Ulliver

[Micah Brygger]

Demadina Brygger

Skrig, skrål, ondt i hjertet. Og pludselig stilhed fulgt af et ynkeligt barneskrål, der fik Micah til straks at løfte hovedet. Han blev holdt nede, tilbage indtil det tidspunkt hvor hans lillesøster dukkede op og kunne fortælle de tre mænd, at der var blevet født endnu en bryggerdreng.

Micah ventede kun til det splitsekund han fik lov at komme ind og selvom han var temmelig beruset, vedligeholdt natten over af sin ene bror og far, så styrede han direkte ind i rummet og fandt det ønskede med blikket. Lille Dina med en klump i armene, der ikke kunne været andet end hans søn. Han stoppede op og stirrede med en lettelse han ikke ville kunne sætte ord på, men som strålede ud af hans blik. Hun så så levende ud, som hun sad der. Træt, men levende. Og han smilede pludselig og slingrede hen til sengen, før han satte sig, vanvittig forsigtigt, på kanten. Blikket gled over hendes ansigt, inden han så ned på den lille klump og hans hjerte brast.

[Demadina Brygger]

Verden var underligt rolig. Den havde været i oprør i løbet af de sidste mange timer, men nu havde stilheden lagt sig og fyldt luften med den forsigtighed, der fulgte et nyt liv. Demadina Brygger var udmattet, men vasket, børstet og nu også nogens mor.

Snart skulle hun sove, men hun var bange for at lukke øjnene og tage blikket fra den lille dreng, der sov i hendes arme. Først da døren gik, så hun op og smilede et smil fuld af kærlighed til den nybagte far. “Vi har en søn,“ hviskede hun forsigtigt, hæs, men lykkelig.

[Micah Brygger]

Micahs smil blev en tand fjoget, da Dina talte. "Det hørte jeg," brummede han, svagt sløret. Han så ned på hende og bøjede sig for at kysse hende blidt, men ømt. Ånden lugtede af brændevin, men han trak sig hurtigt væk for at se ned på den lille størrelse igen, helt krøllet og grim, men smuk, fordi den var hans.

"Må jeg holde ham lidt?" Han mødte Dinas blik med store øjne. At tænke sig, at det var den der, der havde fået hende til at skrige sådan og at den var blevet skabt, af de to, for næsten ni måneder siden.

[Demadina Brygger]

Dina var ikke i tvivl om, hvordan Micah havde klaret sig gennem natten og det meste af dagen, men hun kunne ikke fortænke ham i det. Hvis hun havde fået muligheden for en dram eller ti mere, så havde hun bestemt taget imod den.

Det var dog sekundært i hendes tanker nu, mens hendes hjerte hamrede og hun besvarede det blide kys. “Selvfølgelig må du det,“ svarede hun stille, forsigtigt for ikke at vække den lille størrelse og smilede varmt. “Kom lidt tættere på. Pas på hovedet,“ messede hun, opslugt af omsorg for det barn, hun havde været i tvivl om hun ville have.

[Micah Brygger]

Micahs smil falmede og han så blot fascineret ud, som han tog imod den lille størrelse med et forsikrende, mumlende "det er ikke første gang jeg holder et spædbarn." Det havde dog været noget helt andet med Elzie, den hidtidige yngste brygger. Hun havde ikke været hans.

Da han først holdt bylten i sine arme, blikket fascineret og indfanget, røg den første tåre ned af hans kind. "Ulliver," mumlede han. "Hej, søn." Han så ned i det lille krøllede ansigt og fik for første gang den følelse som han havde hørt beskrevet, men aldrig oplevet. Her var et lille væsen han ville give sit eget liv for.

[Demadina Brygger]

Dina skænkede ikke Micahs tidligere erfaring mange tanker. Hun var stadig påpasselig, nervøs og klar til at skride ind, da hun overlod ham det lille liv. Da først Ulliver lå i sin fars arme, forsvandt hendes nervøsitet dog helt og hun betragtede synet med større stolthed end hun kunne huske nogensinde at have følt.

Det var en fantastisk følelse at overvære det første møde mellem far og søn, de to mennesker hun elskede mere end noget andet. Allerede nu var barnet krøbet ind i hendes hjerte. “Jeg tror, han har din næse,“ drillede hun lavmælt, men uskyldigt. Smilet var kun varmt og blikket fyldt med kærlighed.

[Micah Brygger]

Micah så ned på et ansigt, der endnu var svært at genkende, med små furer, men helt afslappet og uskyldig i søvnen. Han smilede mildt, indtil Dinas bemærkning fik ham til at se kort op med et glimt i øjnene. "Og hvad ville der være galt med det?"

Han bøjede nakken igen og kyssede denne gang Ullivers pande, før han mumlede lidt. "Jeg har hørt de ligner faren mest til at starte med, så han ikke er i tvivl om, at han ér faren." Blikket på hans søn var kærligt. "Og jeg er slet ikke i tvivl, Uli."

[Demadina Brygger]

Dinas tænder kom til syne og der var spil i hendes blik, selvom hun var opbrugt og udmattet. “Absolut intet,“ hviskede hun med overbevisning og betragtede den lille udveksling.

Under normale omstændigheder ville hun måske have slået ham hårdt på armen for overhovedet at antyde, at der kunne have været tvivl om faderskabet, men nu fik det hende blot til at se forelsket på sine to drenge med øjne der svømmede en anelse.

[Micah Brygger]

Micah så ned på Dina med et uudgrundeligt blik. Hans familie. Dina og Ulliver. Det var her det startede og fra nu af var han for alvor en voksen mand. Følelsen grundfæstede sig i ham og han var sikker på, at det ikke var fordi han var fuld.

"Jeg elsker dig," sagde han dæmpet, for ikke at forstyrre den sovende lille dreng. "Så højt. Hvordan klarede du... Det?" Blikket flakkede. Han kunne stadig høre skrigene for sig.

[Demadina Brygger]

Dina smilede mildt. Hun havde ondt og var træt i kroppen, men det var alt sammen sekundært til det salige øjeblik, hvor den lille familie var samlet for første gang. “Det er et mysterium,“ svarede hun lavmælt.

Hun lukkede kortvarigt øjnene, tog en indånding og åbnede dem så igen. “Jeg klarede det, fordi jeg skulle, ikke? Fordi jeg havde lovet det,“ mumlede hun og lænede sig den mindste bitte smule til siden, ikke meget villig til at flytte sig, for at kysse hans skulder. Der var en grund til at mænd var udelukket fra fødselskammeret. Hun havde ikke lyst til at Micah skulle vide, hvad der virkelig var sket. Hun kunne se smerten i hans blik som det var.

[Micah Brygger]

Micah kyssede Dina på håret og tog en dyb indånding. "Du er en stærk kvinde," mumlede han. "Ikke at jeg var i tvivl." Han smilede skævt, nu tydeligt beruset. "Puh. Men er du ikke træt?"

Han så ned på Ulliver. "Han er i hvert fald. Jeg er også." Han rømmede sig lidt.

[Demadina Brygger]

Dina rakte ud for forsigtigt at tage sin søn tilbage i sine arme, ikke fordi hun ikke undte Micah tiden med ham, men fordi hun havde båret rundt på ham de sidste ni måneder og fandt adskillelsen vanskelig.

“Jeg er udmattet,“ svarede hun, mens blikket hvilede opslugt på det sovende barneansigt. Som om hun havde set solen for første gang. “Men jeg er bange for, at jeg går glip af noget, hvis jeg falder i søvn.“

[Micah Brygger]

Micah forelskede sig lige en anelse mere i kvinden ved siden af sig og lænede sig lidt imod hende, da hun havde taget Ulliver. Han kyssede hende på panden og lagde den ene arm omkring hendes skulder. "Og du troede ikke du ville blive en god mor," mumlede han kærligt.

"Det er meningen du skal sove. Se. Vi kan ligge ham lige imellem os der på sengen og så vækker han os så snart han har brug for noget." Han pegede på punktet og kyssede hendes tinding.

[Demadina Brygger]

Dina smilede lidt over hans ord og løsrev blikket fra barnet, for at se op på ham. Det forsvandt ikke helt, men hun rynkede på brynene og så tøvende ud.

“Vi risikerer at rulle hen over ham,“ svarede hun endelig, beskyttende overfor lille Uli. “Det føles som om, at der burde være en til at se på ham hele tiden...“ mumlede hun og så kærligt ned på sin søn, mens hun lænede sig træt ind mod hans far.

[Micah Brygger]

Micah smilede over Dinas uro. "Så lad mig lægge ham i krybben," bad han med et blik over på den sammentømrede træramme, der udgjorde Bryggernes krybbe og havde gjort det helt siden Micah selv var samme størrelse som Ulliver. "Vi har begge to brug for at sove, hustru. Han skal nok vække os, når han har brug for os."

Han kyssede hende på håret igen og rakte ud for at tage sin søn. "Du kan stirre på ham hele dagen i morgen, så snart du har hvilet dig."