentydningen var rimelig åbenlys. I hvert fald så åbenlys som hun havde tænkt sig at være. Hun tog endnu et skridt bagud, uden at slippe ham med blikket.

[Erik Almsted]

Erik nikkede, mens det eneste han kunne tænke på, var følelsen af hendes kys der stadig hang på hans læber. Alt for flygtigt fik han følelsen genopfrisket, men før han kunne nå at gengælde det, trådte hun tilbage, ud af hans favn og efterlod ham et kort sekund med et fåret udtryk. Han nikkede igen, skar en grimasse, stak hænderne i lommerne og så ned som et skævt smil sitrede i hans mundvige ”Der er mindst et år til næste lørdag.” mumlede han, stadig spøgefuld, selvom det ikke var helt forkert. Det føltes i hvert fald sådan.

Han tog et skridt frem, så rigtigt på hende med et varmt smil der var helt forbeholdt hende ”Jeg håber vi ses før lørdag, ellers ender jeg med at hensygne som en af prinsesserne i eventyrerne.” han bøjede hovedet og plantede denne gang et kys på hendes ene kind før han rettede sig op igen ”Hils indenfor.”