Vejen derhen [R!]

[William af Stenbjerg]

Denne tråd kan indeholde elementer, der kan trigge mennesker, som ikke kan holde ud at læse om voldtægt/nonconsent.

Katherine af Stenbjerg

William havde aldrig været en mand, der var god til at håndtere sorg. Under hans moders sygeperiode havde han tilbragte det meste af sin tid i skoven, på jagt, på flugt. Nu tilbragte han i stedet mange af sine nattetimer på Viften. Primært i selskab med jævnaldrende adelsmænd, over vin eller noget stærkere, men han havde også taget en af de kyndige kurtisaner med i seng et par gange og druknet sin rædsel i parfumerede, olieindsmurte åbninger, som ikke holdt nogen reel lettelse.

Det var ovenpå en sådan nat, at han vågnede i sit eget værelse i byhuset, væk fra Katherine og hendes sarte lille krop, som han elskede for højt til at miste. Han tilkaldte en tjener og fik et bad gjort klar, så han kunne skrubbe sig selv fri for lugten af dyre kvinder og blive klar til endnu en umulig dag.

[Katherine af Stenbjerg]

De boede i samme hus, men Katherine havde alligevel en følelse af at de lige så godt kunne have været i hver sin ende af verden. Hun kunne dårlig huske, hvornår hun sidst havde set sin husbond og selvom hun lang tid havde været overbærende, i lang tid havde været forstående, så nærmede hun sig sin grænse.

De fleste dage trådte hun ikke langt ud fra sovekammeret, men da hun tilkaldte sin kammerpige den morgen, var det for at blive ordentligt påklædt. Kjolen var måske simpel, men stadig en hertuginde værdig og Katherine kastede et vurderende blik på sig selv i spejlet. Det mørke hår var nøje opsat og kinderne kun svagt rosa. Bulen under kjolen var, på trods af at tiden nærmede sig, ikke stor og optog ikke meget opmærksomhed under skørtet.

Efter nogle øjeblikke erklærede hun sig tilfreds, lod kammerpigen åbne døren og satte ud i huset med beslutsomme skridt. Det var ikke lille Katherine der bankede på døren til Williams værelse, men den myndige hertuginde, der var kommet til verden af streng nødvendighed. Ryggen var rank og hagen løftet, da hun åbnede døren uden at vente på svar og roligt skred ind i rummet. De slanke øjenbryn hævede sig let. "Jeg var begyndt at undre mig over, om jeg mon stadig havde en mand."

[William af Stenbjerg]

William havde mild hovedpine efter en lang nat, der var endt i den seng, som han nu sad på enden af. Han gnubbede sig i øjnene, da det bankede på døren. "Sæt badet op i påklædn-" nåede han at sige, inden selvsamme dør gik op og afslørede Katherine i stedet for en af tjenestefolkene. Han smilede mat, lod fingrene glide gennem sit hår og hævede brynene en anelse, før de sank og en fure fandt frem på hans pande.

"Hvad skal det betyde?" Han kneb øjnene lidt sammen og undlod at rejse sig, for at plante et nærmest ceremonielt kys på hendes læber. Ingen tvivl om, at hans lugt ikke var for sarte næsebor.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine gik roligt ind i rummet, selvom ro var langt fra den dominerende følelse. Hun havde dog med årene lært at kontrollere sine impulser og da hun stoppede op, var det med rank nakke og et næsten formelt ansigtsudtryk.

"Jeg har tænkt, at du måske var faldet i floden," fortsatte hun, lettere køligt. "Det virkede som en ganske sandsynlig forklaring på, hvorfor jeg ikke har set skyggen af dig for nylig." Sandheden ville være endnu værre end det, men den ville hun ikke høre.

[William af Stenbjerg]

William betragtede Katherine lettere misfornøjet. Han var ikke en tiårig knægt og han satte ikke pris på, at hun opførte sig som om det var tilfældet. Af samme grund undlod han at svare hende i et længere øjeblik og rejste sig i stedet langsomt, for at få gang i sine muskler efter den foregående dag.

"Jeg er lige her," konstaterede han simpelt. "Men nu må du undskylde mig. Jeg har et bad på vej." Han så afventende på hende.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine løftede langsomt armene og foldede dem over kors. "Nej," konstaterede hun simpelt og så ham direkte i øjnene.

"Jeg er udmærket klar over, at det er nemmere at holde sig væk end at konfrontere frygten eller vreden," fortsatte hun, uden at give ham tid til at afbryde. I mange måneder havde de ikke talt om det; hvad der kunne ske. Nu var det slut. "Men jeg er ikke klar over, om du forstår at de næste, få måneder muligvis er de sidste vi nogensinde får sammen."

[William af Stenbjerg]

Nej? Han stoppede og vendte sig imod den lille, viljestærke kvinde, der var så forbandet viljestærk, at hun havde trodset ham og nu stod der, gravid og på vej imod sit endeligt, uden at han kunne gøre det fjerneste. Han stirrede på hende og en vred gnist tændtes i ham.

"Belærer du mig om livets flygtighed?" Hans tænder skurrede let sammen. "Tro mig. Jeg fik en lektion sidste gang du fødte, Katherine. Du behøver ikke uddybe. Jeg vil se dig senere. Farvel." Han gestikulerede mod døren.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine havde ingen intentioner om at lade sig affeje. Kæben var spændt i karakteristisk stædighed og i stedet for at lade sig genne mod døren. Ja, så trådte hun tættere på.

"Og har tænkt mig at se dig nu," svarede hun i nøjagtigt samme tonefald, som han havde brugt. "Jeg har kun få måneder tilbage af dette liv, men jeg vil forbandet ikke tilbringe dem alene i mit sovekammer."

[William af Stenbjerg]

William havde en åre i panden, der tydeligt pulserede. Hans tænder var bidt sammen og hendes sidste ord var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Han hamrede en hånd hårdt ned i et skab, der rystede over kraften. "Nej, du skal forbandet ikke dø, kvindemenneske," ud brød han hæst, før han tog sig til hovedet. "Du skal ikke forbandet dø." Gentagelsen var lavere, men meningen den samme.

Han greb omkring hendes skuldre. "Forstår du?!"

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine veg ikke tilbage for Williams vrede. Kraften af slaget fik hjertet til at sætte sig højt i halsen, men hun blev på sin plads.

"Stop med at narre dig selv, William!" svarede hun hårdt. Vredt. En del af hende længtes efter at tage ham i sine arme, men ikke nu. Ikke før hun trængte ind til ham. "Hverken du eller jeg er herre over, hvad der skal ske. Det nytter ikke at lade som om, at det hele nok skal ordne sig. Jeg er døende."

Ordet rungede og hele Katherines krop dirrede. "Op til nu har jeg klaret det alene, men ikke mere, siger jeg dig! Ikke mere."

[William af Stenbjerg]

Døende. Og selvom hun så mere levende ud end hun havde gjort længe, registrerede hans hoved. Han blev derimod bleg, bed tænderne hårdt sammen og lagde en hånd på det skab han havde fået til at ryste for et øjeblik siden. Blikket var fikseret på Katherine.

"Hvad er det du vil have af mig, kvindemenneske?" Hans stemme var hæs, vreden stadig tydelig, men raseriet under kontrol. "Vil du have mig til at rive huset ned med grunden? Smadre ethvert glas og spejl vi har? Råbe og skrige indtil byvagten kommer?"

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine slog ud med armene. Hun var ikke nogen stor kvinde og havde altid været skrøbelig, men i det øjeblik havde hun en aura, der nåede ud i hvert eneste hjørne af rummet. "Hvis det er hvad det tager, så gør det," svarede hun rungende.

Blikket brændte sig ind i hans. "Hvis det gør, at du kommer tilbage til mig, så gør det!" Hendes bryst hævede og sænkede sig hurtigt, men hun rettede ryggen igen. Kontrollerede sit ansigt, selvom det brændte bag øjnene. "Lad mig ikke forlade den her verden uden at kunne huske, hvordan det føltes at være elsket. Gennem al modgangen."

[William af Stenbjerg]

"Forbandet, Katherine," snerrede han, imens han holdt om hendes skuldre. Ubevidst registrerede han, at hun ikke virkede nær så svagelig som hun havde gjort mange andre gange. Hendes ryg var rank og hendes kinder havde farve - men ikke af feber. Han holdt fast, men ikke hårdt. Ånden han ramte hende med var dog ikke en af blomster.

"Kan du ikke se, at jeg ikke kan holde det ud? Du går med et mærke i panden og beder mig lade som ingenting, når jeg elsker dig... Elsker dig så meget, at jeg ikke kan..." Hans stemme var vred nu, ukontrolleret. Den knækkede kort over, hvilket tilsyneladende kun gjorde ham mere rødglødende. "Jeg hader dig for at gøre det her. Jeg hader dig!"

[Katherine af Stenbjerg]

Katherines hjerte hamrede hårdt, men hun kunne ikke trække sig tilbage nu. Ikke selvom hvert eneste ord kilede sig ind under huden på hende og brændte sig fast. De sidste, rungende ord sendte en bølge af ubehag gennem hende, men hun veg ikke tilbage.

"Jeg elsker dig," svarede hun endelig hult. Hun råbte ikke helt, men stemmen havde alligevel kraft bag sig. "Men jeg kan ikke lade som ingenting mere. Jeg kan ikke lade som om, at det hele bliver fint!" Hun tog en dyb indånding, mens hendes blik brændte sig ind i hans. "Jeg kan ikke længere sidde og håbe på, at du kommer tilbage til mig og ser sandheden."

Hænderne rystede og øjnene var svagt klare, men ikke mere end det. "Jeg vil ikke vente længere. Hvis det er mere end du kan klare, så lad os tage afsked nu. Lad det være sidste gang vi ser hinanden, når jeg træder ud af den dør." Hun gestikulerede.

[William af Stenbjerg]

Han stirrede på hende, slap hende og udbrød en lyd, halvt mellem et hulk og et hvæs. "Forbandet være dig," udbrød han med følelse, før hans arme var omkring hendes lille krop, forhindret af maven. Hans hænder søgte hendes sider, hans læber fandt hendes, som i en febervildelse.

Kysset var krævende, dyrisk og han var stakåndet, da han trak sig væk og gemte ansigtet ved hendes skulder, rystende af gråd.