Åbenlyse hemmeligheder

[Arram Dalben]

Det sitrede svagt i troldmandens mundvige mens hangav sig svagt under de slanke fingre der gled ind i hans hår og fik behagelige ilinger til at løbe ned over hans ryg. Et tungt, og ganske afslørende, suk undslap ham da hendes fortænder kortvarigt var lukket om hans underlæbe og de øjne han lige havde åbnet, gled endnu engang i. Hans fingre havde krummet sig sammen mod hendes ryg og hun havde talt før han åbnede øjnene igen "Det kunne jeg.." drævede han og fugtede læberne med tungen.

Den svage smag af hende sad stadig på dem og han smilede for sig selv "Du er svær at sige imod, ved du godt det?" mumlede han lavmælt og krummede fingrene sammen om hendes skjorte. Den gled lidt op, men blev uundgåeligt stoppet af bæltet hun havde om livet "Ingen mus der skal fanges i aften?" fortsatte han uden at slippe hende med blikket.

[Robin Salmalín]

Robins maveregion skurrede over det blik Arram sendte hende, da han åbnede øjnene igen. Hun fugtede sine læber og smilede en anelse, imens hendes fingre strøg let over de små hår i hans nakke. "Hm," brummede hun tænksomt. Hendes blik på ham var underholdt, som hun lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg tror allerede han er fanget."

Hun hævede det ene bryn en anelse, før hun lænede sig frem og indfangede troldmandens læber igen - denne gang kun mere insisterende og med en kontant belønning i form af en varm fornemmelse i det meste af kroppen. Det var ikke svært at hengive sig til Arram eller følge impulsen til at slippe hans nakke og i stedet finde kanten på hans skjorte. Hendes fingre gled ind under den, i første omgang uden at gøre mere end det. Var de stadig på hans arbejdsværelse? Det havde hun glemt alt om.

[Arram Dalben]

Arram gav sig igen nder Robins blide fingre og fnøs muntert "Det er nærmere en stor rotte hvis du spørger mig." han nåede ikke at sige mere før hun lænede sig frem og genoptog de mere end tiltrækkende kys. Han protesterede ikke. For en gangs skyld var den lille stemme i hans baghovede tavs og han besvarede villigt hendes insisterende læber.

Fingrene der sneg sig ind under kanten på hans skjorte fik hans egne fingre til at krummes igen. Da han måtte have ny luft, var hans ene hånd gledet ned under hendes bælte. Han holdt hendes blik nogle lange sekunder mens han trak hendes skjorte nok op, til at smyge to fingre ind på hendes varme lænd lige over buksernes linning. Der var ikke rigtigt noget behov for at sige noget, ikke med ord og i stedet for at komme med flere drillende kommentarer, bøjede han hovedet igen, men lod denne gang læberne berøre den tynde hud under hendes ene øre og fortsatte ned over hendes hals. Den svage fornemmelse af at gøre noget forbudt var der stadig et sted, men det var forbudt ikke også altid dobbelt fristende?

[Robin Salmalín]

Robin fnes lavmælt, lige før hendes læber atter engang var imod Arrams. Hun havde droppet spekulationer om passende for en del tid siden og overgivet sig til det simple faktum, at hun nød at være helt tæt på ham. Ud over at han rent fysisk tiltrak hende, så fik hans kys også sommerfuglene eksplosivt i luften inde i hendes mave og hun kunne ikke sige, at det for alvor var ubehageligt.

Da en kølig hånd sneg sig ind på hendes ryg, svajede hun instinktivt en smule i ryggen. Hun besvarede det alt for intense blik uden reel tøven og lukkede først øjnene i, da Arram kyssede hende under øret. Et lille suk forlod hende og hun lagde hovedet lidt på skrå, imens han fortsatte med de kildrende kærtegn ned over hendes hals. "Måske var det mere praktisk at fortsætte på dit sovekammer," mumlede hun smilende, før hun rettede hovedet op med en kuldegysning og åbnede øjnene igen. "Eksperimenter eller ej..." Hun trak hænderne til sig og trådte et enkelt skridt bagud. Uden ønsker om at støde ind i et eller andet, vendte hun sig dernæst og forlod værelset - med alle forventninger om, at Arram fulgte med. Da hun kom ind på det omtalte rum fra gangen, smilede hun lidt for sig selv. Hun havde stået selvsamme sted uden en trevl på kroppen en anden gang, men i dag var formålet et lidt andet. I hvert fald udviklede det sig anderledes.

[Arram Dalben]

Arram øgede kun det lette pres mod Robins ryg da hun svajede ind mod ham. En ren instinktiv reaktion på hendes mens han kyssede sig vej ned over hendes hals. Det var ikke som sådan impulsivt, men noget der var bygget op over de sidste måneder. At de begge to havde gået som katten om den varme grød var ingen underdrivelse og måske var lige nu ikke det dårligste tidspunkt at gå skridtet videre.

Det var i hvert fald det argument han brugte overfor sig selv mens hans fingre fortsatte lidt op over hendes ryg (og igen blev stoppet af bæltet). Lidt i sine egne tanker var han da hun brød tavsheden og løftede langsomt hovedet igen. Efter et øjebliks overvejelse nikkede han og nåede ikke mere før hun trådte bagud og forlod arbejdsværelset.

I og for sig var det måske en god ting at hun efterlod ham stående alene. Han tog en dyb indånding, så en mere, klarede tankerne (uden vanvittig meget held) og kørte en hånd gennem de tilbagebundne krøller. Det sidste løsnede dem kun endnu mere og der var efterhånden mere af hans halvlange hår der hang end der var holdt tilbage. Med en, for ham, simpel handling, brugte han sin Gave til at slukke de lys der var tændt i rummet og forlod det så for at gå ind i sit soveværelse. Han stoppede et skridt inde over dørtrinnet og skubbede døren i bag sig med blikket på Robin "Nogen bestemte eksperimenter du har i tankerne, Pipfugl?" det sitrede let i hans mundvige og glimtet i hans brune øjne var genetableret.

[Robin Salmalín]

Robin havde ikke brug for et øjeblik alene. Da hun alligevel fik det, blev der tid til at smile dumt og bide ned i sin underlæbe med fortænderne, imens hun så sig rundt på det dunkle soveværelse. Der var ikke et glimt af magiens traditionelle gave i hende, der kunne tænde op i lysene og hun befandt sig i mørket i flere lange øjeblikke, imens hun ventede. Hendes fingre fandt bæltet og hun nåede både at åbne det og lægge det fra sig, før Arram trådte over dørtærsklen bag hende.

Hun vendte sig rundt med et krøllet smil og trådte hen til ham med hovedet lidt på skrå. "Jeg tænkte, at jeg ville eksperimentere lidt med reaktioner," konstaterede hun spekulativt, inden hun kyssede hans skæggede kind med et muntert glimt i øjnene. Hendes fingre fandt kanten på hans skjorte og hun trak hovedet tilbage for at se på ham, før hun gav sig til at hive op i stoffet med det ene og alene mål at få den over hans hoved og væk.

[Arram Dalben]

Arram smilede for sig selv og sendte en gnist af sin Gave ud mod en lampe på bordet mens Robin kom nærmere. Helt af sig selv smøg hans ene arm sig omkring hende mens hun plantede et kys mod hans kind "Reaktioner?" gentog han hende spørgende, selvom han egentligt ikke var i tvivl om hvilke baner hun tænkte i. Han fik det kun bekræftet da hun trak hans skjorte opefter, men tøvede et sekund eller to, før han slap hende igen og i stedet langsomt rakte armene i vejret.

Som den gled op over hovedet på ham og endte på gulvet, steg hans puls en smule og det muntre glimt var forsvundet fra hans blik. Skyggen af et smil sad dog stadig på hans læber da han lod armene falde igen. Han lod hænderne glide ned over hendes overarme og finde hendes sider. Først der opdagede han det manglende bælte som han, selv i den nu sparsomme belysning, ikke havde bemærket. Han kneb øjnene lidt sammen og fulgte så hendes eksempel, fandt kanten af hendes skjorte og trak den langsomt opefter.

[Robin Salmalín]

Robin greb ordentligt fat om kanten på Arrams skjorte, da han løftede armene. Hun trak den over hovedet på ham og kasserede den på gulvet. I processen var hun kommet helt tæt på ham og der blev hun stående. Hendes eget smil var intakt, men blikket mere alvorligt og pulsen en anelse hævet. Hun fugtede læberne og plantede et enkelt, blidt kys på troldmandens mund, før hun løftede armene og lod ham trække skjorten af sig selv.

Under den befandt sig et brystbind og stående alene i det, gled hendes blik nysgerrigt ned over hans brystkasse. Hun lagde en enkelt hånd imod hans ene side og bøjede sig frem, for at kysse hans hals. Fingre fandt om på en nøgen ryg og Robins tænder lukkede sig let om Arrams øreflip, imens hendes fingre gled over nyt land. Hun forstod ikke helt, at hun rent faktisk befandt sig i situationen. På intet tidspunkt havde hun dog overvejet at besvare hans spørgsmål.

[Arram Dalben]

Da først skjorten forsvandt op over hovedet på Arram, var også det meste af hans forbehold forduftet. HVad der var meget mere interessant end at dvæle ved hvad han burde (og i særdeleshed ikke burde), var kvinden foran sig. Uvilkårligt gled hans blik ned over hendes overkrop da også hendes skjorte endte på gulvet. Det vars nærmest umuligt at lade være når man trods alt kun var et menneske og tilmed kun en mand.

Hendes hånd føltes et øjeblik kølig mod hans side mens han selv lagde hænderne mod hendes hofter og bøjede hovedet til et punkt mellem hendes hals og skulder. Han tog en dyb indånding før en lille, muntert lyd undslap ham og følelsen af tænder om hans øre gjorde sig gældende. Et smørret smil viste sig på hans læber, selvom hun ikke ville kunne se det. Handlingen skabte en prompte reaktion der sendte ilinger ned over hans ryg og fik den kildrende fornemmelse i hans mellemgulv til at vokse.

Han løftede hovedet lidt og strøg næsen blidt mod siden af hendes hals, for så selt at gøre nøjagtigt hvad hun havde gjort sekunder forinden, og lukke fortænderne drillende om hendes ene øreflip. På samme tid havde hans hænder sneget sig lidt længere op, til kanten af brystbindet han nu havde en finger under kanten på.

[Robin Salmalín]

Robin smilede skævt og slap samtidig Arrams øreflip med fortænderne. Hendes øjne faldt i over den kildrende fornemmelse imod sin egen hals og et fnis forlod hende, selvom hun virkelig ikke definerede sig som typen, der fnisede. Hendes eksalterede de betagelse af troldmanden fik hende til at gøre en hel del, som hun ikke troede hun ville kunne finde på. Med i puljen var uden tvivl at stå og pille tøjet af en tidligere underviser, men hun kunne ikke være mere ligeglad.

Tænderne omkring hendes egen øreflip fik hende til at smile dumt og hun slog øjnene op igen. Hun gav sig lidt under hans fingre og lod sine egne hænder falde, kun for at finde kanten på hans bukser og snørerne, der holdt dem oppe. Med en skurrende fornemmelse i mellemgulvet, kyssede hun Arram på kæben og lige ved siden af hans fristende læber, før hun trak sig en anelse væk og bandt snørerne op. Hendes blik fandt hans med nysgerrighed og forventning lysende ud af øjnene.

[Arram Dalben]

Arram tog en dyb indånding der skælvede ganske let, da Robins fingre fandt snørene i hans bukser. Han lukkede øjnene igen for en kort bemærkning og sank hårdt. Guderne skulle vide at han overvejede at skabe større afstand mellem dem, men noget forhindrede ham i at gøre det. Han krop reagerede på egen hånd og nægtede at adlyde hjernens kommandoer og han endte med at åbne øjnene endnu engang og møde hendes blik.

Hans ene hånd forlod hendes side og gled i stedet om på hendes ryg, fortsatte opefter til hendes nakke, hvor han spredte fingrene og lod dem glide ind i hendes hår, indtil han stod med hånden skjult i mørke krøller og holdt blidt om hendes baghovede. Han flyttede den ikke igen, men endnu et tungt åndedrag fulgte. Indvendigt kæmpede han mod det begær hendes nærhed tændte i ham, men jo mere han kæmpede imod det, jo mere fyldte det og lige meget hjalp det.

Hans fingre krummede sig let i Robins hår samtidigt med han bøjede hovedet lidt og så indgående ind i de brune øjne foran sig "Er det virkelig det her du vil?" spurgte han hæst og var ikke i tvivl om svaret. En del af ham havde bare brug for at høre hende sige det før han smed al betænkelighed over bord og gav slip. Hvad han selv havde lyst til var tydeligt. Alligevel meldte tanken om at stoppe sig igen. Stoppe før tingene udviklede sig mere end de allerede var og skåne dem begge to for konsekvenserne. Han blev stående og var (stik modsat sine tanker) gået et lille skridt nærmere så hans overkrop flugtede med hendes og lige akkurat rørte den.

[Robin Salmalín]

Robin var allerede sprunget en del af begivenhederne over og på vej frem uden mindste tvivl om målet. Hun havde lige haft omtrent en milliard uger til at spekulere over sin egen sindstilstand og for en, som normalt bare handlede impulsivt, var det overhovedet ikke let at vente. Da Arram brød den ladede tavshed med et spørgsmål om hendes sikkerhed, stoppede hun derfor først forundret op. Hun rynkede panden mærkbart og trak hænderne til sig, som hendes hjerne nåede at skabe forbindelse med hendes krop. "Det jeg..."

Imens undren blev til indignation, trådte hun et halvt skridt bagud og væk fra hans omfavnelse. Hun bed tænderne sammen og skulle passe meget på, at hun ikke farede i flint over hans spørgsmål. Det evige, forbandede spørgsmål om hendes ønsker om at være noget med ham. Hun var allerede blevet vred før og den samme vrede meldte sig lynhurtigt på banen over mindet. Denne gang bed hun det pænt i sig og rystede på hovedet. "Nej. Nej, det er det faktisk ikke," svarede hun tørt, før hun bøjede sig og fiskede sin skjorte op fra gulvet.

[Arram Dalben]

Arram ville vældig gerne have sparket sig selv, men hvad der var sagt kunne ikke bare lige sådan tages tilbage. Reaktionen fra Robin kom egentligt ikke bag på ham. Han havde følt den et par gange før og alligevel havde han gjort det igen over sin egen usikkerhed. Han havde ingen grund til at tvivle på hverken hende eller hendes intentioner, men stadig ikke helt forliget med tanken, talte han endnu en gang før han tænkte.

"Robin.." bad han indtrængende da hun samlede sin skjorte op, men kom ikke på mere at sige. Der var ikke noget at sige. Ingen måder at trække i land på eller påstå det ikke var sådan ment. Kortet var spillet og lige der så det ikke ud til der var nogen mulighed for at ændre på det "Jeg ville bare.. være sikker." han skar en grimasse og havde mest lyst til gøre kort proces og trække hende til sig igen. Den ene hånd var løftet, men han gjorde ikke mere end det "Igen." tilføjede han tog et skridt frem uden at lade hånden falde "Bliv." bad han, men havde på fornemmelsen det ikke kom til at ske.

[Robin Salmalín]

Havde han nu bare grebet fat i hende, kysset hende hårdt og undskyldt sin idioti, så havde det været noget andet. Så havde Robin med glæde tilgivet ham og genoptaget det han lige havde afbrudt. Hun ønskede sig ikke andet end at han stoppede med at så tvivl om hende, når nu hun havde sagt titusind gange, at det var ham hun ville have. Den opgivende reaktion på hendes egen bratte afstandtagen, fik derimod en hård sten til at lande i maven på hende og hun gik instinktivt et skridt mere bagud. Hun hørte ikke rigtig det sidste ord. Alt hun så var et mere eller mindre ynkeligt forsøg på at trække i land.

Det susede lidt for hendes ører og hun bed hårdt sammen, for ikke at give sig til at tude midt i det hele. Ydmygelsen var for stor. "Hvis... Hvis du en dag finder ud af, at du rent faktisk vil have mig, så ved du hvor du kan finde mig." Hun drejede brat om og forlod hans soveværelse uden at se sig tilbage. Skjorten trak hun på på vej ud af huset, imens de blanke øjne blev blinket væk. Der sad en tom følelse i brystet på hende, selvom hendes hjerte bankede hårdt. Senere ville hun bande ham langt væk. Da hun gik der på gaden, gjorde det bare ondt.

[Arram Dalben]

"Robin! Vent for pokker!" råbet fulgte efter den unge kvinde ud på gangen og da hun var halvvejs nede ad trappen, dukkede troldmanden selv op i døren ind til soveværelset. Som regel var det rart at få ret, men lige denne gang havde det en bitter smag der ikke forsvandt uanset hvor mange gange han sank. Mumlende flere eder fulgte han forsinket efter hende ned ad trappen, stadig bar overkrop og på bare fødder, men måtte se hende fortsætte ud i den kølige novembernat uden så meget som at have set sig tilbage.

Han stoppede selv i den åbne dør ud til gaden og så efter hende "ROBIN!" råbte han, højere denne gang og rimeligt ligegld med både kulden og naboerne. Det ændrede dog ingenting og sammen med erkendelsen af at han havde jokket i spinaten, kom også en indigneret irritation. Overrumplet blev han stående og så efter hende indtil hun forsvandt af syne "Fint." udbrød han, nu til sig selv (og måske en lurende vildkat i skyggerne), trådte ind igen og smækkede døren hårdt i "Så stik af igen. Det er du også så forbandet god til." lignende en mindre tordensky trampede han ovenpå igen, men gik denne gang ind i arbejdsværelset hvor lyset igen blev tændt. At sove var udelukket, men noget at distrahere sig selv med mere end ønsket.

Tråd lukket